En forfatter du bør kende og en roman du skal eje!

Af Martin Kreisberg (Bragt i Brølet nr. 21., Vinter 1998)

Benn Q. Holm har med Hafnia Punk begået sin fjerde roman. På Hafnia Punks forside sidder en mand med et FCK-halstørklæde som pandebånd. Dette er ikke kriteriet for at Brølet beskæftiger sig med skønlitteratur, kriteriet er kvalitet.

Kvalitet har der også været i Benn Q. Holms første tre romaner, der desværre er blevet overset af publikum, på trods af flotte anmeldelser.

De tre første

Til verdens ende (1994) er Benn Q.‘s debutroman og den sværest tilgængelige, på grund af den dens to skiftende og dog sammenhængende historier. En kærlighedsroman om en rodløs arkitektstuderende, der i stedet for at blive færdig med sit studie er i gang med at skrive en roman.

I Benn Q.’s anden roman Mørk får FCK plads i historien. Hovedpersonen Adam håber at FCK har scoret, da han hører et brøl fra Parken og da han får at vide: Du mangler en sag at leve for, en overbevisning, svarer han: "Jeg holder da med F.C. København."

Mørk er en spændingsroman, der tager sit udgangspunkt i og meget præcist skildrer midthalvfemsernes København.

Flugtens tid fra 1997 sætter med beskrivelsen af FCK-Brøndby, 2-1, september 1994, for alvor FCK ind i Benn Q.’s forfatterskab. Med sin hyldest til tvillingerne, Højer og Lønstrup får Flugtens tid nakkehårene til at rejse sig, hvilket selve historien om den forsvundne Boris også gør. Historien bringer os udover i Parken også til Italien, Tyskland, Tyrkiet og Polen, men Flugtens tid er i ligheden med de andre romaner en københavnerhistorie, der ser tilbage på, hvordan det var at være ung i 80’erne og hvordan vi ændrer os og vokser fra hinanden med årene.

Den nye roman

I Hafnia Punks første kapitel møder vi Christian, der af sin kæreste Elisa bliver irettesat på vej til et middagsselskab, han har nemlig en FCK-t-shirt på. Christian skifter til skjorte, men griber sit FCK-halstørklæde på vej ud af døren og dermed er scenen sat til flere skift.

For Hafnia Punk er en kollektiv roman, om ti personer, hvis veje krydses i hele 1997, som er romanens ramme. Det er en styrke, at der ikke er én hovedperson, selvom Christian fremstår stærkest og binder nogle af personerne sammen. Gennem hele romanen får man som læser mange meget fine personskildringer, og man lærer derfor personerne at kende, kan se dem for sig og genkender de forskellige typer, fra forskellige miljøer.

Hafnia Punk er velskrevet, underholdende og fængslende, og er et billede på tiden vi befinder os midt i. Et meget præcist billede af en tid, hvor vi ikke åbner os for hinanden og derfor kun kender hinanden på overfladen. Alle personerne i Hafnia Punk rummer en skæbne, som man følger med i og håber på bliver løst, i det liv personerne lever videre i vores fantasi, når året 1997 og fortællingen rinder ud nytårsaften.

Christian er en fanatisk FCK’er, der bruger det meste af sin tid på at følge med i FCK via aviser og Internettet og som realiserer sin drøm, som er et loftsværelse bl.a. med en mannequindukke kun iført FCK-trøje. Hafnia Punk er et must for enhver FCK’er, men jeg vil ikke afsløre mere her end, at Hafnia Punk gennem Christian giver et referat af de vigtigste FCK-episoder i 1997, som du ikke vil kunne finde i nogen årbog.

Hvis du ikke anskaffer dig Hafnia Punk før (nye bøger er desværre dyre), er den det perfekte julegaveønske. Jeg ville nu ikke vente så længe.

En forfatter

Jeg mødte Benn Q. Holm en søndag formiddag, for at tale om Hafnia Punk, hans forfatterskab og om Københavns betydning for hans historier.

