Kampreferat

30.08.98: F.C.København - Brøndby I.F. 1-0 (1-0)

1-0: Bjarne Goldbæk (46.)

F.C.København (4-3-3): Michael Steensgaard 6, Niclas Jensen 6, Kim Madsen 6, Michael Mio 5, Piotr Haren 7 - Carsten Hemmingsen 5, Peter Nielsen 5, Martin Nielsen 7 - Bjarne Goldbæk 6 (Carsten V. Jensen 3), David Nielsen 6 (Thomas Thorninger UB), Todi Jónsson 5 (Claus Nielsen UB).

Så oprendt tiden hvor vi endnu engang skulle tage imod arvefjenden fra vestegnen. I forhold til sidste sæson var det en lidt atypisk situation de to hold befandt sig i. Vi lå på 5 pladsen, efter bl.a. at have sat point til mod B.93, Silkeborg og Herfølge. Brøndby lå godt nok nummer 3, men havde tabt to ud af 5 kampe. Derfor var presset på begge hold stort, da en evt. taber ville blive hægtet lidt af i toppen. Der udover var der "kun" lidt over 26.000 tilskurer til kampen, nok på grund af den dårlige start for de to hold. Desuden blev optakten desværre skæmmet af Ebbe Sands sene afbud. (Forhåbentlig kommer han sig snart igen, trods alt).

Nå, men til selve kampen. Jeg ved ikke om det var savnet af Ebbe Sand, eller om det var træthed oven på kampen imod Kosice, men Brøndby spillede i hvert fald en af de dårligste kampe jeg har set imod F.C.K. De lavede konstant fejlafleveringer, og havde intet struktureret angrebsspil. Når det er sagt, skal så også siges at F.C.K. ikke gjorde det let for de gule. Det var dog Brøndby der fik det første store tilbud. Niclas Jensen spillede Kim Daugaard helt fri lige foran mål, men han over placerede, stærkt presset af Steensgaard, sit lob så den gik over mål.

Efter denne forskrækkelse var det som om F.C.K. tog sig sammen. Kombinationerne begyndte at flyde, og BIF blev gang på gang brudt i opbygningsfasen, eller presset til at lave, de før omtalte, fejlafleveringer. Niclas Jensen snød Søren Colling to gange, inden for de første minutter, og sendte efterfølgende nogle farlige indlæg ind i boksen. På midtbanen regerede Martin Nielsen totalt! Han var mere end nogen anden, manden der konstant brød BIF's angreb og satte farlige kontra angreb i gang. (Det er for tiden på mod at tale spillere på landsholdet. Hvis Hr. Bosse lyttede til mig, ville jeg gerne skrige Martin Nielsen til en plads på den defensive midtbane). I angrebet gjorde Todi og David det godt. De løb meget, og var gode til at gå med i opbygningen af angrebene. Todi havde med lidt mere held lavet mindst 1 mål inden for de første 20 min.

Efter de første 20 min. Stod det dog stadig 0-0, på trods af mange store chancer, og totalt spil dominans i FCK's farvør. Men så fik David Nielsen pludselig bolden i med løb, og rundede sin makering. Helt fri for mål afsluttede han, men Emeka Andersen halvklarede flot, så bolden sprang ud i feltet igen. Da David prøvede at nå hen til returen, blev han hægtet af Brøndby forsvaren. (Det mente Finn Lambæk ihvert fald)…straffe! Der var selvfølgelig stor jubel på C, men man fornæmmede dog en vis nervøsitet. Vi har ikke ligefrem været gode til at sætte straffer ind i denne sæson. Niclas Jensen fik det ærefulde erhverv at sparke, men brændte… En blød inderside, der ikke sad helt ude ved stolpen var for let for Emeka Andersen, selvom det dog var en flot redning. Det kan på nuværende tidspunkt godt lyde som om at Niclas brølede den helt vildt, men de to fejl han lavede i de første 20 min. Var rent faktisk de eneste han lavede i hele kampen. Han tog fuldkommen brodden af Søren Colling, der spillede fornærmende ringe. (En hurtig opskrift på hvordan man neutraliserer Colling: Dæk op ned langs linjen, så går han mod midten. Der skal så bare stå to midtbanespillere og "tage bolden fra ham"). Jan Mølby sagde det gang på gang under landskampen, og Kent Karlson havde da også "luret" det.

