20.09.99: BIF A/S - F.C. København 3-1 (1-0)

20.09.99: BIF A/S - F.C. København 3-1 (1-0)

9 min: 1-0 Bent Christensen
54 min: 1-1 Clement Cliford
70 min: 2-1 Bent Christensen
76 min: 3-1 Peter Madsen

Dommer: Knud Stadsgaard (god)

Tilskuere: 16.163

F.C København 4-3-3
Karim Zaza 4, Niclas Jensen 4, Diego Tur 3 (afløst af Rytter 6), Michael Mio 5, Kim Madsen 6, Claus Nielsen 4 (afløst af Todi Jónsson 5), Carsten Hemmingsen 5, Donatas Vincevicius 6, Thomas Thorninger 5 (afløst af Martin B. Larsen ub), Clement Cliford 7, David Nielsen 6.

Brøndby. Mandag aften. DJ Svend + vedhæng fra vestgrillen havde indtaget stadion, som en slags intro til dette "nyklassiske" superligaopgør. Den kamp som uanset hvordan vi vender og drejer stillingen altid adskiller sig lidt fra alle øvrige opgør. Alene på grund af tilskuertilstrømningen, men primært selvfølgelig grundet det lidt specielle forhold fansene imellem. Hvad konkret dette lille førkampsindslag var møntet på, skal være usagt, men man kunne have sin mistanke om, at det var endnu et chikane-forsøg fra Per Bjerregaard & Co. Således at sponsorkrigen i DF fik endnu en skrue i hårdknuden. Først fjerner man FC fra programmet, så boykotter man deres drengehold, og som sidste led generer man tilskuerne og især selvfølgelig FC-fansene med så ringe underholdning som mulig. DJ Svend + vedhængs lille kvarter før kickoff var ihvert fald direkte pinligt og oplæsningen af vores holdopstilling en direkte hån og stik imod almindelig officiel superliga-høflighed. Triste forstæder, triste glæder, fristes man til at sige. Det blev næsten forfriskende at se den blågule "klubånd" komme vraltende ind i selskab med de lokale dansetøser. Jomfruelige og uskyldige og så alligevel lidt for meget. For som vi lakonisk råbte nede fra OBS: "Vi vil have piger med bryster!". Ja sgu!

Efterfølgende kom de to mandskaber så på banen. Et Brøndby-hold der var nogenlunde kvit for skader igen, Da Silva var tilbage i deres forsvar og Peter Madsen i angrebet. FC-mandskabet var uden en skadet Løns, ligesom man valgte at holde Rytter på bænken, grundet hans nylige sygdom. Det gav så istedet plads til Kim Madsen på højrebacken. Heller ikke Stensgaard var åbenbart endnu blevet sine skulderproblemer helt kvit, så han indtog også reservebænken. Ellers var der lagt op til et åbent opgør mellem to hold i problemer, begge uden nogen prangende sæsonstart og begge med synlige problemer især på midtbanen, hvor mangel på erfaring er en tydelig fællesnævner.

Kampen begyndte meget normalt for disse opgør. Meget afventende. De første ni minutter skete der faktisk intet overhovedet, der blev spillet lidt rundt indbyrdes og hver for sig forsøgte man et par forsigtige fremstød for at føle modstanderen på tænderne. Pludselig blev der så sendt en 20-30 meters lang diagonal bagom det københavnske forsvar. Diego tabte helt sin markering af Trabi-Bent og gav ham fik frit løb mod Karim. 1-0 til hjemmeholdet, og den faldt som lynet fra en klar himmel. Alt for hurtigt, alt for nemt, og Diego så bestemt ikke godt ud, hvilket han heller ikke gjorde resten af halvlegen.

Dermed blev kampen også hurtigt åbnet. København forcerede og Brøndby indtog favoritpositionen, ihvert fald i vores interne opgør på deres egen bane, nemlig nede i eget straffesparksfelt, spillende på hurtige kontraløb. Grundlaget for en underholdende kamp var dermed også lagt, især fordi københavnerne hurtigt tog handsken op og tilsyneladende kun blev endnu mere tændte af den tidlige scoring. Angreb på angreb flød frem mod Brøndby-målet og Mogens Krogh. Godt kombinationsspil, hurtige førstegangsafleveringer på midten og dybdeløb til baglinien i begge sider. Det københavnske opspil så faktisk allerede i dette tidlige stadie af kampen bedre ud end længe.

