En verdensstjerne og en provinspresse

Så var den der! Godt nok har jeg sagt til gud og hvermand, at jeg ikke ville tro på, at Brian Laudrup var FCK-spiller, før jeg så det velfriserede hoved komme ud af spillertunnelen, men det her tydede på, at man godt kunne vide sig sikker: FCK indkaldte til pressemøde i Parken og præsenterede i dag - præcis kl. halv et - Brian Laudrup som ny FCK-spiller.

Så vi kom væltende forbi, det her skulle opleves. Med på en kigger. Og vi var ikke de eneste, for hele, og jeg mener HELE pressen var flyttet ind. Og der var også dækket op til dem og os, med en meget lækker kokoskage, kaffe og vand. Samt et fad med frugt som melon, kiwi og passionsfrugt, som undertegnede holdt sig fra for ikke at risikere at gøre noget overilet når Brian dukkede op.

Og så kom han! Og mit første indtryk var: Hold kæft hvor er han tynd! Og det næste: Hvad er det dog han har på?? Brian var højst upassende klædt i blå cowboybukser og en gul polotrøje, og det er jo en symbolik, der er til at tage og føle på. Men det skulle ikke være et større problem. Vi sender ham i kløerne på en flok københavnske stylister, så han fremover har det på rygraden, at den farvekombination ikke skal forekomme i offentlige forsamlinger!

Og de satte sig ned. Der var stil over det; sidst så jeg det pressemøde, hvor Martin Biil, Rytter og Thorninger blev præsenteret. Dengang var både Kent Karlsson og vistnok enten Henrik Larsen eller Peter Nielsen med som ledsagere. Denne gang var det kontrahenterne, Brian og Flemming, der sad mutters alene på podiet, mens folk rundt om dem og især under dem tog billeder, skrev notater og optog film som gale. Studie 1 er ret stort, men fordelingen var noget ujævn; der var en larmende kødrand oppe ved de to hovedpersoner, og så den måbende horde af journalister lige bagved. Og længere bagved var der os andre, der burde være de hysteriske.

Det var 'the Usual Suspects', der var mødt op for at dække showet. Ankerdal, Blem, Toft, Werge osv. Og så havde de taget alle deres mindre kendte kolleger med. Måske på grund af den lækre kage?

Det var nemlig slet ikke et oppustet show, men to fodboldfolk, en spiller og en leder, som stille og roligt fortalte om et klubskifte og baggrunden for det. Først hørte vi Flemming Ø., som fortalte om hvor forstående Chelsea havde været over for Brians problemer med at være rastløs og længes hjem. Og så fortalte han om, hvor heldige FCK var, at Casiraghi var blevet skadet i weekenden og at hans sæson var slut...nej, OK, det var ikke det han sagde! Han sagde, at FCK var heldige at have fået aftalen på plads fredag, for ellers var handelen måske ikke blevet til noget.

Til det er der to ting at sige: At handelen lykkedes ser jeg ikke som held, men som flid og dygtighed - det var jo heller ikke et spørgsmål om Casiraghi, men om at få Brian spilleberettiget. Og at Casiraghi kommer til skade er ikke noget, jeg kommer til at græde snot over, for han bed Mio i benet, og det skal INGEN komme og gøre!

Han mente, at det nærmest var Chelseas glæde over at have slået os ud, der gjorde det muligt at afslutte handelen og kaldte Brians mål et de vigtigste nogensinde for FCK.

Derefter roste FØ pressekorpset for at have skrevet så pænt om Brians klubskifte. Dog blev det lige nævnt, at nogle havde været kritiske på en noget uretfærdig måde. Jan Mølby blev ikke nævnt ved navn.

Så kom Brian til, og han var lavmælt og diplomatisk, præcis som sidst, men virkede i noget bedre humør end da historien lige pludselig var dukket op i pressen, og han var nødt til at forklare sig med dags varsel. Han forklarede først, at det var noget frustrerende, når man begyndte at opfinde løgne for at forklare hans skifte. To historier, som undertegnede gudskelov ikke har hørt før og behøvet spilde sin tid på var at Finn Laudrup, Brians far, skulle have kræft, samt at Brian var ved at blive skilt fra sin kone. Det var hans egen beslutning, og det virkede på ham som om, at han nærmest havde fortrudt sit skifte til Chelsea i samme sekund han blev enige med dem. Han indrømmede at have haft tanker om at komme hjem siden før VM og i al den tid han havde været i Chelsea, hvad han også løbende havde oplyst lederne klubben om.

