16-08-98: Silkeborg IF - F.C. København 3-3 (1-2)

20. min: 1-0 Henrik Pedersen
28. min: 1-1 Todi Jónsson
38. min: 1-2 Peter Nielsen
62. min: 2-2 Henrik Pedersen
83. min: 2-3 Peter Nielsen
89. min: 3-3 Bora Zivkovic

Dommer: Knud Erik Fisker (og han gjorde det tyndt!)

Tilskuere: 4803

FC København: Michael Stensgaard 4 - Morten Falch 3(63. Kim Madsen 4) - Michael Mio 2 - Piotr Haren 2 - Niclas Jensen 6 - Martin Nielsen 4(70. C.V. Jensen UB(1)) - Carsten Hemmingsen 2 - Bjarne Goldbæk 3 - Peter Nielsen 7 - David Nielsen 3(75. Thorninger UB) - Todi Jónsson 3

Tja, når man kigger på karaktererne, er det måske svært at forstå, at kampen endte 3-3 og ikke med et nederlag. Nu var resultatet altså også en del bedre end spillet. Flere af spillerne kom aldrig i gang. Piotr, Hemmingsen og Mio kunne man nævne blandt disse. Det må siges at være ret kritisk, idet forsvaret jo i høj grad består af dem, og det var da også her, at slaget blev "tabt". Nå, men det vender vi tilbage til.
Inden vi tager fat på selve kampen, skal der lige deles lidt ris og ros ud til Silkeborg. Først og fremmest er det en skandale, at man skal betale 70 kroner for at stå SÅ dårligt. Af en eller anden mystisk årsag, har de placeret en gang bandereklamer lige bag det ene mål. Det gør, at man ikke kan se den nederste halvdel af målet. I det hele taget er pladserne nok nogle af de dårligste i hele ligaen. Det har naget Deres udsendte utallige gange, og der burde gøres noget ved det. Stadionspeakeren er en plage. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, der gør ham så plagsom, men der er altså et eller andet i vejen.
Til gengæld har Silkeborg et udmærket kampprogram - og så er det gratis. Naturligvis er det spækket med reklamer som alle andres (dog ikke ni sider i træk som man husker fra en kamp i Aalborg), men der er, hvad der skal være, samt en af de bedste og ærligste analyser af FCK, Deres udsendte har læst i et udeprogram. Bl.a. står der at læse:"Fodbold har FCK altid kunnet spille, men til gengæld har klubben i den grad savnet stabilitet. Man behøver bare at tænke tilbage på sidste søndags opgør mod Herfølge for at få problemet illustreret...." Endvidere står der:"..FC København har såmænd brugt sommeren til at købe Danmarks nationalstadion - og klubbens egen hjemmebane - Parken. Når man handler på det niveau, så er det altså ikke små sko man går rundt i!" Det er da ret præcist beskrevet. Man behøver altså ikke bevæge sig ned på Ankerdal-niveau for at beskrive FCK.
Nu til selve kampen....
Fra første fløjt var vi under pres. Silkeborg kæmpede godt, og som tidligere beskrevet, var der flere københavnere der slet ikke kom igang. Den første reelle chance tilfaldt dog FCK, da Niclas efter små fem minutter sparkede et udmærket frispark fra kanten af feltet. Silkeborg fortsatte presset, og efter ti minutter gik det et gisp gennem de vel 250 københavnske tilskuere. En Silkeborgspiller smed sig i feltet, men kampens dommer Knud Erik Fisker dømte korrekt målspark, dog burde han have givet skuespilleren en advarsel. Fisker var i det hele taget noget tynd. Ja, snart kan man i hvert referat læse om tynde dommerpræstationer, men standarden er altså for dårlig. Silkeborg fik mange tynde frispark, hvorimod FCK havde noget svært ved at få "de tynde". Sådan er det vel at være udehold, men det burde ikke være sådan.
Det var således et af disse tynde frispark, der efter 17 minutters Silkeborgpres, var ved at bringe dem foran - men skuddet gik forbi. Et par minutter senere får SIF igen afsluttet, og Stensgaard må præstere en flot redning for at holde nullet. Men på det efterfølgende hjørnespark dumper bolden ned ved to helt umarkerede SIF'ere, hvoraf den ene let kan gøre det til 1-0. Her stod forsvaret meget skidt - men det gjorde det hele kampen.
Som set så ofte før, så tændte det FCK, og det gik ligesom op for spillerne, at det altså ikke var nok at halse efter SIF'erne. Der skulle kæmpes. De blev lidt mere direkte i spillet - og i det 25. minut sparkede Hemmingsen hårdt langt udefra, men det var intet problem for Peter Kjær i SIF's mål. Nogle minutter senere opstod der en chance til David inde foran mål, men hans forsøg blev reddet på stregen. Bolden sprang imidlertid ud til Todi, der smed sig ned og kunne heade bolden ind til 1-1.
Efter det dejlige mål er der de næste 10 minutter et par gode chancer til begge hold. Og man indstillede sig så småt på at holde pause med den velkendte stilling, da Kaptajnen, der i det hele taget var kampens store spiller med fight og teknisk flot spil, bankede bolden i mål. Da man som tidligere beskrevet så meget dårligt fra vores position, er de nærmere omstændigheder omkring målet for Deres udsendte ukendte, men det så meget smukt ud det hug. Samtidigt med at vi hoppede op og ned som vanvittige for at fejre scoringen, fik vi meldingen om, at Lyngby var kommet foran i Brøndby. Se så kan man vel næppe have det bedre. De sidste par minutter af 1. halveg opfattede Deres udsendte ikke, thi til dette var jubelen for stor.....
2. halvleg. Den frygtede - og for FCK så ofte skæbnesvangre af de to halvlege tog sin begyndelse med et voldsomt Silkeborgpres. I de første fem minutter havde de flere gode tilbud - men uden gevinst. Det fik de derimod efter et kvarters tid, hvor det store pres bar frugt med en flot udligning. Forsvaret var i denne periode igen helt væk. Hele tiden kom de for sent, og den ellers så hurtige Piotr, var også et par skridt bagefter. Skal FCK helt til tops i denne sæsson, så må og skal forsvaret altså stabiliseres. Kun Niclas var rigtig kommet i gang, men han spillede til gengæld også en flot kamp. Især i det fremadrettede var han god, men han fik, modsat de andre i forsvaret, godt fat i sin mand. For måske at stabilisere det tynde forsvar skiftede Kent K. Kim Madsen ind i stedet for Falch. Deres udsendte fandt det en smule underligt, og havde hellere set Mio skiftet ud, men ok noget skulle der jo ske.
Faktisk var FCK slet ikke med i kampen mere, og flere gange var Silkeborg tæt på at bringe sig foran. Igen havde man indstillet sig på, at vi skulle slæbe en uafgjort med hjem, men på et smukt oplæg fra Todi, der som sædvanlig var forsvundet noget ud af kampen efter hans scoring, kunne Kaptajnen igen bringe FCK i front. Denne gang med et hovedstød(!). Dette var ikke helt retfærdigt, men det blev det i den afsluttende fase af kampen, da Silkeborg udlignede meget let - for let i hvert tilfælde. Ærgerligt at vi endnu engang skal smide en sejr væk i de sidste sekunder, men helt utilfredse med resultatet kan vi dog ikke være.

Alt i alt en god og underholdende fodboldkamp i Silkeborg, men uafgjort igen igen igen......Hvornår kan Deres udsendte mon rapportere om en sejr fra Silkeborg?


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 17. august 1998.