Lav dit eget flag | Creperuller | Hjemmelavet "tifo"

Lav dit eget flag

Man kan sætte bannere op flere steder i Parken, og hvis man synes, det bliver for ensformigt med de flag, FCK tilbyder, er dette også vejen til mere hvidt i Parken.

Materialer: Til bogstaver, tegninger m.m. kan man både bruge stof og stoftrykfarve, der er en slags maling, der efter strygning kan tåle vask. Stoftrykfarve fås bl.a. i Fredensborg Indkøbscentral, der har butikker ved Grønttorvet og i Lyngby Storcenter. Det er en god idé at bruge farve, når man skal farvelægge mindre områder eller skal lave mange detaljer. Stof er nemmest til store ensfarvede flader.

Hvis man lader være med at klippe de naturlige yderkanter af stoffet, vil stofkanten i top og bund ikke behøve syning, da stoffet ikke vil "løbe". Bemærk at det er nødvendigt at alliere sig med en ejer af en symaskine, hvis man ikke har adgang til en. Bogstaver kan enten skrives stort ud på en printer i A4 størrelse og hvis man vil have endnu større bogstaver og har adgang til en overheadprojektor kan bogstaverne nemmest forstørres på den måde. Større bogstaver kan klippes ud af stof, der (naturligvis) har anden farve end baggrundsstoffet og bogstaverne kan derefter sys på. Lad her være med at klippe baggrundsstof væk, hvor bogstaverne skal sidde. Bogstaver kan også laves meget enkelt og stofbesparende ved at klippe det farvede stof i lange strimler på f.eks. 8 - 12 cm's bredde. Disse strimler kan nemt laves til bogstaver og hvis man ikke bryder sig om helt kantede bogstaver, kan de klippes i hjørnerne.

Desuden kan vi viderebringe disse nyttige råd om OH-projektorer fra FCKFCKU (Københavns Universitet) med tak for hjælpen: Vi kan tilføje at en overheadprojektor/lysbilledeapparat er eminent til at overføre bogstaver til stoffet. Gør som følger:
1.Ophæng stoffet på væg. 2.Projicer billede/tekst ved hjælp af overheadprojektor op på stoffet. 3.Aftegn med blyant/kuglepen/tusch omridset af bogstaverne/billedet. 4.Nedtag stoffet og leg mal-indenfor-stregerne ligesom i de unge dage... 5.Tør banneret - her kan en 2500W hårtørrer anbefales... Ellers er frivillig tørring ok. 6.Stryg det malede så det kan blive vandtæt

Opsætning/flagstang: Opsætning af flaget foregår til alle kampe og sker nemmest ved hjælp af tøjklemmer, der sættes på for hver 1 - 1½ meter. Sæt også et par i bunden af flaget. Man kan også sy stropper i sit flag, så man slipper for at medbringe klemmer. Anvendelse af kraftig tape kan ikke anbefales. Hvis du mangler en flagstang, skal du finde en trælast, og der købe en rundstok.

Vedligeholdelse: Flaget kan nemt holde flere år, hvis man følger enkelte nemme regler: Sørg for at stærkt farvet stof er vasket en gang før det sys på. Følg de temperaturangivelser, stofforhandleren giver. Ofte vil lagenlærred kunne tåle 60 C-vask. Vask flaget hvert ½ år og lad være med at træde på det eller slæbe det hen af jorden en regnvejrsdag. Lad være med at hænge flaget op nær en koloni af udeholdets tilskuere.

Ved at følge disse råd er du med til at gøre Parken til vores hjemmebane. Hvis du finder nogen at slå dig sammen med, bliver både den arbejdsmæssige og økonomiske byrde endnu mindre.

Creperuller

Creperuller kan godt købes i butikkerne, men koster her typisk det dobbelte af, hvad fanklubben sælger dem for i Parken. Køb dem derfor her, hvor de for øjeblikket koster 10 kr. for et sæt med to. Man kan også udnytte, at FC København spiller i hvidt, og købe 8 ruller af Tapirs den værste!

Hjemmelavet "tifo"

Tifoer er større samlinger af farvet pap, som tilsammen danner et mønster. Typisk vil man kunne købe karton i store stykker, f.eks. i Fredenborgs Indkøbscentral, hvor prisen falder, når den købte mængde bliver større. Hvis man vil, kan man f.eks. lave hvert kartonark om til et bogstav, der laves som beskrevet i Flag-afsnits-teksten. Det går relativt hurtigt at klistre anden farvet karton på. Dette er også en hurtig måde at lave et skilt til f.eks. hegnet på, men vær opmærksom på, at det ikke holder i regnvejr. Skiltet sættes op med snore, og bindes fast gennem hullemaskine-huller i kartonen.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.