Landspokalturneringen, 4. runde:

15/9 1999: Kolding IF - F.C. København 0-5 (0-2)

Mål:
31: 0-1 Michael Mio
38: 0-2 Thomas Thorninger
58: 0-3 David Nielsen
78: 0-4 Clement Cliford
91: 0-5 Clement Cliford

Tilskuere: 4.100

F.C. København (4-4-2):
Karim Zaza 5 – Yüsüf Öztürk 5, Diego Tur 5, Kim Madsen 5, Niclas Jensen 5 – Thomas Thorninger 6, Michael Mio 6, Carsten Hemmingsen 5 (46: Donatas Vencevicius 6), Claus Nielsen 5 (66: Martin Biil 5) – David Nielsen 5 (62: Todi Jónsson 5), Clement Cliford 7
Ikke benyttet: Michael Stensgaard

Ja, til vores store held blev dette ikke en nervøs affære; og der var ellers megen selvransagelse og biden negle på vej over til Kolding, hvor vi filosoferede over hvor betegnende det var at ingen af os ville stå frem og sige: "For seven da, hvor er det ringe hvis vi ikke smadrer dem stort!" Deres Udsendte F.F. accepterede den meget mådelige optimisme og lænede sig i stedet op af den beskrivelse han netop havde fået af en kender af de lavere rækker: "… hvis ikke FC kan lammetæve dem halvvejs ned til grænsen, står verden ikke længere. Kort sagt: Kolding er RINGE!" Ja, det kan enhver jo komme og sige…

Vi blev skræmt fra vid og sans ved at læse i vores kampprogram i søndags, at Kolding rådede over stortalentet Brian Gellert, som understregede sin status ved at øse alle fire mål ind i Koldings 4-0-sejr på den samme dag, som FCK sneg en 1-0 hjem mod Koldings lokale rivaler Vejle. Men den samme kender som før omtalte Brian Gellert som en humørspiller der snildt kan brillere mod hold på et lavt plan – når han gider. Det skulle vise sig at holde stik. Det var ikke meget, vi så til netop den spiller, der sikkert vil få mere spillerum når han ikke har Mio og Hemmingsen til at træde sig over tæerne.

Opgaven, at tage til Kolding og dække vores første runde i pokalen, kan ikke undgå at minde mig om min allerførste opgave for ’Nipserne for næsten præcis et år siden, hvor det drejede sig om Svendborg. Præcis som dengang var der nemlig tale om en kamp, som vi absolut ikke ville kunne tåle at tabe. Og det endda mere end sidst, for denne gang kom modstanderen fra kval-rækken, hvilket vil sige at de var i Danmarksserien før sommerferien.

Det problem, at det lokale fodboldhold ikke kan noget, forhindrede heldigvis ikke koldingenserne i at støtte dem mod solid modstand. 4.100 kom der, og en fræk lille udregning fortæller at det er mere end 1.200 mere end der dukkede op til alle rundens øvrige kampe tilsammen. Mon ikke mange kom for at se den absolutte sensation – "FCK slået ud af seriehold!" Det kan man bestemt ikke fortænke dem i.

Smukt beliggende er Kolding Stadion helt sikkert, ganske tæt på Koldinghusruinen, og midt i et flot kuperet landskab. Ovre på den ene side så vi en stor hovedtribune. For enden er en høj ståtribune. Og på banens anden langside er der noget der ligner en ældgammel siddetribune lavet af træ, som Fredningsstyrelsen forlængst bør have sikret for eftertiden… men som nok ikke er toptunet til elitefodbold, bedømt alene ud fra det kæmpestore skilt med en rød cirkel rundt om og streg henover en cigaret, som mere end antyder at rygning ikke så meget er skadelig for ens egen sundhed, men mere for en meget tør og brændbar gammel tribunes.

Og nede for enden stod vi. Sådan er det jo efterhånden. Mere indlysende, og høfligt, havde det været at anbringe os på det ståafsnit der er i den ene side af den førstnævnte hovedtribune. Der er plads nok. Og så kunne vi se kampen – yep, dette er et af de referater hvor ’Nipsernes Udsendte stod nærsynet for enden og prøvede at gætte sig til hvad der skete i den anden ende. Vores pladser var bag målet og med udsynet delvis spærret af sådan en kæmpe himstregims som kuglestødere står i. Men Kolding Stadions atletikbane er en af de få med kun fire spor, og jeg har aldrig før set en løbebane der kører ligeud for enden af stadion! Samtidig er der ingen reklamebander til at spærre for udsynet til målstregen, og mens man bestemt ikke kan se en skid, selvom man som Deres Udsendte F.F. klatrer op i hækken bagved, så tror de lokale dårligt én når man fortæller at man faktisk ser værre på Silkeborg Stadion. For det gør man.

