Kampreferat

23.08.98 : B 93 - F.C. København 0-0 (0-0)

Tilskuere: 3.775

Dommer: Jørgen Johansen (præsterede at snyde FC for et straffespark. Men ellers normal superligastandard, hvilket efterhånden ikke er synderligt flatterende. Vi har faktisk fået et alvorligt dommerproblem herhjemme. Kvaliteten er simpelthen for dårlig.)

F.C. København 4-3-3: Michael Steensgaard 5, Niclas Jensen 6, Kim Madsen 5, Piotr Haren 5, Michael Mio 2, Carsten Hemmingsen 3, Martin Nielsen 3, Peter Nielsen 4, Bjarne Goldbæk 4, Thomas Thorninger 3 (afløst af David Nielsen 2), Todi Jónsson 4.

Østerbro Stadion ligger i skyggen af Parken, men af en eller anden grund var det åbenbart svært at lokke de store skarer af FC-fans de 50 meter længere ned mod Østerbrogade. I hvert fald bød dette lokalopgør på et skuffende lavt tilskuertal, og det var vel især FC'erne der svigtede. Fra B 93's side kunne man vel ikke forvente flere end de sædvanlige par hundrede hoveder. Konstatere kan vi, at generelt set er tilskuerinteressen for superligaen for nedadgående. Kun i Aalborg kan man prale med gode tilskuertal. De traditionelle sværvægtere, Brøndby og os selv, har begge ligget et par tusinde under, hvad man med rimelighed kunne forvente. En anden ting er dog, at et sted som Østerbro Stadion næppe er gearet til de helt store tilskuermængder. Alene forholdene omkring salg af drikkelse og pølser var mildest talt skandaløse. Udskænkningen var så langsom, at Deres Udsendte måtte stå i en ganske overskuelig kø på 7-8 mennesker i næsten et kvarter for et par drikkevarer, og knap nåede tilbage til sin plads inden kampstart. Efter sigende havde man sat et par ynglingespillere til at bestyre fadølsanlægget. Det havde de ikke megen forstand til. Nuvel, selve kampen startede som man kunne forvente. Københavnerne tog fat om spillet og begyndte et ganske ensidigt bombardement mod B 93-målet. Dette kom til at vare resten af kampen. Ved masser af tilfælde lykkedes det også at spille B 93-forsvaret tyndt. Især på venstrekanten hos Niclas var der ganske godt tempo over kombinationerne. Dette medførte bunker af chancer, Todi var alene igennem i midten, men blev udpareret af Toksværd i B 93-målet. Kaptajnen blev spillet helt blank, men firsttimede direkte på Toksværd. Hemmingsen drønede et frispark lige på Toksværd, som ikke kunne holde bolden, og måtte bruge 2-3 forsøg for at fange den. I venstresiden af feltet stødte Niclas frem og afsluttede med et hårdt skud, igen reddede Toksværd. Kort sagt, det var Toksværd mod FC. Resten af hjemmeholdet så man ikke meget til. I hele første halvleg havde de et fremstød, der lignede noget der måske kunne blive farligt. Men her gik Steensgaard flot udenfor feltet og headede væk. I denne periode spillede især Goldbæk ganske glimrende. Han var meget løbevillig, og tilbød sig gang på gang som den højrekant, der helt kom til at mangle, fordi Mio ikke vovede at tage et skridt over midterlinien. Dette vender vi tilbage til senere. Chancerne fortsatte, Todi headede og fik næsten fanget Toksværd på det forkerte ben. Og alligevel ikke. B 93-keeperen var simpelthen forrygende, og hvis han endelig blev passeret, som da Niclas sparkede frispark, ja, så havde han overliggeren. Bolden tog underkanten og hoppede ned ½ meters penge udenfor den magiske målstreg. Så stillingen forblev 0-0, selvom FC ved pausen retmæssig burde have ført med 2-3 mål. I anden halvleg gentog billedet sig. B 93 ville/kunne ikke meget fremefter, mens FC bare ikke kunne få scoret. Spilmæssigt faldt det også lidt fra hinanden efterhånden, mest fordi Goldbæk virkede mere og mere frustreret, og næsten helt forfaldt til soloture og paniske vildskud, istedet for at spille bold. Karlsson forsøgte med David i fronttrioen, som erstatning for en noget usynlig Thorninger. Det blev ingen succes. David spillede skidt og formåede ikke meget andet end at løbe bolden 5-6 gange ud over sidelinien. Alligevel var chancerne der stadig. I et klumpspil, hvor Kaptajnen og Todi var involveret, blev der begået noget der var straffespark i to omgange. I første omgang da Todi blev fældet, i anden omgang da Kaptajnen forsøgte at nå kontraen og en B 93-forsvarer fik raget bolden væk med hånden. Men dommeren forblev tavs, og det var svagt af hr. Johansen. Selvfølgelig skal endnu en svag dommer ikke være undskyldning for at man ikke kan score på et så elendigt hold som B 93. Men frustrerende var det fandeme. I slutminutterne troede man så alligevel at det skulle lykkes, at score den ene gyldne kasse. Niclas plantede et fremragende indlæg, Todi headede fremragende, men Toksværd diskede op med endnu en umulig redning i stil med den som Pagliuca præsterede under VM på norske Flo's hovedstød. Så det forblev 0-0! Og det var for dårligt. Alt for dårligt! Skal vi sige noget positivt om kampen, må det være, at vi holdt nullet. Vurderet på B 93's offensive vilje, så er det dog næppe noget at prale med. I forsvaret havde Karlsson til kampen valgt en omrokering i firebackkæden. Delvist grundet Falchens skade. Pjotte og Kim Madsen dannede midterkæde, og de gjorde det godt. Omend truslen var meget, meget spagfærdig. Til gengæld havde Mio så overtaget Pjotte's højreback. Det var en dårlig løsning. En god fireback'er kræver to offensive backs, der støder i dybden. I dag havde vi kun een. Niclas. Mio blev gang på gang hængende nede ved midterlinien, og manglede som åbning på højreflanken. Goldbæk og Kaptajnen forsøgte at dække hullet, men ofte så man også at de kiggede langt efter spilmuligheden ude til højre. Da Mio omsider stødte frem, cirka 10 minutter før sidste fløjt, skabte det faktisk straks en åbning. Som Mio selv drønede en meters penge forbi B 93-målet. Konklusion: vi savner Rytter! Og så kan Pjotte sagtens forblive i midterforsvaret. Hans hurtighed er guld værd derinde. Selvfølgelig skal Mio's passive backspil ikke alene bære skylden for, at vi endnu engang floppede mod en svag modstander. Men det kunne have givet en smule mere bredde, og måske også havde skabt lidt flere hjørnespark, som så kunne have åbnet for målene. Ja ja, Kære Læser, hvis og hvis og Deres Udsendtes røv er spids. Faktum er, at vi ikke er kommet i gang i dette efterår. Ikke sådan for alvor. Men måske kan det trøste, at dem vi skal møde næste søndag heller ikke helt har fået tingene til at ringe endnu.