29.5.97: AB - FC København 0-1 (0-0)

71. 0-1 Kenneth Perez

Udvisning: 34. Iørn Uldbjerg

Holdopstilling:
Antti Niemi, Diego Tur (Aki Hyryläinen), Morten Falch, Michael Mio Nielsen, Bjarne Goldbæk, Henrik Larsen, Iørn Uldbjerg, Carsten V. Jensen, Carsten Hemmingsen (Lars Højer Nielsen), Kenneth Perez, David Nielsen (Henrik Lykke).

I dagens anledning mødte København op i sort/hvidt med Martin Johansen på bænken. Kort før tid vurderede han, at han p.g.a. den forkølelse, som havde ramt flere FCK´ere, ikke kunne spille. ABs ledelse havde sympatisk og i modsætning til de fleste andre sjællandske klubber reserveret hele den "billige" langside til de hvide fans, der så fik bedre udsyn en den sædvanlige plads bag løbebanen bag målet.
Første halve time bød på meget usammenhængende FC-spil. Det meste i den kraftige medvind foregik med høje bolde, som ofte var langt fra modtageren. AB havde derimod lidt bedre afleveringer, og deres spil foregik mere langs jorden. Til gengæld kunne man glæde sig over, at Bjarne Goldbæk tydeligt nu var genindsat som førstesparker af frispark.Efter godt en halv times spil blev Uldbjerg udvist for en eftertackling. Liggende forsøgte han at sparke ud efter Peter Rasmussen, -ikke vanvittig smart. Efter at have fået en fantastisk modtagelse af tilhængerne ved sit come back, har han på det sidste været ved at solde det væk ved først at tilbyde sig til Brøndby, og pådrage sig sådan en tåbelig udvisning. Det røde kort gav AB bedre plads, og deres overtag var markant resten af kampen. Første halvleg bød ikke på nogen chancer til FC.
Anden halvleg fortsatte med AB som spilstyrende, men de havde store problemer med at skabe chancer: Vi har faktisk set denne kamp masser af gange før.
Normalt er det bare FCK i ABs rolle, og rollen som boldlossere diverse superligahold, der er på besøg i Parken. I al fald blev alle de bolde, der blev sparket ud af forsvaret samlet op omkring midterlinien i det, der svarede til power play i ishockey. Tyve minutter før tid modtog Perez dog bolden midt på ABs banehalvdel, tæmmede den med brystet, tog et træk og skød et ikke alt for hårdt skud et par meter uden for feltet. Han kunne se Brian Flies, der alligevel ikke nåede skuddet, der istedet røg i mål. Dybt ufortjent - men dejligt!
Straks efter målet blev David Nielsen udskiftet med Henrik Lykke. Et kvarter før tid blev Carsten Hemmingsen båret fra banen, med det der så ud som en alvorlig skade, han pådrog sig i en tackling. Ind kom Højer efter flere gode kampe på danmarksserieholdet (se referater). Kort efter spillede Perez Goldbæk helt fri, med han sparkede lige på Flies. Kampen sluttedes med flere store AB-chancer, hvor de endelig fik skarphed, bl.a. på stolpen, men de fleste af de 6100 mennesker gik glade fra Gladsaxe Idrætspark.

De 3 bedste FCK spillere: Kenneth Perez, Antti Niemi, Henrik Larsen


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.