05.05.99 F.C. København - Herfølge... 0-1 (0-1)

05.05.99 F.C. København - Herfølge... 0-1 (0-1)

5 min: 0-1 Jimmi Kastrup

Dommer: Claus Bo Larsen

Tilskuere: 8.408 (nøgternt betragtet alt for mange til hvad der må have været sæsonens værste kamp!)

F.C. København 3-5-2: Karim Zaza 5, Thomas Rytter 2, Piotr Haren 2 (afløst af Carsten Hemmingsen 3), Diego Tur 2, Lars Højer 2, Christian Lønstrup 2, Claus Nielsen 3, Peter Nielsen 2, Niclas Jensen 3, Brian Laudrup 2 (afløst af Martin B. Larsen 3), Todi Jónsson 4 (afløst af Thomas Thorninger 3).

At læse i dagens kampprogram:
... vi har den klare tilkendegivelse fra spillerne at vi arbejder i den rigtige retning, og at det er de rigtige ting vi fokuserer på. Der bliver ikke taget let på noget i FCK - det er meget vigtigt. Og den mentale træning er bestemt også god.
Manden bag ordene hedder Kim Brink og er vores træner, hvis nogen skulle være i tvivl. Hvis man er i et sarkastisk lune og det er Deres Udsendte denne aften, så er det oplagt at gribe fat og nappe et regulært kvælertag på dem. For hvad fanden snakker Brink om? Jeg ved det ikke, og kunne heller ikke se bare antydningen af det her til aften.

Men okay, lad os kvitte bagklogskaben og falde lidt ned på realiteterne. Vi starter med begyndelsen. Kl 19.00 og akkurat før kickoff. I forhold til Aalborg-kampen var der foretaget et par ændringer. Hemmingsen var sat på bænken fra start. Istedet skulle Løns udgøre den defensive midt, mens Pjotte havde fået genvalg på liberopladsen. På papiret egentlig en ganske logisk ændring. Løns kunne tilføre midten lidt mere teknik, og Pjotte hører naturligt til i forsvaret og gjorde det hæderligt mod AaB på netop den plads. Trods de fire baglæns-scoringer.

Det begyndte stille og roligt. Herfølge ville selvfølgelig ikke så meget fremefter, og FC forsøgte at fange spillet. Men efter blot 5 minutter kiksede en offside-fælde totalt. Markeringerne sejlede rundt og Jimmi Kastrup spurtede smart igennem og sendte bolden forbi en sagesløs Karim. En sikker scoring. Men det lignede et voldsomt kiks i bagkæden, et par forsvarere der snorksov!

Dog syntes scoringen til at overleve. Spillemæssigt virkede københavnerne klassen bedre end Herfølge-holdet og chancen for udligning kom allerede i minutterne efter. Hvor Todi lobbede tæt over mål. En udmærket detalje og egentlig en understregning af, at Todi stille og roligt er på vej tilbage til sit gamle jeg. Derfor virkede det også helt uforståeligt, at han blev udskiftet med Thorninger allerede efter den halve time.

Nuvel, en halv time trissede afsted. Københavnerne var spilstyrende, men gennemgående ufarlige og ikke-gennembrudsdygtige. Alting skulle tydeligvis kredse om unge Laudrup og han satte ikke mange ben rigtigt. Alligevel var chancerne der. Kaptajnen blev næsten spillet blankt, men evnede ikke at tæmme bolden. Samme Kaptajn satte overhovedet intet ben rigtigt i dag. Lidt mere om det senere. Mod slutningen af halvlegen fik Løns en gigantisk chance, da han efter et indlæg og tværspil stod alene tæt ved straffesparkspletten. Han halvflugtede slattent, og blev enkelt udpareret af Jakup Mikkelsen i Herfølge-målet.

Halvlegsstillingen forblev altså ved de 0-1 og alene pga. københavnernes fantasiløshed i opspillet var det egentlig fortjent nok. Sædvanen tro så vi en række Herfølge-spillere ligge og vride sig i græsset. Det gik der meget tid med. Endvidere spillede de meget, rigtig meget, baglæns. I en periode i første halvleg var Jakup Mikkelsen nok den der rørte bolden mest, som en logisk følge af en serie ørkesløse tilbagelægninger. Men heller ikke dette forekom som nogen større overraskelse. Vi har set den slags mange gange hos netop Herfølge, og københavnerne kunne egentlig kun bebrejde sig selv, at man ikke formåede at presse højere. For når det endelig skete, blev det som regel også farligt.

Efter pausen og FC Cheerleaders' indsamling til Kosova dykkede spillets kvalitet ganske mærkbart. Ikke fordi første halvleg var synderlig prangende, men til nøds lignede det dog to superliga-mandskaber som man så på banen. Det gjorde det ikke efter pausen.

