Et spørgsmål om Michael
- eller bare en smule klarhed

Mandag eftermiddag indløb meddelelsen om at Michael Johansen havde skrevet en 4-årig kontrakt med AB. En nyhed som kom som en skuffelse for de fleste af os. Det har da heller ikke ligefrem manglet reaktioner rundt omkring i FC-kredse, ikke mindst på debatforaet Sidelinien. Mange har været ærgerlige, forbitrede og direkte rasende og egentlig forståeligt nok, da Michael Johansen for de fleste os er indbegrebet af FC Københavner. Han var hos os, da klubben fødtes, var den uundværlige halvdel i den magiske twinpower, for nemheds skyld tvil og tval, der spillede DM-guld hjem i klubbens første sæson, sølv hjem i den anden, vandt pokalen i den tredje. Inden turen så for Michaels vedkommende gik til engelske Bolton, mens brormand Martin efter en kortere visit i Coventry er endt hos Lyngby.

Der var engang to tvillinger som rejste ud og ingen af dem kom tilbage. Først kom Martin og dengang gik det jo meget godt, så vi slappede af og accepterede at han ikke havnede hos os, for historien kunne jo stadig ende godt. Michael var immervæk lige lidt bedre, ikke meget men en lille smule, og når han kom hjem, ville vi selvfølgelig have ham. Men sådan endte historien ikke og derfor blev den heller ikke lykkelig. Ikke denne gang. Kort sagt navnene Michael og Martin Johansen er behæftet med en fandens masse følelser for mange af os.

Kigger man lidt dybere i hukommelsesannalerne og avisarkiverne så må man også relativt hurtigt konstatere, at twinpower ikke altid var så effektive og fantastiske, som historiens lys måske har gjort dem til. Allerede i de første sæsoner var det ikke ualmindeligt, at enten tvil eller tval sad udenfor startopstillingerne, heller ikke i Benny Johansen-æraen. De gav os enestående oplevelser, fantastiske kombinationer, flotte scoringer, for når de var gode og når de var gode sammen, var de exceptionelle. Men det var de bare ikke hele tiden, når sandheden skal skrives. Nogle gange bør det måske også erindres, også for at sige at hverken Michael - eller Martin for den sags skyld - har været eller er verdensklassespillere. Hvilket deres respektive karrierer i England har bevist. Ej heller er de permanente landsholdsspillere.

Jeg understreger dette for at prøve at fange, hvad hele balladen om Michael og hans AB-kontrakt egentlig meget handler om. Følelser, minder, nostalgi. Helt almindelige begreber i fodboldverdenen, om end de ikke altid forekommer lige fornuftige i forhold til en faktisk virkelighed.

Ser vi på vores nuværende trup, kan vi sikkert hurtigt blive enige om, at vi mangler midtbanespillere. Vel at mærke midtbanespillere af en vis klasse. En sådan er Michael, derom skal der ikke herske tvivl. Men han er langt fra den eneste, der kunne pynte på vores trup. Nøgternt betragtet kunne man ovenikøbet sige, at der nok kunne nævnes navne, også spillere med fortid i FC som ville være mere oplagte, hvis vi skal tale om decideret forstærkning. Jeg tør godt sætte et par navne på, lad os bare sige Bjarne Goldbæk eller Allan Nielsen. For når vi taler midtbane, og har talt om den hele efteråret, så har vi vel meget talt om en dirigent. En styrmand.

Ifølge denne nipsers ydmyge mening er Michael ikke just typen på en sådan spiller. Men lad mig så også igen understrege, at jeg også har tilhørt dem der meget gerne ville have set Michael i FC-trøjen igen. For de kreative kvaliteter han besidder, for den erfaring han har fået i det engelske og som sagtens kunne tilføje en masse godt til en meget ung trup som vores. Men for mig har det sandelig også handlet om gamle minder og den helt elementære tankegang - en gang FCer altid FCer.

Nu skete det så desværre at han fløj til AB. Personligt var min reaktion lige da jeg læste det, som så mange andres: "Hvad helvede har de gang i?". Og "de" er her utvetydigt ledelsen og de herrer Flemming Østergaard og Niels Christian Holmstrøm. Men efter at have tygget lidt på sagen og vurderet spilleren på truppen, og omvendt, så betragtede jeg det ikke længere som en entydig naturkatastrofe.

Det gjorde jeg ikke, fordi jeg prøvede at huske og ræsonnere som ovenstående beskrevet. Altså vi taler om en god og erfaren spiller, men ikke et potentielt landsholdsemne.

