Sidste periodes spørgsmål handlede om sym- og antipatier i klubfodbold. Det lød "Ofte har man visse forventninger om, at når en person holder med et bestemt hold, har han/hun samtidig sympati og antipati for bestemte andre hold. Hvordan er dette billede? Hvilket hold i superligaen har du størst sympati for, næststørst sympati for, og hvilket hold har du mindst sympati for?"

Vi fik flot opbakning fra vores læsere: 82 stemmer! Generelt afspejler stemmerne desværre nok vores besøgende, og ikke den reelle fanfordeling i Danmark. Men opdelingen har gjort, at vi i de følgende lagkager har opdelt stemmerne i de, der har valg FC København som klubben med størst sympati, og de, der har valgt et andet hold.

Der blev ikke så ofte argumenteret for, hvorfor man var f.eks. FCKer. En skrev dog "For mig er der kun en klub i Danmark, og det er FCK. Alle de andre klubber har ingen interresse. Det er derfor jeg ikke har noget valg under næststørst sympati." En anden skrev simpelthen: "I LOVE FCK". Og en "Jeg elsker FC. Nothing Else Matters!!!!!" En anden FCK-tilhænger skrev: "Jeg ved godt at jeg ikke har markeret "næststørst" - det er helt overlagt! Hvorfor kan man ikke få lov at markere 11 hold under "mindst sympati"???!!!"

Med en Aarhus Fremad-stemme var teksten "Som gammel Glostrup IC'er har jeg altid haft stor beundring for BIF, men samtidig var jeg KB'er med hud og hår! Da KB så blev "opløst" i fusionsklubben FCK, kunne jeg ikke rigtigt følge med her. Men efterhånden er det ved at vende...Så hen af tiden kan det da godt være, at BIF og FCK skifter plads i min sympatirække! Efter jeg er flyttet til Århus, og har spillet en del år i Fremad, er jeg naturligvis Fremadmand. AGF føler jeg intet for! sidst: AGF to: FC København et: Brøndby"

Man kunne formode, at teknisk betonede hold som Vejle, AB og til en vis grad AGF var yndet af FCK-tilhængere. Hvorvidt det er årsagen er uvist, men disse tre klubber er faktisk også rigtig pænt placeret.

For AGF argumenterede een: "Jeg har stor sympati for AGF´s fans fordi de ikke er så højrøvede som alle andre". En anden skrev "Jeg har faktisk altid godt kunnet lide AGF. Tidligere havde jeg egentlig ikke antipati for nogle af holdene. Men i løbet af de sidste 5-6 år hvor det er blevet meget mere almindeligt at være "rigtig" fan og også føle noget for sit hold i fritiden, er der sket en stor polarisering. Nu kan man ikke rigtig være fan af mere end en klub og man har nu også antipati over for de andre klubber."

Vejle havde også sine tilhængere i FCK-lejren: "Vejle spiller dejlig positiv fodbold, og det har været sjovt at følge dem i de transmitterede superligakampe." En anden havde familiære grunde til synspunktet :"Vejle p.g.a. min Bedstefar". En sidste skrev: "'Næstmest sympati' og 'mindst sympati' er lidt svære at svare på, idet det ikke er entydigt ét hold. Jeg holdt i helt gamle dage både med KB og Vejle (p.g.a. Allan Simonsen) og jeg har altid syntes at Vejle stod for underholdende og offensivt fodbold, men Lyngby har klart Superligaens næst-pæneste spilledragter, og på trods af et lortestadion, så har jeg alligevel haft en vis sympati for, at de kunne klare sig godt med få midler ... så de kandiderer nok alligevel til 'næstmest sympati' ...". Endelig "Eftersom jeg ER FCK'er (de ku´vi jo ikke vide, red.) går jeg ud fra, at det med sympati mere handler, hvem man kan respektere at tabe til. Jeg har valgt AB og Vejle, da begge står for positiv og teknisk fodbold!"

