Mål:
16: 1-0 en nordsjællænding!
24: 1-1 Thomas Lauridsen
27: 1-2 Christian Lønstrup
37: 1-3 David Nielsen
46: 2-3 endnu en kæk fyr nordfra!
67: 2-4 Todi Jónsson
77: 2-5 Clement Cliford
86: 2-6 Clement Cliford
89: 2-7 Thomas Thorninger
Dommer: Jørn West Larsen
Tilskuere: 1.250, oplyste manden i ølbaren.
F.C. København: Michael Stensgaard (46: Karim Zaza) – Thomas Rytter (46: Piotr Haren), Kim Madsen (46: Buddy Farrah), Michael Mio (84: Kim Madsen!), Niclas Jensen – Claus Nielsen, Carsten Hemmingsen (46: Lars Højer), Christian Lønstrup (46: Yusuf Öztürk) – Todi Jónsson (71: Martin Biil), Thomas Lauridsen (40: Clement Cliford), David Nielsen (46: Thomas Thorninger)
Det var med bange anelser, at vi trillede op til Fredensborg denne aften. For vi var nemlig så uforsigtige at være kommet af sted uden paraply. Og midt som vi kørte på motorvejen stod det ned i tove. Vi drejede af på Isterødvejen. Og straks var det tørvejr igen. Og det blev det ved med at være til der manglede ti sekunder af kampen, og hvor Jørn West viste aftenens sidste tilgivende handling – og fløjtede af. Da var det meste i publikum alligevel i fuldt firspring mod udgangen, da himlen gik fra truende til straffende.
Men så heldig kan man jo være. Hele kampen bortset fra de ti sekunder blev spillet under fremragende forhold på en flot bane; den samme bane som bød FCK-holdet på det tætteste man kunne komme fodbold på græs under den mislykkede sæsonforberedelse i foråret. Måske var det endda lidt skuffende, især for arrangørerne, at der ikke kom mere end ’kun’ de tolv et halvt hundrede tilskuere, men det var nu egentlig meget pænt når aftenhimlen sådan stod og snerrede af folk.
FCK var klædt i hvidt, og modstanderne i et særdeles velkendt mørkegråt outfit – udebanetrøjen fra sidste sæson. Holdet bestod af spillere fra en række nordsjællandske klubber, og ikke nogen som man umiddelbart ville nikke genkendende til. Bortset fra én – Søren Lyng, som nogle måske husker fra FCK´s første sæson som en mildt-sagt-ikke-særlig-giftig angriber. Men et kig på nr. 15, ’Søren Lyng’, afslørede at han enten havde undergået adskillige foryngende plastikoperationer, eller ikke stillede op.
Der var ganske gode spillere på holdet – det der satte dem i en anden klasse end vores drenge var for så vidt ikke manglende teknik eller fysik, men mere at udholdenheden ikke rakte mere end en times tid. I starten var der nok at se til. På midtbanen herskede en meget stor fyr som programmet opgiver til at hedde Per Hansen. En ordentlig kleppert, som både Claus eller Hemme havde et større hyr med. Målmanden kunne være den selvsamme Jesper Rosborg, som har været med til at formidle samarbejdet med Fredensborg-klubben – han var ganske vist opført med nr. 1, hvor målmanden for FCN havde nr. 31, men det hænger nok mest sammen med, at FCN havde arvet Ørestadsholdets gamle dragter, og her spillede Rune Pedersen med 31. Han stod i alle tilfælde fint efter lidt usikkerhed i begyndelsen.
Det var noget overraskende at Lønstrup startede inde – de sidste par dage havde ellers bragt nogle meget frustrerende meldinger om, at hans skade i låret igen var brudt op. Det var nu heller ikke en Løns i absolut topform, vi så. Men topform var der ikke nogen, der kunne prale af i det hele taget… i øvrigt undlader vi som sædvanlig at give karakterer ved træningskampe, for det giver aldrig et retvisende billede alligevel.
Forsvaret var ikke altid på hælene – her tales 1. halvleg, for i 2. havde de to bageste intet at lave. Det var en forsvarskoger, eller måske en Stensgaardkoger, der førte til 1-0-målet, der åbenbart skal til – der kom en bold hoppende langsomt indover, der blev forlænget, og passerede forbi hele FCK-forsvaret. Ved bageste stolpe dukkede en udækket spiller op og headede. Et af de dropindkast/hjørne, som Chr. Andersen igen og igen har fortalt TV3-seerne om vores svagheder ved.
Det var nu ikke helt fortjent efter at FCK havde spillet bedst – uden at prange – og på de første fem minutter skabt tre meget store chancer, som blev sendt udenom og over. Da endelig der blev udlignet skulle det naturligvis ske lige da Deres Udsendte F.F. var blevet lidt brødflov og derfor var luntet over til pølsegrillen. Jeg kan derfor ikke beskrive hvad der skete da Thomas ’Fløde’ udlignede. Til gengæld kan jeg oplyse, at ganske vist er pølserne billige til 15,- med brød, men de mangler salt og er lidt for tynde – jeg foretrækker så afgjort den mere kraftige og saftige slags, som dem jeg håber vi får serveret på mandag ude i Ølstykke – det er tre år siden jeg var der sidst, og tænderne løber stadig i vand ved tanken.
