Mål:
13: 1-0 Niclas Jensen
F.C. København (4-4-2): Karim Zaza 4 – Yüsüf Öztürk 3, Kim Madsen 5, Diego Tur 5, Niclas Jensen 4 (72: Donatas Vencevicius 3) – Thomas Thorninger 7, Michael Mio 6, Carsten Hemmingsen 5, Claus Nielsen 4 – David Nielsen 4 (74: Todi Jónsson 5), Clement Cliford 4
Ikke benyttet: Martin Biil, Michael Stensgaard
Dommer: Claus Bo Larsen
Tilskuere: 10.241
Sikke en smuk dag at spille fodbold på. Det er nu så længe siden at vi sidst har spillet i Parken på en søndag eftermiddag klokken tre, at Deres Udsendte F.F. ikke kunne huske det på stående fod, og måtte grave i arkiverne. De viste, at den sidste kamp af sin slags var mod Silkeborg og endte 2-2 (dér er et chok…), og blev spillet 16. maj. Men takket være TV3’s ærligt talt pisseirriterende flytten omkring af kampene er det så ikke sket siden. Og vi har derfor heller ikke set de små drenge og piger rende omkring og lave en ungdommelig udgave af Nedre C nede for enden, på familietribunen. Og det er da åndssvagt.
Faktisk var der i går så pænt fyldt op, at jeg ville have skudt på op mod 14.000 tilskuere. Det så ikke ud som om der skulle være færre gæster end ved kampen mod OB, og sund fornuft dikterede da også, at der skulle være flere denne gang. Kampen var for en gangs skyld ikke i fjerneren, Vejle er et bedre hold end OB (selv om både vi og de to hold kører så skidt, at vi taler bittesmå marginaler her), og vejret var som nævnt ovenfor pragtfuldt på en af de seneste sommerdage i noget år – en dag, hvor det kun er ved et tilfælde at man ser, hvordan den middagssol der luner én faktisk står helt skævt langt ovre i horisonten. Rammerne var jo vidunderlige, når man stod der med en kølig fadøl og hørte Bowies ’Young Americans’ over højttalerne. Yowsa! Tak, Mads D.!
Men flere tilskuere var der ikke. Det er næppe et problem. Men det er en behagelig bekræftelse af, at ’Nipserne måske havde ret da vi i den nylige leder om tilskuertallene i Parken skød på, at et tal som det mod OB sagtens kunne være en fluke, en engangsforeteelse. Og at vores tal skal bygges langsomt op. 10.241 til en kamp mellem to bundhold kan aldrig kaldes dårligt. Vi topper stadig tilskuerlisten på hjemmebane, og vi har stadig spillet en kamp mindre.
De mange fans, der kommer igen og igen, må så efterhånden have vænnet sig til hvad det her handler om. Førnævnte kamp mod Silkeborg trak 1.000 tilskuere færre end den i går. Dengang spillede Brian Laudrup for FCK, og da det var før den grufulde kamp i Lyngby havde vi stadig en fin chance for UEFA-spil. Nu har vi et helt andet hold, og alle årets sejre er opnået i Parken, og udover mod Lyngby har vi til enhver tid vundet 1-0. Og Lyngby? Ja, 2-0 er ikke så imponerende, men hvis man ville have en målfest var det stedet…
Hvorfor ikke bare tage hele rækken fra 1999 i Parken? 0-1, 2-0 (rekordsejren!), 1-1, 1-0, 0-1, 2-2, 1-0, 1-0, 0-2, 1-0, 1-0. Det er ti FCK-mål i elleve kampe. Det er smalkost, og får en til at tænke gudskelov for alle de ting der er omkring kampene, og gudskelov for at stadion er så flot og at fansene er så festlige og loyale, for ellers ville der da ikke være nogen der orkede at komme derind efterhånden.
Kampen i går var bestemt ikke god, og med FCK der stillede op i en 4-4-2 med to decideret robuste centrale midtbanefolk som Mio, der ellers ikke har været på midtbanen siden dengang han havde nummer 7 og FCK spillede i Adidas, og Hemmingsen, er det meget nærliggende at tænke det skrækkelige ord: Arsenal. Yep, det kan nu komme til at hedde "One-nil to the København" i folkemunde, når Parkens trofaste endnu engang ser drengene i hvidt skrabe en enkeltmåls – og her menes udtrykket helt bogstaveligt – sejr hjem mod et hold, som en københavnersnude som undertegnede af princip mener bør fejes ud af banen.
