Et alkoholsvagt produkt

Der var linet op med Carls Special, Hof og Carlsberg Kurvand i Parken i dag. Og der var proppet i den store sal i Parkens Konferenceecenter.

På podiet var de to Flemminger Østergaard og Toft, som offentliggjorde halvårsregnskabet for juli-december 1998, og ikke overraskende havde Østergaard svært ved at skjule sin tilfredshed med tallene. Resultatet var et overskud på 9,5 mio. kroner for hele FCK-koncernen. Og nu er den udsendte ’Nipser ikke specielt regnskabskyndig, men det er da en pæn sjat penge. Meget belejligt er der nævnt resultatet for samme periode sidste år, og det er 5 mio. Er det nye ikke cirka dobbelt så stort? Jo, det er det vist! Og samtidig kan man se på omsætningen. Sidste efterår var den på 28,8 mio, nu var den på 80,8 mio. Er det ikke, hmmm, tre gange så meget? Jo, det er det vist. Jeg skulle mene, at FCK svømmer i penge, gør de ikke? Jo, det gør de vist!

Men det interessante havde ikke med penge at gøre, men med bajere. Op trådte Steen Jespersen fra Carlsberg, og vi fik at vide, hvad hele København nu godt nok vidste i forvejen – Carlsberg er F.C. Københavns kommende hovedsponsor. Man var glad og stolt og alt det der, og det var den udsendte ’Nipser også, for det var da på tide at det endelig blev til det smukke ægteskab mellem Københavns stolthed og Københavns stolthed; FCK og Carlsberg. Og selvom den udsendte ’Nipser til enhver tid foretrækker en Grøn, er det alligevel en smuk dag. Den gamle Brygger ville have strålet af stolthed.

Østergaard gjorde straks opmærksom på, at det som han kaldte kolleger, og som vi kender som konkurrenter, havde udtrykt forskellige synspunkter overfor aftalen. Han var klar over, at der forelå en aftale med Faxe Kondi om sponsering af superligaen, men at FCK’s juridiske standpunkt var, at FCK godt i givet fald kunne udtræde af denne aftale med en vis frist.

Han havde drøftet dette med repræsentanter for Divisionsforeningen, der havde vist forståelse, men samtidig gjort opmærksom på at Faxe "nok ikke ville blive begejstrede". Han pointerede, at Divisionsforeningen var fuldt ud orienterede, og at FCK ikke ville genere nogen med sponsoratet. Claus Rode Jensen fra Divisionsforeningen blev citeret for at ville medvirke til at finde en løsning, og det skulle man så i gang med.

Steen Jespersen udtalte sig så – han kunne fortælle, at fra sommer lancerer Carlsberg et nyt ’alkoholsvagt produkt’ – som vil passe godt til sportsfolk! Og at aftalen med FCK vil passe perfekt ind i markedsføringen af dette produkt. Men han ville ikke sige hvad det var.

Og så spørgetid – først ude af blokkene var en noget ophidset fyr fra en erhvervsforening el.lign., som var opbragt over, at der igen var lækket nyheder til Gud, hvermand og aviserne, og hvor længe ville man drive selskab ’som lallende amatører’? Østergaard svarede yderst diplomatisk på svadaen, at det var da også ærgerligt, men at opmærksomheden i sagens natur er stor omkring en klub som FCK.

Mere om børsreglerne: blev Fondsbørsen løbende underrettet om forhandlingerne med Carlsberg? FØ: nej, det gjorde de ikke. Det blev ikke regnet for en nødvendighed.

Carlsberg blev spurgt om hvad der ville ske, hvis ikke TV3 fik skrabet mange flere seere sammen i løbet af foråret. De havde fuld tillid til Henrik ’Touchdown’ Knudsen – de henviste til, at TV3 var i fuld gang med at ’produktudvikle’ deres fodbolddækning. Det er nok hvad vi forstår ved at vise en masse god bold.

