Superliga, 24. oktober 1999:
Mål:
27: 1-0 Thomas Thorninger
47: 2-0 Clement Cliford
Udvisning:
83: Henrik Lykke, Herfølge
F.C. København (4-4-2): Michael Stensgaard 7 – Diego Tur 4, Kim Madsen 8, Bo Svensson 7, Niclas Jensen 5 – Thomas Thorninger 6 (83: Martin Biil u.b.), Michael Mio 7, Donatas Vencevicius 5, Todi Jónsson 8 – David Nielsen 5 (91: Piotr Haren u.b.), Clement Cliford 6 (77: Yüsüf Öztürk u.b.)
Tilskuere: 8.747
Dommer: Anders Mosegaard
"FC Cheerleaders – wauw!" stod der på måltavlerne mens showet var i fuld gang. Men lige på en så efterårskold dag, hvor tågen og støvregnen bølgede hen over Parkens projektørbadede bane, er det nok de færreste af pigerne, der selv har tænkt "wauw". Man kunne forestille sig, at de havde en kraftig gang gåsehud på den bare mås. Og spillerne har nok også frosset gevaldigt. Men tågen gav heldigvis os andre en dejlig idyllerisk storbystemning, når de skarpe lys badede de hvirvlende vandbanker.
Og før kampen kunne vi så sidde i tusmørket og læse Niels-Christian Holmstrøm i kampprogrammet: "Vi kan alle sammen blive enige om, at selvfølgelig handler det om at vinde en fodboldkamp – men man kan vinde eller tabe en fodboldkamp, og man kan spille godt eller dårligt. Hvis man spiller dårligt og vinder er de fleste glade og tilfredse, og hvis man spiller godt og taber er de fleste utilfredse. Det er derfor altid resultatet der dikterer vurderingen", stod der blandt andre ting, som Holmstrøm selv ved er floskler – men som også er tankestof efter denne kamp.
For selvfølgelig var der en oprigtig glæde efter kampen, også hos de fans der havde brokket sig allermest under kampen over at spillet overhovedet ikke fungerede. At slå det hold der ligger delt nr. 1 er jo flot, ligemeget hvad. Og i det hele taget at vinde er en god følelse i dette efterår. Men man kan ikke overse, at spillet faktisk i lange perioder var rædsomt, og at Holmstrøms ord giver mening efter at man har sammenlignet søndagens kamp med den for to en halv uge siden, hvor Herfølge blev spillet ud af banen og vandt. FCK var nemlig klasser bedre i den kamp, hvor en nyfunden selvtillid gjorde, at spillet hang flot sammen. Denne kamp blev til gengæld præget af en nyfunden mangel på selvtillid, og vi kan være glade for at Herfølge nu har fundet det samme, og har mistet evnen til at spille fodbold.
Den evne har de reelt næppe nogensinde haft, men det er der bare ingen der har fortalt dem. Tre nederlag i træk er det nu blevet til, og det skulle forhåbentlig være nok til at fortælle dem hvor deres knokkelbold hører hjemme i tabellen, nemlig nede hos os omkring ottendepladsen, blandt de hold der hverken kan eller bør repræsentere os i Europa – selv om den kategori måske efterhånden burde udstrækkes til at gælde alle superligahold. Men Deres Udsendte F.F. ser i hvert fald frem til, at Herfølges dage som tophold ender. Og det har intet at gøre med ’janteloven’, og at folk ikke under et lille landsbyhold at komme langt. Det samme ville passe, hvis det var et stenrigt hold der spillede så hæsligt, inkl. vores eget, og når vores har gjort det, har vi også protesteret og vil blive ved med det fremover. Det korte af det lange er, at det ikke er til at holde ud at se på.
