Kampreferat

19.11.97 FC København - AGF 3-1 e.f.s.

Ordinær kamp 1-1 (1-0)

1-0 30. min. Diego Tur.
1-1 83. min. Carsten Hallum.
2-1 110. min. Morten Falch.
3-1 117. min. Bjarne Goldbæk.

Tilskuere: 5854 (Hæderligt - pokalmatch og så var det bidende koldt).

Dommer: Finn Lambek.

FC København: Karim Zaza 5, Diego Tur 6, Morten Falch 8, Michael Mio 4, Martin Nielsen 8, Carsten Hemmingsen 8, Henrik Larsen (anf.) 5, Bjarne Goldbæk 6, Peter Nielsen 5, Morten Nielsen UB ( Clement Cliford 5, ( Lars Højer 5)), David Nielsen 4 ( Carsten V. Jensen UB).

Efterårets sidste hjemmekamp i Parken var det fremrykkede pokalopgør mod AGF, et hold der placerer sig i den bløde mellemvare i Superligaen. Da holdet samtidig er stærkt plaget af skader, et stort dagblad døbte århusianerne "Krykholdet", og havde to spillere i karantæne ( bl.a. ex-Fck'eren Jesper Sørensen) lignede det på forhånd en overkommelig opgave for hjemmeholdet.
Det var da også FCK der startede bedst på denne meget kolde efterårsaften. I den på papiret mistænkeligt defensive udgangsformation ( Mate Sestan var skadet) var det Morten Nielsen, der lå fremme med David Nielsen, mens Martin Nielsen og Carsten Hemmingsen udgjorde en interessant - og vellykket - defensiv akse på midtbanen. Peter Nielsen var efter nogle minutters spil alene med Lars Windfeld, der dog afværgede det flade skud med en fodparade. Men presset blev holdt og Morten Nielsen havde også en mulighed, inden David Nielsen efter et kvarter var tæt på at score det mål, hans selvtillid skriger på, desværre prellede bolden af på overliggeren. I stedet var Carsten Hallum tæt på at slå til i den anden ende nogle minutter senere, da han kom fri fra Michael Mio og afsluttede fladt.
Efter kun tyve minutters spil måtte en skadet Morten Nielsen udgå og ind kom Clement Cliford, der arbejdede godt, men ikke altid var lige heldig i sit spil. FCK var stadig toneangivende og Bjarne Goldbæk havde et godt skud oppe i målet, som Windfeld imidlertid også tog sig af. Men omkring den halve time var rollerne byttet om: Bjarne Goldbæk sparkede hjørnespark i højre side og fandt en umarkeret Diego Tur, der headede føringsmålet ind ved roden af stolpen til højre for Windfeld. 1-0, Turs fjerde sæsontræffer, og en god måde for ham at revanchere et groft frispark, der havde givet gult kort tidligere i kampen. Resten af halvlegen var rimelig begivenhedsløs, dog fik Peter Degn gæsternes største chance for at udligne, da han i forbavsende fri position i det lille felt halvflugtede på Zaza, men forsvaret fik ekspederet bolden væk efter nogle kontraer.
Anden halvleg fortsatte hvor første slap, FCK dominerede, mens AGF i højere grad satsede på, eller kun fik lov til høje bolde frem af banen til sporadiske kontraer. Anders Bjerre måtte tidligt trække sig ud efter et sammenstød med Clement Cliford. I stedet gik Dennis Siim ind som sweeper, hvilket skabte lidt forvirring og en stor chance til Clement Cliford, der dog sendte sit flade vristspark ved siden af det lange hjørne. Den havde han nok scoret på i august !?! Den anden angriber 'frelseren' David Nielsen gjorde kun opmærksom på sig selv i forbindelse med et tåbeligt frustrationsfrispark, der gav gult. Midt i halvegen blev Cliford, der kort forinden havde været involveret i en episode, hvor hjemmeholdets fans, gerne ville have haft straffe, afløst af Lars Højer. FCK overlod, ganske unødvendigt, alt initiativ til udeholdet, tilsyneladende ville træner Karlsson forsøge at fedtspille sejren i hus, og resten af den ordinære kamp blev derefter - dødkedelig. At tidligere landstræner Richard Møller Nielsen ikke har levet forgæves blev yderligere bekræftet ved den sidste udskiftning: Carsten V. Jensen afløste David Nielsen. V'et spillede i øvrigt som ramt af guddommelig inspiration, klasser over hvad man er vant til at se fra ham. Men det strider mod undertegnede nipsers fodboldfilosofi (og det skulle også vise sig at være dumt), at man spiller uden angribere i en kamp mod et afbuds - og karantæneramt mandskab fra turneringens mellemlag.
Hjemmeholdets fans råbte "tavse jyder", men grunden til at gæsterne var så lidt støjende, var ikke mangel på opbakning, snarere var de faldet i søvn. Opvågningen kom dog snart: efter fikse førstegangsafleveringer langs jorden stod Carsten Hallum mand til mand med Karim Zaza, og den tidligere FCK'er levnede ikke vores målmand mange chancer med en tunnel. Udligningen var en realitet, og det var vel i grunden ikke ufortjent, vi havde selv inviteret AGF indenfor.
I slutminutterne i den ordinære kamp vågnede FCK-spillerne dog op til dåd, og Lars Højer havde et godt fladt skud fra distancen, som AGF-keeperen havde svært ved at holde. Men forlænget spilletid blev der, og undertegnede kunne være en lille smule deprimeret med udsigten til endnu en halv times kulde og alibifodbold. Men sådan skulle det slet ikke blive...
FCK angreb nemlig flot og modigt fra første fløjt i tillægstiden, og tilspillede sig mange fine chancer, Martin Nielsen havde adskillige herlige soloture op ad banen, og der var også drive over Carsten V. Jensen og Bjarne Goldbæk, sidstnævnte, som en slags hængende angriber. Men alligevel var gæsterne tættest på på et langskud, som Zaza noget nonchalant ville lade passere til målspark, men bolden tog i stedet opstanderen og vores keeper skal vist være glad for, at Carsten Hemmingsen (der, som kampen skred frem, spillede bagerste mand) fik raget kastanjerne ud af ilden.
Angrebene bølgede fortsat mod AGFs mål og fem minutter ind i den forlængede spilletids anden halvleg kom forløsningen. Bjarne Goldbæk afleverede ud i venstre side og faldt om, som var han pludselig blevet ramt i en nærkamp. Om det var det, der paralyserede AGF-forsvaret skal være usagt, men fra fløjen havnede bolden i hovedet på Morten Falch, der behandlede den på smukkeste vis og dirigerede den ind til højre for Windfeld, næsten samme sted som Tur havde gjort det. Herligt.
Dette fik AGF længere frem på banen, men FCK var stadig mest direkte, og Bjarne Goldbæk lukkede ballet, da han brød alene igennem i højre side og tordnede kuglen under Lars Windfeld. Endnu en sejrsscoring fra Goldbæk, og herefter blev der danset sejrsdans til latterlig svensk letvægtsheavy og sunget "god tur hjem" til gæsternes medrejsende supporters.
Målet er nået, og vi kan nu se frem til to pokalsemifinaler mod bundskraberne fra Ikast, holdet vi sidste år besejrede 2-0 i finalen i Parken.
Men hvorfor ikke vise dem, hvem der bestemmer allerede på søndag, når efterårssæsonen afsluttes i det midtjyske ?