14.9.97: Lyngby - FC København 0-4 (0-0)

0-1 David Nielsen
0-2 Stefan K. Hansen
0-3 Stefan K. Hansen
0-4 Stefan K. Hansen
udv. (46) Stefan Bidstrup

FC København: Karim Zaza (8)- Michael Mio Nielsen (4), Diego Tur (4), Aki Hyryläinen (4) (Morten Nielsen(5)) - Martin Nielsen (6), Carsten V. Jensen (5), Henrik Larsen (7), Bjarne Goldbæk (8), Peter Nielsen (8) - Todi Jónsson (4) (Iørn Uldbjerg (ub)), David Nielsen (6) (Stefan K. Hansen (9))

Dommer: Kim Milton Nielsen (4)

Da Morten Falch og Lars Højer Nielsen var skadede, og Carsten Hemmingsen i karantæne, var der åbnet for adgangen til holdet for nogle af de normale reservespillere. Som markør så man Aki Hyryläinen, Michael Mio Nielsen var nemlig udlånt til sweeperpladsen. Lars Højers plads var ikke overraskende taget af Carsten V., og som defensiv midtbane så vi Martin Nielsen. I angrebet var Todi Jónsson stadig med trods Stefan K. Hansens gode kamp mod Ikast.

Lyngbyholdet, der som vi har nævnt det i vores optaktsartikel, var igen præget af en masse nye spillere. Yderst elskværdigt gav Lyngbykliken på tilskuerpladserne de øvrige tilskuere lejlighed til at lære de nye at kende ved at råbe deres navne. Første halvleg var - så er det sagt - dårlig. Det meget åbne stadion, som bør kritiseres endnu en gang, gav den kraftige vind, som FCK havde delvist i ryggen i første halvleg, spillerne svært ved at styre bolden. Mange elementære tæmninger og afleveringer gjorde det mindre sjovt at følge med. Ikke alle københavnere havde dog problemer med boldkontrollen, og Peter Nielsen og Bjarne Goldbæk kunne overbevise den tilstedeværende landstræner om, at de var værd at satse på i den næste landskamp. FCKs chancer var fåtallige, og små, og det samme kunne siges om Lyngbys.

I anden halvleg kom der fra start gang i historien. Stefan Bidstrup tæmmede bolden dårligt, at da Peter Nielsen straks angreb ham, kom bolden på FCK-fødder, da Peter Nielsen havde frit løb. Stefan Bidstrup rev resolut Peter Nielsen omkuld, og selvom man gang på gang har ærgret sig over kampens dommer, Kim Milton Nielsen, var man ikke i tvivl om, at Stefan Bidstrup ville blive vist ud: Milton lader aldrig en chance til at give udvisninger, advarsler eller straffespark gå fra sig. Reduceringen i spillerantal gav FCK spilovertag, men Lyngby var stadig yderst farlige på kontraer, herunder en gang alene med Karim Zaza på en friløber og et resolut spark, men Zaza klarede begge situationer glimrende. Efter ti minutters spil af anden halvleg gav spilovertaget dog udbytte, da Bjarne Goldbæk spillede David Nielsen fri ved straffesparksfeltets grænse, og herfra sparkede David Nielsen bolden direkte i mål. Efter målet var Lyngby stadig med, men da David Nielsen udskiftedes med Stefan K. Hansen, skulle kampen blive afgjort. Kort efter sin entre udnyttede han nemlig køligt en frispilning fra Goldbæk, og Lyngby måtte derfor satse alt. Det gav naturlig nok flere FC Københavnske chancer, og det gav bonus i form af yderligere to mål fra den tidligere Vikingspillers side. Klasse! Faktisk havde han mulighed for endnu en scoring, men missede i den situation på indskiftede Morten Nielsen dejlige indlæg fra højre side.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.