Allerede i første minut så vi stilen. Jesper Heyde sparkede Todi ned, og allerede inden der var spillet et minut var den første advarsel stanget ud. Rigtig godt grebet ind af dommer Mosegaard, der var god til sætte sig igennem, og forhindrede kampen i at udarte, også selv om der var en del hårdt spil. Det kan jo ikke undgås i en kamp mellem de to værste hold på disciplinærstatistikken. Bestemt en hæderlig dommerindsats, men Mosegaard fik absolut ingen hjælp fra et par meget forvirrede linievogtere.
Frisparket var vel ca. 25m fra mål i venstre side, og straks gik Mio til bolden og skød over og ved siden af – og samtidig så blødt, at Jakup Mikkelsen nemt kunne have nået den hvis det skulle være blevet aktuelt. Og her slog det så én igen; det mystiske fænomen der er opstået om direkte frispark nu hvor Højer og Hemmingsen er skadede, nemlig at det virker som at Donatas med djævelens vold og magt skal forhindres i at sparke. Mystisk for dem af os som hørte historien om hvordan han scorede to gange på det samme frispark i Ø-kampen mod AB. Er den historie fri fantasi, eller er det simpelthen en del af ’processen’, at Mio skal gøres til dødboldsspecialist?
Vores gamle helt Ulle blev taget pænt imod inden kampen, hvilket er usædvanligt for en Herfølgespiller. Det var nok også grunden til, at der ikke blev piftet voldsomt da han 9 minutter inde mejede Donatas ned. Andre blå-gule var ikke sluppet så let.
Det var en temmelig dødssyg begyndelse på kampen, og det mest sindsoprivende var et par halvfarlige Herfølge-hjørnespark. Da det første kvarter var overstået havde vi stadig en reel FCK-chance til gode. Den kom da et langt indlæg fra højresiden blev headet ind i feltet af Todi, hvor Thorninger, som var trukket ind fra fløjen, var ved at tackle den ind. Få sekunder efter var der fare igen, her lagde Niclas en strålende bold bag Herfølges højreback Dan Lübbers til Todi. Todi slap fri i en spids vinkel og skød i sidenettet.
Donatas er normalt boldsikker på en måde vi ikke har set i Parken siden Goldbæk tog til England, men i går var der desværre en blanding af fine afleveringer og tekniske lækkerier samt en række fjollede boldtab. Det potentielt værste kom midt i halvlegen, hvor han afleverede skidt på tværs og Herfølge stormede afsted i en kontra. En lang bold ud til Jesper Falck, som lagde et godt indlæg. Bo Svensson fik lige blokeret Kenneth Jensens hovedstød på et hængende hår.
Det var begyndelsen på fem dumme minutter, hvor FCK-forsvaret og især midtbanen sejlede slemt, hvor Herfølge sværmede om feltet, og hvor vi heldigvis havde to stærke folk i midten i Svensson og Kim Madsen. Svensson havde et par mærkelige fejlafleveringer, men var stadig bundsolid, og Kim Madsen spillede en stort set fejlfri kamp og var vores bedste spiller efter Deres udsendtes mening. Ude i siderne fik de god hjælp af Niclas Jensen og Diego Tur, der begge gjorde hvad de skulle defensivt.
Men offensivt var Diego intet mindre end en katastrofe, tabte bolden konstant og virkede teknisk helt utilstrækkelig, hvilket vi historisk ved, at han ikke burde være. Det er ikke svært at have ondt af Diego, der for tiden har mistet sin plads i midterforsvaret og skal vikariere på kanterne. Han er midterforsvarer, og intet andet. Han bliver bedømt på et forkert grundlag, så firetallet, og det tretal jeg gav sidst, er også en kommentar til den træner der sætter ham derud og til den trup, der ikke har naturlige erstatninger for Niclas og Rytter – man skal ikke vente at han gør det bedre, desværre.
