Sølvræven - live

- et afslappet referat fra "Andersen vs. fans"-aftenen i Sportscaféen

Afslappet fordi det hele foregik på den måde denne tirsdag aften d. 2. marts. Forstået sådan at opsætningen var meget improviseret og tonefaldet ganske upretentiøst. Christian Andersen tog simpelthen opstilling bag baren med en mikrofon, smøger og en Carlsberg-fad, hvilket faktisk var hyggeligt charmerende, dog med den bi-effekt at det blev meget svært at høre spørgsmålene fra lokalet, da vi nåede så langt. Da ingen af de spørgende var forsynet med lydforstærkende sager.

Men til sagen:
CA indledte med at fortælle om sig selv, og understregede først at mange nok havde overset et lille faktum ved skiftet fra AB til FC. Nemlig at han nu var kommet HJEM. (Hvilket nipserne (he, he...) i sin velkomst også pointerede, dengang i oktober!). Som gammel B 1903-spiller følte han det vitterlig sådan, og berettede derefter fornøjet om opvæksten, fra 03'ernes lilleput og hele vejen til DM-titlen i 1969, med samme B 1903. En DM-titel som for ham personligt førte videre til en professionel karriere i Belgien og Frankrig.

Trænergerningen begyndte han 1979. I AB. Hvilket senere er blevet til 11 år, i forskellige perioder, hos amatør... ups... akademikerne. Af uddannelse har han gennemgået samtlige danske trænerkurser, samt har høstet trænerdiplom i Belgien og England/Wales.

Som en lille hale kom han også ind på sin tid som depotbestyrer hos CARLSBERG, hvilket nu også kunne betegnes som en slags hjemkomst, konstaterede han fornøjet og til almindelig jubel. Eller som han med øjenglimt udtrykte det: "Jeg troede sgu ikke, at Flemming (Don Ø., red) turde!".

Derefter snakkede han en del om optaktsfasen, konstaterede nøgternt - som vi alle har set - at resultaterne har været lidt op og ned. Men pointerede samtidig, at man havde trænet hårdt, meget hårdt, simpelthen med forebyggende øjemed. Det handlede simpelthen om at eliminere de mange småskader, som hærget truppen de sidste par sæsoner. Selv var han rimelig tilfreds, især med Italiensturen og 2-0 sejren over Røde Stjerne, som må betragtes som en særdeles habil modstander.

Omkring forskellen mellem AB og FC udtrykte han det således:
AB er en klub på vej op, FC er en etableret storklub. Hvilket især kunne ses på staben og faciliteterne omkring spillertruppen. Hvor det hos AB meget var overladt til ham selv, var der hos FC en fysisk træner (iøvrigt god) og fysioterapeuter til at tage sig af spillerne uden for træningen. Hvilket han var meget tilfreds med. Endvidere pointerede han den store forskel i fanskaren (antalmæssigt og opbakningsmæssigt), som ikke kunne værdsættes nok. "De får sgu heller ikke mange flere. AB ligger som en udørk!", som han sagde. Vi er altså den naturlige 12. mand, kære læser, og det har vi bare at fortsætte med. Ellers vanker der.

Derefter begyndte spørgsmålene. Først dem om enkelte spillere:
Martin Biil: han er hurtig, tackler og udfordrer, kort sagt et kæmpetalent som kantspiller. Sammenligningen med AB's Jan Michaelsen lå ligefor, Michaelsen var måske en anelse bedre dribler, men Martin var dog stadig ung (og lærevillig) og havde bedre blik for spillet.

Lars Højer: meldes i storform. Men grundet karantæne mod Bif A/S så holdes han lidt udenfor startopstillingen her i de sidste træningskampe.

Falchen: har virket meget overbevisende.

Diego: det samme som Falchen.

Larsen: har tabt 3 kilo, og virker topmotiveret. Også med udsigten til at spille med Brian. (Hvilket gjaldt truppen som helhed).

Brian: Intet problem med motivationen. På spørgsmålet om Brian var færdig med rollen som offensiv midt, lød svaret kort og godt: JA! Med den grinende tilføjelse: "Fordelen ved at sætte ham på midten i starten, var at han kom til at løbe dobbelt så meget som han plejer!".

Todi: hører kun hjemme på venstrekanten i nødstilfælde. Ellers oplagt angriber!

Så over til diverse-sektionen. Et spørgsmål gik på salg af spillere, konkret møntet på Claus Thomsen-affæren, som skulle have udløst CA's utilfredshed med AB. CA så intet problem her, han havde en glimrende dialog med Don Ø. og understregede, at det ikke var salget af Claus Thomsen i sig selv, der havde bragt ham på kant med AB-ledelsen. Det var mere et spørgsmål om uærlighed, og videre ville han så ikke - vanen tro - fortælle om sit brud med AB. (Man sporede dog en anelse bitterhed i tonen overfor AB, da han selv i starten fortalte om skiftet til FC! Underforstået han føler sig dårligt behandlet derude!)

Generelt omkring målmænd: CA var ærgerlig over at Stensgaard rejste. Som han udtrykte det, han blev jo simpelthen bedre og bedre kamp for kamp. Men der var intet at gøre. Klubben var gået meget langt i den sidste forhandlingsfase, men Stensgaard ville bare tilbage til England. Men iøvrigt var han meget tilfreds med Thomas Gill.

Generelt om vores egen motivation kontra modstandernes motivation: Alle hold, der møder FC, er topmotiverede. Det kommer vi bare ikke uden om. Han refererede selv til sin erfaring fra AB. To hold behøvede man aldrig at sætte spillerne op til. Bif A/S og os. Som modpol skal vi så træde på banen, altså os fans, og motivere. Igen vores 12. mandsrolle, som han virkelig mener alvorligt.

Ellers stor ros til ungdomsarbejdet og Kim Brink's engagement i det samme. Her kan også nævnes at Per Poulsen er ansat som talenttræner for de unge målmænd i moderklubberne.

Pt. er eneste skade i truppen hos Pjotte, der døjer med et lille hold i ryggen.

PS: CA taler stadig om sine fodbold-S-kampe og sit IDRÆTS-Parken, så en gammel ræv narrer man vist ikke så nemt. Ellers har han bare sin helt egen bramfrie facon, som da han indledningsvis konstaterede at han vist havde været gift et par gange i årenes løb.

Jep, kære læser, man kan sgu ikke andet end at holde af "Danmarks bedste". Det gør vi ihvert fald hos nipserne!

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 3. marts 1999.