Mål:

42: 1-0 David Nielsen

Tilskuere: 37.940

Dommer: Claus Bo Larsen

F.C. København (4-3-3): Thomas Gill 7 – Thomas Rytter 8, Diego Tur 8, Michael Mio 8, Niclas Jensen 7 – Claus Nielsen 7, Peter Nielsen 7, Carsten Hemmingsen 7 – Brian Laudrup 6 (82: Morten Falch u.b), Thomas Thorninger 5 (Piotr Haren u.b.), David Nielsen 8 (Todi Jónsson 6)

Når nu sæsonen alligevel var gået galt kunne såvel spillere som fans koncentrere sig om en helt anden ting: spørgsmålet om ære. Og æren er i behold efter den mandfolkepræstation, der blev ydet fredag aften. Det blev en af de helt store aftener i Parken.

Ikke dermed sagt, at alt er godt nu. For set i det store perspektiv spillede denne sejr ikke nogen stor rolle. Vi er nr. fem, og chancen for at indhente Lyngby er teoretisk, om end det vil se lysere ud hvis de taber til Vejle søndag. Men på et andet plan var denne kamp uvurderlig for spillerne og ikke mindst for fansene. Vi kan alle holde hovedet højt igen, for vi ved at det kan lade sig gøre at rejse sig til de højder, vi så holdet hæve sig til sidste efterår. Vi kan for alvor begynde at tro på fremtiden igen, selv om enhver FCK-fan jo ved, at fremtiden er en foranderlig og upålidelig skikkelse.

Men hvorfor overhovedet gå ind i en analyse? Det her var et derby! Det var mere end tre points, der stod på spil. Derbys findes uden for den triste trummerum, der udgør et sommetider lidt monotont program med uafgjorte kampe i regnvejr på Silkeborg Stadion. De tre derbys mod Brøndby er der, hvor fårene skilles fra bukkene. Det er de kampe, hvor alt hvad der sker vil blive husket og drøftet i detaljer i mange år frem. Diegos mål på Brøndby Stadion i ´95. Tvillingernes dribletur. Todis lob. BIFernes sædeafbrændinger. Strudals langfingre. Politiets overfald på FCK’s fans i supercuppen. Når alle nederlagene til Vejle og Herfølge i Parken er glemt, så husker vi stadig klart de kampe.

Og vi husker f.eks. hvor bittert det var i 1996, hvor FCK tabte stort to gange på et par måneder uden overhovedet at slås for det. Og vi husker et dumt og unødvendigt nederlag på Brøndby Stadion i 1994, der kostede os mesterskabet. Præcis de samme ting må gå gennem Brøndbys tilhængeres hoveder. Skuffelsen over at spillerne ikke virkede som om de brændte nok for at vinde, og at vinde DM. Og indsigten: inden runde 31 var intet afgjort, men de tabte DM-chancen i Parken.

Præcis det samme drev glæden for os FCK-folk. Sejr i et lokalopgør, ja, men ikke mindst en sejr, der fungerede helt uden for tabellen for vores eget vedkommende – men som tabelmæssigt var en katastrofe for det sjællandske mesterhold. Det er nemlig helt ligegyldigt, hvad stillingen melder, når vi snakker motivation hos os fans. Hvis fjenden samtidig lider en fæl skade er det alle tiders sidegevinst ved en FC-sejr. Husk bare på den dejlige dag i Parken i juni 1995, hvor FCK med en 1-0-sejr sikrede, at Brøndby ikke var blevet mestre ligemeget hvad der var sket i Aalborg samme eftermiddag.

Når vi siger, at sæsonen er slut, mener vi også, at det crap med en UEFA-cuplads for fairplay er en absolut sidegevinst hvis det nogensinde skulle blive til noget. Og at Deres Udsendte ville have været hvidglødende af raseri, hvis han havde oplevet et FCK-hold, der kom ind til kampen med den indstilling at det vigtigste var at undgå gule kort, og så at blæse på indsatsen og resultatet. Og det tydede da også på, at spillerne havde glemt alt om det fool’s gold, der bliver lokket med til de mest fair spillende hold. De sloges som sindssyge hele kampen igennem og holdt sig absolut ikke for gode til at lave en lang række frispark. Det samme galdt Brøndby, men faktisk var det FCK’erne der spillede hårdest, og hvad mere er: de fik lov til at gøre stort set, hvad der passede dem af en ikke bare svag, men decideret hjælpeløs dommer Claus Bo Larsen, der slet ikke havde kontrol over noget ved kampen.

Det var lidt af en overraskelse at dukke op i Parken og se sig omkring, for efter de seneste mange kampe ville gruppen udenfor den hårde kerne været faldet fra – i de fleste klubber. I stedet var der rigtig mange fans med hvide trøjer, pænt flere end gule. Det var i øvrigt ikke lykkedes at fylde den lille D-tribune op med Brøndbyfans, så hvorfor det skulle være relevant at efterkomme Brøndby Supports krav om at flytte tilbage på den langt større B-tribune er ikke helt klart.