Tilbage på min plads kunne de andre tilskuere alt efter niveauet på deres begejstring oplyse, at det enten var en ’genial stikning, som Fløde iskoldt udnyttede efter en finte i Ronaldoklasse’ eller at ’han lossede den ind efter lidt klumpspil’. Døm selv. Lidt efter var der mere klumpspil, og denne gang så jeg Løns losse den ind. 2-1, og så kunne man bedre acceptere det. Og kun få minutter senere kom den detalje, der hævede denne kamp op i et andet luftlag og gjorde os vidner til noget helt unikt: David trak sig fri i venstre side og scorede fladt – med venstre ben!
Vi sluttede af med endnu en bommert bagved, for i overtiden reducerede FCN efter at Kim Madsen og Stensgaard misforstod hinanden. Det så umiddelbart ud til at være Kim, der sov, men sidemanden hævder at have hørt Stensgaard råbe "JEG HAR!". Det havde han nu ikke. Han så ellers – udover nok at koste par mål – ganske solid ud. Men igen: det er meget svært at bedømme noget som helst. F.eks. så vores angribere ikke vildt skarpe ud, undtagen måske Cliford – men udover Martin Biil, der kun spillede tyve minutter, scorede de alle sammen.
Pause, og cheerleaderne kom ind. Det var stadions højttalere desværre ikke helt gearet til. Man blev helt bange, når man stod ved siden af en af dem, for at den skulle eksplodere lige i hovedet på en. Pausen blev brugt til at skifte fem mand ind; seks, hvis man regner Clement Cliford med. Han afløste Thomas ’Fløde’ fem min. før pausen; han udgik med – oh gru og tænders gnidsel – noget der lignede en lyskenskade.
Af de nye var der en spiller, der imponerede særligt, nemlig Yusuf Öztürk (og nu vil jeg gerne bede mig undskyldt, hvis navnet er stavet forkert – jeg ved, at mit bud er bedre end ’Yüsüf Østrük’, som der stod i programmet). Den nyoprykkede senior var manden bag alle FCK’s sidste fire mål og tabte såvidt jeg kunne se ikke en eneste bold i hele anden halvleg. Han var løbestærk og aggressiv og viste storartet teknik.
En anden ny mand var den australske prøvespiller Buddy Farrah (Buddy! Lovers! En vennesæl flok, de prøvespillere!) der så mægtig god ud. Det var nok mest da han ikke havde en eneste farlig situation at tage sig af hele anden halvleg. Brink har næppe kunnet bedømme noget som helst på de 45 minutter.
Öztürk lagde godt ud med at drible og slide sig vej til baglinien, hvorfra han lagde et flot indlæg til Thorninger, der headede på overliggeren. Det var bare begyndelsen, halvvejs gennem halvlegen stak han bolden flot til Todi, der driblede uden om målmanden og scorede fra en spids vinkel. Efter et par rigtig gode langskud af Højer, som deres keeper flot reddede, var det igen Öztürk, der imponerede med en meget flot dyb aflevering til Cliford, der flot trak ind og scorede i nettaget.
Der var en noget ond stemning over kampen, og allerede i 1. halvleg var Rytter og en FCN-spiller ved at komme godt op at toppes, inden Mio lagde sig imellem. Men mod 2. halvlegs slutning var det vores nye holdkaptajn, der selv mistede kontrollen. Ude ved hjørneflaget, på vores baglinie, blev han lagt ned og sparkede så lige ind på kroppen af FCN-spilleren, der stod over ham. Han skulle faktisk have været udvist. Kort efter var der igen optræk til håndgemæng, og så havde Jørn West åbenbart fået nok – han beordrede de to bænke til at skifte de to spillere ud, ellers fik de det røde kort. Så Kim Madsen kom ind igen, og Højer startede på bænken og sluttede som anfører…
Öztürk var ikke færdig endnu, han tog et ryk op højrekanten, fandt Thorninger på midten, der huggede til, og Cliford satte returen til 6-2. Og ved det sidste mål fandt Cliford så Öztürk, han blev pareret ud, men Thorninger fik fulgt op til 7-2. Kun to minutter senere sad folk i deres biler eller gik stadig mere gennemblødte ned mod stationen, da den stålgrå himmel åbnede sig. Notesarket blev pakket væk, og kuglepennen glemt at få afleveret til sin rette ejer – det skulle gå stærkt.
Det var hyggeligt nok. Lad os bare konstatere det. De to egentlig vigtige ting var Öztürks gode kamp, og at Buddy ser ud som et interessant bekendtskab. Man skal jo også have lov til at slappe af, mens spillerne slider og slæber. Så fremfor alt: respekt til Fredensborg-folkene for at arrangere et lille udflugtsmål (ja, ni af dem endda) for os. Takker!
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 15. juli 1999.