Det var hverken fortjent eller ufortjent, at FCK kom foran, men blot et udslag af tilfældigheder. Mio fik bolden i højre side og lagde et indlæg ind i feltet. Her stod Thorninger og headede den ind. Allerede da gloede folk forbløffet, for hvordan kunne den hoppe så langsomt ind? Jakup så ikke smart ud, og endnu mindre da man kom hjem og så det hele i fjernsynet. Her så man nemlig, at den overhovedet ikke blev headet, men at den ramte Thorninger på skulderen og hoppede op i luften, ned på stolpen og ind. Men et mål er et mål…
Kort efter blev Gert Nodin skadet, og i en tid hvor fankultur er oppe til debat skal jeg prøve at træde varsomt omkring det faktum, at der blev pebet en del ad ham og råbt, som sidst, "Gert Nodin, verdens største svin". At der kommer en båre på banen er vel et meget godt tegn på, at det er alvorligt, og da især for en spiller som Nodin, der er kendt for at være ’robust’, for at sige det pænt. Og da Herfølge var kommet bagud 1-0 havde de ikke ligefrem interesse i at trække tiden ud, så i stedet for at pifte kunne man gå i baren for at fejre målet med friske øl. Men da samtidig ingen vidste, at det stod alvorligt til, og da Gert Nodin med sin hånlige opførsel sidst havde sørget for at skabe en meget dårlig karma omkring sin person, kunne man mene, at han ikke har været uden skyld i den intense upopularitet der er omkring hans person. En kosmisk gengældelse, eller som popsangen siger, "You only get what you give". Personligt vil jeg for tiden have svært ved at råbe efter nogen spiller der bliver behandlet efter at have set Henke Larssons ben i TV.
Lidt efter den halve time blev David fældet lige uden for feltet og tog en gevaldig flyvetur. Todi blev denne gang kaldt frem for at sparke frispark, og satte den hæderligt i det korte hjørne, men egentlig farligt var det næppe. Kampen var nu blevet lidt bedre underholdning og bød på et par gode angreb og gode langskud.
Bo Svensson var ved at blive dyr, da han tabte bolden lige ud til Kenneth Jensen, men til hans ære lykkedes det ham at rydde op efter sig selv og få blokeret skuddet. Og så gik halvlegen på hæld, og vi gik ind i den meget lange overtid der var følge af at først Nodin og siden Henrik Lykke måtte behandles. Her var det tæt på 2-0, da Thorninger fyrede et fladt langskud af, som Jakup ikke kunne holde. Men han nåede dog lige at få snuppet bolden inden David nåede frem til den.
Pause og vild jubel, da en mand klædt i Leo-kostumet tog fusen på sin kæreste Helle og friede til hende. Som sædvanlig var der ingen der kunne høre det eftersom mikrofonen ikke virkede, men vi fik bagefter bekræftelse af, at hun havde sagt ja. Deres udsendte havde i dagens anledning kæresten med i Parken og fik utvetydigt at vide, at den slags ikke ville være populært i hendes tilfælde, og da især ikke hvis svaret "Ja" var det man var ude efter. Men sådan er folk så forskellige…
Ganske kort inde i anden halvleg så vi kampens bedste angreb; Donatas tog et par lækre træk og spillede Todi på midten, der lagde en perfekt dyb pasning til David, som helt fri trak ind i feltet. Hans venstrebensafslutning tog foden af stolpen og sprang ud til Cliford, der scorede i tomt mål.
Nu sad FCK med overtaget og slap det ikke for alvor i den resterende kamp. Men det var stadigvæk, hele kampen igennem, en usikker og rodet forestilling, hvor kun enkeltmandspræstationer egentlig lyste op fremad, mest fra Thorninger og især Todi. Derimod var indstillingen god, der blev kæmpet som der burde, ikke mindst af Mio, som er den mest naturlige anfører vi haft siden Pierre Larsen.
En af de nævnte enkeltmandspræstationer kom fra David, der driblede og driblede på midten af banen og til sidst slap fri af to-tre mand. Han fandt Thorninger godt i højre og der skete ikke så meget, men flot så det godt nok ud. Det var også David, der afsluttede de næste par kontraangreb med et par hårde men upræcise skud udefra.
