01.11.98 F.C. København

01.11.98 F.C. København - AaB 2-2 (1-0)

22 min: 1-0 Lars Højer
47 min: 2-0 Thomas Thorninger
66 min: 2-1 Staale Solbakken
88 min: 2-2 Thomas Gaardsøe

Dommer: Anders Mosegaard

Tilskuere: 12.523

F.C. København 3-5-2: Michael Stensgaard 5, Thomas Rytter 4, Piotr Haren 8, Michael Mio 6, Niclas Jensen 5, Carsten Hemmingsen 7, Lars Højer 6, Bjarne Goldbæk 6, Peter Nielsen 5, Thomas Thorninger 7 (afløst af Martin Nielsen ub), David Nielsen 6 (afløst af Todi Jónsson 3).

Denne første søndag i november havde ca. 12.500 fundet vejen til Parken. En del måske med forventningen om, at de to mandskaber endnu engang kunne byde hinanden op til en kanonmatch, som den de leverede i Aalborg for et par uger siden (Resultat 3-3 og udråbt som efterårets bedste). Stemningen var ihvert fald helt i top på Nedre C, folk tændte simpelthen af, som noget der gav mindelser om en vis torsdag aften i London. På et tidspunkt i første halvleg oplevede Deres Udsendte - for første gang længe - hvad det sige at en hel tribune gyngede. I bogstaveligste forstand. For stemningen blev pisket så meget op, at betonen under fødderne ganske enkelt vibrerede. Godt gået, ærede med-fans!

Begge hold startede kampen ganske afventende, i de første minutter var AaB'erne meget i boldbesiddelse uden at der egentlig skete meget. Men man fornemmede intensiteten nede på grønsværen, tempoet var godt skruet op og der blev tacklet igennem i nærkampene. Mens nordjyderne spillede meget rundt, forsøgte københavnerne sig mere direkte, og blev i virkeligheden farligere, som da Thorninger headede et Goldbæk-indlæg tæt forbi. Ligeledes fik man bedre og bedre fat om midten, og midt i halvlegen fik man også for alvor fart over kombinationerne. Kaptajnen spillede Rytter blank ude på højrekanten, og han smækkede et hårdt indlæg ved forreste stolpe, som voldte Jimmy Nielsen problemer. Højer fangede bolden og løftede den enkelt i det åbne mål. 1-0 og en føring der var helt fortjent. Resten af halvlegen bølgede spillet frem og tilbage, dog stadig med københavnerne som langt de skarpeste. AaB'erne fik ikke mange bolde gennem det velspillende forsvar, hvor især Pjotte atter udmærkede på sweeperpladsen. Wooow, hvor han spiller godt derinde for tiden, den lille mand.

Frem efter blev der også spillet godt, med god bredde, og Thorninger kunne - med lidt held - i sprøjten nemt have udbygget føringen. Niclas fyrede et fladt skud fra venstresiden af feltet, i virkeligheden nok et mislykket indlæg, og Thorninger styrede den tæt forbi stolpen. En føring på et par mål havde faktisk ikke været ufortjent som halvlegen skred frem, selvom AaB'erne bestemt ikke var ringe. De manglede bare helt gennembrudskraften i front, der blev simpelthen fedtet for meget.

Efter pausen fortsatte billedet og allerede efter et par minutter kom den anden københavnske scoring så. Goldbæk sparkede hjørnespark, giftigt og indadskruet mod det lille felt, og mellem venner og fjender dukkede Thorninger så op og drejede bolden ind med foden. Nu virkede FC'erne helt ovenpå. De kombinerede hurtigt i mængder af kontrastød og burde have scoret yderligere. Men netop som AaB'erne virkede mest ude af kampen, slog de til med reduceringen. Kvikt spil og et godt indlæg havnede hos en helt umarkeret Staale Solbakken, der fra kanten af feltet meget behersket udplacerede Stensgaard. Et flot mål. Pludselig blev der kamp for alvor igen, tempoet blev skruet yderligere op, og for en mere neutral tilskuer måtte det mere og mere ligne endnu et brag af en kamp de to hold imellem. AaB'erne lugtede point, selvom københavnerne stadig virkede som de havde godt styr på begivenhederne. Men som vi nærmede os de sidste minutter, begyndte man måske at mærke det gamle syndrom, som Henrik Larsen for en måneds tid siden konkretiserede på følgende vis: angsten for at tabe, bliver nogen gange større end viljen til at vinde.

Ihvert fald kom de til at stå meget langt tilbage i slutminutterne, ligesom udskiftningen af først David og derefter Thorninger helt pillede brodden af kontrastødene. Den indskiftede Todi kom til at ligge alene på toppen og han er ganske enkelt helt ude af form for tiden. Intet lykkes for ham, heller ikke idag. Værre var næsten han atter virkede uengageret, men det har vi næsten vænnet os til.

Og så skete det så. AaB udlignede blot to minutter før tid. Som ved første scoring svigtede markeringerne helt, denne gang ved et hjørnespark. I situationen forekom Rytter lidt slatten i koderne, da Gaardsøe relativt uhindret kunne prikke bolden i nettet. Og det var forbandet ærgerligt, og i bund og grund heller ikke helt fortjent. For AaB'erne var kampen igennem temmelig harmløse foran vores mål. Når man bortser fra de to scoringer. Ekstra ærgerligt fordi københavnerne faktisk spillede en flot kamp. I en flot kamp generelt, der nok kan tåle sammenligning med den i Aalborg. For ære og respekt også til AaB, som kom til Parken for at spille bold. Omend Deres Udsendte stadig mener, at de nok var lige lovlig heldige med at skrabe endnu en uafgjort hjem til duksekontoen.

Fusionsnipserne