Men tilbage til kampen. Efter det brændte straffe faldt F.C.K. lidt sammen de næste 10 min. Og man frygtede at de gule ville lave en pind i denne fase. Men hver gang de var ved at komme frem til de målfarlige situationer blev det ikke til mere. Dels var de lidt tamme, og dels spillede forsvaret en solid kamp, stærkt ført an af en velspillende Pjotte. (Det var herligt at se at forsvaret stod så godt, da det har været vores største svaghed indtil nu. Skal vi langt i Europa kræver det at forsvaret er istand til at lukke effiktivt af).

Da det ikke rigtigt blev til noget med BIF's "angreb" tog F.C.K. efterhånden teten igen. Dette udløste flere gode muligheder, som burde være sat ind. Det var dog som om det var en af de dage hvor den bare ikke ville ind. Men så kom forløsningen… Bjarne Goldbæk sparkede hårdt fra kanten af straffesparksfeltet, og da Emeka Andersen ikke kunne holde på bolden (igen, igen) sprang den ud i feltet, hvor Bjarne Goldbæk kom først på bolden riposten, og sendte i mål. Jublen ville ingen ende tage på C. Målet faldt i sidste minut af første halvleg, så der blev festet imens spillerne var til en velfortjent pause.

Anden halvleg blev en mere rodet affære, da F.C.K. ikke ville så meget og BIF ikke var istand til presse for alvor. Kun når Thomas Lindrup, eller indskiftede Vragel Da Silva fik bolden blev BIF tilnærmelsesvis farlige. Det er for resten utroligt at de startede med Anders Bjerregaard på banen i stedet for Da Sliva. Brasilianeren var fysisk stærk, teknisk dygtig og hurtig. Ingen af de tre ting kan man sige om Anders Bjerregaard, men der skal vel være fordele ved det efternavn.

Anden halvleg blev som sagt en lidt ufin affære, hvor nærkampene var i højsædet. Der blev da også uddelt en del advarsler (nogle mere korekte end andre). På trods af Thomas Lindrup's ihærdige arbejde kunne Brøndby ikke komme igennem. Det kom hele tiden en FC'er i vejen. Faktisk var deres farligste chance da Mio og Steensgaard misforstod hinanden, så Mio hættede bolden over en fremstormende Steensgaard, og var tæt på at lave selvmål. Efter hånden som tiden gik lyste desperationen ud af BIF'erne, og det udnyttede F.C.K. til at slå nogle giftige kontra. Emeka Andersen fik på mirakuløs vis reddet et hovedstød fra Todi, og i de sidste minutter var Todi igen centimeter far at sætte den ind, på flot forarbejde fra indskiftede Thomas Torninger, der gjorde en god figur i den tid han var inde. Til allersidst i kampen fik Claus Nielsen (der også var blevet skiftet ind) underkendt et ellers smukt mål, hvor han first timer en inderside op på underkanten af overliggerne, og ned i nettet. Desværre havde linjevogteren flaget oppe.

Men da det forløsende fløjt kom fra dommeren, var alle de brændte chancer glemt igen. Vi vandt en meget fortjent sejr, som var absolut nødvendig hvis skulle lukke munden på de gule, som har haft nok at glæde sig over det sidste halve år. Og nu kan der da ikke være nogen der er i tvivl. Hvis vi kan stabiliserer spillet på det niveau vi har imod BIF og få den træf sikkerhed som burde være der, er vi godt på vej i mod det danske mesterskab. Det kræver dog at vi tager os sammen
i hver kamp, men nu tror jeg i hvert fald på det.