Så faldt talen på FCK’s deltagelse i Faxe Kondi-aftalen – var FCK indtrådt i aftalen, og hvordan ville de i givet fald kunne trække sig ud? FØ svarede, som jeg hørte det, at spørgsmålet om FCK’s deltagelse i aftalen slet ikke var relevant. Han talte dog på dette tidspunkt meget lavt, og jeg kunne ikke høre ret meget af svaret. Dette kunne dog hænge sammen med, at deres udsendte, bogstavelig talt, havde taget opstilling i baren. Måske af gammel vane.

Man var enige om ikke at afsløre nogen beløb – lidt overraskende, når det formodes at være en kæmpe – ja rekordstor – sum penge, der er tale om

Endelig spurgte en gavflab det relevante spørgsmål, om ikke det ’alkoholsvage produkt’ var det samme som man i forvejen fandt i Parkens ølhaner! Han fik desværre det seriøse svar, at Carlsberg endnu ikke kunne fortælle en dadel om hvad de ville lancere.

Pokkers også, det havde vi gerne vidst. Her sluttede pressemødet, hvor der i virkeligheden ikke var blevet nævnt noget som vi ikke vidste i forvejen, (i) FCK tjener mange penge, (ii) Carlsberg er den nye sponsor og (iii) det er der nok nogen der skal blive sure over.

Så mens den danske presse gik i flæsket på Østergaard, driblede den nysgerrige ’Nipser over til en lille delegation fra Carlsberg og spurgte lidt videre. Vi var selvfølgelig interesserede i at vide: hvorfor gik de ikke straks i krig med Forbrugerombudsmanden, så der bare kan stå ’Carlsberg’ på trøjerne?

Det skal straks nævnes, at deres udsendte regner forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen for en stor tøsedreng, der ikke forstår at have det sjovt, og derfor heller ikke synes at vi andre skal have det. Han er en trættende Blå-Kors-type, der begynder at græde når han ser de unge mennesker more sig, og som engang tog en tår af en guldbajer og prompte blev svimmel og kastede op. Og han holder med Brøndby. Han er dum.

Derfor var det en anelse skuffende at høre folkene fra Carlsberg, folk vi ser op til, Fustagekongerne, blankt afvise at bekæmpe forbuddet mod at have bryggerinavne på trøjerne. De påstod endda, at de selv var blevet hørt i spørgsmålet og frivilligt havde indvilliget i at lade være! DOH!

Samtidig kunne man ikke få dem til at afvise, at det overhovedet ikke hænger sammen, at man ikke må skrive ’Carlsberg’ med blåt på en hvid trøje, men at man gerne må lade en kæmpestor ølvogn hænge og dingle over hovederne på gæsterne på den A-tribune, som formelig er plastret til i ølreklamer, som endda opfordrer folk til at gå ud bagefter og drikke sig lamme – ’Forsyninger til 1., 2. og 3. halvleg’! Nå men hva’.

Men vi var nødt til også at få svar på det med det alkoholsvage produkt (dette Word-programs stavekontrol sætter i øvrigt en rød streg under ordet’ alkoholsvag – det deler åbenbart min forargelse!) i Parkens haner. Er Parkens fadøl så tyndt som folk siger?

Vi fik så at vide, at det skam er fadøl med pilsnerstyrke, der bliver serveret. Og til Europacup, landskampe, og andet UEFA-pjat er det letøl med en alkoholstyrke på 2,7%. Godt at få det på plads!

Så er der kun ventetiden tilbage – er det sodavand, vi skal se Byens Hold med på maven? Er det letøl? Kun tiden vil vise det. Men hvad rolle spiller det egentlig – bare vi ikke er nødt til at drikke det, og bare Carlsberg bliver ved med at servere kolde bægre med rigtigt inde i Parken, så ved vi da, hvad der reelt bliver reklameret for! Det er jo pilsnere, der har gjort Carlsberg til et verdensnavn og et af verdens mest populære bryggerier; dog måske ikke visse steder på Sjælland, hvor Faxe nu vil vinde store markedsandele.

Så skål for det!

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 22. februar 1999.