The Rough Guide: European Football - a fans’ handbook.

Nikolaj Steen Møller
(Bragt i Brølet nr. 18, Vinter 1997)

To englændere, Peterjon Cresswell og Simon Evans, har brugt de sidste to år på at ’researche’ den ultimative rejseguide til fodboldstadions og -klubber i Europa. Og med research mener jeg, at de har set oceaner af fodboldkampe, spist på masser af restauranter og besøgt alle de værtshuse, de har kunnet finde i nærheden af de forskellige stadions. Det er journalisme! Og det er endt i en bog på godt og vel 600 sider. Den dækker faktisk alt mellem Irland og Tyrkiet, de har endda været i Finland. Den giver praktiske oplyninger om bl.a. hvordan man køber billetter, finder stadion og finder en bid brød eller et glas øl før kampen, men den giver også en lang præsentaion af alle klubberne med deres historie, og med beskrivelse af deres spillere og deres fans.

Det er ligesom at slå op i den nye telefonbog for at se, om éns nummer nu også er med: først må man lige se, hvad der står om Danmark, København og FCK. Og her kommer der så et kæmpeproblem. Afsnittet om FCK er elendigt researchet og bl.a. baseret på underlige citater fra fans af vores lokalrivaler. Når klubbens historie gennemgås, bliver det nævnt, at i 1992 blev holdet forstærket med nogle topspillere fra provinsen, og et par folk fra Brøndby. Jeg kan ikke regne ud, hvem de mener. Det hævdes, at succesen og mediedækningen ikke kunne skabe en solid fanbase, og at tilskuersnittet er pænt under det halve af Brøndbys 12.000. Brølets påstand har jo altid været, at vi har fået en fanbase uden imponerende resultater og på trods af dårlig medieomtale… og snittet er i hvert fald ikke under 6.000, og det var det heller ikke sidste år. Og når det bliver sagt, at det hyggelige Østerbro Stadion ved siden af ville være en bedre hjemmebane, men at flytte ind dér ville være en falliterklæring for FCK, kan man jo bare grine.

Og når forfatterne så skal beskrive fankulturen, siger de at FCK’s fans hedder Cooligans og består af mediepersonligheder fra middelklassen! Hmmm. De har åbenbart ikke studset over, at København i så fald skulle have ca. 4.000 mediestjerner, som alle sammen holder med FCK og står står samme sted og synger de samme sange. Eller også har de aldrig været i Parken. Desuden står der, at det sted hvor FCK-fans mødes er Søhesten på Sølvgade. Min teori er, at forfatterne selv er droppet ind på ’Hesten, hvor et par medlemmer af Cooligans har bundet dem en historie på ærmet.

Ellers er afsnittet om Danmark meget fornuftigt, og ved Danmark forstås København og de fire forstadsstadions, Brøndby, Gladsaxe, Lyngby og Hvidovre. Provinsen var ikke interessant i denne omgang. Det er et par morsomme ting; Lyngby Stadion bliver kaldt ’hyggeligt’, der er et billede af Carsten Hallum, vi møder stationerne Døsterport og Hovedbane Gåde, og Tipsbladets pris er sat til otte kr.! Og da forfatterne skulle nævne barer og restauranter, har de besøgt alle steder i en radius af 70 meter fra Skt. Hans Torv (men desværre for Lads har de overset Trafikcaféen). Og desværre er de andre klubber omtalt meget præcist og korrekt, især Brøndby har et flot afsnit, hvis man kan lide den slags.

Ellers er fremgangsmåden som regel den, at forfatterne tager til de store byer og beskriver alle holdene der. Det betyder f.eks., at de har været i Irland og besøgt hele syv Dublin-klubber, og må desværre indrømme, at jeg ikke har hørt om en eneste af dem. Og der er syv fra Budapest og otte fra Athen. Jeg har ikke tænkt mig at besøge nogen af dem lige foreløbig, men det pudsige er, at jo mere ukendt en klub er, jo morsommere er beskrivelsen af den faktisk. Det giver også et større samlet billede af fodboldkulturen i en bestemt storby, og man får derfor lyst til at læse hele bogen i stedet for bare at bruge den som et opslagsværk. Men i de store fodboldlande, England, Italien, Spanien og Tyskland, er der ikke plads til den slags pjat. Der bruger de krudtet på lange beskrivelser af storklubberne. Det betyder bl.a., at når der står om de engelske klubber, er der kun medtaget de Londonklubber, som er i Premiership. Jeg tror, det havde været bedre at skrive kort om f.eks. QPR, Millwall og Charlton i stedet for f.eks. at bruge plads på Newcastle, som ligger langt fanden i vold, og hvor det alligevel er umuligt at komme ind (siden er Charlton rykket op i Premiership, og Crystal Palace rykket ned – NSM).

Bogen er den eneste af sin slags. Intet mindre. Ingen andre rejseførere kan fortælle, hvor man kan købe Dukla Prags udebanetrøje. Hvis man vil bruge hele sommerferien på at rejse rundt i Europa og se fodbold i hidtil ukendte lande, kan man umuligt komme udenom den. Hvis man bare er interesseret i europæisk fodbold, er den spændende læsning, for det meste. Lidt dyr, til 260 kr. (Boghallen på Rådhuspladsen), men så dækker den også et område, som det har taget to år for forfatterne at få et overblik over. Men der er nogle afsnit, man skal være et ret trist menneske for at sætte sig ned og nærlæse. Det er en rejsefører, så medmindre man er på vej derned, eller man er den type, som kan lide at kede sine venner ihjel, behøver man ikke vide hvilken bus der kører til FK Zemun Beograds stadion (og om deres kaffe er god).


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999