"Generelt er min næststørste sympati AGF, men fra år til år er den det nyeligst oprykkede, overraskende hold. jeg har en vis sympati for hold der er "små" og alligevel kan vise lidt klasse og sparke røv mod de "store" klubber."
"Jeg glæder mig for vildt til, at Frem rykker op igen,men vil stadig holde med FCK."

Resten af stemmerne - dem der ikke havde FC København på førstepladsen - havde især FCK som et sympatisk hold. Selvom det er nemt at forstå - skyldes dette nok også, at denne afstemning er foregået på en FCK-side.

En OBer skrev dog om Lyngby: "Da jeg er - ægte - OB´er er det klart at jeg har mest sympati for vores bundklub. Og hvem kan lade være med at have sympati for Lyngby som efterhånden har mistet alt hvad der hedder spillere af superligastatus???".

En AB-tilhænger, der havde valgt AaB som det næstmest sympatiske hold, skrev: "Elsk teknisk fodbold - had tonserne fra Østberlin..."


Traditionelt set anses FC København og Brøndbys tilhængere for at være ærkefjender. Det er da også Brøndby, der tiltrækker sig flest stemmer fra FCK-fans. Herfølge, som på alle måder vel kan siges at være det diamentralt modsatte af FC København, er også 'pænt' placeret i statistikken.

Kommentarer var:" 'mindst sympati' er ligeså svær, Bundby er selvfølgelig arvefjende, men deres resultater (feks mod Karlsruhe) giver alligevel en anelse respekt, på trods af at de har Faxe Albuesvinger i truppen .... Et hold, der har både Stig Tyrenakke Plæneklipper, og Brian Boldflytter Steen på holdet vil også automatisk kandidere til denne titel, ligesom en klub, med en utålelig træner, der kalder sig 'Gymnastikforening', ... men Herfølge står nu alligevel for dødssyg destruktiv fodbold ... og så er deres spilledragt næsten ligeså grim som Bundbys ... så det bliver dem... "
"Jeg er jo FCKer, så selvfølgelig har jeg størst sympati for FCK og mindst for Brøndby."
"Mindst sympati, der kan jeg kun sige Brøndby. Det skyldes primært tre ting: Den totale overdevne mediedækning, deres "internationale" 4-5-1 spillesystem, og sidst men ikke mindst alle deres pop-fans (med al respekt til de fans som er der hver gang Brøndby spiller)."
"Det imponerer mig, at Lyngby kan blive ved med at holde fast i Superligaen, de mister jo tonsvis af gode spillere, men jeg ønsker dem og Ikast hen hvor peberet gror."
"Egentlig har jeg ikke "mindst sympati" for BIF. Men jeg ønsker ikke en superliga med ét dominerende hold. Derfor ønsker jeg dem alt muligt uheld for tiden. Og så er jeg noget træt af mediernes leflen for holdet. I forrige sæson havde jeg meget lidt sympati for Viborg pga deres trækken-tiden-ud stil."
"Hadeholdet er IKKE Brøndby. Selvfølgelig må de gerne klare sig lidt dårligere end os. Men superligaen behøver dem. Men hvem fanden behøver Herfølge!!! Nej vel, ingen. Ud med lortet!"
"Herfølge er destruktive, charmeforladte og kan kun trække ganske få tilskuere. Derfor er de et klart valg som "hadehold".
Generelt kan det siges, at jeg nødig vil undvære Brøndby, AGF, AaB, Silkeborg, Vejle og OB i superligaen. Hvis et af de store hold ryger ud, kan det udvikle sig meget skidt for dansk klubfodbold."

Der var også en del ikke-FCKere, der havde stemt, og blandt dem var Brøndby heller ikke populære. Faktisk er niveauet nogenlunde det samme, som hos FCKerne, når man tager i betragtning, at der jo også optræder BIFer i denne lagkage. En af disse, som havde valgt FC København som hadehold, argumenterede: "Nu er det for mit vedkommende kun FCK, der har min mindste sympati i øjeblikket - fordi de ligger på Brøndbys retmæssige placering."

Og så var der en intern østjysk kommentar fra en AGF-tilhænger: "Silkeborgs fans er medgangs fans hele bundet."

 

 

 

 


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.