19.03.99 : F.C. København - Vejle 0-1 (0-1)

19.03.99 : F.C. København - Vejle........ 0-1 (0-1)

1 min.: 0-1 Claus Frandsen

Carsten Hemmingsen udvist i det 78. minut

Dommer: Steen Pedersen (meget svingende og alt for sparsom med kortene i kampens første fase.)

Tilskuere: 10.051

F.C. København 4-3-3: Thomas Gill 2, Niclas Jensen 4 (afløst af Claus Nielsen ub), Michael Mio 5, Piotr Haren 3, Thomas Rytter 4, Lars Højer 3, Carsten Hemmingsen 2, Peter Nielsen 6, Brian Laudrup 3, Todi Jónsson 3, David Nielsen 2 (afløst af Martin Biil ub).

Forårets første hjemmekamp i Parken. Eller Running on the Spot, fristes man næsten til at sige. Med en gammel The Jam-sang i baghovedet. Efter endnu en af disse turbulente uger, som vores FC efterhånden har specialiseret sig i. En medieorkan, som har hvivlet os alle rundt i luften og efterladt de fleste måbende tilbage. For hvad fanden var det egentlig der skete! Christian Andersen ud, Kim Brink ind. Igen igen. Fra 3-5-2 og tilbage til 4-3-3. Igen igen.

I forholdet til søndagskampen mod det fodboldspillende aktieselskab fra Vestegnen var der foretaget 4 ændringer. Hovedsalig med den hensigt at tætne forsvaret. Mio og Pjotte ind, og Niclas og Rytter rykket tilbage, således at vi stillede med den 4-backer som bl. a. gav succes i efterårets to Chelsea-kampe. På midten havde Højer afløst Larsen, som var røget helt ud på tilskuerpladserne. Mens David afløste Biil i den offensiv, som på papiret så mere offensiv ud end den, som Christian Andersen kørte i søndags.

I realiteten var hensigterne gode nok. Mere soliditet i de bagerste rækker, og højere pres i front. Men forsvaret nåede dårlig nok på plads inden Vejles Claus Frandsen spadseret sig igennem, og lossede bolden i garnet bag en total passiv Thomas Gill. Og en ting kan vi ihvert fald allerede konstatere omkring vores norske nyindkøb, han har samme forhold til sin målstreg som en gammel slagterhund har til sit kødben. Han forlader den ikke. Men dermed fik holdet, Brinken, og den nye startformation også den værst tænkelige begyndelse.

I stedet for roligt lige at finde hinanden i den nye formation, blev man nu nødt til at prøve at forcere mod et ultradefensivt Vejle-hold. Og det havde man hverken strukturen eller organisationen på plads til. Det blev hurtigt tydeligt. Vejle havde måske to-tre ærlige afslutninger i resten af kampen, men disse var farligere end noget FC skabte. Så er det sagt.

Der var da nipserier og omstændelig boldflytteri af en vis klasse, jovist, men egentlig målsøgende bold kom det aldrig til ligne. Det meste blev klumpet sammen i midten omkring den massive Vejle-mur, og vores backer - Rytter og Niclas - nåede alt for sjældent i dybden og hvis det endelig skete, kiksede indlæggene. I de resterende 89 minutter blev vores eneste trussel mod Erik Boye og hans mål et par dødbolde, hvor Højer forsøgte sig, samt et par tilfældige sololøb, som regel startet omkring Brian og Kaptajnen. Men de strandede hos Todi eller David, der enten fjumrede bolden væk eller bankede ind i tre-fire Vejle-spillere. Og blev fældet i behørig afstand af straffesparksfeltet. Der var nemlig usandsynlig mange frispark i hele kampen, og dommer Steen Pedersen kunne have gjort kampen som helhed en stor tjeneste ved tidligt at hive et par kort frem. Men destruktiviteten fik lov til at herske.

I slutningen af 1. halvleg og begyndelsen af 2. lagde københavnere et godt pres. Men igen, det blev aldrig til meget mere end presset og frisparkene og den intense fight. For det må man dog give spillerne, de fightede godt nok. Indstillingen var der, men kreativiteten og strukturen manglede helt.

Symptomatisk blev københavnerne da også mere og mere frustreret, og sidst i kampen tog det helt overhånd hos Hemmingsen. Umiddelbart fra Deres Udsendtes position på Nedre C. lignede det bare en dum eftertackling, men da jeg nåede hjem og studerede videoen i nattens løb - ja, vi nipsere indrømmer igen at vi bruger den slags moderne teknik - så blev det tydeligt at Hemmingsen simpelthen havde placeret en solid hakkedreng i bægret på Alex Nørlund. Der er utallige fortilfælde inden for den klassiske disciplin af spyttende svinestreger, Völler/Rijkardt-bataljen glemmer de færreste vel, og konsekvensen er da også meget klar. Hvis ellers dommeren ser det, og det gør han som regel. Også Steen Pedersen. Rødt kort og exit til Hemmingsen. Det var en hjerneblødning, Hemmingsen, intet mindre. Og bestemt ikke gavnligt for holdets muligheder i det sidste 10 minutter.

Okay, sandheden må siges. Vi havde næppe scoret alligevel, selvom Højer i overtiden havde et godt langskud, som Boye havde sine vanskeligheder med. Så slut med den kamp, Vejle vandt fortjent. På bedre organisation, for FC-holdet hang meget skidt sammen. Det er muligt at spillerne kunne stå sammen socialt og vippe Christian Andersen af pinden, men på Parkens knoldede grønsvær havde de ikke meget andet end individuel fight at byde på. Spillemæssigt løb man blot rundt som forvirrede kyllinger, pip pip, lød det og ih hvor det lidet overbevisende.

Ros skal der dog lyde til Kaptajnen, manden arbejdede som en hest og var sammen med 200 kamp-jubilar Mio næsten den eneste, der kunne være sin fulde indsats bekendt.

Skal vi skue lidt frem, så er der nu en spillepause på 2 uger, og den kan kun bekomme os vel. Brinken havde kun haft 3 dage til at arbejde sit system og nye løbemønstre ind i spillerne op til Vejle-kampen. Det er meget meget kort tid. Nu bliver der forhåbentlig - nå ja, kære læser, vi kender vel efterhånden denne klub og bør intet tage for givet - lidt ro. Umiddelbart virker hans 4-3-3 koncept udemærket. Deres Udsendte har det ihvert fald godt med at både David og Todi spiller. Ligesom forsvaret faktisk stod hæderligt, bortset fra det første fatale minut. Så nu må den stå på hårdt arbejde. For at genopbygge en grundlæggende organisation omkring offensiven, den som mere eller mindre blev skyllet ud i lokummet med Christian Andersen's fyring. For vi må nok se det i øjnene, at 3 måneders optakt er næsten spildt nu. Vi må begynde om igen. Hvem sagde Running on the Spot! Igen igen. Ak ja, kære læser, vi har for 117. gang spændt ben for os selv. Det er ligesom til at leve med, at de andre gør det, eller forsøger. Men behøves vi virkelig selv hele tiden... åh fanden tag dig, du slimede søpindsvin! ... Vi prøver igen. Slut med de storladne DM-drømme, der skal arbejdes hårdt nu. Meget hårdt!

Fusionsnipserne