Efter godt et kvarter. Indlæg fra venstre. På midten vandt Thorninger flot hovedstødsduellen og fik drejet mod bolden fjerneste stolperod. Umiddelbart lignede det et forsøg på træværket, set fra Deres Udsendtes position på OBS-tribunen. Men sandheden var nok nærmere at Mogens Krogh nappede den og i så fald indikerede, hvad vi senere måtte sande, den gamle keeper er i storform for tiden. For den bold havde jeg set inde.

Mere københavnsk pres, hvor stadig man spillede godt rundt. Men selvom boldsikkerheden var bedre end længe, så kunne man ikke forhindre de hurtige Brøndby-kontraer. Som regel efter samme koncept som den der havde givet scoringen. En lang diagonal over 20-30 meter. Midterforsvaret omkring Diego og Mio havde tydelige problemer med de høje bolde og den enlige Brøndby-angriber Trabi-Bent var meget bevægelig. Ofte fik han fanget bolden dygtigt nok til at midtbanefolkene Bjur, Lindrup og Peter Madsen kunne støde med frem. Iøvrigt var sidstnævnte indvolveret i en lidt tvivlsom episode, da han tidligt i halvlegen tacklede Karim bagfra. Helt ude ved sidelinien. Det burde have udløst gult, og blev derved en lille plet på en ellers god dommerpræstation af Knud Stadsgaard. Ikke fordi en keeper skal være specielt fredet, slet ikke når han spiller med i marken, som Karim gjorde i situationen. Men fordi Peter Madsens tackling var alt for voldsom, for ikke at sige svinsk.

Omkring den halve time kom næste gode københavnske forsøg. Et rapt skud fra kanten af feltet fra Donatas. Netop den slags skud man virkelig stod og savnede. De københavnske kombinationer blev i perioder næsten for omstændelige, for overdrevne. Men igen fangede Mogens Krogh bolden i stor stil. Desværre.

I det sidste kvarter af halvlegen fik Brøndby to gigantiske chancer. Først en friløber midt på den københavnske banehalvdel, hvor Lindrup og Trabi-Bent helt misforstod hinanden og endte med at lade bolden ligge til Mio, som roligt kunne afværge. I slutminutterne kiksede Diego så igen på en af de høje diagonalbolde, næsten helt identitisk med situationen der havde ført til scoring. Igen var Trabi-Bent alene igennem, men afsluttede denne gang for svagt.

Pause. Mere chikanerende underholdning, ihvert fald ifølge Deres Udsendtes mednipsere. Et eller andet stå-op-komedie. Personligt havde jeg fortrukket ned under OBS-tribunen for at besørge på naturens vegne og skaffe en øl til 2. halvleg. Den slags kan vitterlig tage lang tid, når man propper 2-3.000 mennesker ind på et meget lille areal. For lige som sidste gang vi var i Brøndby, stod vi atter som i en Calcutta-bus i morgenmylderet nede på vores tribune.

Vel tilbage på pladsen igen blev Deres Udsendte så mødt med endnu et kuriosum i begrebet pauseunderholdning. Eller ihvert fald resterne af den. Det vidste sig nemlig til almindelig jubel, at vi havde fået en lykkelig vinder i vores lille nipserflok. Jovist, udtrukket på kampprogrammet. Og gevinsten, kære læser, jamen det var såmænd en labelmaskine. Umiddelbart hørt - og til almindelig undren tolket - til en læbemaskine. Sikkert en enestående landvinding for menneskeheden, selvom ingen af os helt kunne forklare dens funktionalitet. Men altså en labelmaskine, en lille harsk sag fra Brother, der kan lave sjove mærkater og som den lykkelig vinder stadig har til gode. Forståeligt nok orkede han ikke forcere hele stadion, over Skjold Burne-dit og Fisherman Friend-dat og hvad djævlen man kalder tingene der ude i forstæderne med den store "klubånd". Så, kære BIF A/S, I skylder altså os nipsere en labelmaskine!

Til 2. halvleg havde københavnerne foretaget en ændring. Diego var forståelig nok taget ud og ind var kommet Rytter. Han overtog så højrebacken fra Kim Madsen, som rykkede ind i midten til Mio. Meget hurtigt i halvlegen måtte også Claus Nielsen trække sig, grundet rygproblemer. Det betød at Todi kom ind som en slags venstremidt. Umiddelbart virkede det som en forstærkning. Københavnerne bragede afsted i et pres langt voldsommere end i første halvleg. Brøndby blev bogstaveligt løbet over ende og regulært spillet ned.