Trods de sløje pladser var der nu stadig ganske god støtte til drengene i hvidt, der såmænd spillede i hvidt – og ikke i sølvgråt – trods det at det også er Koldings farver. Vi var 60-70 styks, inkl. nogle lokale knægte og tøser, og hatten af for dem; de måtte vide at der ville blive fyret en og anden kækhed af fra de tilrejsende. Vi kunne endda læse om FCK i kampprogrammet for en gangs skyld! Med vor ven Pescatores fine programlayout på holdbilledet! Og den øl der blev serveret var Carlsberg. Åbenbart er Kolding IF stadigvæk så nye i divisionssystemet, at Divisionsforeningens beslutningstagere, Per, Per og Peter, endnu ikke har fået banket dem på plads og lært dem hvad ægte solidaritet er… nemlig hvad de tre bestemmer! (omtalen af kampprogrammet ville i øvrigt ikke være komplet uden omtale af Yus’ navns stavelse – i dag står der Üsüf Öztürk, hvilket ikke er halvt så kuriøst som nr. 15: Mikael B. Larsen)

Koldings hold var åbenbart meget opsat. Vi så dem løbe på banen tæt på fem minutter før københavnerne. Til sidst kom også FCK’erne ind, og i starten var det hele som man forventede at en pokaldyst skal være: nervøst og febrilsk, som det sig hør og bør med et hold af upåagtede lokale helte mod de landskendte, men noget beklemte, modstandere. Og lad os dog få mere af det, for pokker da. Det er charmen ved pokalfodbold. Hvorfor skal den danske pokalturnering være sådan en skåneturnering, hvor topholdene slæbes igennem på hænder og fødder? Hvor de bedste seks fra ligaen først træder ind i 5. runde, og hvor en semifinale over to kampe tilstræber at luge det sidste ukrudt (læs: 1. divisionshold) ud af turneringen?

Giv os dog en ordentlig pokalturnering. En hvor alle superligahold senest smides ind i anden runde, og hvor hele den hårde vej til Parken går over overstadige hold, hvis store dag består i at møde et hold som FCK og give dem en allerhelvedes tæt kamp. Som i 1995, hvor Nykøbing Falster-alliancen gjorde vores liv meget surt i 85 minutter. Eller Glostrup, Svendborg, B1909… det er da det pokalfodbold handler om! Tænk blot på Skagen mod Brøndby. Og når så underdogholdet når semifinalen skal det belønnes med en kamp, kun én, på neutral grund. Ikke noget udvandet noget med to kampe. Kampen skal spilles på et stort stadion et sted i landet, og de to klubbers fans skal have en lige stor billettildeling. Som englænderne har det. Det er for slattent, at man kan vinde pokalen efter at have vundet fire kampe.

Det kan være, at pokalfodbold mod små hold, med fuld risiko, er lige det modsatte af hvad Silvio Berlusconi måtte kalde ’moderne tænkning’. Han vil foretrække kassekampe uden risiko mod andre glamourmandskaber. Jamen så kald mig uimodtagelig overfor moderne tænkning. Jeg elsker at se David fælde Goliat. OK, måske ikke lige i vores tilfælde. Men jeg vil altid påskønne ironien deri!

Denne David-Goliat-kamps første chance gik til Kolding efter en gang helt vanvittig opdækning i FCK-forsvaret. Niclas gav alt for meget plads i vores venstre side, og på midten var den bestemt giftige Koldingangriber Lars Ravn mutters alene og headede over. Chancen var meget stor. Stakkels Lars må ærgre sig noget så grusomt, for det var så sandelig hans mulighed for at lave seriøse spilopper på denne smukke sensommeraften. Må vi bruge en floskel: Sådanne chancer skal der scores på, for mod professionelle hold kommer der ikke mange af slagsen. Ravn var fræk igen kort efter, og Zaza måtte give hjørnespark. Fin start for Kolding.

En mindre fin start får Koldings politi, der af guderne må vide hvilken grund følte sig kaldet til at gribe ind over for en FCK-fan, der formastede sig til at bære en hue på stadion! Det var en af de der autonom-stil elefanthuer, og i samme ånd som lovgivernes gamle idé om at komme optøjer til livs ved at forbyde brug at maskering konfiskerede de huen. VorHERREbevares. Manden havde intet gjort. Det er trist nok, at man skal gennes ned bag det ene mål hele tiden, og konstant mandsopdækkes af betjente, da man regnes for en highrisk-gruppe; men det kan man trods alt se en pointe i. At politiet skal gribe ind over for almindelige mennesker i den tro at de er terrorister eller værre pga deres påklædning er til gengæld ynkeligt og forkert, og lugter langt væk af småtskåren provinsionalisme.