Er det for meget at forlange målfester og underholdning i Parken? Så længe der foregår en ’proces’ er det måske at kræve det umulige, men fandeme nej! Princippet er for Deres Udsendte F.F.’s vegne at der altid skal underholdes. Éns sans for realisme fortæller noget andet, men man må aldrig give slip på sin kærlighed til spillet. Og selv om det nærmest er uforskammet at påpege midt i en krise som den nuværende, så går det mig altså stadig på, at vores rekordsejr(e) i ligaen stadig er på sølle 5-1 inde i Parken. Tror da pokker, at ingen har respekt for at møde os derinde – så længe de ved at de aldrig får stanget en kindhest ud, de vil huske for evigt.
Sagt lige ud var kampen i går en arbejdssejr, det nødvendige og intet andet, en meget jævn kamp mellem to hold der bestemt ikke ser ud som om de fik noget ud af den – andet end konklusionen at der er lang, lang vej igen. FCK spillede godt nok til at vinde, men det er svært at se hvordan ’processen’ kom videre – bortset fra at Thomas Thorninger snildt viste sig som vores bedste mand, og som en oplagt mulighed som fløjspiller.
FCK var belastede af skader og sygdom hos bl.a. Rytter, Piotr og Løns. Og der var rokeret drastisk om. Yüsüf spillede højre back, som han også flere gange har gjort for andetholdet. Godt gik det ikke ligefrem, men at det er svært at glide ind på en ny plads på højt niveau kan vel ikke chokere. Samtidig var Kim Madsen ny i midterforsvaret og gjorde det klart bedre end sidst set – men sidst var han ganske vist også set i en vanvittig fejlplacering som venstre back. Kim er en solid og talentfuld centerback.
Så var Mio som sagt på midtbanen, og ret beset var det ikke en dårlig idé. Man kan spørge sig om ikke det er overkill at have både ham og Hemmingsen på midten. Men nogen skal jo rydde op, og hverken Cliford eller Thorninger er kropsstærke spillere. Mio gjorde det meget fint, og det er altid en nydelse at se ham slås for holdet. Ikke noget Mr. 70% her, og der er faktisk ved at udvikle sig en tendens på C-tribunen til at råbe ad ham efter gode indgreb, præcis som det skete med vores elskede Ulle, da han var i klubben. Det ser ud til, at Mio her meget sent i sin karriere får den anerkendelse han har fortjent, og det er da simpelthen også bare som det skal være. Ingen kan nu være i tvivl om hans engagement – hvis de nogensinde kunne have tvivlet.
FCK’s mål var det første vi havde, der bare lignede en chance i kampen. Man må i mangel af bedre udtryk kalde det et energimål, og æren må halvt tildeles Thorninger, der rykkede op langs højre fløj, hvor der faktisk flere gange blev begået frispark mod ham. Han sled sig videre, og endte med at blive trukket omkuld lige på hjørnet af feltet. Niclas tog frisparket, og han var nok blevet grebet ud af Vejles reservekeeper, den berygtede Boye Habekost, hvis ikke Jesper Ljung var dykket ned og med hovedet havde snittet bolden forbi sin egen keeper.
En mærkelig forvirret lykkefølelse greb nu Nedre C, der ikke har været forvænte med tidlige mål på hjemmebane i år… ja, i hvert fald ikke tidlige FCK-mål, for nu at være præcis. Efter et kvarter lød opfordringen, som BIF i sin tid introducerede: "Op at stå!" fra Nedre C. Men skal vi nu ikke liiiige… gemme den til der engang er basis for en oprigtig, uhæmmet jubel hos et publikum, forenet i overstadighed? Eller er Deres Udsendte F.F. bare en sur gammel trold? Måske.
Det meste af første halvleg blev siden præget af en masse hårdt og en masse grimt spil. Især omkring den halve time var det et rent slagsmål, og Claus Bo Larsen var ved at miste grebet om kampen og kunne snildt have givet et par advarsler til. En batalje, hvor Thorninger slog sig, fik Nedre C til at synge "Nu bli´r Hemme sur, nu bli´r Hemme sur!" Kvittering: et af de mere forbløffede blikke man har set længe fra Hemme. Af chancer står der kun en ting på min blok – Yüsüf fandt Cliford, der flot gik til baglinien. Han lagde indover til Thorninger, men hovedstødet blev blokeret.
