Mål:
45. min: Bo Nielsen
Gule kort:
F.C. København:
Kim Madsen (16)
Christian Lønstrup (70)
David Nielsen (81)
AGF:
Dennis Siim (64)
Michael Nonbo (83)
Dommer:
Jørn West Larsen
Tilskuere:
5.782
F.C. København:
Michael Stensgaard 7 - Thomas Rytter 4 - Piotr Haren 6 (65. Thomas Lauridsen UB)
- Kim Madsen UB (24. Thomas Thorninger 3) - Diego Tur 3 - Niclas Jensen 4 - Claus Nielsen
2 - Carsten Hemmingsen 4 - Christian Lønstrup 5 - Todi Jónsson 3 - David Nielsen 3
(85.Lars Højer UB)
Hvorfor skal alting altid gå skævt når vi spiller i Jylland? Det kunne let være så smukt og vidunderligt, men ender med skuffelse, nederlag og forsinkede referater. Om det er de tilrejsende mednipseres påvirkning, der gør Deres Udsendte d.y. tom i hovedet og får de følgende dage til at være en kaotisk losseplads af strandede idéer og glemsomhed, skal være usagt, men sikkert er det, at noget går der galt. Man kunne love bod og bedring, men hvad skulle det nytte...
Nuvel, det skulle handle om fodbold, hvilket p.t. ikke er en FCK-fan's yndlingsemne, men lad os kaste os ud i det.
På forhånd havde man forestillet sig et lige opgør. I de seneste kampe havde vi set et bravt kæmpende FCK-hold, hvor den efterhånden så legendariske "indstilling til spillet" så absolut ikke havde været udslagsgivende. Denne mandag aften i Århus skulle vi så prøve at få has på et ikke særligt skræmmende AGF-hold.
Kort efter at dommer Jørn West Larsen fløjtede kampen igang, fik vi et lille fingerpeg om, i hvilken retning vi kunne forvente kampen at skulle gå. AGF'erne pressede og kom straks til en målchance og ganske få minutter efter endnu en. De få medrejsende københavnere (vi har nok ikke været meget mere end små 100) begyndte så småt at tabe modet og fra flere retninger hørte man opgivende røster, og det efter blot små ti minutter. Spillerne havde vel egentlig også mistet noget af den gejst de måtte have haft fra start, dog uden at gå helt ned eller at give op. Der blev faktisk kæmpet udmærket, men skabe noget kunne de ikke.
Hele den første halve time sad AGF totalt på begivenhederne. Vi formåede ikke at sidde tæt nok på dem, og de havde en del store chancer som følge af dette pres. Kun med Piotr Harens redninger på stregen og glimrende spil af Steensgaard holdt vi os inde i kampen.
Efter den halve time kom vi så lidt bedre med. Om det var fordi AGF'erne ikke længere rigtigt troede på det eller om det var fordi vi fik spillet til at køre bedre var lidt svært at vurdere, men bedre med kom vi da. Vi formåede stadig ikke at skabe det store, men spillet blev rykket lidt frem, og mod slutningen af halvlegen fik vi så vores første chance - og den var faktisk stor. Et hovedstød lige over mål. Det havde været hamrende ufortjent, men ikke desto mindre havde det lunet gevaldigt at få scoret på den.
Som så mange gange før når vi lige har fået lidt fat, så gik det galt. En bold i vores felt kommer ikke rigtigt væk, og så kan Bo Nielsen med et saksesparksagtigt skud bringe århusianerne i front. Et nydeligt mål, og et absolut ikke ufortjent et af slagsen. Blot er det altså hamrende ærgerligt at komme bagud, når man lige er begyndt at komme med igen. Det er altså ved at være lige lovligt frustrerende at være FCK'er.
I pausen skal man traditionen tro stå og krumme tæer når man er på disse jyske arenaer. Først skulle nogle gamle AGF'ere hyldes for at have forladt klubben. Specielt stor var glæden over gensynet med Gunnar Lind (der forresten ikke var iført kasket). Man fortalte med med grådkvalt stemme om engang Gunnar havde scoret selvmål for derefter at score et mål i den rigtige ende, hvilket havde sendt AGF i en eller anden finale for gud ved hvor mange år siden. Jooo, den mand har meritter der ikke sådan overgås af enhver. Senere kom en ung dame ind i midtercirklen iført en buket blomster. Gennem stadionspeakeren fik hun så kaldt en Jesper Hansen ned på banen (det tog rasende lang tid, men manden stod vel og bundede nogle Ceres med gutterne). Festligt iført skovmandsskjorte og forvaskede cowboybukser fik han så via lystavlen sagt ja til den unge dames frieri. Det var meget rørende og herfra skal der naturligvis lyde et tillykke til Jesper og hans udkårne. Næste gang foreslår Fusionsnipserne at man anvender en mikrofon nede på banen om teknikken tillader det.
Nogle vil måske anføre at de absolut finder det irrellevant for et referat fra en fodboldkamp, og måske har de ret. Dog må Deres Udsendte d.y. påpege, at pauseunderholdning i provinsen er et kapitel for sig, og derfor anser det for en pligt at referere disse besynderlige optrin. Det er jo en del af helhedsoplevelsen - og desuden var kampen jo også på det jævne...
Vel igennem giftemål og andet halløj, tog vi fat på anden halvleg. AGF'erne var naturligvis opsatte på at fastholde de tre points, og lagde derfor en smule mere defensivt ud og håbede på et enkel mål på kontra. Det gjorde naturligvis, at vi fik en del mere spil, og til tider var det helt nydeligt. Stadig skabte vi ikke det store, og foran mål var vi som regel for tyndt besat. Vores to angribere var for ofte nede på midten for at få fat i boldene, og vi må jo nok erkende, at midtbanen endnu engang ikke fungerede. Lønstrup, Hemme og Thorninger gjorde det faktisk nogenlunde her, men stabiliteten og overblikket manglede. Der var for lidt idé og kreativitet, og vi kom sjældent igennem over fløjene. Ud over det, så spillede Todi og David heller ikke godt nok. Selvom de havde det svært, var det markant, at de ikke formåede at holde på bolden, samt at få skilt sig fornuftigt af med den. Det kan tilskrives manglende opakning fra midten, men vi ved jo godt, at de to herrer kan skabe noget selv, hvis selvtilliden er der.
Vi spillede det man kunne kalde en hæderlig halvleg, men chancerne blev aldrig store nok, og man må jo nok erkende, at de chancer AGF'erne fik skabt på deres kontraløb var større end dem vi skabt i den anden ende. Steensgaard var absolut vores bedste mand, og havde det ikke været for ham, så havde vi ikke kunne nøjes med et nederlag på et enkelt mål.
Der er altså blot tilbage at erkende, at der er et stykke igen før vi kan gøre os forhåbninger om noget den lugter lidt af medaljer. Det nytter ikke at skyde skylden på det ene eller andet. Vi må konstatere, at vi simpelthen ikke er gode nok i øjeblikket. Det eneste der kan løfte spillet er medgang, og så må vi bare håbe, at vi kan høste lidt næste gang vi løbet på banen.
Afslutningsvis skal der lige lyde et par roser til spillere og fans. En del spillere for at komme over og vise at de værdsætter vores tilstedeværelse, og til fans'ne for at støtte spillerne og vise den støtte der er så vigtig nu. En eller anden dag kommer det sgu' os alle sammen til gode. Måske til næste år...
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 19. august 1999.