24. maj 1999: Vejle - F.C. København 1-0 (0-0)

D. 24. maj 1999: Vejle - F.C. København 1-0 (0-0)

1-0 Alex Nørlund (87.)

Gule kort:
F.C. København: Carsten Hemmingsen (25.) - Todi Jónsson (51.) - Niclas Jensen (81.)
Vejle: Ingen

Dommer:
Anders Mosegaard - der åbenbart kun kunne pege i en retning.

Tilskuere:
6.901

F.C. København (3-5-2): Thomas Gill 3 - Diego Tur 5 - Michael Mio Nielsen 5 - Christian Lønstrup 3 (45. David Nielsen 2) - Niclas Jensen 3 - Thomas Rytter 3 - Carsten Hemmingsen 6 - Peter Nielsen (anf.) 5 - Claus Nielsen 2 - Thomas Thorninger 4 (68. Clement Cliford 2) - Todi Jónsson 3 (78. Morten Falch UB)

Man kan efterhånden ikke føle skuffelse over et nederlag. Blot et enkelt spark til et tomt ølkrus, et opgivende skuldertræk og lidt hovedrysten kan det blive til. Man havde faktisk ikke forventet andet, og da stort set alle spillede slukørede luntede hen til den FC-fans'nes hjørne, kunne vi heller ikke andet end at klappe pænt af dem. Medfølende og overbærende, thi jeg tror udmærket, at vi kan sætte os ind i den store frustration de må føle - især når de en dag som denne ikke havde fortjent den skæbne de led.

Deres Udsendte d.y. ankom til Vejle i god tid. God nok tid til at kunne slentre gennem den lille søvnige provinsby, som på alle måder virkede træt og ugidelig. Først da Deres Udsendte med følge nåede til Nørreskoven begyndte det at emme lidt af liv. Cykler og biler kringlede sig vej mellem fodgængere op ad den stejle bakke mod stadion. Den bakke er ubarmhjertig. Langsomt slider den den sidste smule kræfter ud af din prøvede og matte krop. Mat fordi man i virkeligheden ikke ønsker at slæbe sig igennem endnu en ydmygelse. Bakken som et indlysende symbol på et forår vi alle gerne ville glemme. Den mand der i tidernes morgen besluttede den bakketop som hjemsted for et fodboldstadion må have været gal.

Vejle Stadion er egentlig et gyseligt sted. Helt igennem charmeforladt og kønsløst. Når vejret på en dag som denne var gråt og trist, så fremstår stadion jo nærmest uhyggeligt. Deres Udsendte d.y. hostede op med en tier for et kampprogram i håbet om at kunne få lidt adspredelse fra det krattende lydanlægs popudgydelser. 12½ sekund tog det at læse alt, hvad der var at læse i det program. 21 sider med reklamer, 6 sider med statistik/stillinger - herunder 2½ med ungdomsafdelinger og ½ med FCK's holdbillede og af egentlig læsestof kunne man finde (alt er nævnt): Side 2 - "Velkommen" v/ adm. dir. Henrik Lund på ½ side. Side 10 - "Dagens modstander" v/ træner Ole Fritsen på ½ side. Herefter kunne man læse endnu ½ side på side 14 kaldet "Nyt fra ungdomsafdelingen", hvori man kunne erfare, at Vejle har et nært samarbejde med Bredballe IF, samt at de har "det efterhånden landskendte KUV-samarbejde". På side 16 en notits om at Claus Frandsen er skadet i lang tid. Til sidst havde man så mulighed for at glæde sig med en hele sides spillerprofil, hvori man kunne erfare, at Henrik Risom spiser alt.
Med for- og bagside bliver det til 31 sider med absolut ingenting. Det er alt for tyndt, og så var det grimt oveni.

Nuvel vi skal jo til det - kampen.
Anders Mosegaard fløjtede kampen igang, thi det har han lært at man skal, og der er vel egentlig også tale om lidt af en tradition. Der skulle gå fem minutter før der skete lidt. Todi trækker ind i feltet og falder i kamp om bolden med en Vejlespiller. Todi ville gerne have straffe, men så skal Kim Milton vist være dommer, hvis man skal have det i den situation. Umiddelbart efter rykker Thorninger fri i den anden side, men vinklen bliver lidt for spids, og Vejles keeper Erik Boye har ingen problemer med det skud.

Efter disse to situationer har vi faktisk godt fat i sagerne. Der bliver kæmpet, og til tider er sammenspillet helt flydende. Otte minutter inde i kampen har Thorninger en halv chance, men bolden ryger ud til Hemmingsen der får afsluttet, men desværre lige på et par vejlensere. Med lidt held havde den røget igennem og i mål. Held er absolut ikke noget vi er forfulgt af for tiden, og dagens kamp var ikke den hvor det vendte. Hemmingsen spillede forøvrigt en ret flot kamp. Meget fight og meget få fejlafleveringer - ja faktisk var han med i det meste af det opbyggende spil. Claus Nielsen havde derimod en skidt dag, og det var ikke meget der lykkedes for ham.

