Thyboes forgæves jagt på en mulig bog

Af Jan E. Hansen

FCK - På evig jagt efter den umulige drøm
Kurt Thyboe
Borgens forlag
248 sider, 199,- kr.

Det henstår for mig som en gåde, hvordan man kan indlede en bog omkring FCK med en hysterisk skamrosning af personen Brian Laudrup, aka Mr. 70%. Ikke desto mindre er det hvad Thyboe gør i første kapitel, og dermed får han også aktiveret samtlige advarselsblink hos undertegnede læser og FC-fan. Okay, først er der et par siders forord og så et par siders prolog om en gammel B1903-målmand, men så drøner man altså lige lugt ind i den mytiske Mr. 70%. Ikke fordi Thyboe har til hensigt at fortælle os noget som helst om selve historien - Mr. 70% kontra FCK, ikke fordi Thyboe på nogen måde vil kaste nyt lys over dette besynderlige halvår i klubbens historie. Eller grundlæggende vil forsøge at klarlægge Laudrups handlemåde. Men udelukkende for at fedte rundt i myten om den gudsbenåede fodboldsspiller, som blev så skidt behandlet blandt sine egne landsmænd. Vi har hørt grædehistorien før, om den unge Laudrup som der blev råbt og pebet efter i Brøndby og andre jyske bastioner, om den unge Laudrup der pludselig ikke kunne bære det længere. Den er inderlig uinteressant og ikke værd at trampe yderligere rundt i. Mr. 70% kom, så og smuttede. En fransk visit, men ingen værdig indledning på en bog om FCK.

Men så er tonen slået an. For allerede her går det galt. Hip-hop, vil du ha' Thyboes krop. Man tager en række mediebegivenheder fra de sidste to år, krydrer dem med et par helteportrætter af gamle eller næsten gamle FC-koryfæer, koger lidt flæskefed wild west-ordsuppe på det hele, "skæv-skørt" og "raffi-smart", og vupti det bliver til en bog, en "story" for at simre i Thyboe-suppen. Overfladisk og ganske ligegyldig mytomani, bliver de mest rammende beskrivelser. For Thyboe er decideret mytoman, for ham eksisterer personlighederne og deres nuancer ikke, hans univers er rørende en-dimensionelt. Der eksisterer helte og der eksisterer helte, og hvis der til nøds findes skurke er det flyvske begreber som den altid legitime "jantelov", som han hiver frem flere gange i bogen og med belejlige mellemrum smider ind, for til at slut fade helt væk i dens skær. Hos Thyboe går ting aldrig galt, ikke hvis man tror nok på dem, og det gør man hvis man er en ærlig fighter, en champ af guds nåde. Derfor behøver man heller ikke at reflektere eller researche.

"Fighteren", den altoverskyggende "Champ" i denne bog, bortset fra Thyboe selv, hedder Flemming Østergaard. FCK er Flemming, Flemming er FCK, som Thyboe messer. Manden der "tog en ruin og byggede et slot", manden "der hører til blandt de mænd, der i sin tid byggede vesten, lagde jernbaner tværs over det kontinent, imperiebyggerne". Intet mindre kan åbenbart gøre det, når Thyboe skal bygge sit jubelglade værk. Som læser bliver man næsten helt benovet, her gik man og troede at vores Don Ø - FC's direktør - var en dygtig forretningsmand med et fodboldgalt hjerte. En mand som klubben givet kan takke for meget, en mand der fik sprøjtet megen ny gejst i hele organisationen, da han for alvor tiltrådte i direktørstolen i sommeren '97, men ligefrem "imperiebygger". Næppe. Måske nok uden for fodboldbanerne, hvor hans største bedrifter stadig står til trone. Primært købet af Parken og sponsoraftalen med Carlsberg. Men på banen har det faktisk været så som så med de konkrete bedrifter, resultatmæssigt er FCK ikke nået mere videre end kriseårene 94-96. Tiden før Østergaard, den tid som Thyboe i bedste Østergaardske ånd også skøjter let henover. Jovist, han fører os tilbage til 03'ernes historiske Bayern München-kamp, men kommer beskæmmende nemt uden om Benny Johansen-perioden og FCK's tre første leveår. Og ikke et ord skriver han om klubbens to pokaltriumfer i 95 og 97.

Her gemmer sig i virkeligheden også det mest irriterende ved bogen. Den skæve vægtning mod Thyboes egen skrivende nutid. Okay, der kommer et par svulstige heltekvad til Palle "Plankeværk" Petersen, tvillingerne, og Ivan Nielsen og vi når også helt tilbage til "guldfinalen" i sommeren 1993 på Brøndby Stadion. Men alt bliver næsten fremlagt som let sitrende forspil til Østergaards indtog og hans store puslespil. For her gemmer Thyboes virkelige scoop sig, i personen Flemming Østergaard, eller rettere den myte, som Thyboe ihærdigt vil opbygge.

Det kan man næsten kun se som en hån mod klubben, og mod mig selv som en af de tusinder af fans som allerede dengang fulgte klubben tæt. Flemming er IKKE FCK alene, FCK er IKKE kun Flemming. FC er en hel masse andet, en hel masse større, og fremfor alt en historie som rækker meget videre. Hvilket selvfølgelig kan være svært at indfange for Thyboe, der vist primært er udstationeret avislæser i Barcelona. Forbløffende er det ihvert fald at konstatere så få personer i og omkring klubben som Thyboe faktisk selv har talt med. Størstedelen af bogens interviews er plukket citater fra forskellige aviser og det øger ikke ligefrem billedet af grundigheden i værket. Eneste primærkilde er den urkomiske "deep throat", som åbenbart skulle have forsynet Thyboe med insider-viden fra kulisserne, løbende under skriveprocessen. Enten er denne "deep throat" yderst sparsommelig med sine oplysninger eller også er han reelt ikke-eksisterende udenfor Thyboes fantasi. Den dybe hals repræsenterer ihvert fald ikke meget mere end et par supplerende gurgle-lyde. Skælmsk kunne man måske sætte "deep throat" lig Charles Aznavour, som citeres adskillige gange i bogen.