Alt hvad vi så FCK byde på var langskud og blokerede forsøg, indtil den første gennemspillede chance dukkede op efter en halv time. Cliford spillede elegant dybt til Thorninger, der helt fri skød lige på Koldingmålmanden. Og så… det historiske øjeblik! Deres Udsendte F.F. har i mange år set op til Michael Mio og regnet ham for benhård, totalt sej, en jernmand. Men set ham score? Aldrig. Stolpe ud, brændt straffe, og jo – et selvmål. Lige den kamp i Herfølge missede jeg. Men nu er det sket! I 31. minut – et hjørnespark røg fra venstre side til fjerneste stolpe – Mio var der med masser af plads – han headede over i modsatte hjørne – hvorefter han med begge tommelfingre pegede på nummeret bagpå trøjen. Uendelig respekt til Mio, og må vi så sige at det var i den grad på tide!

Mio, der nu for alvor havde blod på tanden, knaldede til råb af "Skyyyyyyd!" et langskud et pænt stykke udenom. Derefter brød Koldings Ravn igen igennem, skød fladt, Zaza reddede flot… og dommeren så ikke at der var hjørne. Desværre for KIF var den småfuskede dommerkendelse af manden, hvis navn desværre ikke fremgår af programmet, deres sidste reelle mulighed i kampen. For kort efter spillede Thorninger dybt til Clemme, der fandt David fri på midten; han skød lige på målmanden, men Thorninger kunne dårligt undgå at score på riposten. Det gjorde han heller ikke. På det tidspunkt tændtes lysanlægget endelig.

Meget andet var der ikke at fortælle om i første halvleg. Til gengæld var anden en dejlig ubesværet spadseretur for FCK. Måske for at få Hemmingsen udhvilet til mandag, og måske for at forhindre ham i at lave ballade (han havde fået et gult kort) skiftede Brink ham ud til fordel for Vicious. Han gled ud mod venstre side meget af tiden, med Claus mere central. Kort inde i halvlegen så vi David bryde igennem i højre side på en måde som viste at superligaspillere er hurtigere end DS’ere. Han spillede Cliford fri, og Clemmes skud blev blokeret.

Mens Kolding lod deres dannebrogsflag hænge i den stadig mørkere aftenhimmel, gjorde David det til 3-0 til FC, efter at vores litauer lavede meget lækre ting ovre i vores venstreside; lir som er en nydelse at se på, men som han næppe vil få tid til i en tilsvarende situation på Brøndby Stadion på mandag. Han spillede uselvisk – hans varemærke – til Claus, der afleverer videre til David der scorede fladt. Flot mål. Kort efter skiftedes David så også ud – samme gjaldt Claus.

Målchancer var der siden ikke mange af. Det var en art træning, bortset fra for den meget tændte og yderst velspillende Clement Cliford – FCK’s bedste, sammen med den igen meget veloplagte Thorninger – der stadig leverede varen og viste engagement sidst i kampen, hvor alt var afgjort. Det blev belønnet med to flotte mål. Det ene var afslutningen på mere herligt arbejde fra Donatas – Vicious driblede og kunne sagtens være gået direkte mod mål, men manden har åbenlyst ikke et selvisk gen i sin dna og spillede i stedet Cliford fri. Han løftede bolden højt op i højre hjørne. Sidste mål var igen gennemspillet, og det var nu Formand Mio der spillede Cliford blank. Som elegant, meget endda, trak uden om keeperen og scorede fra en spids vinkel.

Det var det. Jo, der var et par andre mindre chancer, men de blev ikke til meget. FCK var bortset fra de første 7-8 minutter i fuld kontrol over kampen. Og uden sværdslag vandt vi vores største sejr i danske turneringer siden vi slog AB i den samme landspokal for mere end fire år siden.

Ærgerligt, at de lokale drenge og piger ikke fulgte speakerens opfordring til at blive ude af banen; i stedet kom der masser af autografjægere stormende ind på banen. Ja, det var faktisk kun nede fra FC-enden, at der ikke kom en masseinvasion! Så meget for vores highrisk-potentiale… Niclas, Vicious og Clemme tog sig dog stadig tid til at komme ned og hilse.

Jeg fortryder ikke et øjeblik at tage over for at se kampen. Fedt at se Mio score, at se Cliford score to, at se FCK score fem. Det skulle tages som en oplevelse. En god dag at være københavner, denne dag hvor Københavns bedste band Love Shop udgav sit femte album. Men for guds skyld, lad ingen tro at denne kamp har noget som helst at gøre med gyseren på mandag. Det bliver en helt anden sag. I aften var det bare underholdning, koncentreret arbejde og en dejlig friaften for ’processen’, der nu kan fortsættes.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 16. september 1999.