72: 1-0 Thomas Thorninger
Tilskuere: 10.641
Dommer: Jørn West Larsen
F.C. København (4-4-2): Karim Zaza 5 – Thomas Rytter 2, Diego Tur 4, Christian Lønstrup 2, Niclas Jensen 3 – Lars Højer 3 (66: Todi Jónsson 3), Carsten Hemmingsen 4, Peter Nielsen 5, Claus Nielsen 4 – David Nielsen 4 (59: Thomas Thorninger 5), Brian Laudrup 6.
Så er vi tilfredse? 1-0 mod B93, og der havde nok ikke været mange, der før denne sæsons begyndelse havde fundet det et ønskeresultat. Men efter de sløje uger, der var gået forud – tjah.
Den var tosset mod Viborg, det ved vi. Det var igen et nyt spillesystem, der blev benyttet, denne gang en 4-4-2-formation for at få noget mere magt på midtbanen. I Viborg virkede det ikke optimalt, kan vi roligt sige uden for Deres Udsendtes vedkommende at have været til stede.
Kritikken var meget hård efter Viborgkampen, ikke mindst på Sidelinien. Også for hård. Det er en ting at kritisere spillere for deres indsats eller mangel på samme, men hvorfor gå ind og kommentere på et personligt plan? Det er normalt den stil, vi associerer med helt andre folk og fora. Jeg gider ikke en gang citere indlæggene, hvorfor dog det?
Men det hele endte også med, at ledelse og græsrødder for en sjælden gangs skyld misforstod hinanden, da et forslag om at i al stilfærdighed kaste et eller flere par arbejdshandsker ind på banen ved dagens kamp blev taget mere ilde op, end det nok var nødvendigt. I torsdagens Løvetime blev forslaget af Fl. Østergaard beskrevet som værende fra "nogle som ikke har andet at lave. De har ingen fornemmelse for, hvad der sker."
Det er nok desværre en overfortolkning – det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at denne ret originale og yderst afslappede demonstration var ment i den bedste og mest positive ånd, simpelthen som en fælles opfordring til at vi alle skulle smøge ærmerne op og slide for den fælles sag. Ikke mere end det. Og det er vel heller ikke urimeligt at kræve en sliderindsats ud over det sædvanlige? Det kan ikke siges at være OK at tabe til Viborg, især efter nærmest ikke at have skabt en chance. Jeg henviser for en god ordens skyld til sidste uges ’Nipserreferat. På den baggrund ser Deres Udsendte ingen fare i at understrege det i forvejen indlysende: Nu skal der knokles!
I kampprogrammet blev temaet gentaget: "Kritikken har været fair, selvom den ind imellem virker lidt for perfid. Jeg må indrømme, at jeg er skuffet over nogle indlæg på Fusionsnipsernes debatforum på nettet, Sidelinien. De indlæg der bliver personlige overfor spillerne. Lad os få saglig kritik – det er rent faktisk med til at støtte i en tid, hvor vi alle skal stå sammen." Og så fremhæver Fl. Østergaard hvor hårdt der nu skal arbejdes, og at der faktisk bliver arbejdet så hårdt som det er påkrævet.
Min pointe med alt dette er at vi faktisk er enige, og at hele denne handskedebat er en storm i et glas vand, der aldrig havde fortjent nærmere granskning – og slet ikke den høje medieprofil den fik i aviser og Onside. Der er ingen fans, der ikke helst vil se et positivt FCK-hold yde en mandfolkeindsats, og det er selvfølgelig ikke Sideliniens brugeres hensigt at piske en stemning op mod vores hold. Skulle en hentydning ramme banen om at holdet skal pukle for det, vil den straks blive fulgt op af en stærk støtte til spillerne. Det skal man ikke lade sig forvirre af, når man dagen efter en kamp som den mod Viborg ser de frustrerede og fortvivlede indlæg på Sidelinien. Vi må også erkende, at Sidelinien har en vis terapeutisk værdi og fungerer som en art ventil for vrede og desperation.
