31.8.97: AB - FC København 1-1 (1-1)

12. 1-0 Alex Nielsen
21. 1-1 Todi Jónsson

9304 tilskuere.

FC København: Karim Zaza (6) - Morten Falch (4), Michael Mio Nielsen (5), Diego Tur (6) - Carsten Hemmingsen (6), Carsten V. Jensen (5), Bjarne Goldbæk (6), Henrik Larsen (6), Peter Nielsen (5) - David Nielsen (6), Todi Jónsson (7) (Stefan K. Hansen (4))

FC Københavns udgangsopstilling var ændret på to pladser i forhold til Brøndbykampen, i begge tilfælde på grund af skader stammende fra denne. Clement Clifords plads i angrebet var overtaget af Todi Jónsson, og Lars Højers af Carsten V. Jensen.

Ved indgangen til det stegende hede Gladsaxe Stadion uddelte man gratis eksemplarer af TipsBladet. Man var efterhånden begyndt at undre sig over, hvad det blad egentlig kan bruges til, men her fandt det god anvendelse i iturevet stand som konfetti og i foldet stand som en dejlig svalende papirshat.

Begyndelsen af første halvleg blev domineret af AB, men FCK havde også sine chancer. Der var ikke tale om det lækreste tekniske bold fra nogen af holdene. AB kom først foran. Deres mål kom efter en situation, hvor Morten Falch ikke fik sparket bolden ordentlig væk. Bolden blev opsnappet af en AB'er, som dog tabte den igen til Falch, der som sidste man ville prøve at afdrible AB'eren. Det førte dog til endnu et boldtab, og efter at bolden var blevet sendt videre til Alex Nielsen, var AB på 1-0. FC Københavns spil fortsatte dog med at give chancer. Todi Jónsson, som hele kampen igennem voldte Thomas Schønnemann (som i lange perioder var førsteaspirant til en udvisning) store kvaler, tog sagen i sin egen hånd. Efter en længere dribletur kunne han udligne ved at passere Hoffmann i ABs mål.

Anden halvleg begyndte, og holdenes spil var stadig ikke særlig godt. Både AB og FC København havde chancer, men de var mest tilfældige og fuldendte billedet af en kamp, som vist bedst kan karakteriseres som forglemmelig. Midtvejs blev Jónsson udskiftet med Stafn K. Hansen, som ikke rigtig fik markeret sig. Retfærdighedsvis skal det dog siges, at der ikke rigtig var nogen FCKere, der spillede godt på det tidspunkt. Peter Nielsen, som efter sigende blev synet af den assisterende landstræner, fik ikke meget ud af det offensivt, mens han viste godt spil som bolderobrer. Begge hold lod til at være præget af varmen, som også satte sit præg på et talstærkt, men tamt hvidklædt publikum. I kampens absolutte afslutning kunne det dog være blevet til FC København-sejr, da Bjarne Goldbæk fik masser af tid til at afslutte. Han sparkede hårdt og faldt, men desværre også forbi mål.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.