26.07.98 Vejle - F.C. København 1-3 (0-0)

62 min: 0-1 Niclas Jensen
67 min: 0-2 Todi Jónsson
74 min: 0-3 Todi Jónsson
90 min: 1-3 Jesper Mikkelsen

Dommer: Anders Mosegaard (der åbenbart havde set for meget VM-bold! Han slyngede om sig med tynde advarsler, især til FC-spillerne! For tåbeligt!)

Udvisning : Kim Madsen efter to gule kort!

Tilskuere: 5621

F.C. København (4-3-3): Michael Steensgaard 7, Niclas Jensen 7, Kim Madsen 3, Michael Mio 5, Piotr Haren 5 (afløst af Morten Falch 6), Carsten Hemmingsen 4, Martin Nielsen 7, Peter Nielsen 5, Bjarne Goldbæk 5 (afløst af Kenneth Jensen 7), Todi Jónsson 7, David Nielsen 4 (afløst af Thomas Thorninger ub).

Sæsonpremieren denne sommer var henlagt til Vejle Stadion. En lille delegation af nipsere benyttede sig af DSB's smashtilbud, ud og hjem på samme dag til halv pris. Sammen med et par hundrede andre FC-fans tog de opstilling bag det ene mål, lidt spændte på den situation, som en premiere altid er. På papiret var det en af de svære udekampe, Vejle har i en lang periode haft ry - med rette - som et særdeles habilt hjemmemandskab. Til kampen var Henrik Larsen helt gledet ud af truppen, istedet blev han set slentre rundt blandt fansene i civilt. Baggrunden for hans exit, selv fra reservebænken, må vi lade usagt. Måske var der tale om en skade? Eller måske havde træner Karlsson simpelthen fundet ham for let? Hvilket ikke virkede helt overraskende, med tanke på hans svage forår. Kampen fik en lidt adstadig start, begge mandskaber følte hinanden på tænderne, og kæmpede mest på midten. Den nye københavnske fireback-kæde stod sin første alvorlige prøve og klarede sig hæderligt. Desværre virkede Kim Madsen rystende nervøs i mange af sine indgreb, hvilket skabte et par misforståelser i midten. Første reelle chance blev dog FC Københavnernes, da Piotr Haren erobrede en løs bold højt oppe på Vejles banehalvdel, og spillede Goldbæk til noget der lignede en fri position i straffesparksfeltet. Men Erik Boye i Vejle-målet parerede flot. Hvilket iøvrigt fik de københavnske fans til at diske op med en ny variant af en efterhånden gammel Bjarne-hyldestsang. "Hvad ska' vi med EPO-Riis…", gjaldede de. Dernæst blev det jydernes tur i chancer. Efter et indlæg headede en FC-forsvarer mod eget mål, men Steensgaard klarede med en refleks. Et par minutter senere blev FC-forsvaret spillet tyndt, igen med Kim Madsen i en lidt uheldig rolle, i venstresiden. Denne gang gik Steensgaard godt ud og parerede. Der var nu ved at komme rigtig godt tempo på kampen, og i sidste halvdel af halvlegen bølgede spillet frem og tilbage. Samme Steensgaard kom atter i hovedrollen, da han først lidt uheldigt kun halvklarede et skudforsøg, hvorefter bolden dansede i en bue mod stolpen og Steensgaard måtte redde kastanjerne for sig selv, ved at bokse væk foran en helt fri Vejle-spiller. I den anden ende headede David så på overliggeren efter flot kontraangreb, iscenesat af Todi. I slutningen af halvlegen måtte Piotr Haren udgå med en fiberskade, Falchen kom på banen og begyndte som højreback. Men blev logisk nok flyttet ind i midterforsvaret hos Mio, da 2. halvleg begyndte. Kim Madsen overtog så højrebacken, og det gav betydelig bedre stabilitet i bagkæden.

Ellers begyndte 2. halvleg lidt som den første, i et let adstadigt tempo. Vejle var mest i boldbesiddelse, men skabte ikke meget. Efter et kvarters penge tog kampen så for alvor fart igen. FC København fik tilkendt frispark et par meter udenfor Vejles felt. Niclas J. og Kaptajnen tog begge bestik af situationen, men det blev Niclas som sparkede. Med venstreskøjten i en elegant bue uden om mur og Erik Boye. 1-0 og det var ikke ufortjent. Men heller ikke over-fortjent. Kampen havde indtil da været ganske jævnbyrdig. Efter scoringen diskede københavnerne op med eminent kontraspil. Især anført af en forrygende Kenneth Jensen, der afløste Goldbæk. Jensen rykkede gang på gang bag om Vejle-forsvaret, og den aflevering han langede til Todi var ikke alene smuk, den var klasse. Todi kunne blot sætte indersiden på. 2-0. Kontraspillet fortsatte, mod de mere og mere opgivende jyder. Minutterne efter stak Todi igennem, og paralyserede Erik Boye med en smart Ronaldo-fodfinte. 3-0 og der var chancer til et par kasser mere i minutterne efter. Både til David og Todi der vitterlig lugtede af hattrick igen! I slutminuttet kronede Kim Madsen desværre så sin uheldige dag. Han modtog sin anden ostemad for at hive en Vejle-spiller omkuld. Dumt og urutineret af Kim! Oveni fik Vejle så reduceret, på kampens absolut sidste skud. En ganske elegant detalje af Jesper Mikkelsen, som med ryggen til målet halvt saksede et hjørnespark ind. Betydningsløst, men ærgerligt at københavnerne ikke kunne holde nullet, vi savner det faktisk! Også lidt ærgerligt for Steensgaard, som faktisk fik en ganske god debut! Men så var det heller ikke værre! Som helhed spillede FC København en flot premierekamp, der generelt set også var underholdende fordi begge mandskaber turde noget! Omkring enkelte spillere bør Niclas Jensen nævnes, han spillede simpelthen sin bedste kamp i FC-trøjen! God fremover, og solid i defensiven. Også Martin Nielsen viste glimrende takter på midtbanen, han udstrålede masser af vilje, kombinerede og rykkede godt i dybden. Kenneth Jensen er allerede nævnt, ligesom Falchen virkede solid i midterforsvaret. Han bør ikke starte på bænken på søndag!


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 26. juli 1998.