05.11.98: F.C. København - Chelsea 0-1 (0-1)

32 min: 0-1 Brian Laudrup (HAM 7'EREN!)

Dommer: Claude Colombo, Frankrig (Meget svingende og decideret svag i perioder. Og INGEN kan ihvert fald beskylde ham for at være hjemmebanedommer)

Tilskuere: 25.188

F.C. København 4-4-2: Michael Stensgaard 10, Niclas Jensen 10, Piotr Haren 10 (afløst af Martin B. Larsen 10), Michael Mio 10, Thomas Rytter 10, Carsten Hemmingsen 10, Lars Højer 10, Peter Nielsen 10, Thomas Thorninger 10 (afløst af Todi Jónsson 10), David Nielsen 10.

Så oprandt denne torsdag aften. Puh, Deres Udsendte må tilstå at han rendte rundt som et sitrende nervevrag hele dagen på sin arbejdsplads. Fordi dette, denne torsdag aften, kunne blive den største dag i FC-historien...

Og det blev det så ikke helt. Men alligevel... det var så tæt på. Så eddertæt på!!!

Og uha for en stemning, vi satte. Os på Nedre C. Straks fra starten gyngede det, så Deres Udsendte stadig sidder med kuldegysninger af ærefrygt og supervældig stolthed. For vi bar drengene frem på Stamford Bridge, og i aften løftede vi dem tæt på himlens porte. Men der var bare lukket for heldet på denne dag. Ingen hælden fortuna-vand ud af ørerne fra Skt. Peter. Okay, der var måske et par stolper fra Stamford, som ligesom skulle betales tilbage. Men alligevel... dette var ikke fortjent, dette var grumt, for ikke at sige ondskabsfuldt. For hvornår er det nogensinde blevet forbudt, at hjertet taler højere end nogen fornuft. Nej,vel! Hjerte, hjerte, hjerte, netop dette var FC-spillernes og vi fans bedste bidrag på denne aften.

Ak, ærede læser, Deres Udsendte taler uden om. Men det føles så inderligt svært med dette referat. For han jublede efter 1-1 på Stamford, og et eller andet sted jubler han endnu mere efter denne aften. Det er bare en ting rivende galt, her til aften tabte vi. Ufortjent!!!

Til en start lignede kampen den fra Stamford. Chelsea satte sig på åbningen, men skabte egentlig ikke meget. Bortset fra et enkelt Casiraghi-hovedstød fra klods hold, som Stensgaard parerede med en feberredning. En af de mest imponerende, som jeg har set. (Der sværmer stadig småfugle om hovedet på Deres Udsendte ved den indre replay.) Langsomt begyndte københavnerne dog at spille sig ind i kampen, man pressede sig længere frem på banen og kombinerede helt godt i lange perioder. Kaptajnen var lige ved, i fri position lige uden for feltet, men valgte den uselviske pasning mod David, fremfor at køre selv. Thorninger var centimeter fra at vippe den over Ed de Gooy på en lang tværpasning fra Goldbæk. Ja, nøjagtig som københavnerne var ved at få fat for alvor, så skete det. Et Chelsea-indlæg, som Casiraghi headede på overliggeren, dansede videre til Laudrups hoved. Engelsk føring, og på det tidspunkt egentlig ikke synderlig fortjent. Endsige det modsatte. Ikke endnu ihvert fald. Og så var der jo lige historien med Brian Laudrup. Hvorfor lige i aften, Brian? Hvordan kunne du nænne det?

Efter pausen og FC-Cheerleaders, der også syntes særligt tændte denne aften, så overtog københavnerne helt spillet. I en periode på ca. 30 minutter spillede de noget nær guddommeligt. Pressede et af verdens dyreste klubhold i bund. Desailly, Leboeuf, Di Matteo, ja, hele banden af glimmerdrenge stod nærmest på hælene. Først fik Rytter en kæmpechance, så kombinerede man igennem ovre hos Niclas. Et perfekt indlæg. Igen Rytter, og David, og i sidste omgang Todi, der hamrede den over foran næsten blankt mål. Aaaaaargghhhhh... for det var en af den slags chancer, der bare skal scores på.

Men vi fortsatte, os på C'eren, og drengene på banen. Fortsatte med at presse. Fortsatte med at være lige ved og næsten. Og i den anden ende, jamen, der stod Stensgaard. To gange parerede han i de mand-mod-mand situationer, som nødvendigvis også måtte opstå, qua det intensive københavnske pres. KØBENHAVN, KØBENHAVN, gjaldede det og sangen fra tribunerne var nonstop og all-over. Nej, Deres Udsendte hørte aldrig Chelsea synge og hold kæft, hvor var det dog flot. Og så stod man der omkring den halve time og så hvordan kræfterne var ved at slippe op. Det rasende tempo, den fænomenale kamp, og den udeblevne københavnske scoring, som man hele tiden følte måtte komme, fordi vi var der, fordi spillerne var der, og fordi hjertet var så stort, så stort, ja, det hele nyttede måske ikke alligevel. Et øjeblik tabte vi pusten. Men kun et øjeblik på en 7-8 minutter. For i slutminutterne fik spillerne atter grebet dybt i energidepoterne. Nye kræfter, en allersidste satsning. Som igen, igen, igen var så tæt på at give udligningen. Højer med sin kanon, der desværre styrede lige i favnen på de Gooy. Og Niclas der var halvt på vej igennem, men gled i bolden, og efter kampen lå helt sønderknust på grønsværen. Eller David, der i overtiden fik rettet et knaldhårdt indlæg et meters penge forbi. Med lidt held havde den været på den anden side af stolpen...

Allerkæreste læser, hele denne 2. halvleg var så allerhelvedes forrygende. Og så evindeligt ærgerlig. Men hvordan kan man på nogen måde kritisere sit hold, når de har ydet en gigant-indsats som den i aften. Efter Stamford-kampen gav vi nipsere alle spillere et suverænt 11-tal, på vores normale skala fra 1-10. I denne omgang må vi nok nøjes med 10-talet til dem alle, for vi kommer ikke udenom at de faktisk tabte kampen. Takket være ham der Chelsea-spilleren med 7-tallet. MEN HAM KØBER VI FANDEME! Ja vi gør! Og det hele var helt og aldeles ufortjent, men det vil der bare aldrig stå i nogen statistik. Altså et vaskeægte nipser 10-tal for ære, for selvrespekt, for hjerte, og for at have givet alle os fans en oplevelse, som vi aldrig ville have været foruden. Trods det samlede resultat. Og lad os til allersidst ihvert fald også glæde os over, at vi havde banens bedste spiller. Bjarne Goldbæk, og han var tæt fulgt af Rytter og af Højer og af Kaptajnen og af Stensgaard og af Mio og af...

Fusionsnipserne