Og Brøndbyfansene havde ikke glemt, at de ikke bryder sig om Brian Laudrup. Han fik igen en pibekoncert efter sig allerførste gang han havde bolden. Igen, gule venner: det virker ikke. Han bliver ikke bange for jer. Lagde I ikke mærke til det, da han efter et halvt minut trak ind i banen og smukt fandt Claus Nielsen med en dyb, flad aflevering? Skuddet var for svagt og med indersiden. Men det var stadig startskud på en første halvleg domineret af Brian og FCK.

Brøndbys eneste reelle fare kom fra Ruben Bagger, som flere gange var tæt på med langskud, det første efter fem minutter. I TV havde man netop set Ebbe Skovdahl, som efter på vanlig arrogant vis at have hånet FCK fortalte om sin meget offensive opstilling. Men man kender jo sine lus på gangen, og den offensive opstilling var bare den gamle 4-5-1, hvor angriberne Peter Madsen og Peter Graulund (eller skulle vi kalde ham Granlund – dagens CA for dem som ikke har set kampen på video; man lægger i øvrigt mærke til, at han stadig forveksler Thorninger med Todi) kun var angribere af navn og ikke af gavn, og lå som hhv. højre og venstre wing. Især synd for en fremragende spiller som Peter Madsen, som er en af Danmarks mest seværdige angribere, men som er helt fejlplaceret på kanten. Og den ene angriber, Ebbe Sand, havde en fæl offday, så giftige var Brøndby afgjort ikke.

Men à propos gode angribere, og det er de ovennævnte trods alt, så skete der noget interessant allerede efter et minut: Davids første nærkamp. Han fik prikket bolden fra en BIF’er, løb den op inden sidelinien og spillede den videre. Med andre ord – han vandt den første nærkamp, og som vi ved efterhånden er der en væsentlig forbedret chance for at David spiller en brandkamp, hvis det første han forsøger lykkes. Og i går spillede han en brandkamp, måske den bedste for FCK overhovedet. Udstyret med et nyt hår med tegninger i rødt af forskellige himmellegemer og med et stort nital i panden var han ikke bare en evig fighter, men også skarp og giftig og velopfattende. Hvor skarp skulle vi se senere.

Det med fight var jo som nævnt ikke kun Davids, men hele holdets varemærke. Og det blev ekstremt, da Brian gik ind i en tackling med Ruben Bagger og vandt den – og Bagger, der egentlig begår frispark, slår sig på ham. Det var ikke første gang, at BIFerne lå og ømmede sig. John Faxe kom f.eks ikke godt fra at støde ind i Michael Mio, som var intet mindre end overdådigt spillende, ligesom Diego, i det centrale forsvar.

Målchancer var der langt imellem, og hvad angår spillet blev man ikke svimmel af begejstring. I en længere periode var Brøndby i gang med at få overtaget, men FCK var stadig klart bedst i første halvleg. Først efter godt en halv time kom den anden farlige chance. David blev spillet fri, men Vragel fik sat en forbløffende tackling ind. Fem minutter senere fik Thorninger en hovedstødsmulighed, men ramte besynderligt nok under bolden, som hoppede lige op i luften og var nem for Krogh.

Spillet var domineret af to stærke forsvar og en masse løbearbejde – jeg ville gerne se en udregning af Claus’, Hemmes og anførerens samlede løbsdistance fredag aften – og de nævnte frispark, men så skete det, der bør gøre David til en legende: efter et klumpspil får Claus Nielsen raget bolden til sig på venstre sidelinie og finder David på midten. David laver en vanvittig finte med ryggen til og tørrer dermed Vragel så slemt, at han nok stadig råber DOH! så højt, at hans gamle mor hjemme i Brasilien kan høre det. David skubber så bolden behersket forbi Krogh. Den er helt inde bagest i nettet denne gang, hvilket er kravet når man skal have et mål mod Brøndby godkendt. 41:47 på uret, og Nedre C oplever tilstande, som vel i nyere tid kun kan sammenlignes med Goldbæks mål på Stamford Bridge.

Helt fortjent var det også, og især fortjent for David, som endda var blevet stillet i udsigt at starte på bænken. Manden er vores bedste angriber, og en af de bedste i Danmark, og Deres Udsendte, som ofte er blevet beskyldt for at hype David, men som er ligeglad, har sagt det før og vil sige det igen: han kommer på landsholdet engang.

Halvlegen slutter med, at Brian, som netop havde stået ovre ved Nedre C og knyttet sin næve og signaleret ud til Øster Allé, at han var lige så frisk på at slå Brøndby som vi var, tog et af de mest forbløffende ryk op langs linien og fandt Claus inde foran. Men skuddet blev desværre svagt og lige på Krogh. Manden er jo fantastisk. Hvor ville det være ulykkeligt, hvis han skulle forlade klubben lige nu.