På halvtimesslaget var noget lignende ved at lykkes. David kom bagom Vejleforsvaret i et kontraangreb og fandt Hemmingsen på midten, men hovedstødet blev for svagt. Jeg kunne godt tænke mig at se Hemmingsen score med hovedet engang – gad vide om det nogensinde er sket? Det var for øvrigt Davids bedste indsats i en halvleg hvor han virkede mærkeligt hæmmet og desorienteret, mens hans partner Clemme i det hele taget havde svært ved at sætte sig igennem; utvivlsomt pga manglende matchtræning på superliganiveau. Og det kan man godt tolke som noget defensivt, og at vi altid forsvarer visse spillere – men det bliver ikke fra vores side at man finder opfordringer til at sætte spillere af efter en enkelt indsats under middel efter en lang pause.
Bare minuttet efter reddede Karim vores røv ved at storme ud af målet og få sparket væk. Mindre dygtig, og mere heldig, var han fem minutter senere da Vejles Kasper Dalgas sparkede på det helt tomme måls stolpe. Der var flere gange optræk til stor forvirring omkring Karim og hans centerforsvar; det var det værste eksempel.
Og det var første halvleg. Kun et yderligere højdepunkt er omtale værd – da måltavlen til sidst kunne fortælle os, at Viborg var kommet foran mod Brøndby.
Mindre end et minut ind i anden halvleg kom forskrækkelsen, da Vejles nye starlet Jerry Brown fik en kæmpechance. Og hele resten af kampen kunne man så stå og se, at vi faktisk ikke én gang var sikre på sejren. Fem minutter inde var det Dalgas, der udnyttede at Yüsüf stod meget langt oppe og havde masser af plads i venstre side.
Thorninger, der havde haft en god første halvleg, fik en glimrende anden halvleg. Efter ti minutter trak han lynhurtigt og skød fladt på ydersiden af venstre stolpe. Et kvarter senere var han ved at score da David driblede på baglinien og fandt ham tæt på mål. Og minuttet senere – 28. minut – skulle der altså scores, og med den effektivitet der blev vist der er det intet under, at der kun er sat tre mål ind. Thorninger stormede igennem og i stedet for at score selv spillede han, måske unødigt, uselvisk til David der med venstre fyrede en grufuld skævert af. Lige nu ville FCK dårligt kunne score i Hamburgs Herbertstrasse med 25.000 D-Mark på lommen.
Resten af chancerne var ingenting sammenlignet med den episode. Der var et skud af Thorninger, som fik én til at tænke at det var utroligt at der ikke blev skudt mere på Habekost. Han var meget usikker. Uden at have bevis gætter jeg på, at hverken David eller Cliford havde et eneste skud indenfor målrammen i hele kampen.
Det havde til gengæld Todi, der kom ind til sidst og virkede lidt mere sprød end længe. Man så nogle ryk, der lignede den Todi vi så for to år siden, og meget gerne ser igen. Han driblede godt og fik nær baglinien sat et hæderligt skud ind.
Claus Bo og hans linievogter gav os lidt morskab at gå hjem på. Jerry Brown sendte en skævert afsted, som dommerteamet øjensynligt mente var så dårligt at det måtte være blevet rettet af. Hjørne blev givet. Til alt held endte dén situation med at en vejlenser fik sendt endnu et skud afsted, som gik de første 30 meter udenom, til råb af "Der er hjørne!" fra Nedre C.
Og det var det. Ikke kønt. Men sejr blev det til. Deres Udsendte F.F. havde fået stukket en stemmeseddel ud og valgte som det mest naturlige at stemme på Thorninger som Man of the Match. For han og Mio var de eneste der spillede bare lidt over middel. Andre skuffede; Niclas skøjtede trods sit mål rundt i første halvleg og virkede som om han spillede i gummisko – han blev skiftet ud med en skade i anden. Karim virkede nervøs flere gange. Cliford så lidt rusten ud – men det var altså heller ikke fair, at der op mod ti gange blev sparket lange bolde op til ham. Han blev trods alt dækket af Jan Sønksen, som er mere end 20cm højere. Det lykkedes ham endda at vinde en luftduel, og så kan man ikke bede om mere. Claus N. var stadig ikke nær så god som vi husker ham fra foråret, men bestemt bedre end i de foregående fem kampe. Og David var langt under vanlig standard, selv om han spillede sig op i anden halvleg.
Sejren var fortjent nok, men ligesom mod OB var det en halvtrist arbejdssejr mod et nervøst og kriseramt hold. Mod tophold som Viborg (!) vil den slags ikke være nok. Det er svært at se, hvordan ’processen’ bliver hjulpet af sejre som denne og den mod OB. Drenge: hvis nu nogle af os tager over til Kolding, som for få måneder siden var i Danmarksserien, kan vi så ikke blive enige om, at I scorer mere end et mål?
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 13. september 1999.