Og så var han i øvrigt meget glad for den behandling og forståelse, han havde fået af Chelsea. Det, påstod han, havde man ikke fundet i en klub i Sydeuropa.

Så kunne pressekorpset stille spørgsmål, og man må undres: de havde ventet i ti år på at se Brian Laudrup spille for en dansk topklub, og ikke én eneste ting kunne de spørge om, som var over det fornærmende banale niveau. Det var som at være til pressemøde med dronningen, bortset fra at ingen talte med fransk dialekt.

Alene det første spørgsmål: Hvornår spiller du? Brian forklarede, at han havde en øm hæl, der generede ham, hvad den havde gjort siden VM, som fik behandling, og som krævede ro. Og så burde enhver kunne spørge: Er det fordi du ikke KAN spille? Eller fordi det ikke er særlig fedt for FCK at præsentere sin verdensstjerne første gang en onsdag aften på et vindblæst stadion i en pokalkamp med minimum bevågenhed, når man kan gøre det i Parken med 20.000 tilskuere? Jeg siger ikke, det er tilfældet! Men prøv dog at spørge om noget med lidt kød på.

Men sådan skulle det ikke blive. En journalist fra Glamour- og Oprahkanalen TVDanmark stillede det vågne og kvikke spørgsmål "Hvad er det bedste og det værste ved at komme til Danmark?". Brian var selvfølgelig venlig og sagde, at det måtte hun gerne spørge ham om et halvt år, når han var faldet til. Hvad havde hun ventet? "Det værste var, at min taske var blevet væk i flyet, og det bedste var at jeg ikke blev snuppet i tolden"?

Andre journalister prøvede at luske ud af FØ, hvor meget Brian havde kostet. Og de tog ikke "Ingen kommentarer" for et svar. Trods spredt hånlatter prøvede de at camouflere spørgsmålet som en diskussion om forventede indkomster og break-even. Åbenbart i forventningen om, at FØ pludselig ville udbryde "Og i øvrigt kostede Brian 14,3 mill., og jeg betalte på restauranten, det blev £413 inkl. drikkepenge. Hovsa, det skulle jeg vist ikke have sagt."

Så begyndte Ankerdal-showet. Berlingske-skribenten var i sit es og stillede sig ikke tilfreds med fydestgørende svar. "Måske er det mig, der er tung", var hans nyklassiker, da han stillede det samme spørgsmål for fjerde gang, uvidende om, at folk lavede sjofle håndbevægelser bag hans ryg. Jeg har såmænd fortrængt, hvad det var, som havde så svært ved at hænge fast, til gengæld kan jeg huske med beundring, da han fremlagde sin teori om, at hvis Brian skulle til udlandet igen, skulle Chelsea kompenseres med et større beløb. Hvilket alle i Danmark, selv flamingoerne i Zoo, er klar over. FØ svarede, at det var rigtigt. Og så hans piéce de resistance: "Hvor stort et beløb er der tale om?" Doh!

Et af de sidste spørgsmål var om der havde været andre danske klubber inde i billedet, og Brian sagde nej, det var kun FCK. Lidt synd for Ole Borch, Brøndbys formand, der jo havde sendt Brian en åben invitation gennem Ekstra Bladet til at spille for Brøndby. Og lidt uhøfligt af Brian, der jo godt kunne have nævnt den noble gestus. Men måske var Ekstra Bladet ikke til salg i London den dag...

Vi var færdige, og billeder blev taget i massevis. Ingen havde spurgt om, hvordan Brian havde tænkt sig, vores spil skulle fungere. Ingen havde spurgt ham om hvor på banen han skulle spille. Ingen havde spurgt ham om hans medspillere. Ingen havde såmænd spurgt om noget sportsligt overhovedet.

Men derfor var det da alligevel en fin dag, vi gik f.eks. et par stykker ud i Parken for at teste, om det lyder godt at råbe "LAUDRUP!" derinde, ligesom ved holdopstillingerne. Og det gør det. Og vi fik set manden, og han så godt ud! Og så lagde vi mærke til, at kagefadene var støvsuget! Så alle havde en god dag...

Nikolaj Steen Møller

Foto: Anders Christensen.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 10. november 1998.