Mål:
65 min: 0-1 Kaliszan
72 min: 0-2 Golaszewski
80 min: 0-3 Bolat
Dommer: ???
Tilskuere: 2.529 på Gentofte Stadion
F.C. København 4-3-3:
Karim Zaza, Thomas Rytter (afløst af Piotr Haren), Michael Mio, Diego Tur, Niclas Jensen,
Carsten Hemmingsen, Lars Højer (afløst af Christian Lønstrup), Claus Nielsen, Thomas
Thorninger, David Nielsen, Todi Jónsson (afløst af Martin B. Larsen).
Deres Udsendte havde taget cyklen denne søndag eftermiddag, og sat kursen nordpå gennem byen. Til Gentofte Stadion. I mails dagene op til kampen og ikke mindst verbalt i timerne før, havde jeg fået tudet ørerne fulde af, hvor dejligt der var i Gentofte, og hvor meget jeg nødvendigvis måtte se frem til denne eftermiddag. Jeg der aldrig havde sat mine ben på disse kanter. Det formastelige tågehorn ved min side var en anden Udsendte, nemlig d.y. som i anledningen af sommeren var ferierende i storbyen. Det skal nævnes, at d.y. hævder at være gammel 1903'er og har efter eget udsagn tilbragt det meste af sin barndom netop på Gentofte Stadion. Football's Coming Home!, begyndte han ligefrem optimistisk at skråle, da vi skridtede over Lyngbyvejen og ned mod stadion. Som det modne menneske jeg er, bar jeg selvfølgelig over med denne ungdommelige skrighals, smilede blot overbærende og havde allerede mine forestillinger om stadionet på plads, da vi vadede igennem indgangen.
Egentlig havde jeg forventet en tro kopi af det mit evige hadestadion, Lyngby, men endte dog med at tilstå over for d.y. at "Gryden" var en del mere charmerende med sine lidt blødere græsvolde og i det hele taget mere behagelige omgivelser. Til gengæld konstaterede vi begge snart til nogen fortrydelse, at der kun var Extra Cool i fadølshanerne. Ikke fordi det nu stod på spillernes nye trøjer, for det gør det vitterlig. Med Carlsberg og hele baduljen. Men åbenbart på direktiv fra UEFA, for uanset hvordan man vender og drejer disse toto-kampe, så er de blevet en slags langtrukken forspil til selve UEFA cuppen. En lille ekstra chance for de mandskaber, som ikke har formået at kvalificere sig til den europæiske scene på normalvis. Deriblandt os selv og polske Polonia fra polske Warszawa.
Deres dobbelte Udsendte valgte måske lidt lemfældig, i betragtning af at formiddagens skydække blev smallere og smallere, at placere sig på de uoverdækkede siddepladser. Derfor begyndte kampen i en kogende varme. Straks fra starten tog polakkerne teten. De ville vinde, det var helt uanstændigt, lignede en fornærmelse overfor sommerpublikummet på dette hyggelige stadion, men det ville de sgu. Intet mindre. Her kom man med forventningen om en stille og rolig sommerkamp og en stille og rolig københavnsk sejr, og så bragede de over banen. For dem var det allerede tredje totokamp, mens københavnerne stort set sprang direkte fra ferien og ind på banen. Kun en lørdagstræning lå imellem.
Allerede i første minut var det ved at gå galt, da polakkerne hurtigt kombinerede sig igennem vores bagerste kæde. Det hele endte i en lidt underlig situation, som Karim reddede og fumlede, inden bolden blev ekspederet til hjørnespark. Derefter var tonen slået an. Total polsk dominans der dog sjældent blev farlig. Al spillet foregik blot på den københavnske banehalvdel, simpelthen fordi vi intet spil havde. Enten blev bolden smidt bort efter to afleveringer, eller blev den øst op på den polske halvdel i lange meningsløse spark, som Thorninger, David eller Todi på skift spurtede forgæves efter.
Midt i halvlegen kunne Polonia så snildt have bragt sig foran. Claus Nielsen mistede bolden på midten, i en situation som lyste langt af hands fra polakkens side, et hurtigt modangreb førte til et indlæg fra højre, som passerede igennem serien af mere eller mindre løse forsvarsmarkeringer. En polsk angriber stod pludselig helt fri med Karim tæt på det lille felt, men formåede alligevel at banke bolden adskillige meter over målet.
Tæt under pausen, ca. 40. minut, fik københavnerne så deres første egentlige chance. Ja, så grelt stod det faktisk til. Intet opspil, ikke noget der lignede et gennemspillet angreb, intet der bare mindede om en seriøst ment afslutning havde vi set. Jovist, en stille og rolig sommerkamp. Men knap 5 minutter før pausen dumpede bolden så lidt tilfældigt ned foran Thorninger. Ganske kvikt halvflugtede han, drønende godt skud, og den polske målmand sprællede forgæves, men kunne til sin lettelse se, at bolden ramte overkanten af overliggeren. Dermed forblev det 0-0 og det efter en usædvanlig kedsommelig og hændelsesfattig halvleg. Men alt i alt stadig stille og roligt.