Efter knap 10 minutter kom belønningen endelig. Et indlæg fra venstre blev headet videre af Thorninger og landede for fødderne af Clemme, der kvikt bankede bolden ind fra en position meget lig den som Trabi-Bent havde scoret fra i 1. halvleg. Vild jubel. Det var virkelig en forløsning, så såre fortjent. Det bedste københavnske spil set længe gav endelig bonus. Hvad bedre var at det fortsatte. Det næste kvarters tid blæste københavnerne angreb på angreb mod Mogens Krogh og hans tydeligt vaklende forsvar, som i denne periode næsten bestod af 8-9 mand. Helt grotesk ved et par hjørnespark, hvor samtlige Brøndby-spillere befandt sig på deres nederste fjerdedel af banen. Det blev til mængder af gode indlæg, halve og hele chancer, men desværre også helt uden den virkelige giftighed, efterhånden er det vist blevet lidt af vores varemærke. Igen kunne man her dvæle ved hjørnesparkene, for vi havde mange af dem, og var stort set lige ufarlige hver gang. Den slags må kunne gøres bedre.

Først omkring det 20. minut noterede jeg den første reelle Brøndby-chance på min blok. Et frispark uden for feltet, som Daugaard ikke fik meget ud af. Et par minutter senere gik det så desværre alligevel galt. Igen svigtede det københavnske forsvar. Ovenikøbet i en situation hvor man var 5 mand mod 2 Brøndby-spillere i og omkring vores felt. Alligevel formåede de spille sig igennem og igen var Trabi-Bent på pletten. 2-1 og drønende ufortjent.

Det var en kold klud i ansigtet, en dræber, en total demoralisering for hele FC-holdet. Det var tydeligt og vel egentlig meget forståeligt. Efter Clemmes udligning stod man virkelig med fornemmelsen, at denne kamp vinder vi sgu. Ja, man følte at i aften skulle det være. Så meget godt fodbold, et så velspillende københavnerhold og et så defensivt og vaklende Brøndby-hold. Det kunne ikke gå galt. Men det gjorde det, og hold kæft hvor kunne man bare forbande alt langt væk. Hvor var fodbold et beskidt og unfair spil, hvor var dette forstadsstadion dog grimt og ulækkert og hvor var det dog enerverende at stå og måbe mod pornolysene der blinkede over Faxe-tribunen, da Peter Madsen et par minutter senere skøjtede igennem vores forsvar og definitivt lukkede kampen. Hvilket så åbenbart også blev en slags "go"-signal for den ene langside, halvdelen af publikum dér begyndte ihvert fald at udvandre til min og andres almindelige måben. For de var sgu ikke FC'ere! Det havde dog været en smule forståeligt.

Det er så grotesk at skrive det, men igen igen igen, vi spillede faktisk den bedste kamp længe og tabte 1-3. Især var det glædeligt at se Clemme, han var vores bedste mand denne aften, og fik utrolig meget ud af lidt. Erobrede bolde, fik dirigeret bolde videre i hurtige opløb, og så scorede han. Den store forskel i forhold til Vejle-kampen i sidste uge var at der nu blevet spillet bold langs græsset og netop her er han god og kan udnytte sig hurtighed og teknik. En mand af Clemmes statur skal ikke fodres med lange høje bolde, som det skete alt for meget mod Vejle.

Grotesk er det også at skrive, at Brøndbys to bedste var deres "oldinge", Trabi-Bent og Mogens Krogh. Begge direkte kampafgørende i hver sin ende. Deres højtbesungne ungdom virkede faktisk rystende svage, i følge mit subjektive skøn. Så svage at vi burde have vundet den kamp. At vi ikke gjorde det, fortæller så alt om vores problemer.

Til slut skal lyde en tak til Copenhagen Lads og deres busarrangement, der bragte den lille nipserflok trygt til og fra forstaden. Så skal vi ikke lade dette lille beske guldkorn fra vores bus-toastmaster stå afslutning:
"Hvad vi oplevede her til aften i Brøndby var skandinavisk fodbold, når det er bedst. Dansk superliga, svenske farver, og norsk spillestil!"

Fusionsnipserne