08.11.98 B.93 - F.C. København 1-2 (0-0)

62. 0-1 Todi Jónsson
76. 1-1 Lasse Sigdal
85. 1-2 Todi Jónsson

FCK 4-3-3: Michael Steensgaard 7, Thomas Rytter 6, Piotr Haren 7, Michael Mio 4, Niclas Jensen 3 (Kim Madsen UB), Christian Lønstrup 4 (Martin Biil 5), Carsten Hemmingsen 2, Lars Højer 4, David Nielsen 6, Thomas Thorninger 3 (Morten Falch 3), Todi Jónsson 5.

Dommer: Knud Erik Fisker 4. Gjorde det rimeligt, men overreagerede voldsomt i situationen, hvor han gav Piotr Haren en advarsel.

Tilskuere: 2796

Så kom man ned på jorden igen. Efter den forrygende kamp i torsdags mod Chelsea, skulle vi i dag spille på Østerbro Stadion. Det var mørkt og det var forbandet koldt. Rent temperaturmæssigt var det ganske vist varmere i dag end i torsdags, men af en eller anden grund mærkede man dårligt kulden den aften.

Man havde lidt bange anelser før kampen. Det er ikke så længe siden, at vi kun fik 0-0 mod B 93, og den hårde kamp fra forleden måtte nødvendigvis sidde i benene. Og da både Peter Nielsen og Bjarne Goldbæk var ude med skader kunne det nemt blive en vanskelig kamp.

Kampen begyndte usædvanligt rodet og man følte sig nærmest hensat til en gammel tipskamp mellem Shrewsbury og Wigan. Bolden blev i de første 10-15 minutter sparket frem og tilbage på en bane som bestemt ikke indbød til flot og poleret fodbold. FCK fik dog greb om spillet og begyndte nu at spille bolden op af banen. Skrivende Nipser fik en klump i halsen og måtte knibe en lille tåre da han så Christian Lønstrup løbe på banen for FC igen. Det lunede gevaldigt og man fik næsten lyst til at give sidemanden et knus! Han fik en rimelig debut. I starten af halvlegen mistede han nogle bolde og hans afleveringer var heller ikke altid så gennemtænkte. Men han er ny på holdet og skal blot spilles ind. Han viste i glimt sin fornemme placeringsevne og sin evne til at læse spillet. Desværre måtte han udgå i pausen med en fiberskade.

Uden at spillet blev specielt flot, kom vi til flere afslutninger. David kæmpede som en besat og selv Todi var med i en hel del spil. Især imponerede han da han fik tilkæmpet sig bolden helt nede ved det ene hjørneflag og lagde bolden ind i feltet. Todi havde afgjort noget at bevise og spillede en god kamp. At bedømme ud fra de tilråb han fik fra publikum er han for tiden lige så upopulær som Thorninger var for to måneder siden og som David også har været det. Fodboldtilskuere er et meget specielt folkefærd, med en usædvanlig kort tålmodighed. Todi fik 1. halvlegs ultimativt største chance. Efter lidt klumpspil foran B 93 målet dumpede bolden pludselig ned foran ham bare en meter fra stregen. Hvordan i himlens navn han fik skovlet den bold over mål er en gåde! Typisk for en angriber uden selvtillid.

Det største problem i 1. halvleg var midtbanen. De tabte langt de fleste dueller og opfangede stort set ingen returbolde. Netop det som vi gjorde så fremragende imod Chelsea. Specielt Carsten Hemmingsen spillede decideret ringe og uengageret. Det er betænkeligt så afhængige vi er af Bjarne Goldbæk og Peter Nielsen. Der bliver på det nærmeste ikke skabt noget kreativt nå de ikke er der. Derudover var FCK slemme til at forsømme fløjene. Dumt når vi har to så dygtige spillere som Niclas Jensen og Thomas Rytter. Sidstnævnte spillede en stor kamp og turde som en af de få tage initiativ og at udfordre modstanderne.

Som nævnt måtte Lønstrup udgå i pausen og blev erstattet af Martin Biil, som fik et fremragende comeback. Den dreng er altså forrygende at se på når han stormer ned langs sidelinien og næsten altid får lagt bolden godt indover.

FCK havde bolden mest, men var ikke direkte nok. Tempoet var for lavt, så B 93 havde god tid til at stille sig rigtigt i forsvaret. Når FCK mistede bolden var B 93 til gengæld hurtige til at slå kontra. Heldigvis magter de ikke at spille i et særligt højt tempo. Mange afleveringer lå helt håbløst i situationer som ellers kunne have været farlige. Steensgaard stod en rigtig god kamp. Han tog fornemt de forsøg som var mod ham. Han bliver bare bedre og bedre. Man må håbe at FC kommer med et godt tilbud til ham, og ærlig talt Steensgaard: Godt nok er lønnen højere i England, men i FC kan du stadig udvikle dig, samtidig med at dine sportslige ambitioner vel også kan blive opfyldt her et par år endnu?

Et kvarter inde i 2. halvleg tager Martin Biil endnu en af sine lange ture ned af højresiden og lægger bolden fladt ind i feltet, hvor Todi kommer spurtende og sætter indersiden til. Endelig kom der hul på bylden!

Tilsyneladende ved B 93 ikke at de er det dårligste klubhold i Europa for de begyndte nu at presse FCK højt oppe på banen, og ikke helt ufortjent får de udlignet et kvarter før tid, i en situation hvor det betænkeligt lignede et frispark til FCK.

Morten Falch havde på dette tidspunkt afløst Thomas Thorninger, og det slap han bestemt ikke særlig godt fra, og brændte bl.a. en kæmpechance. Fem minutter før tid kom så kampens flotteste detalje. David får bolden på kanten af feltet, dribler ind og snurrer så rundt om sig selv, hvorved han kommer fuldstændig fri. Hans skud bliver pareret af målmanden, men går lige ud til Todi som let kan score sit andet mål.

De sidste minutter var lange, meget lange, men det holdt sgu. Mærkeligt at man kun tre dage efter braget mod Chelsea, nu i den grad skal slide sig til en smal sejr over B 93. Men vi fik de tre points, og ligger igen rigtig godt med i toppen. Nu har vi Viborg og Aarhus Fremad hjemme de næste to kampe. Det skal give 6 nye points og det gør det også. Holdet stråler af vilje og styrke for tiden!

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 9. november 1998.