Og da det kom til stykket var der ikke den store regn af handsker ned mod spillerne på nogen måde. Men mere vigtigt er det at spørge alle der læser: er det ikke helt rimeligt at forvente mere end blot en god arbejdsindsats? Hvad med ting som flair, smukt og offensivt spil, velfungerende kombinationer, spillere som går ud på banen og breder spillet ud og lægger deres pasninger som folk, der virkelig nyder at spille fodbold? Det er måske for meget at kræve lige nu, men en kamp som den i dag er trods alt ikke hvad FCK til enhver tid skal prøve at præstere mod et hold, der ved sidste optælling var noget i retning af Europas fjerdeværste. Så kommer de mere end 10.000 tilskuere ikke igen en anden gang.
Men disse dage må vi tage hvad vi kan få, også en hårdt tilkæmpet sejr over B93, der kæmpede ganske glimrende og spillede en kamp, der set ud fra deres målestok var fantastisk – mens FCK udfra de krav, som vi med rette eller ej stiller skuffede igen. Og som vi kender det fra mange af forårets kampe var det fighterkvaliteter, der reddede os.
Det var ikke den store udrensning, der var sket på holdet siden fiaskoen i Viborg. Vi stillede med nøjagtig de samme 11 spillere, der havde blameret sig i Viborg. Lønstrup lå stadig som stopper i en firebackskæde, og det så ikke ud til at passe ham særlig godt. Han virkede nervøs og usikker i mange indgreb, og var langt fra den blændende indsats han leverede i AGF-kampen som libero. Fortsætter FCK med at spille med fire mand på linie bagved, så denne ’Nipser gerne et forsøg med at lade Løns spille på midtbanen, og med Piotr Haren på plads i forsvaret.
David skyndte sig at sætte en syngende, flyvende herretackling ind efter tre minutter, og markerede så med en klar mine over mod Øster Allé-tribunen, at han i hvert fald var klar til at smøge ærmerne op. Billige points? Det synes jeg ikke. Han brændte som altid af spillelyst, også selvom det heller ikke alt sammen var godt, hvad han lavede.
Fra starten viste B93, at det ville være stupidt at undervurdere dem. Et hjørnespark hoppede på oversiden af Karims overligger. Det var de løse chancer, der gjorde dem farlige, også selvom de lod Thomas Maale ligge mere eller mindre alene i front hele kampen igennem, godt støttet af midtbanefolkene Patrick Mtiliga og David Rasmussen.
Første chance til FCK dukkede op efter fem minutter, hvor Peter Nielsen fik et glimrende indlæg ind fra venstre, som David headede direkte på den strålende B93-målmand Nicolas Nielsen. Der er et tema her. FCK var nemlig giftige hver gang det lykkedes at komme til indlæg fra siderne. David var dygtig til at komme til afslutninger ved forreste stolpe, men ligesom resten af holdet er han ikke ultraskarp lige nu.
Og på den baggrund var det sådan en pokkers skam at se de bageste folk losse høje bolde planløst op mod straffesparksfeltet, for hvad var pointen med at ramme en spiller som Brian med høje bolde? Det var især Thomas Rytter, der var skyldig i noget slemt boldspild med seks-syv tåbelige ballonbolde uden retning, og han virker slet ikke som den samme spiller som sidste år på denne tid kunne spadsere rundt om ethvert holds venstre forsvarsside. Og dog! For det lykkedes ham nemlig en gang imellem at komme omkring, og så blev det straks grund til panik i B93’s forsvar. Igen: selvtilliden mangler, evnerne gør bestemt ikke.
