01.10.98 - F.C. København - Levski Sofia 4-1 (1-0)

18 min: 1-0 Martin Nielsen
49 min: 2-0 Lars Højer
59 min: 3-0 Thomas Thorninger
76 min: 4-0 Thomas Thorninger
88 min: 4-1 Zoravko Lazarov

Dommer: Michael McCurry, Skotland.

Tilskuere: 6.354 (egentlig ganske hæderligt, de klimatiske forhold taget i betragtning.)

F.C København 4-3-3: Michael Steensgaard 7, Piotr Haren 5, Morten Falch 5, Michael Mio 2, Niclas Jensen 5, Martin Nielsen 6, Lars Højer 5 (afløst af CV Jensen ub), Peter Nielsen 4 (afløst af Claus Nielsen ub), Bjarne Goldbæk 8, Todi Jónsson 3 (afløst af Henrik Larsen ub), Thomas Thorninger 6.

Kære læser, lad Deres Ydmyge krybe til korset med det samme. Der har den seneste tid sneget sig personer ind omkring denne nipser, med et ganske løsagtigt forhold til alkoholiske nydelsesmidler. Her til aften gik det så galt, Deres Udsendte er selvfølgelig den første til at beklage, men disse elementer begyndte straks efter sidste fløjt ved aftenens kamp at lave mundbevægelser, der antydede kendskab til en vis drik - lad os blot, for at undgå at drive eventuelt yngre læsere i fordærv - kalde den en blå Nykøbing. For at gøre historien kort, dette referat bærer sandsynligvis præg af, at Deres (ellers sobre) Udsendte fik visse problemer med at finde sit tastatur, endsige sin hukommelse, da alvoren meldte sig.

Umiddelbart virkede denne kamp som en professionel ekspeditionssag. Med sejren i Sofia in mente, handlede det mest om at komme videre. Uden unødige problemer. Ved kampstart var FCKøbenhavnerne atter tilbage i 4-3-3 opstillingen (hvad skal alle disse skift til for?). Mio og Falchen udgjorde midterforsvaret, hvilket sidstnævnte absolut slap bedst fra. Fremme foran virkede det som Goldbæk havde fået et wildcard til at gøre som han havde lyst. Og det behagede ham godt. Hurtigt indtog han rollen som banens altdominerende spiller. Selvom det københavnske udgangskoncept virkede meget defensivt. Det handlede om at lade bulgarerne komme, og så ellers slå kontra. Helt problemfri syntes taktikken dog ikke. Mange bolde blev tabt for nemt, inden man overhovedet nåede midterlinien. Hvilket i de første minutter gav Levski en ganske stor chance. Men Steensgaard og resten af forsvaret fik afværget i fællesskab. Efter forskrækkelsen fik københavnerne bedre styr på spillet, og da en godt kæmpende Martin Nielsen opsnappede en svag bulgarsk tilbagelægning og sikkert udplacerede keeperen, var sagen sådan set på plads. Allerede knap halvvejs gennem 1. halvleg. Resten af halvlegen bød på en underlig gang bold. Københavnerne producerede de bedste chancer, men bød samtidig også bulgarerne indenfor ved en række unødige fejl fra bagkæden og især Mio som præsterede en stribe irriterende fejlafleveringer. Men man fik dog reddet kastanjerne. I en enkelt situation måtte Steensgaard dog vise noget af sit potentiale med en fremragende parade. Efter den hundekolde pause begyndte københavnerne at vise noget, der fortjente andet end professionel respekt. Primært fordi man begyndte at kæmpe for alvor. En hurtig scoring blev den naturlige belønning. Højer tog frispark fra venstre lige uden for feltet, og som en anden nipser sagde til Deres Udsendte: "Nu scorer han!" og det gjorde han så. Elegant. 2-0. Omkring Højer må vi sige, at han fik et hæderligt comeback efter sin lange skadespause. Især før pausen havde han en række dumme boldtab, men spillede sig gradvist op og udfyldte sin rolle på den defensive midtbane. Naturligt nok at han skulle finde formen igen, og sparketeknikken fejlede ihvert fald ikke noget. Efter den anden scoring styrede FC kampen helt. Med glimrende fodbold. I en halv time viste spillerne ægte format. Hvilket yderligere medførte to scoringer, begge signeret Thorninger. Ved den første stak Todi igennem og prikkede bolden uden om den bulgarske keeper. Foran et blankt mål var det en smal sag for Thorninger at ekspedere bolden den sidste halve meter ind i kassen. Anden scoring blev helt hans egen. Thorninger fór rundt i det bulgarske straffesparksfelt, åbenbart opsat på at ødelægge ethvert bulgarsk opspil. Pludselig nappede han så bolden og sendte den uden om keeperen. 4-0. Herefter endte kampen i leg og ligegyldigheder, og den bulgarske reducering syntes mere som resultat af manglende københavnsk koncentration end egentlig vilje fra Levski-spillernes side. Så lad os blot gå til helhedsindtrykket og sige, at det var en habil indsats af FC. Egentlig følte man sig aldrig nervøs, Levski virkede tandløse, omend de til tider kombinerede flot. Glædeligt var det at se den gnist, som FC-spillerne demonstrerede straks fra 2. halvlegs start. I kan jo godt, FC!!! Mere af det, tak! Goldbæk var tilbage som den helt store dynamo, han var her og dér og allevegne, og det var glædeligt at se. Til gengæld virkede Kaptajnen atter lidt tynd i koderne. Han ligger sit spil stort an, men når medgangen ikke rigtigt er der, så var det måske bedre hvis han valgte de enkelte løsninger. Istedet for de hasarderede driblinger. I målet var Steensgaard sikkerheden selv, suveræn i luftrummet, og kold som bare f... ved et enkelt udspark, hvor han uden at blinke afdriblede en bulgarsk angriber. Tænk dig dog om, Steensgaard, er de engelske lønninger virkelig så meget bedre end hvad vi kan tilbyde? Hmm... nu da vi er igennem til 2. runde i EC'en og det er jo egentlig ikke så skidt endda, er det!?!

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright � 1997-1998
Sidste rettelse: 2. oktober 1998.