Umiddelbart havde Brink foretaget et par ændringer, tydeligvis med den intention at lægge et tungere pres på midten. Derfor blev Hemmingsen sat ind på midten, mens Løns rykkede tilbage som libero og Pjotte hevet ud på bænken. Men intentionen virkede overhovedet ikke. Herfølge fik faktisk langt mere styr på sit spil efter pausen, uden dog at blive farlige. Det københavnske spil derimod var tæt på at ligne en katastrofe. Det hang overhovedet ikke sammen længere, fejlafleveringerne var så mange at man næsten stod med fornemmelsen af at hele holdet lige var hevet ind fra de aftensolbeskinnede fortovscaféer på Skt. Hans Torv. Istedet blev spillet helt bygget på et par individuelle præstationer. Igen omkring unge Laudrup, som stadig ikke satte mange ben rigtigt. Logisk blev han så udskiftet med Biil, midtvejs i halvlegen. Det gav en smule dynamik i højresiden, men også kun lidt. Og kun i en kort periode.

Frustrationen på banen blev efterhånden meget tydelig. Spillerne ville givet en masse, men formåede reelt set intet. Alligevel fik de al den opbakning, som de kunne ønske. Langt hen i halvlegen kørte sangen fra Nedre C. nonstop og lige lidt hjalp det. Åbenbart krakelerede det så for Kaptajnen. I en frisparkssituation på egen bane brugte han meget lang tid på at sætte bolden i spil igen. Irriteret begyndte folk at råbe, hvorefter han slog rasende ud med hånden og endnu værre slog en aldeles håbløs tilbagelægning midt mellem Rytter og Karim, som nemt kunne have kostet dyrt.

Langt henne i halvlegen kom så FC's største chance, og vel næsten den eneste i en dødbider af en anden halvleg. Efter et hjørnespark headede Kaptajnen fra en dynge af spillere, men bolden blev reddet på stregen af en flyvende Herfølge-spiller. I slutminutterne blev der øst en mængde lange bolde mod Herfølge-feltet. Til ingen verdens nytte. Herfølge vandt kampen, og FC havde tabt sin femte ud af 9 kampe i dette forår. Helt frustrerende, helt håbløst. Især fordi man igen her til aften stod fornemmelsen at, at vi atter tabte til et dårligere hold.

Reelt formåede Herfølge ikke meget, men det var nok til at vinde. Og det var det, fordi vores største problem er mentalt. Ikke fordi indstillingen egentlig mangler, ikke i dag ihvert fald. Så på den måde har Brink sikkert haft ret. Det faktiske problem ligger helt uden for hans rækkevidde. Det handler om noget der sker, når ønsket og viljen bliver større og større. Og hvad der sker, når man atter opdager at man er fanget i en situation, hvor tingene alligevel ikke vil lykkes. Trods alle de bedste intentioner. Og hvad der sker, når den historie gentager sig en gang for meget. Jamen, er det ikke helt menneskeligt! Vi taler jo om en flosset psyke her. Om frustrationen som er en hårsbredde fra forløsningen, og den samme hårsbredde som pludselig udvider sig til en endeløs Grand Canyon.

Helt igennem illustrativ er faktisk den ovenfor beskrevne episode med Kaptajnen. I virkeligheden forstod man godt hans reaktion, hans hidsighed mod C, og samtidig tror jeg, at han udmærket inderst inde forstod os på Nedre C. Forstod frustrationen og utålmodigheden. Lige lidt hjalp det for hans eget spil, for spillet generelt, for kampen, for hele dette forår, for alt.

I virkeligheden sømmer det sig heller ikke for en anfører at reagere på den måde. Slet ikke. Fy da! Så tag dig sammen, Peter Nielsen, tag jer sammen, FC-spillere! Så er det sagt. Med den samtidige understregning at vi sgu egentlig forstår jer meget godt. Vores psyke er desværre bare lige så flosset.

Jamen, der var den igen! Det er så skide menneskeligt og vi forstår hinanden så godt, at man næsten brækker sig. For altsammen hjælper det bare intet i øjeblikket, det er historien om den onde cirkel der fortsætter og fortsætter til den dag, hvor den ikke gider sit pjat længere. Hører du dens sarkastiske latter, kære læser? Hæ hæ hæ, og næste rundtur i cirklen hedder så Århus Stadion på søndag. Er du på? Deres Udsendte skal nok være der, ovenikøbet sammen med sin yngre pendant. Spørg mig bare ikke om hvorfor. Jeg hader simpelthen det spørgsmål for tiden!

Fusionsnipserne