Vi så et nyt nummer på Herfølgerepertoiret, da først Tommy Schram og siden Michael Thomsen møvede Thorninger ned ved at flyve ind i ryggen på ham. Men den uendelige række af frispark, dømte eller ej, som vi oplevede sidst, blev vi heldigvis sparet for. Også da dagens mest uvelkomne gæst kom ind og spillede den sidste halve time.
Det var Faxe, der skiftede Ulle ud og selv kom på banen. Han blev mødt af en øredøvende pibekoncert og slagsange som "Faxe, din mor hun skammer sig" og "Faxe, din mor han skammer sig"…
Midt i halvlegen, og Herfølge havde to kæmpechancer. En til Thomas Knudsen, som Stensgaard klarede med en smuk redning, og en til Jens Madsen, som skød blødt lige op i favnen på vores målmand. Og kort efter så vi endnu en perleredning, da et direkte Herfølge-frispark blev rettet af, og Stensgaard måtte vende retning og dykke ned efter det.
Et kvarter før tid så vi en absurd situation ved FCK’s baglinie, hvor bolden så åbenlyst var ude, at begge hold holdt op med at spille. Herfølge begyndte så igen, da de lurede at dommeren ikke havde fløjtet. Gudskelov skete der ikke noget, men hvad linievogteren lavede der vides ikke. En anden gang må FC så bare blive ved med at spille indtil de ved med sikkerhed, at der er fløjtet.
På dette tidspunkt havde FCK-spillet længe været baseret på kontraangreb, og hvilke kontraangreb! Hvilke ineffektive, rodede, forvirrede kontraangreb. Som enten endte i fejlafleveringer eller halvgode langskud. Masser af overtalssituationer, og alle endte de i ingenting. Sådan som FCK-spillet kørte er det et mysterium, at Martin Biil fik lov til at sidde på bænken indtil syv minutter før tid. Han kom ind og viste det turbospil på højrekanten han er strålende til, i stedet for en træt Thorninger.
Kampen blev afgjort endeligt få sekunder efter at Biil var kommet ind. Da stak Todi af i venstre side og blev hægtet af Lykke. Han havde lavet den samme finte få minutter før og blev vist ud. Herfølge er nu med fire udvisninger tilbage på en udelt førsteplads i kortklubben. Men det betød nu ikke, at den 2-4-3-opstilling, Herfølge nu havde på banen, skulle overlistes en sidste gang. Kun et godt kontraangreb kom der, i sidste minut hvor Biil tog et af to fænomenale raids og fandt David fri på midten, han afsluttede svagt og lige på Jakup Mikkelsen.
Langt mere interessant var det at se hvordan Donatas var ved at komme i seriøs ballade omkring et frispark midt på banen. Det var svært at se, hvad der skete, men pludselig tog Faxe sig til hovedet som om han var blevet slået eller havde fået en skalle. Jaja, dommeren stod ½ meter fra og skulle nok have set det, Faxe. Donatas blev stiktosset og måtte føres væk af vores hold, og han så ud som om han mest havde lyst til at pande Mio ned, så han kunne komme forbi ham og hen til Faxe for at ’diskutere’ færdig. Donatas er åbenbart ikke bekendt med, at film og snyd er en integral bestanddel af denne usympatiske spillers stil, men det når han nok at vænne sig til.
Kampen endte 2-0, og det var OK, men stadig ikke prangende. Godt nyt er det dog, at vi i år har vundet ni superligakampe i 1999. Det er en mere end i Aabrinks annus horibilis 1996. Og inden jeg smutter skal jeg lige have med, at hos et par af spillerne er der så gode takter, at man næsten bliver helt varm om hjertet, og bedst af alt: Todi Jónsson er nu i så god form, og viser så god indstilling, at han nærmest er bedre end da han startede i FCK for godt to år siden. Han blev kåret til Man-of-the-Match af Nedre C, og det må da efterhånden være beviset på, at vi ikke har et horn i siden på ham. En Todi i topform er en fantastisk gevinst for FCK, og når han også begynder at score mål vil han være en af superligaens absolutte profiler.
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 25. oktober 1999.