- seksdagesløbet blev for en gangs skyld afviklet i Parken som en fodboldkamp i verdensklasse.
Jungletrommerne havde kørt i P3’s Strax hele ugen inden kampen mod Italien. "Det er for kedeligt derinde når landsholdet spiller", hulkede folket, "vi må skabe stemning ligesom der var i den gamle Idrætspark". Forslag væltede ind om fingermaling og nye sange. En ting var sikkert: DBU lagde op til revolutionerende nye ting. Folket skulle udstyres med creperuller og lære at synge med og klappe, når der blev slået på en medbragt tromme. Og til det kan man jo kun sige til Lars Berendt: Det er da en meget god idé. Men det er ikke rigtigt din idé. Er det vel?
Kampdag klokken halv seks, og på vej ned mod Lads’ stamværtshus på Nørrebro, hvor vores lille, men for det meste FCK-tro flok mødes før kampen for at finde styrke, møder den skrivende ’Nipser sin kæreste, der arbejder i en stofforretning på Strøget og rystet fortæller om eftermiddagens forløb i butikken. Udover at kunne se et tiltagende kaos af fulde folk kunne de ansatte stange i metervis af billigt rødt ’roliganstof’ af polyester over disken – to meter klippet fra rullen, og et hul snittet i midten, og så havde man en rød poncho.
På vej ind i Parken, og i dagens anledning var det lykkedes at skaffe nogle storartede sæder på 12. række af Øvre C. Nogle fra flokken har FCK-tørklæder på, ikke for at demonstrere noget specielt, men simpelthen fordi det er en del af ens daglige påklædning. Dette fremkalder en reaktion hos vagterne ved indgangen, som vi var klar over var FCK-kontrollører – det er helt almindeligt at det er vores folk, der har C-tribunen ved landskampene. En af de kropsvisiterende ved C12 korrekser strengt: "I skal ikke gå med alt det FC-gear. Det provokerer jyderne". Hans makker er ikke helt tunet ind på den samme tankegang. "Fandeme godt at se nogle af jer", siger han. "Her er ikke andet end fulde jyder".
På plads på vores sæder på Øvre C, 12. række. Vores pladser er intet mindre end kickass. Det er noget usædvanligt at være deroppe, når man er vant til at stå nedenunder. Man kan se ud over hele stadion, bortset netop fra vores eget åndelige hjem. Og man kan meget tydeligt se, da Roliganforeningen på Nedre B ruller deres store rulleflag ud, en 40 meter bred udgave af Dannebrog med en masse reklamer på. Og det man tydeligst ser er at de har rullet flaget ud på hovedet. Allerede nu er den dyre billet tæt på at have givet fuld valuta.
På hvert sæde ligger der en pakke med to creperuller. Den hvide bliver stoppet i lommen til brug mod Lyngby på torsdag, og vi gør klar til at kaste den røde. Gudskelov er der en instruktion med, som indledes med "1. Hold fast i den ene ende af rullen. 2. Hold om selve rullen med din tommel- og pegefinger." Vi er noget forbløffede over den lumre tone. Men instruktionen må have været klar nok. Og 12.000 creperuller over et helt stadion er såmænd et flot syn. Det er også svært at kaste creperuller den gale vej. De ryger som regel nedad.
Casper Christensen havde lige været inde på banen, og allerede inden kampen har rigtig mange mennesker lært mere om fankultur, end de vidste nogensinde før. Han fik lært publikum hele tre nye sange sammen med fem trommende roligans. Der var "Danmark" – klap klap klap, og der var klap klap, "Danmark", og der var en tredje der var så svær at jeg ikke kan huske den. Så sendte han de fem rød/hvide rytmikere op på terrassen, hvor de trommede glade hele kampen.
Dario Campeotto sniger sig elegant ind på græsset, som den gamle crooner han er. Han synger begge nationalsangene, og under den italienske giver han den simpelthen alt hvad den kan trække. Fantastisk udgave, og højttalerne er ved at flække på langs. Naturligvis pifter tusindvis af roliganerne ad melodien – hvad man kunne vente af de tilskuere som vandt den fairplaypris engang i firserne? Ikke det store. Så meget desto bedre, at Dario simpelthen giver så meget gas, at han fuldstændigt overdøver dem som pifter. Imponerende.
Kampen bliver sat i gang, og efter et halvt minut sidder en anden gammel Ajax-spiller ved navn Jesper hjemme i sin sofa i Manchester og tænker "Nu kan jeg måske snart få fred". Vi sidder på tolvte række og tænker på sidst vi var i Parken. Man gør det så pokkers svært for sig selv når man giver et mål væk i første minut.
Hvorfor skal man altid sidde lige bagved, foran eller ved siden af en komplet taber? Er det en eller anden naturlov? Ham stodderen lige foran er stiv som en brandbil, og i starten er det morsomt nok at se ham rejse sig op og sige noget bramfrit til dommeren, for så at sætte sin røv direkte ned på betonen fordi hans sæde er klappet op. Han formår vel at gøre det ti gange i første halvleg. Men til sidst bliver det bare kedeligt, åh så kedeligt. Hans næsten lige så fulde sidemand med klaphatten får ham endelig til at sidde ned og prøve at blive siddende. Det lykkes næsten.
