3.10.99: AB - F.C. København 1-2 (0-0)

3.10.99: AB - F.C. København 1-2 (0-0)

54 min: 0-1 Michael Mio
65 min: 0-2 Thomas Thorninger
74 min: 1-2 Chris Hermansen

Udvisning: Todi Jónsson (47. min)

Dommer: Knud Erik Fisker

Tilskuere: 6.154

F.C. København 4-4-2
Karim Zaza 5 - Thomas Rytter 5, Bo Svensson 6 (78 min/Martin B. Larsen ub), Kim Madsen 6, Niclas Jensen 5 - Thomas Thorninger 6 (65. min/Yüsüf Öztürk 5), Michael Mio 8, Donatas Vencevicius 7, Todi Jónsson 6 - Clement Cliford 6, David Nielsen 5.

Til en kamp på Gladsaxe Stadion plejer der at være tre givne punkter. Tre gentagelser, kald dem bare lettere traumatiske, fra de sidste par opgør AB og FC København imellem.
Punkt 1: Vi stiller op med et reservespækket mandskab.
Punkt 2: Det regner.
Punkt 3: Ofte meget taktisk og fysisk kamp, som vi taber. (Ofte med en udvisning undervejs.)
Af disse tre punkter gik 1½ i opfyldelse igen denne eftermiddag, så man fristes straks til at skrive nearly same procedure as last time. Men også kun næsten.

Det virker næsten overflødigt at remse rækken af skadede spillere op. Kun kan vi konstatere at Hemmingsen, Claus Nielsen og Diego er de nyeste. Det betød at vi stillede op med et meget ungt midterforsvar. Kim Madsen (22 år) og Bo Svensson (20 år), nøjagtig disse to som også afsluttede Esbjerg-kampen for en uge siden. Hvor de gjorde det glimrende. Om det var derfor de fik genvalg, skal Deres Udsendte lade være usagt, men mon ikke det har haft betydning i sammenspil med den nødtvungne omstændighed at Mio skulle erstatte Hemmingsen som defensiv midt. For det skulle han selvfølgelig. Som en tilføjelse må retfærdigvis også siges, at AB også havde et par vigtige folk på skadeslisten. De herrer Jan Michaelsen og Abdul Sule.

Og regnen! Jo, et par spagfærdige dråber på cykelturen ud til forstæderne, og det var det. Ellers holdt skyerne flinkt på vandet og gudskelov for det. Klog af fortidens skade valgte Deres Udsendte dog at luske op på den nybyggede tribune alligevel. Om ikke andet fordi en placering deroppe giver et noget bedre overblik end en position nede bag målet, hvor hovedparten af jer andre 3-4.000 københavnere stod. Iøvrigt må man sige, at denne tribune da bestemt har hjulpet noget på stadionakustikken og i det hele taget banket stemningen i Gladsaxe et par grader op. Men der mangler stadig meget - temmelig meget - før det virkelig batter af god gedigen fodboldatmosfære. Til en start kunne man fx. fjerne de ucharmerende "slaggervolde" ved hjørnerne.

Kampen begyndte med et ganske offensivt københavnsk hold, der tydeligvis var opsat på at mane den tidligere tøvende udebanetaktik helt ned under græsset. Allerede i det 5. minut drønede Todi igennem på sin venstrekant og hældte et skruet og særdeles giftigt indlæg ind over. Alt for tæt på mål, men også så tæt at det voldte AB-keeperen, Jan Hoffmann, store kvaler. Han fik akkurat vippet bolden på overliggeren. For at understrege den friske københavnske start havde David et par minutter senere et godt hovedstød, som fløj et par meter forbi AB-kassen. Derefter kom turen igen til Todi. En glimrende stikning fra Donatas sendte ham afsted i et hastigt sololøb, som han afsluttede ved at sende bolden tæt over målet.

Jovist, kære læser, alt dette skete inden for de første 10 minutter og indikerede to ting. At Todi var i hopla og at københavnerne var i hopla. Derimod virkede ABerne lidt sløve i optrækket. Men heller ikke mere end at de var på vej igennem i det københavnske forsvar i netop det 10. minut og burde have haft et straffespark. Rasmus Daugaard snørede simpelthen Niclas, der kom for sent med sin tackling inde i det københavnske felt. Selvom ABernes efterfølgende reaktioner var ganske beherskede, så afslører video-kigget efter kampen at den var god nok. Eller nærmere skidt nok. For AB og dommer Fisker.