Da vi var nået omkring en halv time ind i kampen var det som om det hårdt prøvede publikums tålmodighed var ved at briste: her kom de første spredte pift over at spillet fungerede så dårligt. Det var både den manglende evne til at bryde gennem modstanderes mur og nogle tøvende forsvarsindsatser, der gjorde det til en prøvelse. Maale fik en friløber, da Løns fejlbedømte bolden, men da han havde den perfekte chance kom ånden fra ’93 heldigvis over ham, og han afsluttede svagt. Og med lidt præcision havde B93 fået mere ud af et andet kontraangreb – flot gennemspillet og med Zaza passeret lå den sidste aflevering helt skævt.
Netop ved de første mishagsytringer hankede holdet op i sig selv, og det var på tide, for den første halve time var slet ikke god. Nu kom der endelig nogle chancer, selvom de var spredte, og selvom afslutningerne ikke var noget at prale af. Både David, Højer og Claus Nielsen havde nogle alt for bløde afslutninger. Og endnu et vendepunkt: Brian satte et kontraangreb i gang med en knastør skuldertackling, der for alvor tændte op under C-tribunen.
Det var nok lige hvad der var brug for. Stemningen, der var faldet noget, vendte tilbage. Angrebene flød, når Rytter ikke var involveret. Chancerne kom, men blev ikke brugt. Bedst af alt blev der kæmpet. Kønt var det ikke, men det lykkedes nu at holde et gedigent pres. Så med lidt optimisme løb tiden ud – måske kunne vi alligevel overmande Treoghalvfemserne! Score et mål og lære dem en lektie!
Derfor var der ikke nogen, der var imponerede – angrebet manglede skarphed, midtbanen virkede ikke sammenspillet og forsvaret var usikkert. Rytter var entusiastisk men febrilsk og ikke god teknisk, og Niclas var næsten ikke med i spillet. Løns var svag, og kun Diego holdt en god standard mod et meget ufarligt angreb.
Anden halvleg begyndte med et pinligt forsøg på at foregive en nødbremse fra Maales side. Det var det mest interessante i et kvarter, og nu meldte tvivlen sig: skulle det alligevel ikke lykkes? Så skete der noget: ud af det blå hamrede Hemmingsen bolden på overliggeren rigtig langt ude fra. Igen førte bare det ene initiativ til en opblomstring, og Thorninger kom ind for at give lidt friskhed i angrebet. Det skuffede David, kunne man tydeligt se. Han kastede sin trøje fra sig i ærgrelse ovre ved bænken. Jeg kan godt forstå ham. Det var et værre slid, han havde udført uden at se belønning.
Rytter kom meget bedre med, og Thorninger burde have scoret på hans indlæg i minutterne før det endelig lykkedes at score det desperat tiltrængte mål. Det kom på et tidspunkt, hvor man endelig begyndte at se i øjnene, at 0-0 var et mere end realistisk resultat. Det var ikke så mærkeligt den igen helt glimrende Brian Laudrup, der havde fået kulstøvlerne på og trak hele 93’s backkæde til sig – højrebacken, den gamle FCK’er Christian Bank skulle nok have set op, for lige i det rette øjeblik smuttede Thorninger fra ham og fik en perfekt bold i dybden af Brian, som han scorede sikkert på i det korte hjørne.
Herefter var det hele på plads, og det så ikke mere farligt ud. FCK skulle have scoret et par stykker til, og både Todi, Thorninger og Brian havde gode friløbere som desværre fik nogle afslutninger som taler tydeligt om hvor nervøst det hele er lige for tiden. Og en eller to misforståelser kunne være blevet dyre, men blev det ikke. Ingen af holdene var på nogen måde farlige, og sejren var hjemme.
Glamourøst? Champagnefodbold? Ligefrem kunst? Nej, det var håndværk. Vi må indse, at holdet ikke spiller som Barcelona lige nu. Det hænger ikke sammen. Det pæneste man kunne sige var at vi vandt. Ked af at lyde deprimerende og deprimeret, men sådan var det. Til gengæld var der intet galt med støtten, og det var der heller ikke med holdets kampvilje. Var der virkelig nogen, der troede, at vi ikke ville støtte drengene? Det er jo derfor vi kommer…
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 26. april 1999.