26.9.97 OB - FC København (2-1) 2-3

9 min: 1-0 Morten Bisgaard
22 min: 1-1 Lars Højer
35 min: 2-1 Michael Hansen
51 min: 2-2 Henrik Larsen
70 min: 2-3 David Nielsen

Dommer: Knud Fisker

Tilskuere : 10.422

Spillerkarakterer: Karim Zaza 6, Martin Nielsen 7, Carsten V. Jensen 6, Michael Mio Nielsen 5, Lars Højer Nielsen 6 (erstattet af Iørn Uldbjerg 6), Henrik Larsen 8, Carsten Hemmingsen 9, Bjarne Goldbæk 8, Morten Nielsen 6 (erstattet af Stefan K. Hansen (ub)), Todi Jónsson 5, David Nielsen 8 (erstattet Aki Hyyryläinen ub).

Forbavsende mange københavnske fans havde selv fundet vej til Odense, og de kunne høres. Det nyrenoverede Odense Stadion var en fornøjelse. Man kunne ligefrem se kampen, hvad ikke altid var tilfældet før ombygningen. De 10.400 fremmødte skabte en fantastisk ramme om kampen. Der var endda rygter om, at flere var gået forgæves! Når OB får den sidste tribune har de et godt og tilskuervenligt stadion. Også grønsværen blev indviet på fornemste vis med en flot fodboldkamp.

OB'erne havde - som forventet - vundet ny gejst ved at udsigten til omsider at være hjemme på det rigtige stadion igen. En meget velspillet og tempofyldt 1. halvleg blev slået an af Morten Bisgaard, der allerede i 9. minut bragte hjemmeholdet foran.Efter en lidt tilfældig chance, hvor kontraerne var med OB, placerede han perfekt bolden uden for Karims rækkevidde. Med til forhistorien hører, at David Nielsen i angrebet forinden havde en stor chance, hvor han akkurat fik drejet Goldbæks indlæg uden om stolpen. Men dermed var tonen slået an. OB spillede ikke som noget bundhold og København viste sig som det tophold, som vi er. I minutterne efter OB-målet blev Bjarne Goldbæk snydt for et soleklart straffespark, da han blev fældet i feltet af en klodset forsvarer efter en længere dribletur. Ubegribeligt at dommer Fisker kunne overse den. Udligningen faldt midt i halvlegen, hvor Larsen elegant snød sin forsvarer på venstreflanken og plantede en perfekt bold i panden på Lars Højer.Normalt er vi ikke vant til at se Højer som målscorer på hovedstød, men hans pandebrask mødte indlægget med en sådan perfektion, at man kun kunne falde anerkendende på knæ. Resten af halvlegen bød på vekslende spil, hvor begge hold havde sine tilbud. Michael Hansen bragte atter OB på sejrskurs med et fladt langskud, som tydeligt fangede Karim Zaza på det forkerte ben. Han kom helt galt ned til bolden, som han burde - realistisk set - have sat hænderne på. Efter pausen fortsatte de gode takter, begge hold ville noget. Men det virkede som den københavnske tålmodighed og selvtillid, før eller siden, ville give pote. Det gjorde den, da Goldbæk sendte et langskud afsted. Et skud som Lars Høgh akkurat parerede, men kun for at David Nielsen kunne opfange riposten og via en kontra sende den videre mod midten, hvor bolden endte i fødderne på en fri Henrik Larsen, der sikkert udlignede. Efter målet gik pusten af OB'erne, København fik bedre og bedre fat. Derfor virkede det også logisk, da David Nielsen effektivt spurtede fra OB's Michael Hemmingsen og sikkert udplacerede Lars Høgh midtvejs i halvlegen. En David Nielsen som i det hele taget spillede en flot kamp, måske sin bedste for København. Endvidere bør nævnes, at Peter Nielsen ikke spillede. Hans fiberskade holdt ham ude, men det var ikke nogen mærkbar svækkelse. Hele holdet spillede suverænt og viste hele tiden tålmodighed i spilopbygningen. Forsvaret var helt omorganiseret i forhold til pokalkampen i Glostrup, pga karantænen til Diego Tur. Istedet fik Martin Nielsen nu rollen som central dirigent, en rolle han fyldte godt ud, mens Mio var tilbage på sin vante plads som højreforsvarer. På midtbanen spillede Morten Nielsen den plads i udgangspunktet, som Peter Nielsen normalt spiller. Også han gjorde det godt. Det viser, at bredden i truppen er betryggende god. Til slut skal siges, at det flotte stadion, som de har fået i Odense, også fremover burde inspirere det fynske "krisehold".
Således at man får samlet de fornødne points og kryber over nedrykningsstregen. Det vil simpelthen være synd og skam, hvis
et sådan stadion kun skal huse 1. Divisionsfodbold fra næste sæson.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.