13.10.99: F.C. København

13.10.99: F.C. København - OB 1-1 (0-1)

19 min: 0-1 Mwape Miti
90 min: 1-1 Thomas Thorninger

Dommer: Steen Knudsen (havde i perioder problemer med at finde luft til fløjten! Måske pga kampens vanvittige udgangstempo)

Udvisning: Michael Hemmingsen, OB (87. min)

Tilskuere: 9.862

F.C. København 4-4-2
Michael Stensgaard 6 - Diego Tur 6 (88. min/Kofi Dakinah ub), Bo Svensson 6, Kim Madsen 4, Niclas Jensen 4 - Yüsüf Öztürk 6 (74 min./Thomas Lauridsen ub), Michael Mio 3, Donatas Vencevicius 6, Todi Jónsson 7 - Thomas Thorninger 6, Clement Cliford 3 (46 min./Martin B. Larsen 5)

I bagklogskabens navn blev denne sæsonens anden OB-hjemmekamp den første kamp i Parken, hvor vi dykkede under de 10.000 tilskuere. Umiddelbart uforståeligt. Da vi mødte OB-mandskabet i slutningen af august på en hyggelig sensommermandagaften, var der over 11.000 til en kamp der ovenikøbet blev sendt direkte på TV. Denne aften var der intet TV. Jovist, Deres Udsendte så udmærket det kamerateam som fes rundt efter Leo inden kampstart, men det var næppe fra en autoriseret TV-station. Til gengæld var vejret også blevet betydeligt sløjere, naturligt nok eftersom vi skriver seriøst efterår nu, og her findes måske noget af forklaringen. Man kan jo gisne... i pausen begyndte støvregnen ihvert fald og fortsatte kampen ud. Som det næsten hører sig til ved sådan en efterårskamp på en onsdag aften. Midt i oktober.

I forhold til forrige møde var det to mandskaber i fremgang, som satte hinanden stævne. To mandskaber der havde bevæget sig fra den absolutte bundregion i superligaen og op ad til det mere behagelige midterfelt. Samtidig var det to mandskaber der var svækket i front. Hos OB havde den hjemkøbte frelser, Søren Andersen, karantæne efter sin udvisning mod BIF A/S og hos københavnerne måtte David sidde over med for mange strafpoints, efter sin tåbelige advarsel fra Herfølge-kampen. Samtidig havde Thomas Rytter åbenbart igen fået problemer med lyskenen, forvarslet allerede op til kampen, og det betød at Diego Tur måtte rykke ind og spille højreback (hvilket han slap hæderligt fra). I målet var Stensgaard atter tilbage, sandsynligvis fordi Kim Brink og den øvrige trænerstab havde set hvad vi andre også havde gjort, at Karim nok ikke helt havde været god nok i Herfølge-kampen.

Kampen begyndte i et rasende tempo. Allerede i første minut fik OB en stor chance, da Bo Svensson gled i en aflevering og nærmest forærede bolden til odenseanernes svenske angriber, Andrijevski, der dog sendte afslutningen langt over. Her efter rasede spillet frem og tilbage, og man følte sig hensat til barndommens sportslørdag og tipskampene fra England. End-to-end action og en teknik som ikke helt fulgte med. I det 7. minut nåede københavnerne frem til noget som lignede et gennemspillet angreb. Donatas afsluttede hårdt og fladt fra kanten af feltet, tæt nede ved stolpen. Men den evige grand old man Lars Høgh dykkede og reddede sikkert. Et par minutter var hurtige OB's Miti på spil i den anden ende, men han prikkede et kæmpetilbud tæt forbi.

Dette blev startskuddet til en 10. minutters total OB-dominans. De pressede højt og flot og syntes at have fået bedre fat i det høje tempo end københavnerne, som især havde problemer i bagerste geled. Ungersvendene Svensson/Madsen havde sine problemer, og især sidstnævnte havde svært ved at skille sig fornuftig af med bolden. Den logiske konsekvens af OB-dominansen kom efterhånden. Først reddede Öztürk galant københavnerne med en hurtig fod på målstregen, efter et odenseanske hjørnespark. Et par minutter efter var den gal for alvor. Miti steg akrobatisk til vejrs og flugtede bolden yderligt i netmaskerne efter en hovedstødsaflevering. Et flot mål, selvom det københavnske forsvar igen forekom lidt løst i kanterne. Men føringen var absolut fortjent. OB's friske offensive satsning fra start måtte man bare lette på kasketten for. Også selvom den var med FC-farver, altså kasketten.

OB-målet fik for alvor tændt den københavnske offensiv. I minutterne efter hang udligningen tæt i luften. Først da Todi gled igennem i venstresiden og med et hurtigt aftræk testede Lars Høgh. Øjeblikket efter var det igen Todi og Høgh i direkte duel. Et frispark fra Niclas endte tæt under mål, hvor Todi dukkede op, headede, og gjorde alt rigtigt. Men Høghen fik pareret med en nærmest mirakuløs refleksredning. Sort uheld for København.

Omkring den halve time afsluttede Clemme fladt og tæt ved stolperoden. Fra Deres Udsendtes position på Nedre C. var det umuligt at se om det var stolpen eller Høghen eller muligvis dem begge, der reddede. Ihvert fald dømte dommer Knudsen hjørnespark. Nøgternt set blev den afslutning også Clemme's eneste fornuftige handling i første halvleg. Han havde sine store kvaler med de fysiske OB-forsvarer og selvom hans indstilling som sædvanlig var perfekt, så endte det meste hans ageren i ren og skær boldnipseri og ingenting. Ikke synderligt konstruktivt, ligeså lidt som halvlegens sidste kvarter blev det. For der skete faktisk intet. En masse losseri og en masse fejl fra begge mandskaber. Oveni var stemningen på Nedre C. så slatten og apatisk, at det næsten var pinligt. Den lille OB-klan på Nissan herskede og det gjorde de flot, med trommer og hele pivtøjet. Størsteparten af de københavnske fans virkede som de var gået forkert og egentlig burde være blevet hængende ved fadølsbaren nede på Sportscaféen og set en video af kampen. Den utilfredse buhen som fulgte spillerne til pausen burde lige så meget gælde Nedre C som spillerne. For det var sgu ringe, kære venner!

