Sunday, Muddy, Sunday
Pete May
Virgin Publishing Ltd.
London, 1998.
"Sunday, Muddy, Sunday" er ikke blot en hyggelig omskrivning af en kendt U2-sang. Det er også en bog, der er ment som en hyldest til primært de engelske fritidsfodboldspillere. Dem, hvis umiddelbare pendant herhjemme, vil være at finde i DAI-rækkerne og de lavere serier. På Kløvermarken og i Fælledparken og hvor der ellers er mulighed for at finde et par totter græs, en reglementeret opstreget bane og et par målbure.
På den anden side af Nordsøen mødes de på knoldede baner i den grynende morgenstund. På søndagene, i tågede tømmermændsskær. Her taler vi om spillere langt fra Spurs, Chelsea og Manchester United, spillere langt fra diverse halvprofessionelle conferences, men derimod spillere hidrørende under den mere klokkeklare betegnelse - Sunday League Football.
Pete May's bog er en slags journalistisk dokumentar, en ligefrem og kærlig ment skildring af klubber og mennesker omkring The Sunday Leagues, som han ifølge forordet er blevet lokket ud i på opfordring. En beskrivelse af den mudrede grassroot football, som han skriver.
Indledningsvis præsenteres vi så for klubberne, eller ihvert fald
en række af dem. Med deres pudsige navne og historierne bag. Hvad siges til A3 Milan!
Inspirationen hentet fra beliggenheden ved motorvejen A3. Eller Brixton Mönchengladbach
og den mere ligefremme Real Ale Madrid og deres lokalrivaler Imaginary Madrid! Her giver
inspirationen næsten sig selv. I samme dur falder PSV Hangover. Mange steder aner man
sammenfaldet mellem de store forbilleder og de mere simple realiteter. Ganske jordnære i
den forbindelse bliver så Lokomotiv FC, hjemmehørende i Sydlondon, og deres lille
historie.
Back in the mid-seventies our manager used to have exchange students from East Germany
staying with him. As his son was leaving school and wanted to form a club, he decided to
manage it. Some of the students had supported Lokomotiv Leipzig, so we took our name from
that.
Mens andre igen fx. bryster sig med mere selvhævdende eller kuriøse navne, som Good
For The Game In General og Flying Pig.
Bag bogen gemmer sig flere års research, og som læser føres man omstændeligt hele vejen rundt. Fra ovennævnte indledning omkring klubber, klubnavne og deres historier, til spillerne, de forskellige prototyper, som meget skematisk gennemgåes og beskrives med hver sit lille afsnit. Her møder man fx. The Fat Keeper, hvis forbillede selvfølgelig er Everton-legenden Neville Southall, Fancy Dan, en slags Steve McManaman eller Darren Anderton, The Bloodied Hero, naturligvis den lille Terry Butcher i os alle, eller Diego Prima Donna, Cantona-plagiatet.
Man præsenteres for serier af øgenavne, videre til de forskellige manager-typer og deres yndlingsudtryk. Til dommere og linievogtere, til omklædningsrum som oftest ikke er meget andet end en container, hvis de overhovedet findes. Der er historier om kaniner og køer på banerne, eller de mere almindelige hunde-medspillere.
Altsammen spædet op med serier af skrøner om pub-besøg, vilde pints-orgier og spillere som efterfølgende brækker sig i stride strømme, en halv time inde i kampene. Ligesom det evige dilemma, kvinder og fodbold, selvfølgelig behandles.
Enten i ungkarle-varianten, efter den vellykkede scoring lørdag
aften, og så op til fodbolden tidlig søndag morgen.
Can you possibly let down ten team-mates? Invariably the response is, "Sorry,
love, I've gotta play footbal!" as the errant player runs down the stairs and what
seemed a perfect love match a few hours earlier is now strictly a game of one half. Those
who do play extra-time in bed often find themselves banished from the side for weeks - and
never make the same mistake again.
Eller i den nyforelskedes variant, hvor man ganske vidst er enige om
søndagsdestinationen.
But having your partner on the sidelines can cause distractions for some players, as
Jim Brodie, chairman of Colinthians in Birmingham, remembers. "A few years ago we had
this lad called Pete whose girlfriend always came along to watch. Whenever he scored, he'd
run over to kiss her. We were all old men and he was the only one of us with a young
girlfriend. So, whenever anyone else scored, we started run over to kiss her. She ran away
for a bit, but I think she was most grateful when I did finally get hold of her."
For endelig at slutte blandt de veletableredes og evige klassikeres dilemma.
Many men are still fighting a never-ending battle to convince their partners that they
are not obsessed and some things really are more important then Sunday morning football -
like the Sky game in the afternoon.
Morsomt at læse er det i begyndelsen, ligesom man ikke betvivler at forfatteren har haft det vældig morsomt under researchen, men efterhånden sidder man med en fornemmelse af at det hele begynder at køre en smule i tomgang. De mange småhistorier bliver aldrig helt vedkommende, fordi de dels er meget små og hurtige og kommer i så tæt rækkefølge, at de regulært set fiser direkte igennem. Man griner lidt og har sekundet efter glemt det meste. Virvaret af personnavne og klubber bliver efterhånden sværere og sværere at fordøje, og det virker som forfatteren har været så fikseret på sit overordnede mål, at beskrive græsrodsfodbolden generelt, at han helt har tabt forbindelsen til det almindelige journalistiske og litterære princip. At enkelhed kan fremme forståelsen. Eller måske er sandheden blot at græsrodsfodbolden nok ikke helt egner sig til en bog af den længde, 165 sider, som Peter May har præsteret. Jeg kørte ihvert fald træt i den omkring halvvejs, og havde mere end svært ved at slæbe mig gennem sidste halvdel.
Konkluderende må man derfor sige, at bogen handler om ting der nok er sjovere selv at være en del af. Frem for at skulle læse om. Simpelthen fordi Pete May, med sin noget hidsige opsætning og meget journalistiske beskrivelser, aldrig formår at føre os læsere med ind under huden på The Sunday Leagues. Det bliver for tomt beskrivende og ender som en løst strejfende gennemgang, uden egentlig substans, men selvfølgelig med en masse små sjove skrøner, klichéer, og almindelige jokes undervejs. Ligesom den rummer masser af god gammeldags fodboldsvedende mandehørm. Men et godt råd er dog, at læse den i små mængder. Som pauseunderholdning, som lidt adspredelse hist og pist. Nogen længerevarende seancer med en stille whisky foran kaminen egner den sig ikke til.
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999