April måneds svar gik på valget af, hvordan FC Københavns angreb skulle se ud efter vores læseres mening. Der skulle vælges to spillere, og hvis man ikke valgte en bestemt spiller, betød det ikke, at han ikke kunne spille andetsteds på læserens yndlingshold. Stemmerne faldt som følger:

David Nielsen figurerede i 80% af svarene
Martin Johansen 63%
Jacob Svinggaard 20%
Mate Sestan 20%
Kenneth Perez 9%
Morten Nielsen 6%
Stefan K. Hansen 3%
Michael Manniche (forlod klubben i løbet af perioden) 0%

Sammen med stemmeafgivelserne fik vi til tider kommentarer. Bl.a. skrev en: "Svinggård og David Nielsen må være FCKs bedste angreb. Dette begrunder jeg med, at de begge to har været professionelle i udlandet. Yderligere kunne man placere Martin Johansen lige bag dem til at støbe boldene til de to angribere."

David Nielsen var som det fremgår af resultatet meget populær, og det var først i anden halvdel af afstemningsperioden, vi fik svar, hvor han ikke var på. En mente kort og godt, at "FCK gjorde det godt, da de købte David Nielsen". Efter David Nielsens flotte debut i Hvidovre, men før Herfølgekampen (se kampreferater) fik vi et svar med kommentaren "Jeg så David Nielsen ude i Hvidovre, og der var han fantastisk hurtig. Siden synes jeg, det har knebet lidt, men vi må håbe det kommer mod Herfølge på søndag".

David Nielsen som bomber blev også omtalt: "For at begrunde mit valg (Sestan og David Nielsen, red.) yderligere, er følgende svar på, hvorfor FCK skal have to "bombere" oppe foran. For det første skal klubben bruge folk, der trykker af, bare der er en lille chance for scoring. For det andet kan Martin Johansen og Perez sagtens bruges som kreatører på midtbanen, og er derfor ikke at finde i mit super-FC-angreb. For det tredje skal Svingaard med på bænken, hvis angrebet har brug for mere power. Husk hans præstation på Lyngby Stadion. Lad FCK komme til guldet d. 8 maj!!!"

Efter David Nielsens mindre gode kampe senere i forårssæsonen fik vi en stemme med følgende udsagn: "Man må efterhånden sige, at David Nielsen har bevist, at han ikke har mål i støvlerne. Der må noget nyt blod i angrebet. En pågående type som Mate Sestan tror jeg lige er en for os.Han er pågående og målfarlig og fortjener en ny chance fra start på FC's hold"

Martin Johansen kommer ind på en klar andenplads i vores afstemning, og her kommer et argument: "Udover at David Nielsen er selvskrevet hos mig, mener jeg at Martin Johansen spillede så stabilt i 1-1-kampen (mod AGF), at han bør have chancen igen. Jeg tror ikke, han vil skuffe os!". Og det gjorde han jo heller ikke, vel Peter Kjær?

Vores langtidsskadede angriber, Jacob Svinggaard har dog også sine tilhængere: "Jacob Svinggaard i topform, som vi så ham i enkelte kampe i efteråret, er et helt sikkert valg og David Nielsen skal nok score en del kasser. Martin Johansen er mit tredjevalg. Morten Nielsen og Stefan K. burde hellere spille på midtbanen, mens Michael Manniche giver sig selv. Sestan er bare for svag. Kenneth Perez har også vist god form i foråret og presser på sammen med Martin
Johansen."

Med en stemme på Svinggaard og D. Nielsen fik vi også udnævnt førstereserverne: "Kenneth Perez og Martin Johansen skal sidde klar uden for banen."

FC Københavns idealangreb består således med stort flertal af David Nielsen og Martin Johansen. Svinggaard, Sestan, Perez, Morten Nielsen og Stefan K har dog også deres fans. Det lader navnlig til, at Mate Sestan er en spillertype, der har sine klare tilhængere og modstandere. Men kort sagt kan man med en læsers kommentar sige, og det bør gælde, uanset hvilken konstellation, der vælges: "Lad dem faa noget tid til at spille sammen !!!"


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.