Efter pausen blev det ikke meget bedre. Martin Biil havde afløst Todi i angrebskæden, men fik ikke meget mere ud af det. Nærmere mindre, fordi Todi havde faktisk spillet en hæderlig første halvleg. Som en af de få københavnere. Det første kvarter var en omgang stor losseri frem og tilbage, samt mængder af fejlafleveringer fra begge sider. Pludselig blev så en relativ harmløs situation nede ved det københavnske felt, så forvandlet til mål. Endnu en lang bold bag om forsvaret. Alle ventede at Karim blot skulle springe frem og nappe den. Men af en eller anden grund stoppede han på halvvejen, åbenbart i den tro at Diego ville klare sagen. Men Diego ventede blot på Karim, og istedet spurtede en polsk angriber i mellem de to, og vippede nemt bolden over Karim. 1-0 til Polonia og det var sådan set ikke ufortjent.
Herefter faldt københavnerne helt sammen. Træner Brink havde allerede inden kampen bedyret, at man næppe var i stand til at holde dampen i 90 minutter. Med kun en træningsdag i kroppen. Heri fik han ret. Københavnerne lignede mere og mere en flok Ibiza-turister, der egentlig ikke fattede hvordan de var havnet på Gentofte Stadion. Og så i denne utaknemmelige hede. De sidste 15-20 minutter havde polakkerne særdeles nemt spil.
Det blev 2-0 på et frispark lige uden for feltet. Et af mange som polakkerne fik, især fordi dommeren tilsyneladende havde et horn i siden på Diego. Der blev stort set fløjtet mod ham, hver gang Diego var i nærheden af bolden. Ligegyldig om det var tacklinger eller hovedstødsdueller.
I den anden ende var københavnerne frygtindgydende ufarlige. Når vi endelig nåede op omkring det polske felt, så resulterede blot et par halvforkølede afslutninger, eller simpelthen i rene tilfældigheder, som da David modtog bolden tæt inde under mål i fri position, men var ude af stand til at kontrollere afslutningen. Bolden dumpede simpelthen ned på hans støtteben efter et indlæg, som den indskiftede Løns aldrig fik sat hovedet på.
Det blev 3-0 i slutminutterne, da hele forsvaret sov ved en hjørnesparkssituation. En Polonia-spiller stod pludselig helt fri omkring det lille felt og kunne nemt ekspedere bolden de sidste meter i en næsten tomt mål. Sagen var klar og den polske sejr var egentlig helt rimelig, også størrelsesmæssig. For i virkeligheden var Polonia et ganske sympatisk bekendtskab. Noget storhold var dem bestemt ikke, men de satsede frisk fra starten, uagtet at de var på udebane, og blev efterhånden belønnet for deres offensive spil. Måske var det også derfor at en del af publikummet klappede høfligt af dem, da de jublende lykkelige sprang i armene på hinanden efter sidste fløjt. En sportslig anerkendelse af deres indstilling og vilje.
Københavnerne derimod virkede fra start, som man - måske i erkendelse af træningssituationen - helst ville fedte sig gennem kampen og slippe med skindet på næsen ved at hale en uafgjort hjem. For så at stå med lidt bedre kort efter en uges intensiv træning nede i Warszawa. Hvis det var oplægget, så slog det ihvert fald fælt fejl. Rent faktisk var det lidt beskæmmende at se på. Stille og roligt kan også blive for stille og roligt, især når modstanderne vil noget andet.
Yderligere afslørede kampen - manglende træning eller ej - hvor i høj grad midtbanen, ja hele holdet, men især midtbanen mangler en styrmand. Nu efter Kaptajnens exit. I det meste af kampen var den totalt fraværende, både rent mentalt, men lige så meget fordi de tre trak så langt tilbage, at de lignede forsvarere mere end et bindeled til fronttrioen. Hemmingsen sloges udmærket, så længe kræfterne holdt. Det vil sige en halv times tid. Højer og Claus Nielsen var begge fatalt anonyme. Da førstnævnte midt i 2. halvleg blev afløst af Løns, kom der en smule mere synlighed på banen. Alene fordi Løns prøvede at spille fodbold, at indgå i 1-2 kombinationer med både forsvarere og angribere, så der kom en smule flow over spillet. Istedet for de ørkesløse langbolde. Men det blev aldrig godt nok. Nej, denne søndag eftermiddag var simpelthen langt fra godt nok.
Da Deres dobbelte Udsendte, d.y. og d.æ., forlod den solkogende "Gentoftegryde" var det i rørende enighed om, at det der toto-pjat nok allerede var slut for denne gang. Også det fik de ødelagt, sagde d.y. og stampede i gruset og sigtede på holdet og den omstændighed, at der ikke ville blive gensyn med Gentofte Stadion foreløbig. Deres Udsendte d.æ undrede sig mere over logikken i at man fra klubben melder, at man vil tage turneringen seriøst, og så derefter så åbenbart sender et helt utrænet hold på banen. En grim forklejnelse af polakkerne, fristes man til at sige. Blot en uges træning kunne nok have ændret et par ting omkring denne kamp. Men ok, fodboldsspillere behøver jo også ferie. Det må vi fans vel også acceptere. Så lad os tage det stille og roligt, trods denne toto-sommersøndag.
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 5. juli 1999.