2. halvleg begyndte i samme stil som den 1. var sluttet. En omgang roderi på midten. I de to felter skete der absolut intet. Først omkring det 54. minut kom der lidt liv i kludene. Donatas cyklede igennem OB-forsvaret og var meget tæt på udligningen efter hurtig kombinationsspil. Men en OB-forsvarer fik akkurat pareret hans "lange tå-forsøg" til hjørnespark. Lige ved og næsten og det sendte ingen mand af hesten, dog tændte Nedre C. omsider sig selv og pludselig lød det som københavnerne havde fundet hjemmebanen igen. Lå-lålå-lålå-lålååå-lålå og FC Københa-aaa-avn, absolut mere klædeligt for os alle på Nedre C. end den flade første halvleg, som vi leverede.

Humøret på tribunerne antændte også spillet en smule. Først fik OB en kæmpechance, da man på et kontrastød spillede sig alene med Stensgaard. Men han reddede flot og fik efterfølgende lidt hjælp, ja mon ikke at det var den gode Öztürk igen der dukkede frem i det lille felt og ekspederede returbolden til langtbortistan. Jeg tror det. I den anden ende var Todi tæt på. Atter engang. I en situation lignende Donatas' fra før gled han igennem, men Todi led samme skæbne. En OB-forsvarer tacklede akkurat i rette øjeblik og fik bolden sendt til hjørnespark.

Herefter kom en periode hvor man fik fornemmelsen af at Dommer Knudsen havde glemt sin fløjte. Mængder af fejl, står der på min blok. Ligeledes står der: mængder af frispark som aldrig blev dømt. Begge veje. Andrijevski hev og sled i FC-forsvarernes trøjer så man nærmest havde ham mistænkt for visse seksuelle tilbøjligheder, et under var det ihvert fald, at Kim Madsens stadig var hel ved sidste fløjt. På vores side var hverken Todi eller Donatas direkte spejderdrenge. Donatas fik - i sin kampiver - afleveret et par gedigne eftertacklinger, som burde havde udløst gult.

Og så var der atter Todi. Han fortjente faktisk en scoring, han arbejdede enormt og sled sig til mængder af muligheder af egen kraft. Rykkede godt og sloges og tacklede så det var en fornøjelse at skue. Indimellem i slutfasen - som nævnt - for voldsomt. Og så slap han pludselig igennem, spurtede ind på den rigtige side af sin OB-forsvarer, akkurat som han kom ind i feltet. Men ak og ve! Igen gjorde han det rigtige, tæt presset, fik vippet bolden uden om Høghen, men desværre også en halv meter uden om stolpen.

Det var så den udligning, tænkte man, det var det point som forduftede i støvregnen. Også selvom dommer Knudsen havde fundet pusten igen. To gange på meget kort tid blev der langet gult ud. Todi igen igen var involveret og det samme var OB's Michael Hemmingsen. Det var nemlig ham der indkasserede kortene, og på kampuret var tiden næsten udløbet. I venstre side fik Biil kæmpet sig til endnu et frispark, et af utallige i denne selvsamme slutfase, og Niclas sendte bolden ind over, et blandt mange indlæg. Inde foran steg Thorninger så til vejrs, blandt en hob af garderhøje OB-forsvarer, minus een - nemlig Michael Hemmingsen. Man så det knapt nok, troede egentlig først at hovedstødet var langt forbi. Men det var det ikke. 1-1 var en kendsgerning og direkte ufortjent var det slet ikke.

En yderst intens afslutning og lidt mere overtid. Men resultatet stod fast. Ingen direkte skøn kamp, dog alligevel en meget intensiv og dramatisk affære. Med et vanvittigt uptempo som indledning og et københavnsk hold som ikke helt formåede at gentage de sidste par kampes flotte kombinationsspil. OB'ernes pres, fysik og vilje kom hele tiden på tværs. Dog var helhedsindtrykket langt fra håbløs, vi havde også viljen og selvom flere centrale spillere ikke ligefrem overbeviste denne onsdag aften, så var resultatet bestemt rimeligt nok.

Roser bør uddeles til især Todi, men også Thorninger. Den mand synes måske ikke så meget, men han arbejder som en hest og målinstinktet er der stadig. Også Donatas bør have en lille cadeau. Hans første halvleg var dediceret skidt, men han hev sig selv op med nakkehårene i 2. halvleg, og igen - han laver altså tekniske ting og sager som vi sjældent ser på danske baner. Mio havde en off-day og det er tilladt, for en mand i hans position. Niclas kunne atter en masse offensivt, men hans attitude irriterede for ofte. Ihvert fald mig, Deres Udsendte d.æ.! Han slog for nemt op i banen defensivt og stivnede helt efter egne fejl. Bogstaveligt talt. Så kom igen, Niclas! Grib dig selv om kuglerne, også selvom tingene ikke helt kører. Det vil pynte gevaldigt og tjener om ikke andet som eksempel for hoben af ungdommeligt FC-talent som vi atter så på banen denne aften, hvor også Kofi fik et par minutter til slut.

Fusionsnipserne