Kampen er fremragende. Det burde den også være, det kostede en formue at komme ind, og det var et logistisk mareridt overhovedet at få fat i billetter. Og derovre på højrekanten, med totallet på ryggen, har vi ovenikøbet Bjarne Goldbæk! Han spiller overfor Maldini! The Maldini! Og danskerne er godt med i kampen. Så hvorfor virker det stadig som om at italienerne har alt under kontrol? Og hvordan kan en så forholdsvist klejn mand som Alessandro Nesta være så umulig at komme forbi? Og hvorfor, oh hvorfor nægter Danmark på fyrretyvende år at øve dødbolde – hvorfor er et indirekte frispark tre meter fra mål en kæmpechance for alle andre hold end Danmark? Interessante spørgsmål.
Pause, og vi opdager nu noget usædvanligt: glæden ved at stå op efter at have siddet ned i 45 minutter. Normalt er det omvendt. Ideen melder sig: hvorfor ikke lige drible op til et toilet? Måske fordi 700 andre har fået den samme idé med det selvsamme toilet. Så melder de store tanker sig – man er bragt tilbage til den gamle Idrætspark, noget med at finde et tomt plasticbæger, ’bruge’ det og så slynge det så langt som muligt. Sikkert skægt hvis man selv gør det, men ikke ligefrem i orden at blive ramt.
Næ, denne ’Nipser savner ikke den gamle Idrætspark særlig meget. Jeg er f.eks. ikke modstander af at se banen, tværtimod. Fulderik lige foran eller ej, det er noget andet at sidde som en konge deroppe end at stå og blive halvt mast ihjel på Betonen og svagt kunne skimte Bertelsen mase et kludemål ind mod Finland i den anden ende. Og når folk brokker sig over, at der ikke kan skabes stemning er det kun fordi de udelukkende kommer til landskampe og aldrig har været til en FCK-kamp mod Brøndby.
Anden halvleg, og Stivesen på 11. række har tændt op under en flaske snaps og en række fornærmelser mod italienere generelt. Hans kammerat spørger os fascineret om "det er ham syveren, der er Goldbæk?". Endnu et interessant spørgsmål melder sig: får Bjarne nogensinde lige så meget hår på hovedet som Allan Nielsen har lige nu? Men manden må absolut undskyldes, for der er jo langt ned. Senere, da der er udlignet: "Var det Tøfting, der scorede vores mål?"
360 kr. for en billet. På den baggrund står det som tåget, hvorfor nogen vil gå et kvarter før tid, også selvom Danmark er bagud. Eller gå i baren for at købe mere af det alkoholsvage produkt, der i dagens anledning er i ølrørene. Men mest af alt hvorfor nogen vil være så stangstiv, at de bruger en eller flere dage på at tage til København for at se en dyr kamp, som de ikke kan huske noget som helst om næste dag, eller nogensinde. Med en Jesper Grønkjær-AaB- eller Ajax-trøje på…
Skrivende ’Nipser er såmænd ligeglad. Folk, der dræner Parken for letøl til kr. 35,- bægeret har min respekt. Det var en storartet aften, og selv Danmark var meget gode, bortset naturligvis fra Claus Thomsen. Men jeg bliver aldrig nogen roligan. Jeg kan ikke forstå de folk. Hvordan, og ikke mindst hvorfor, kan de opføre sig så kikset? Jeg ser rød/hvide parykker. Jeg ser dannebrogsmønstrede træningsdragter. Jeg ser Vejle-, Silkeborg- og AaB-trøjer som stand-ins for den danske Hummeltrøje. Jeg ser flade kasketter, høje festivalhatte, nissehuer og vikingehjelme. Og jeg ser klaphatte. Hvorfor skal jeg se klaphatte?
Og jeg ser jyder, masser af dem. Stive jyder. Er det en fordom? Nej vel er det ikke det. Det er kun en brøkdel af landsholdets publikum, der er stive jyder, og de fleste af fansene er helt almindelige, afslappede folk. Men det er de stive jyder, der sætter dagordenen. Det er dem der brækker sig i hækkene, det er dem der råber de mest hjernedøde slagsange nogensinde, og det er dem der får én til at skamme sig over at være dansker.
Man kan låne hvad man vil fra klubbernes fankultur. Men man kommer aldrig til at ændre det faktum, at landskampe er tusindvis af bonderøves årlige udflugt til Køwenhavnstrup, og at de er for fulde og dumme til at kunne ændres i en fremadgående retning; de kommer altid til at sejle op ad åen. Den tanke sidder i vores hoveder, mens vi styrer vores cykler forbi de maste Ceres Royal-dåser ned ad Øster Allé og over Trianglen, og mens slukørede og allerede nu bagstive folk med hjelme og flag på stiger på deres busser hjem til Fjerritslev, sniger vi os ned ad de øde sidegader og væk fra gedemarkedet.
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 29. marts 1999.