Herefter overgik kampen til fase af veritabel midtbanekrig. Der skete meget lidt i de to felter, et par halve afslutninger til hvert hold, og ellers en masse pænt positionsspil. For begge mandskaber var tydeligt også indstillet på at spille langs græsset. Først henimod slutningen af halvlegen blev der igen åbnet for godteposen, da David røg afsted - hårdt opdækket af ABs nykårne landsholdsback, Allan Olesen. Igen efter en fremragende stikning fra Donatas. Men David afsluttede fladt og lige i favnen på en liggende Hoffman. Angrebet efter foregik i den anden ende, den københavnske, og havde Hermansen en giftig afslutning, som sejlede tæt over overliggeren.

Derefter blev det Todi's tur igen. God kombinationer med Donatas, ja hvem ellers, afsted på venstreflanken og ind i AB-feltet. Et brag af et skud som tog overliggeren, denne gang rent og uden Hoffmann's hjælp. Desværre fik Todi så i minutterne efter en tåbelig advarsel, da han i en duel med Allan Olesen slog bagud, i noget der mest lignede endnu en tæt mand-mand duel de to imellem. Men advarslen var egentlig ok, man må selvfølgelig ikke slå ud efter sine modstandere, endsige bruge dem korporligt som afsæt. I halvlegens døende minutter havde Donatas et udmærket forsøg. Et velplaceret direkte frispark, som dog var for blødt for at volde Hoffmann problemer.

Derefter pause og den blev næsten komisk lang. Alle spillere kom på banen, eller sådan så det umiddelbart ud. Men dommeren manglede, og mens diskussionen rasede om Fisker monstro sad på toilettet, så blev Deres Udsendte gjort opmærksom på at Karim også var fraværende. Det viste sig at han skulle have andre sokker på. Sorte istedet for hvide. Logisk nok eftersom ABerne jo spillede i hvide sokker, men den slags burde vel kunne ordnes før kampen. Ikke halvvejs igennem den. Men selv en pertentlig herre som Fisker kan åbenbart kikse i formaliterne.

2. halvleg begyndte lidt som den første. Københavnerne tog relativt hurtigt teten igen, men nåede knap nok at få styr på noget som helst, inden Todi fik stukket sin anden advarsel i fjæset. Dermed rødt og en sørgelig exit til en Todi i forrygende spillehumør. På sin vis virkede denne anden advarsel også ok. Han jordede simpelthen ABs Peter Frank med en voldsom tackling. Det var svært at benægte, selvom han hverken sprang ind i ABeren med strakte ben eller med strittende knopper. En venlig dommer havde nøjet sig med frisparket og en reprimande, lad os sige det sådan! Men dette var Gladsaxe og som nævnt i indledningen, en udvisning her - i kampe mellem disse to hold - var ikke en ligefrem en verdenshistorisk begivenhed. Skæbnen var bare i det lune. Igen.

Under alle omstændigheder lignede det et gevaldigt handicap for københavnerne. En mand mindre i hele 2. halvleg. Det burde få konsekvenser for den københavnske offensiv og derved også ødelægge en ganske velspillet fodboldkamp. Men det gjorde det bare ikke. Et par minutter efter udvisningen fik københavnerne hjørnespark. Fra venstre smækkede Niclas en skruet bold ind og pludselig den en halvt flyvende mand op og drejede "svesken" i mål. Denne mand var Mio! Af alle var det Mio! Mio som scorede sin første kasse i adskillige år for et par uger siden i pokalkampen i Kolding. For pokker, kære læser, han gjorde det igen. Gode gamle Mio, som aldrig har spillet bedre end han gør dette efterår. Jamen, selvfølgelig skal han da også udvikle sig til en ren måltyv. Jeg ved ikke, hvordan du havde det, kære læser, men jeg stod faktisk med tårer i øjnene. Stod som jeg havde oplevet en åbenbaring, og anede i adskillige minutter efter ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg så Goldbæk score på Stamford, stod der på den tribune i vestlondon, hvor man helst ikke måtte stå. Dette øjeblik i Gladsaxe var næsten lige så stort, lige så guddommeligt.


