F.C. København - AGF.... 1-1 (0-1)

09.04.99 F.C. København - AGF.... 1-1 (0-1)

33 min: 0-1 Michael Nonbo
67 min: 1-1 David Nielsen

Dommer: Anders Mosegaard (havde tydelige problemer med en basal fodboldregel. Nemlig at en mur skal være mindst 9,15 meter væk ved frispark. Ellers da rimelig OK!)

Tilskuere: 10.518

F.C. København 3-4-3: Karim Zaza 6, Diego Tur 4, Christian Lønstrup 7, Kim Madsen 4, Claus Nielsen 5, Lars Højer 4, Peter Nielsen 5 (afløst af Niclas Jensen ub), Martin B. Larsen 5, Brian Laudrup 6, Todi Jónsson 4 (afløst af Thomas Thorninger ub), David Nielsen 6.

Fredag aften i Parken. Lidt grotesk var det som indledning, at se FC-Cheerleaders flytte danseshowet væk fra C og over mod den tomme A og den til aftenen manglende Familie-fætter. Hvor ikke et øje kunne nyde skønhederne. Andet end som fjerne bagdele. Men åbenbart er deres show efterhånden så indstuderet, da de helt har mistet evnen til at lægge taktikken efter dagen. Også lidt grotesk var det at læse i den udgave af Mini-Brølet, i dagens anledning KampBrølet, som blev udleveret under C-tribunen, at bestyrelsen i FCKFC nu har sendt et brev til Don Ø, tilsyneladende som protest mod den nye intro-melodi. Helt ærligt, bestyrelse, hvad fanden tænker I på? Hvilke interesser varetages i denne sag. Jeres egne? Deres Udsendte er ihvert fald mere end tilfreds med at være sluppet af med et stykke svenskerheavypop, der højest - med meget god vilje - kan anses som en anakronisme fra midt 80'erne. Pseudo-yuppie-muzak for gymnasie-elever i Avedøre og konstabelelever i Vestjylland. Vorherrebevares, siger jeg bare. Og giv så lige Zarathustra og Strauss en chance, alt andet lige så lugter den sgu lidt mere af Københavnerstil.

Og så til kampen. Rytter måtte sidde over med karantæne, det gav Diego pladsen i startopstillingen. Ligeså havde Todi afløst Thorninger. Mest overraskende var dog, at Brinken havde sat Claus Nielsen ind i venstre side. Istedet for Niclas. Et modigt valg, som jeg tillader mig at bifalde. Niclas har endnu ikke været oppe i omdrejninger her i foråret, og Claus gjorde det glimrende i 2. halvleg ovre i Silkeborg. Så bravo, Brink, giv dog den unge mand chancen.

Over 10.000 var atter på plads til kampen, som startede meget rodet. Især fordi FC, som var indstillet på at styre offensivt, helt manglede kontrol over afleveringerne. I de første 10 minutter var der usædvanlig mange fejl i kombinationerne, de sejlede på skift ud over sidelinierne eller lige i fødderne på AGF'erne, som ikke var meget bedre til at håndtere bolden. Reelt var deres vilje nok også noget mindre. De havde åbenbart fra start indstillet sig på, at stå 6-7 mand i eget felt og ellers prøve at stikke frem i enkelte solo-stød. Efter 10-15 minutter begyndte københavnerne så at få kontrol over eget pasningsspil, og dermed begivenhederne. Især på højreflanke arbejdede Biil godt, men det kneb gevaldigt med indlæggene fra både Biil og Claus ovre i venstreside. Men det blev bedre og bedre og efterhånden også farligere og farligere. Unge Laudrup flakkede fra side til side og fik fødderne med i rigtig meget. Og, kære læser, oh hvilket skue den mands boldbehandling atter var. Så kælent, så elegant, et lille vip hvor hele AGF forventede et skud, og pludselig var Todi alene med Windfeld. Desværre kantede bolden sig millimeter udenfor. En gigant chance.

Lidt senere var der hurtigt kombinationsspil med Biil i højreside, og et følt indlæg. Todi headede faktisk glimrende, men igen var den der med millimeterne. Endnu en gigant chance. Suk og malingen på Windfelds højrestolpe var efterhånden i fare. Der lå på dette tidspunkt et FC-mål tykt i luften, og så var der alligevel en århusiansk Nonbo, der ville det anderledes. Helt urimeligt, hvad bildte manden sig ind. Ikke desto mindre fik han rigelig med plads midt på vores banehalvdel, og fyrede af på en halvflugter. Et flot mål, det skal ikke benægtes. Bolden sejlede ind helt uden for Karims rækkevidde. Et klokkeklart lucky-punch. Men det virkede ikke bare urimeligt, men også helt unødvendigt. Der var masser af tid til en tackling. Fra en eller anden. Diego eller Højer. Dem der stod nærmest. Man mærkede det straks på alle omkring sig, åh nej ikke igen! Endnu en lang vandring op ad bakke, mod et udehold der atter ville stille sig med 8-9 mand i feltet. Endnu mere massivt end hidtil i kampen. Vejle om igen. Og netop som vi for alvor var ved at få kombinationerne til at stemme. Langt bedre end mod Vejle. Netop som chancerne blev større og større. Langt større end mod Vejle.