En anden ting er at der er mængder af banale korrekturmæssige fejl, fx. staves Keld Kristensen som "Kjeld Christensen". Hvad værre er de banale faktuelle fejl, fx. omkring Aabrink og hans exit, hvor forløbet rodes grundigt sammen. Fra EM-slutrunden i England til Aabrinks faktiske tilbagetræden går der et halvt år. Ikke en til to uger, som Thyboe erklærer. Den slags tyder på sjasket research og når man betænker at bogen rent faktisk ikke rummer meget mere "story" end en flittig avislæser kunne stykke sammen, så bliver det rent ud sagt pinligt. Lige så pinligt, som da Thyboe skriver, at Goldbæk ved sin ankomst til Chelsea overtog unge Laudrups nummer... ti! 10??? Sic!!! Om igen, Thyboe!

Kernen i bogen er og bliver vinteren 98/99. Her fornemmer man at Thyboe for alvor tænder på FC, og ser lyset i det Østergaardske puslespil, som han flere gange refererer til. Den sidste brik her hedder unge Laudrup, den brik der for alvor skulle manifestere FC som storhold. Som vi nu ved, gik det grueligt galt. Den store satsning omkring Christian Andersen på trænerbænken og den unge Laudrup på de hjemlige fodboldbaner raslede til jorden i næsten surrealistiske omstændigheder. Brikkerne passede bare overhovedet ikke sammen og det har måske også skabt kaos i Thyboes manuskript, ligesom det et eller andet sted må have skabt problemer med det gennemsnurrende heltekvad til Østergaard. Østergaards person, hans bramfrie "jeg tager hele ansvaret" redder naturligvis en del og er i virkeligheden også meget prisværdigt og et meget sigende billede på, at vores nuværende administrerende direktør er god nok. Når alt kommer til alt. Men det gør ham stadig ikke til hele historien om FCK, ligesom det ikke ændrer på et par gedigne kiksere, fx. ansættelsen og fyringen af Christian Andersen. Vælg selv hvor kikset skal placeres, jeg sætter krydset ved fyringen.

Under alle omstændigheder kunne det skæbnetunge forår sagtens tjene som en lille undskyldning for Thyboe - jo lad os bare være lidt venlige her - for den noget forvirret opsætning, som bogen lider under. For han zapper frem og tilbage i historien og ender ofte i situation hvor trådene bare hænger løse og man som læser sidder tilbage som det gyldne spørgsmålstegn, for hvad er det egentlig at du vil fortælle os FC'ere, Thyboe! Den med janteloven er ligesom allerede for meget brugt til stadig at virke helt plausibel.

Dog bliver venligheden mere og mere tyndslidt, når man skal læse sig igennem søgte western-klichéer som fx. "Young Guns"-kapitlet, Thyboes almene betegnelse for Niclas, Thorninger, Rytter, Martin Biil, og Løns og ifølge forfatteren ligeså essentielle brikker i Østergaards puslespil. Sådan var det muligvis nok tænkt, da de blev købt. Men faktum er at ingen af dem for alvor har slået til på holdet. Ser vi på det med nutidens altvidende øjne, så er de bærende kræfter på vores nu noget skamferede mandskab faktisk et par gamle ræve som Mio og Diego. Men heller ikke i efterrationaliseringen, det afsluttende kapitel om det katastrofale forår 99, sættes der væsentlige spørgsmål ved hverken indkøbspolitik eller Østergaards iøvrige fodboldmæssige dispositioner, som alt andet lige bør stille ham i et noget mere nuanceret og menneskeligt lys end Thyboes.

Stadigvæk henstår det store spørgsmål dog: hvad vil Thyboe med sin bog. For der er ikke meget egentlig FCK-historie over den. Jeg fanger ihvert fald ikke noget billede og hele bogens gennemgribende mangel på almindelig journalistisk research og egentlig "story", efterlader mig bare med en fornemmelse at Thyboe er en wannabe. Den gode historie interesserer ham i virkeligheden ikke, eller det gør den måske nok, men han formår den ikke. Løsningen bliver så at bare være hvor den er. Snip-snip lidt FC og klap-klap lidt mere FC og hel masse forblommet ordgejl. For FC er i vælten for tiden og uanset hvor fatalt foråret så kiksede, så repræsenterer vi den eneste dynamik i dansk klubfodbold for tiden, de eneste der reelt har handlet og vovet skindet. Så meget fanger Thyboe dog og derfor hænger han ved. Nøjagtig som han gjorde på Brøndby for et par sæsoner siden, dengang han skrev sit Brøndby Forever-kvad. Men reel interesse for selve klubben FCK, lyser ikke ligefrem fra bogen. Der slikkes blot lidt over det hele i et forsøg på at score lidt på kransekagen.

Som afslutning fristes man til at citere en gammel sang, helt i Thyboe-ånden. Jeg afholder mig dog fra smørtenoren Aznavour, men griber hellere fat i knivskarpe Ray Davies og The Kinks.

Oh yes he is (oh yes he is), oh yes he is (oh yes he is).
There's one thing that he loves and that is flattery.
One week he's in polka-dots, the next week he is in stripes.
'Cause he's a dedicated follower of fashion.

Altimens venter vi andre så videre på bogen om FCK!