Fans uden grænser

Forårssæsonen 1999 har formentlig været den mest skuffende i klubbens historie. Forventningerne til den sportslige succes var, efter købet af Brian, og ansættelsen af Danmarks bedste træner, på sit højeste. Ja selv økonomisk var vi førende, med den bedste sponsorkontrakt i Danmarks historien.

Intet blev dog som forventet, og i skrivende stund (fredag d. 28/5, red.) ligger FCK på en MEGET skuffende 7. plads, inden vi i aften møder arvefjenden i Parken. Der bliver fuldt hus, hvilket for alvor kommer til at cementere at FCK har det største tilskuertal på hjemmebane.

FCK har i denne sæson endnu engang været rammen om en næsten ufattelig opbakning, som ikke har sin lige noget sted i landet! Det kan godt være at de gule kan samle 14.000 til deres store kampe her til sidst på sæsonen, og de for måske endda udsolgt til de afgørende kampe. Og det kan godt være at man i Aalborg kan sælge alle billetter til de afgørende kampe, men den måde der endnu engang er blevet bakket om "The Boys in White" er utrolig. Vi har kun vundet to kampe i hele forårssæsonen, og er dumpet fra en anden plads til en fuldkommen ligegyldig midterplacering, og kan alligevel mønstre ca. 10.000 til hver hjemmekamp!! Det er der ikke noget andet hold i Danmark der kan præstere.

Godt nok er 10.000 tilskuere ikke særligt imponerende hvis man sammenligner med de store fodboldlande i Europa, men sammenligningen er efter min mening heller ikke helt rimelig. I de lande er folk vokset op med fankulturen. Fra de er helt små bliver de taget med til kampene, og lære hvor vigtigt det er at følge sit hold. De får det med andre ord ind med modermælken.

For os har situationen været en del anderledes. For på trods af, at vi er blevet taget med til kampe da vi var børn, er de fleste af os ikke vokset op med forældre for hvem fodbold betød liv og død. Bevares, jeg gik da også helt vildt op i fodbold, da landsholdet i 80erne "gik amok", men det var stadig noget andet. Vi er den første generation af "rigtige" fodboldfans i Danmark (i hvert fald hvis man snakker om klubhold) og på den baggrund er det imponerende at så mange møder op uge efter uge uanset resultaterne.

Titlen på denne artikel er ikke ment som en sammenligning med de læger der tilegner deres liv til en usikker tilværelses i krigshærgede lande rundt omkring i verden. En sådan sammenligning ville være helt ude af proportioner, da der på ingen måde er noget heltemodigt over at være fodboldfan.

Jeg hentyder i denne artikel ikke til geografiske grænser, men derimod loyalitet- og følelsesmæssige grænser. For hvor pinefuldt har det ikke været at stå på nedre C, og gang på gang set holdet skuffe. Hvor mange gange er man ikke måtte gå fra Parken med følelsen af, at nu må det være nok. Men ikke desto mindre står vi der hver gang, og bære holdet frem. Det er det der adskiller FCKs fanskare fra resten af Danmarks fodboldfans. Når AGF spiller dårligt kommer der ingen tilskurere. Når AaB spiller dårligt kommer der ingen tilskuere. Når AB spiller godt kommer der ingen tilskuere! Og når det går skidt for de gule falder deres tilskuertal til det halve. Det ser man ikke i Parken!!!

Hvad jeg mener er kort og godt, at vi har Danmarks bedste fanskare. Og hvis vi ikke kan være stolte af vores hold kan vi i hvert fald være stolte af at være en del af nedre C.

(På nuværende tidspunkt blev jeg nød at stoppe, da jeg skulle ind til vores møde med de gule. Og nu hvor jeg er tilbage, har jeg det lidt underligt med at skrive denne artikel færdig. For hvad er formålet med at fremhæve den loyalitet, som blev udstillet så indlysende i aftes?� Jeg vil nu gøre det alligevel).

Det som skete i aftes oversteg mine vildeste forventninger, med hensyn til vores opbakning til holdet. Jeg mindes kun engang at have set noget lignede i Danmark, og det var da de gule vandt mesterskabet foran AGF. Men her var der altså tale om et vundet mesterskab, og ikke blot et prestige opgør. Hvis alle andre fans ikke bukker sig i støvet efter denne optræden, så ved jeg sku� ikke hvad der skal til.

Men det bedste af det hele var da drengene kom ud anden gang med det banner. Da følte jeg virkelig at det var vigtigt, at jeg havde stået der og støttet dem gang på gang. Den oplevelse var nok til, at jeg har mod på at stå der de næste 10 år. Den aften viste vi Danmark hvem der er de bedste fans. Den aften flyttede vi grænser for hvordan man bør støtte sit hold.

Fusionsnipserne