Spillerne virkede rystet, alle virkede rystet. AGF havde i denne periode sit andet skud på mål. En rap vending tæt foran mål, som Karim klarede i suveræn stil. Den var giftig, rigtig giftig. Alligevel fik man samlet sig, der blev sunget flot på C., og der blev spillet godt på banen. David havde en stor chance, næsten gigantisk, som strøg millimeter over. Højer fik chancen på et noget mystisk frispark inde midt i AGF-feltet. Her var det så, at dommer Mosegaard første gang viste svagheder i sin fortolkning af fodboldreglerne. Den mur, som århusianerne efterfølgende stillede op, var ikke i nærheden af de 9 meter fra bolden. Det tør jeg godt sige. Nuvel, Højer sparkede over. Fortsættende stilen fra straffesparket mod Lyngby. Altså forblev det århusiansk halvlegsføring.

Den 2. halvleg begyndte lidt som første. En del rodet spil på midten. Igen fik FC hurtigt et overtag, men havde tydeligvis sværere ved at spille sig igennem end i de første 45 minutter. De fightede flot, prøvede og prøvede. Det må man give spillerne. Men den århusianske defensiv var nu så markant, at de i hele 2. halvleg ikke producerede meget der lignede en målchance. Et par hjørnesparkssituationer var vel det nærmeste. Desværre formåede københavnerne heller ikke meget som i 1. foran mål, efterhånden blev opspillet stereotypt og indlæggene lignede mest noget som Windfeld benyttede som opvarmning.

Unge Laudrup tog dog sine ture. Eminente ryk i begge sider, men hans kræfter slap tydeligvis op midt i halvlegen. Forståeligt nok, for han havde arbejdet glimrende indtil da. Men en enorm tur på tværs, driblende mellem 4-5 AGF'ere, bragte han bogstaveligt på knæ. Derefter var der udsolgt. Imponeres må man dog over den spillestil, som han ligger for dagen. På sin vis så gammeldags, og alligevel så guddommelig. I perioder går han rundt, virker næsten uengageret, og så pludselig når afleveringen falder og bolden ligger i hans fødder, jamen, så bliver den der. Den klæber til støvlerne. Og fanden tage mig om der sker noget. Og det bliver bedre kamp for kamp. Brian kommer hele tiden tættere på FC og det er glædeligt.

Tæt på kampens sidste kvarter fyrede Højer så sin kanon af, denne gang for første gang i spil, og på en eller anden underlig måde fik David rettet bolden af, så den strøg i nettet. 1-1. En aldeles fortjent udligning, en kæmpelettelse, nu blev det ihvert fald ikke Vejle-syndromet om igen.

Men blot at nå udligningen havde kostet kræfter. For mange kræfter. Det forventede FC-stormløb blev aldrig helt fuldbyrdet. AGF'erne formåede for første gang siden de første minutter, at seriøst flytte spillet op i banen. Så kampen endte i endnu mere rod på midten, dog denne gang meget intenst, hvor et par frisparkssituationer til Højer, blev det nærmeste FC kom sejrsmålet. Atter her så vi, at dommer Mosegaard havde sine problemer med de 9 meter. Altså 9 lange skridt, 1-2-3-4-5-6-7-8-9, sværere er det ikke! Alligevel fik AGF'erne lov til at løbe frem før sparket, eller blot stå for nær. Irriterende, forbandet irriterende.

I kampens slutminutter virkede det næsten som Mosegaard helt var ved at miste grebet. Først en situation på midten, hvor en AGF'er faldt og tog sig til øret. Diego var ikke i tvivl, ren t-t-trabi-Bent i århusiansk indpakning. I samme sekvens lå Claus Nielsen pludselig og rodede i græsset, nede ved det århusianske felt. Åbenbart slået til jorden. Deres Udsendte må dog indrømme, at han ikke aner, hvad der skete. Kun konstaterede han, at Unge Claus var rasende. Også efter dommerens slutfløjt.

Altså sluttede kampen noget dramatisk, men stillingen forblev 1-1, hvilket vi ikke kunne bruge til en skid. For at sige det direkte. Alligevel har Deres Udsendte valgt at være rimelig positiv i sin vurdering. Vi - FC - styrede kampen fra start til slut, og hvis der havde været en højere retfærdighed i fodbold, havde vi også vundet. Ganske sikkert endda. Men sådan er verden nu engang ikke skruet sammen, og lige for tiden hænger vi i noget der må kaldes et ondt karma. Alting skal åbenbart gå op ad bakke, og efter min bedste vurdering, viste spillerne at de er rede til kæmpe. I længden giver den slags hår på brystet, og gør sit til at kollektivet på banen efterhånden falder på plads. Så det er bare at fortsætte, fortjenesten skal nok komme. Come On, FC!

Til slut skal en spiller dog særlig berømmes. Løns. Som en bagvedstående nipser på et tidspunkt sagde det: "Han minder om en Franco Baresi". Akkurat så elegant som en italiener. Når Løns er allerbedst, hvilket han var tæt på denne fredag, så er han en nydelse. Gang på gang læste han spillet fra sin libero-plads, gik på tværs, tacklede eller pillede blot bolden fra de århusianske frontløbere. Ligesom han, modsat både Kim Madsen og Diego, hele tiden havde forbandet godt styr på pasninger frem over. Stik så lige den, René "Femina" Henriksen!

Fusionsnipserne