Pause, og vores cheerleaders smed nederdelene. Det var alle tiders – mindre fedt var det to minutter efter pausen, hvor Ebbe Sand fandt Bagger fri i vores felt. Her kiksede Bagger så gudskelov, han ramte helt skævt med venstre, og bolden trillede stille og roligt tre meter udenom.

Det satte tonen for en anden halvleg, hvor BIF fik langt flere chancer, men stadig tilfældige, og uden den konsekvens man kender Brøndbymaskinen for. Men i en dårlig anden halvleg var der også FCK-chancer, en af de største efter et meget flot kontraangreb hvor Mio (!) dribler og sætter det hele i gang, og hvor Brian vipper bolden til David, der forsøger et lob, der ikke helt lykkes.

Efter en time så vi, hvor pedantisk den danske dommerstand er. I en kamp, hvor selv de groveste frispark ikke udløste så meget som et løftet øjenbryn straffede Claus Bo Larsen den velspillende Gill for skridt. Det var lige efter en god redning af et Colding-frispark, at Gill holdt bolden, smilede og trippede lidt. Så lød fløjten. Yep – bestemt en korrekt regelanvendelse, men med til at bruge reglerne korrekt er også, at man skal bruge dem konsekvent og ikke helt arbitrært som her. Og desuden bør man kun fløjte for skridt når der er tale om et blatant forsøg på at trække tiden ud. Det var der overhovedet ikke her. Det indirekte frispark blev reddet af Peter Nielsen, der stod i vejen for skuddet. Gill var væk, fordi Faxe begik et soleklart frispark mod ham; han holdt Gills arm fast. Det blev ikke dømt. Sådan er der jo forskel på folk…

Kort efter blev David pillet ud, småskadet, og ind kom Todi, der ligesom alle andre sloges for sagen – dejligt at se! Vores hold stod nu så langt tilbage, at det ikke var skægt at være angriber. Det hårde slid tærede noget på sprælskheden, og derfor var Thorninger og Brian næsten usynlige i anden halvleg. Men mens Brink dirigerede holdet fremad spillede forsvaret næsten perfekt. Et par forkølede BIF-langskud var på vej hen over Gill, men han reddede dem meget sikkert.

Kort før han blev skiftet ud var Thorninger heroisk. Nemlig da han bedre end nogen anden jeg har set holdt på bolden på BIF’s banehalvdel. Fra han modtog bolden og til der blev begået frispark på BIF’s baglinie gik der 31 sek. Fantastisk præstation. Da han endelig udgik kom Piotr ind og udfyldte den samme rolle i angrebet: som slider og løber.

Skovdahl måtte gøre noget, men det virkede ikke som om udskiftningerne hjalp. Spillesystemet blev ændret et par gange, så blev Ruben Bagger sat ud på den højre wing-plads, hvor BIF så slemt savnede den karantæneramte Ole Bjur, og senere røg Søren Colding derud. Det så ud til at forvirre BIF’s spillere mere end FCK’s.

Det sidste ’forsøg’ var et forsøg på at filme sig til et straffe, som – hvem ellers? – John Faxe stod for. Men det var godt nok lidt for blatant og klodset, selv efter hans meget høje standard for rent skuespil. Gudskelov købte Larsen den ikke. Og det er det jeg mener om fairplay: fin idé, men så længe der findes helt kyniske skuespillere og notoriske snydere som Faxe skal man ikke være naiv.

Spændingen var ulidelig nu, og lokkede enkelte folk ind på banen. Ærgerligt, men også morsomt at se præcis hvor stiv man kan være: lige så stiv som den glade galning, der løb ind og gnubbede sin røv på midterpletten. Det var morsomt, og hans svært påvirkede tilstand blev et mål for efterabning fra Deres Udsendtes side senere på aftenen. Lad os ikke blive for hysteriske – han gjorde ikke nogen noget, og fik heldigvis ikke en røvfuld af kontrollørerne.

Til sidst, og efter fire minutters overtid kunne vi endelig juble. Og det blev vi ved med i mere end tyve minutter. Spillerne kom over og gik ind i omklædningsrummet. Og så, som rockstjerner, kom de ud igen (men ingen af gangene var Brian med. Sigende?) og blev tiljublet endnu mere. De holdt et banner op, som havde hængt på Nedre C: "ENDELIG! TAK!" Trøjer blev smidt, fra spillerne og fra Don Ø, som smed skjorten.

Jublen var utrolig, og det skulle den også være. Vi har ikke overgivet os her inde i København og på Øster Allé, og det kommer vi heller ikke til. Sæsonen er i ruiner, men selvværdet har vi. Æren er reddet.

Fusionsnipserne

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 30. maj 1999.