Kampreferat

6.11.97 Europa Cup: FC København - Real Betis 1-1 (0-0)

61 min: 1-0 Peter Nielsen (str)
78 min: 1-1 Juan Urena

Dommer: Willie Young, Skotland (Skrivende fusionsnipser troede det knapt muligt, at skulle opleve en britisk dommer, der tillod så få regulære tacklinger. Fodbold er også et fysisk spil, Mr. Young!)

Tilskuere: 10.140 (Lidt skuffende! Vi burde have været flere! Til gengæld fortjener alle fremmødte topkarakteren 10 for opbakningen i 2. Halvleg. Det var ikke bare flot, det var MEGAFLOT! Hurra for os selv!)

FC København: Karim Zaza 7, Morten Falch 7, Diego Tur 6, Michael Mio 6, Carsten Hemmingsen 8, Lars Højer 8, Morten Nielsen 5 (afløst af Carsten V. Jensen 6), Henrik Larsen 5, Bjarne Goldbæk 6, Peter Nielsen 6, Mate Sestan 7 (afløst af David Nielsen ub).

Man havde sit lille håb før kampen. Selvom alle af de mere neutrale fans påstod, at det var umuligt. Selvfølgelig ville Betis score! Det lå ligesom i luften, for vi har hele efteråret haft svært ved at holde nullet. Men kampen startede godt, set med FC-øjnene. Vi fik et par chancer. Størst da Henrik Larsen fik en fin hovedstødsmulighed allerede efter ganske få minutters spil. Desværre drejede han den lige på Betis-målmand Prats. I minutterne efter virkede Betis til at tale med, men København fik aldrig sat noget alvorligt tryk på. Måske fordi 1. halvlegs-devicen var, at spille mere med den nok så berømte kontrollerede offensiv. Tålmodighed var nødvendigt. Et hurtigt Betis-mål ville få skæbnesvangre konsekvenser. Derfor gjaldt det om passe på nede bagude. Med Falch'en tilbage virkede det da også, som forsvaret havde fået bedre styr på sagerne end vi har set de sidste kampe. Betis nåede ikke frem til meget. Og hvis de gjorde, som da Finidi George fik en friløber tidligt i halvlegen, fandt Karim storspillet frem. En herlig parade som han fik leveret. Men spanierne var mere end forbandet boldsikre. Det skinnede igennem i store dele af halvlegen. Vi kom ikke til mange afslutninger, og Betis spillede alt for meget bold. Rundt og rundt med imponerende præcision. Uden der skete særligt meget. Deres indstilling til kampen var tydelig. Først gik ovennævnte Finidi George ud med en skade, dernæst kom turen til en anden af stjernerne - den kroatiske Robert Jarni. Billedet blev tydeligt for de sidste 45 minutter. Betis ville simpelthen forsvare sig og blot køre den hjem. Efter pausen satte de københavnske fans ind med en enestående og flot opbakning. Dette synes efterhånden også at forplante sig til banen. Spillerne fightede mere og mere, og vovede mere og mere. Mate Sestan blev toneangivende for dette. Formodentlig havde træner Karlsson valgt netop ham som første-angriber i denne kamp, fremfor David Nielsen, netop på grund af hans energiske og evigt aggressive fremtoning. Det virkede som et godt valg. Sestan fik med sin energi et kvarter inde i 2. halvlegen fremtvunget et straffespark. Udefra set kunne det diskuteres, men kampens skotske dommer havde i den første halvleg ikke været særlig meget på hjemmeholdets side. Så i det lys virkede kendelsen helt okay. Sparket blev eksekveret meget sikkert af Peter Nielsen. Pludselig blev kampen helt åben, og det var tydeligt at Betis i minutterne efter syntes rystet. Københavnerne vandt den intense kamp på midten, uden dog at skabe de helt store chancer. Først og fremmest ydede Carsten Hemmingsen og Lars Højer en enorm indsats, ligesom forsvaret fortsatte med at stå godt. Og pludselig dukkede den der ene chance da også op. Den chance som bare skal udnyttes i disse internationale kampe. Goldbæk opsnabbede bolden på midten og spillede flot Sestan fri på kanten af straffesparksfeltet. Men helt alene med Betis-målmanden løftede han ved siden af. Sestan burde havde scoret. I tætte kampe som denne, er en afbrænder af den karakter helt fatale. Vi kunne havde haft de nødvendige 2-0, ja vi havde alle muligheder, men ak, ak! Endnu engang må man sige det. Vores angreb er bare ikke stærkt nok for øjeblikket. Istedet skete det i modsatte ende. Et noget tyndt frispark blev dømt mod Carsten V, der blot tacklede med skulderen. Men som allerede nævnt i indledningen, den skotske dommer brød sig ikke meget om denne facet af spillet. I iveren efter at tænke fremover glemte København markeringerne i den efterfølgende situation. Betis udlignede på et hovedstød og dræbte dermed enhver chance for københavnsk avanchement til kvartfinalen. Resten af halvlegen forløb, som man kunne forvente. FCK prøvede, men chancerne var ligesom forspildte. En umulig situation mod et meget boldsikkert og rutineret spansk hold. Men vi spillede en flot kamp. Intensiteten var der og chancen for videre avanchement blev holdt i live længe. Det var tydeligt, at alle mand kæmpede for den chance, som trods alt var. Vi bør være stolte af gutterne, de viste i højeste grad international format, og fremfor alt bør vi være stolte af os selv for den opbakning, som vi leverede. Selvom det så ikke var nok. Men alligevel: BRAVO, FC!!!!