Tolv minutter inde i første halvleg fik Vejle deres første målchance. Det var lidt svært at se præcis, hvad der skete, men bolden passerede et par meter forbi FCK's mål, hvor Thomas Gill var tilbage mellem stængerne. Ham vender vi tilbage til.
FCK fortsatte med at styre kampen, dog uden at skabe det helt store, men efter et kvarter får en vejlenser, som vi har set det så mange gange før, lov til at skyde helt ugenert udefra - forsøget går dog langt over.

Resten af halvlegen har Vejle blot et enkelt godt forsøg, men det redder Thomas Gill sikkert. FCK derimod virker som om de har styr på sagerne, og Diego vover sig med frem efter ca. 20 minutter, hvilket resulterer i et indlæg fra hans fod. Indlægget ligger godt, men desværre header Todi lige over mål. Det bliver til endnu et par chancer, bl.a. et skud fra Rytter der dog går langt over, og så et glimrende frisparksbrag fra Hemmingsen, der ærgerligt nok sidder for lige på målmanden. Halvlegen blev afsluttet med en noget mystisk udskiftning. Løns blev taget ud, og ind kom David. Dvs. at Kaptajnen rykkede ned og spillede i midterforsvaret. Umiddelbart så det ikke ud til at Løns var skadet (det var han, red.), og han virkede meget sur da han kom ud til bænken.

Det var ikke den mest ophidsende halvleg Deres Udsendte d.y. har overværet, og faktisk kan man vel nærmest betegne den som kedelig, men på den anden side havde vi altså overtaget, og det virkede mest af alt som om, vi rent faktisk skulle drage afsted med 1 meget fortjent point.

I pausen kunne vi så ligge øjne og ører til noget jammer af en slags. Det var vist noget straffesparkskonkurence med nogle knægte og en eller anden målmand. Det tror jeg ikke jeg vil kede læserne med, med blot konstatere, at pauseunderholdning for alt i verden bør undgås når man er i provinsen. Luk dig inde på et toilet og hold dig for ørerne, imens pausegruen hærger.

Vi fortsatte det fornuftige spil i anden halvleg. Som vanligt var det ikke det hele der lykkedes, men vejlenserne var ret sløje, hvorfor vi med en god portion fight faktisk igen styrede begivenhederne. Syv minutter inde i halvlegen står Thorninger helt fri, og bolden daler ned til hovedet af ham. Han får slet ikke fart nok i hovedstødet, og bolden bliver reddet på stregen. Den skulle altså have været i nettet. Minuttet efter presser vi godt, og er endnu engang i nærheden af et mål. Det fungerede fint med Kaptajnen i forsvaret, og Hemme havde godt fat på midten. David bidrog derimod ikke med det store, hvorfor Deres Udsendte faktisk hellere havde set Løns på banen - gerne som midtbanemand. Efter 12 minutter har David et godt hovedstød, men vi kan altså bare ikke score. Otte minutter senere er det lige ved at gå galt. En vejlenser header på stolpen, og Thomas Gill er ikke i nærheden af at nå den.

Man begyndte at indstille sig på 0-0, og selvom både Hemme og David havde hver et godt forsøg, så troede man ikke rigtigt på, at de kunne score. Vejle havde et udmærket forsøg efter et hjørnespark, men heller ikke de virkede ret skarpe. Ok, uafgjort i Vejle er vel heller ikke det dårligste resultat, og i den situation vi befinder os i, så kan man vel nærmest betegne det som en lille sejr.

Men ak, kære læser, så skete det der er sket så mange gange før. En spiller får bolden fem meter fra feltet, og da Mio, der ellers spillede en stabil og god kamp, ikke gik i ham, så valgte han at skyde. Gill var alt for langsom i målet, og burde nok have nappet den. Det gjorde han ikke, og dermed bragte Vejle sig noget ufortjent i front blot 3 minutter før tid. Gill vil sikkert blive klandret for målet, og det kan man måske også, men det korte og det lange er, at vejlenseren aldrig burde have haft mulighed for skud. Der skal altså tackles. Vi har set det 1000 gange, men bliver åbenbart ikke klogere.

Således gik det til, at vi endnu engang tabte til Vejle, der på ingen måde var skræmmende og ej heller ret gode. Man kan ikke engang sige at Vejle forsøgte at spille fodbold. Intet initiativ viste de, og derfor er det altså tredobbelt ærgeligt, at vi ikke fik udnyttet de chancer vi faktisk havde.

Ohhhh, nu havde jeg nær glemt Mosegaard, kampens dommer. Han kunne altså kun dømme én vej. I første halvleg fik vi foræret en masse frispark, og i anden fik Vejle det hele. Det var som om armen kun ville pege i retning mod FCK's fans. En noget grotesk forestilling, og så manglede han altså at dele et par gule kort ud til Vejle. Men det var jo i anden halvleg de skulle have haft dem, og her var det jo Vejles tur til at blive forkælet.

Jeg vil slutte med et lille citat. Ophavsmanden er en far, der lige har skældt sin søn huden fuld på de hedengangne DSB-færger på Storebælt. Knægten er naturligvis fuldstændig utrøstelig, og for at rette lidt op på det lidt for grove udfald siger faren så:
"Nej, far er ikke sur, han er bare meget skuffet over dig."

Fusionsnipserne