16.06.99 F.C. København - AB... 1-0 (1-0)

16.06.99 F.C. København - AB... 1-0 (1-0)

21 min: 1-0 Thomas Rytter

Udvisning: Thomas Thorninger (43 min.)

Dommer: Kim Milton (svag, MEGET svag!)

Tilskuere: 11.612

F.C. København 4-3-3:
Karim Zaza 6, Thomas Rytter 6 (afløst af Piotr Haren 5), Diego Tur 6, Michael Mio 5, Niclas Jensen 6, Carsten Hemmingsen 9, Claus Nielsen 4, Peter Nielsen 7 (afløst af Clement Cliford ub), Thomas Thorninger 3, David Nielsen 6, Todi Jónsson 4 (afløst af Morten Falch ub)

I dagens anledning starter vi et andet sted end selve kampen. Deres Udsendte fandt nemlig dette lille udpluk på internettet. Det er en del af det referat, som www.politiken.dk præsenterer og som skulle omhandle aftenens kamp. Men mest omhandler det vist os. Dig og mig, kære læser! Vi lader det stå et øjeblik!
»Nej, vi skal ikke klynke«, skriver FCK-direktør Flemming Østergaard i programmet, og det kunne FC Københavns meget nøjsomme fans da heller aldrig finde på. Et publikum, der på trods af ballade, et fåtal af point og mildt sagt ringe spil modtager spillerne med ekstatisk glæde inden årets sidste kamp mod AB må være enhver direktørs drøm.
Om så FCK rykkede ned ville tilhængerne efter et par enkelte fadøl juble, men på en underlig måde sluttede foråret alligevel i håbets tegn, da Kim Brinks pragmatiske taktik sørgede for en 1- 0-sejr over bronzevinderne.
Den pågældende journalist hedder Lars Bøgeskov, og Deres Udsendte er ikke i tvivl om hvad jeg ville gøre ved manden, hvis han dukkede op foran mig i en mørk gyde, på en mørk aften. Givet vil han råbe og skrige til højre og venstre om mine fascistoide tendenser, men jeg er ikke i tvivl. Jeg vil stikke ham en syngende ørefigen. Så er det sagt. Der må være grænser for, hvor meget svineri man skal udsætte sine øjne og ører for.

På denne smukke onsdag aften var der mødt over 11.000 frem. Sæsonafslutningen var i år henlagt til Parken og modstanderen var AB, der sportsligt set havde en chance for andenpladsen og dermed Champions League-kvalen. Reelt var deres chance dog så som så, eftersom Lyngby allerede på forhånd havde aftalt med sig selv og gud og hver mand, at man helst ville tabe til AB's nærmeste konkurrent, nemlig BIF A/S. Sådan set forståeligt nok, eftersom Lyngby på den måde sikrede sin UEFA Cup-plads. For AB'erne må det dog have været en underlig kamp at spille. Nøgternt betragtet lignede de da også en skygge af sig selv det meste af kampen.

Hos københavnerne var en enkelt ændring i forhold til søndagens kamp i Århus. Peter Nielsen, kaptajnen, var tilbage efter karantæne, og det betød at Morten Falch var sendt på bænken. At det så yderligere blev en meget speciel kamp for begge de herrer lå i kortene på forhånd. Både Falchen og Kaptajnen tog nemlig afsked med FC. Falchen til en foreløbig ukendt skæbne, mens kaptajnen har udsigt til en tilbagevenden til hans gamle stolthed, Borrusia Mönchengladbach, og en tung genopbygning i 2. Bundesliga. Lad det være sagt med det samme, det blev vemodigt. Især har kaptajnen altid haft en særlig stjerne hos Deres Udsendte. Fortiden hos Fremad Amager, samt kærligheden til Tottenham Hotspurs, knyttede os straks sammen i et særligt bånd ved hans ankomst i sommeren 97. Deres Udsendte må derfor benytte denne lejlighed til en lille tårevædet afsked - honnør for Kaptajnen! Held og lykke fremover, Peter!

Selve kampen begyndte i et adstadigt tempo. Med københavnerne som de absolut styrende, mod et temmelig defensivt AB-hold. I perioder blev der faktisk spillet rigtig flot over kanterne, hvor både Niclas og Rytter var ganske aktive. På midten blev hele bundet sammen af kaptajnen og især Carsten Hemmingsen.

Jo, vi indrømmer herfra, jeg og andre udsendte har ofte været efter netop ham i vores referater. Men denne aften i juni spillede Hemme nærmest guddommeligt. Han strøede om sig med udfordrende afleveringer, erobrede bolde så det sang, driblede og dirigerede så man knapt troede sine øjne. Bravo, Hemmingsen! Det er fandeme en fornøjelse at må lette på hatten i noget der regulært ligner dårlig samvittighed. Oveni blev han så udsat for en svinestreg af de store, da benene simpelthen blev fejet væk under ham nede ved vores eget straffesparksfelt. Dommer Milton fandt godt nok forseelsen værdigt til et frispark, men den burde minimum havde udløst en ostemad. Især i betragtning af hvad som senere skete.

I de første 20-25 minutter spillede københavnerne ganske godt, uden at imponere vildt. Solidt arbejde, må blive betegnelsen. Belønningen kom da også. David var på vej alene igennem AB-forsvaret, men endte ude i kanten af straffesparksfeltet. Via en let stikning fra Claus Nielsen endte bolden i fødderne på Thomas Rytter, der prompte hamrede den op i nettaget. Et rigtig flot mål.