Når katastrofen alligevel blev meget håndfast in momentum, så var det mere fordi jeg endnu en gang så min klub og dens ledere trampe hen over mine følelser. For sådan tolkede jeg umiddelbart sagen. De nærmere omstændigheder om overgangsbeløb, hvem der har kontaktet hvem og hvornår, har jeg intet kendskab til. Derfor kan jeg heller ikke vurdere det konkrete forløb omkring selve kontraktunderskrivelsen. Men et eller andet sted i mit baghoved kom den til at fremstå som en forlængelse af en anden sag fra efteråret. Overhovedet ikke sammenlignelig. Og dog. Jeg taler om PS&E-sagen og det juridiske navnetrylleri omkring aktieselskabet bag klubben. Også her var der i høj grad tale om følelser, minder og nostalgi. Dengang knyttet til et navn på en fodboldklub og især forbindelsen til det bagland som den kommer fra, og dengang i stringent modstrid med en anden type fornuft, den økonomiske rationalisme der hersker i erhvervslivet.

Altså bliver kernen for mig, at to gange er en gang for meget. To gange nedgørelse af elementære fodboldfølelser, ovenikøbet på ganske kort tid, det vil jeg ikke finde mig i. Naturligvis er det to vidt forskellige sager, som absolut intet har med hinanden at gøre. Som nævnt. Men de udsender alligevel signaler til mig som fan af denne klub, signaler fra ledelsen der hedder, at vi skider på dig og gør det uden helt at ville fortælle hvorfor. Og den slags bryder jeg mig slet ikke om.

Oveni kan man så lægge, at der i forbindelse med navnetrylleriet også blev sendt et tvetydigt signal, det der gjorde at jeg stejlede dengang, nemlig at fodbolden måske nu ikke længere var kerneproduktet i den fodboldklub, der engang blev til et aktieselskab. For det var det der skete. Efterfølgende kommer nu så Michael Johansen, bedyrer at han gerne vil hjem og gerne til den klub han kom fra, og han får mange FC-hjerter til at ringe. Alligevel smutter han til AB, efterladende det indtryk at man ikke har gjort synderligt meget fra ledelsens side for at få ham hjem, og det sender atter mig ud i vakuumet og spørgsmålet, tænker ledelsen i vores klub overhovedet fodbold længere.

Lad mig beskrive et andet eksempel, blot for at understrege ovennævnte frustration. I starten af januar skrev vi kontrakt med den norske angriber Harald Brattbakk. En spændende spiller og forhåbentlig et lille scoop, og i hvert fald en glædelig nyhed for mange af os. Alligevel går der knap tre dage, så er indkøbet af Brattbakk helt overskygget af rygter om at selskabet bag fodboldklubben nu er på vej til at overtage Tivoli. Jamen, hvad fanden foregår der? En overtagelse af Tivoli vil da om noget cementere, at vi ikke længere er nogen fodboldklub, men er blevet til det entertainment-selskab, som så spidsfindigt skulle understreges med navnetrylleriet, med fodbold som biprodukt. Og hvad handlede Brattbakk-købet så om? Et simpelt røgslør for de store sager som PS&E egentlig har gang i? Uvilkårligt tænker man jo sit, ubegrundet eller ej, når nyhederne nærmest snubler over hinanden på denne måde.

Jovist, jeg ved at Tivoli-overtagelsen stadig er et skinbarligt rygte. Der er intet konkret og det kommer der måske heller aldrig. Forhåbentlig aldrig. Men lad os vende tilbage til, hvad det egentlig handler om. Nemlig de signaler som kommer fra ledelsen og som lugter af total "stilforvirring". Som fan aner jeg ikke, hvad der foregår og - frem for alt - hvad man vil med min klub FC København. Satser man på fodbolden, vil man forstærke holdet af et oprigtigt hjerte med de ganske pæne ressourcer man efterhånden besidder og derved forbedre den nuværende 8. plads, eller er det i virkeligheden sekundært i forhold til at blive et bredtfavnende selskab i underholdningsbranchen, som man også gør meget ud at at omtale. For mig er fodbold og underholdningsbranche ikke to umiddelbare synonymer. Fodbold er underholdning, jovist, men fodbold er også dødsensalvorlige følelser og rødderne som stikker meget dybere end et pariserhjul, et par spillemaskiner, og  andet lettere underholdning, hvor pensionister og børn under 12 bare kan tilbydes adgang for halv pris.

Jeg savner klar besked fra ledelsen, et klart statement som både indbefatter FC København og PS&E, et statement der fortæller mig hvad man vil og hvorfor. Det faktum at Michael Johansen så tilsyneladende nemt havner hos AB, har bestemt ikke gjort mig klogere. Kun endnu mere forvirret og frustreret og derfor må min reaktion også blive derefter.

Hvilket i virkeligheden også er nøjagtig, hvad jeg ser afspejlet på Sidelinien og dens mange daglige indlæg af mere eller mindre lødig karakter. Forvirring, frustration, og en helvedes masse følelser omkring en engang ambitiøs fodboldklub, som vi har sværere og sværere ved at få øje på.

Jan E. Hansen


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-2000
Sidste rettelse: 3. februar 2000