Mio scorer til 0-1 mod AB! Foto: Copenhagen Fathers	Jubel efter Mio's scoring. Foto: Copenhagen Fathers

Som det ikke var nok fortsatte københavnerne faktisk med at spille offensivt. Som udvisningen og nu føringen endnu ikke sevet ind hos spillerne. Vi styrede faktisk helt kampen, holdt spillet højt oppe på ABs halvdel, og pressede flot. Så flot at Thorninger pludselig kunne opsnappe en løs AB-aflevering og solo spurte igennem hele deres forsvar og elegant udplacere Hoffmann. 2-0 og vi var stadig en mindre på banen. Man kneb sig febrilsk i armen og bemærkede knapt i jublen, at målet samtidig blev Thorningers sidste spark på banen. Han blev nemlig straks efter erstattet af Öztürk.

Efter målet virkede det som realiteterne for alvor gik op for AB. Omsider forsøgte de at udnytte overtalssituationen og pressede københavnerne tilbage på banen, hvilket efterhånden skamte nogen nervøsitet i midterforsvaret hos Svensson og Madsen. For første gang i kampen. Det gav et par store muligheder, især fordi backerne Niclas og Rytter ikke formåede at ekspedere bolden ordentligt væk i et par situationer. Det gjorde AB-trykket endnu mere massivt og de kom nærmere og nærmere reduceringen.

Først ved et hjørnespark og efterfølgende hovedstød ved Allan Olesen som sneg sig tæt forbi Karims opstander. Derefter skete det så. En høj aflevering ind mellem forsvar og målmand og Chris Hermansen kunne sparke bolden mellem benene på en lidt passiv Karim. Efter min bedste mening burde han have nappet den, men tøvede en anelse i sit fremløb og gav Hermansen for nemt spil. 1-2 og der var stadig et kvarter tilbage af kampen.

Herefter vaklede københavnerne. AB var meget tæt på udligningen ved et hjørnespark, da samme Hermansen tæt under mål - og efter et par kontraer - fik afsluttet. Men Öztürk fik pareret på målstregen. Et lettelsens suk og en halv smøg senere tog den københavnske trænerbænk så konsekvensen af usikkerheden nede bagi. Svensson halvt humpede ud efter endnu en flot kamp, åh nej lad det ikke være endnu en skade, og blev erstattet af Martin Biil. Istedet for Svensson blev Mio og hans rutine rykket ned i midterforsvaret.

Det fik stabiliseret en smule, dog ikke mere end at vi var mere end heldige, da Brian Steen Nielsen firsttimede på en kontra og bragede bolden på målrammens sammenføjning. Bolden sprang i spil igen og netop det faktum virkede som det tog den sidste tro ud af AB. I slutminutterne fik københavnerne atter flyttet spillet frem på midten og havde faktisk kampens sidste gode chance, da Biil var tæt på at gøre Thorningers kunststykke efter, at spurte solo gennem AB-forsvaret. Men sekvensen endte i hjørnespark og straks efter fløjtede dommer Fisker så kampen af.

Vores første sejr i Gladsaxe siden foråret '97 var en kendsgerning. Og hvilken een! Det var en gedigen mandfolkeindsats. Af hele holdet og set over kampen som helhed kan ingen vist påstå at sejren var ufortjent. At vi så samtidig spillede godt i lange perioder, gør kun tilfredsheden ekstra stor. Eller som medkommentator Christian Andersen udbryder mod slutningen af TV-transmissionen: "En dejlig fodboldskamp!". Ja det var da! Og så må det siges, skrives, whatever, for hvor varmer det dog inderligt i hjertet at se disse unge knægte, Svensson, Clemme, Öztürk og Kim Madsen gøre det så flot igen! Og altsammen med gammelfar Mio som omdrejningspunkt! For han var Kongen denne søndag i Gladsaxe. Med sin scoring, sit spil og hele sin indstilling.

Fusionsnipserne