Dermed blev kampen åbnet, eller burde være blevet. I og med at AB nu måtte satse mere fremefter, selvom de ikke lignede et hold med den store lyst. En enkelt god afslutning blev det dog til, et hårdt skud som Karim parerede glimrende. Ellers forløb næsten resten af halvlegen i noget man kunne betegne som taktisk stilstand. Med københavnerne som de farligste. Først fik Mio en stor chance, men afsluttede svagt på distancen og i sekvensen efter faldt turen til David. Han nåede ikke helt frem til et indlæg fra højre, og fik kun snittet bolden så den røg en meter eller to forbi AB-målet. En pæn stor chance.

I halvlegens slutminutter eskalerede kampen så for alvor. Først blev Thorninger bortdømt i en frisparkssituation ved AB-feltet, og derefter tacklede han voldsomt på René Henriksen. Milton rev det røde kort frem, men vurderet på hvad Hemmingsen tidligere var udsat for, var det særdeles vanvittigt dømt. Thorningers lille raid efter Henriksen var givet til en ostemad, men langt fra en udvisning. Selve episoden var dog meget symptomatisk for dommer Miltons halvleg, AB'erne fik alle småfrisparkene og alle tvivlssituationerne, og sluttelig altså fordelen ved at blive en mand mere. Derfor var det også kun logisk, at størstedelen af Nedre C. omdøbte det Aqua d'or-reklame stuntshow som vi overværede med en brændende mand til en Milton. Bedre dommerpræstation blev det faktisk ikke, da Hemmingsen så plantede en solid albue i hovedet på en AB-forsvarer midt i 2. halvleg. Den overså Milton sjovt nok også, trods en afstand på 4-5 skridt, eller også prøvede han med vanlig snilde at kompensere for et eller andet.

En mand mindre i hele 2. halvleg var recepten klar for københavnerne. Det handlede primært om at forsvare. Det lykkedes næsten til fulde. AB'erne formåede ikke at spille sig frem til mange chancer. Umiddelbart noterede jeg mig kun to på min blok. En i en situation hvor Chris Hermansen sendte bolden på tværs i det lille felt, og en efter et hovedstød hvor Karim reddede med en hurtigt fodparade. Ellers havde AB bolden meget, spillede rundt og rundt og kom aldrig ind bag FC-forsvaret. Faktisk kun i slutminutterne da AB-træner Ole Mørch valgte at skifte den gamle FC'er Jesper Sørensen ind. Han fik lagt et par giftige afleveringer, som dog kun endte i ingenting og et par hjørnespark.

I den anden ende var københavnerne faktisk lige så farlige. Tidligt i halvlegen forsøgte kaptajnen med blandingen af et camoufleret skud og et følt lob at overliste en fremskudt AB-keeper, Jan Hofmann. Det gav et sus gennem hele Nedre C., da bolden havnede i nettaget og en meters penge bag overliggeren. Jeg tror, at vi var en del som undede kaptajnen den scoring. Det havde ligesom været perfekt, så perfekt som hans allerførste scoring i hans allerførste kamp for FC. I hjemmekampen mod Vejle for næsten to år siden. Men sådan skulle det bare ikke være. Senere fik Claus Nielsen så en stor chance, da han efter et hjørnespark og efterfølgende klumpspil fik dirigeret bolden tæt forbi AB-målet.

De sidste 10 minutter vil Deres Udsendte aldrig glemme. Ikke fordi der skete synderlig meget på banen. Mere for den opbakning Nedre C. sendte mod banen simpelthen var uovertruffen. Som en sidste febrilsk gestus, som en sidste desperat hilsen mod et helt igennem elendigt forår sang vi holdet til sejren. Et fælles ønske: vi ville dog slutte med manér. Vi har fandeme lidt og grædt, læser du dette Bøgeskov!, ja, vi har buhet og været rasende og fortvivlet og været klar til opgive det hele. Men vi har sgu stadig vores stolthed og når vi nu føler, at vores hold, en mand mindre på banen, kæmper røven ud af bukserne for dette ene og mulige lyspunkt i alt lortet, jamen så synger vi og står bag dem. Er det så svært at fatte, Bøgeskov?

Det løber stadig Deres Udsendte koldt ned ad ryggen at skrive det. For opbakningen i slutminutterne var eminent, så flot, så fortjent, og jeg erindrer stadig hvordan indskiftede Pjotte midt i et spilstop, vendte sig mod C. og begyndte at klappe med. I det øjeblik var jeg sikker på sejren. Ikke at den betød alverden i det store perspektiv. Men den betød at dette forår trods alt blev udholdeligt. Den betød at den unge Laudrup og hans TV-programmeret flugt var en saga blot. Den betød at vi nu er ved at ligne et fodboldhold igen. Et hold, der kan kæmpe og slås for hinanden. Selv i modgangen. Jamen, er det ikke det som vi hele tiden er blevet kritiseret for ikke at være. Når vi så er det, er det også galt.

Derfor brækker jeg mig, Bøgeskov! Og derfor får du din ørefigen, hvis muligheden nogensinde skulle byde sig!

Til alle jer andre:
Tak for sæsonen.
Tak for at være der.
Tak for ikke at være der.
Tak for drømmene.
Også tak for dem der aldrig blev til noget.

Tak for lærestregerne.
Tak for bagklogskaben.
Tak for drillerierne,
de velmente og ondsindede.
Tak til Aalborg fordi I trods alt mente det alvorligt.
Ja, tak for det meste.

Vi ses i næste FC-sæson!

Fusionsnipserne