Benn bar ligesom andre unge mænd den søndag formiddag på Pussy Galore en F.C. København-spillertrøje, og jeg kunne ikke dy mig for at lægge ud med at spørge om, hvordan han havde det 2 1/2 time inden kickoff i Parken, hvor F.C. København skulle møde Brøndby.

Jeg glæder mig og er spændt. Reelt er det en helt almindelig kamp, men der en stemning som om, det er en halv pokalfinale man skal til. Jeg er spændt, men det ville jeg også være, hvis det var mod B 93 eller Herfølge.

Jeg vil gerne komme med en lille opsang, man skal passe på, at det ikke altid ender med Brøndby, Brøndby, Brøndby.

Jeg synes, det er ved at blive lidt paranoidt. Man ser dem mange steder, men nogle gange er det som om, det er det eneste man kan snakke om.

Man burde fokusere mere på, at vi faktisk er blevet en meget stor klub, og at vi mere eller mindre har fået integreret to klubber. Det synes jeg virkelig, man skal være stolt af. Man skal tænke på, at det svarer til, at i gamle dage talte man altid om Venstre og Konservative. Hvad skal vi med de her to store borgerlige partier, de skal lægges sammen. Men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Bybefolkning og bønder osv. Det er på en eller anden grotesk måde det samme, der er sket i en anden verden. Jeg synes, at man i hverdagen glemmer, at det faktisk er lykkedes rimelig godt. Det er ikke lykkedes 100%, men man skal se på hvor meget der er lykkedes, i stedet for at fokusere på de andre og deres medløbersucces.

Hvornår startede du med at gå til fodboldkampe?

Jeg har selv spillet som dreng i Valby Boldklub. Jeg er altid blevet slæbt med til KB’s kampe af min far. Min lillebror og jeg var sådanne nogle KB-fanatikere i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Vi sad i den gamle Idrætspark, sammen med Det døve Spektakel eller hvad fanklubben hed dengang. Det har været den gamle Idrætspark og 2. divisionskampe på Frederiksberg Stadion med 1400 tilskuere.

Så var der en pause omkring overbygningen, hvor jeg lige skulle finde ud af, hvor mine ben stod, men der har ikke været tvivl.

Jeg havde som KB’er det selv meget ambivalent med FCK i starten, der gik noget tid før jeg følte mig som FCK’er.

Jeg tror at mange, specielt dem som kom fra KB eller B1903 skulle igennem en mental fase. Jeg var ikke særlig meget i Parken det første år. Det skyldtes også, at jeg havde travlt med andre ting. Jeg var i gang med at skrive min første bog og få mit første barn. Så er det kommet hen ad vejen, og nu bliver det værre og værre, man bliver mere fanatisk med alderen. Det er frygteligt, jeg sidder her som 36-årig i fodboldtrøje.

Hvad betyder FCK for dig i dag?

Det er sådan noget man nogle gange ligger og tænker på som det sidste inden man falder i søvn, og nogle gange som det første om morgenen.

Det er en identitet, der hører sammen med netop det, at de kalder sig Byens Hold.

Det hænger sammen med at bo og leve her i byen og med de mennesker man omgås.

Det er en daglig følgesvend.

I Mørk og Flugtens tid har man som læser fået FCK-referencer, kampreferater og stemningsbeskrivelser hovedsageligt fra Parken, i Hafnia Punk følger du FCK gennem hele 1997. Der er sket en udvikling i dit forfatterskab i forhold til FCK, der fylder mere og mere, hvorfor?

Jeg har taget skridtet fuldt ud. I de første bøger er FCK kommet ind, uden at spille nogen vigtig rolle, som en del af en miljøbeskrivelse. I og med, at bogen handler om et år i København så vidste jeg, at der ville være plads. Når jeg skulle have den enlige mor og den fordrukne forfatter etc. med, så skulle fodboldtyperne også med.

F. C. København bliver en del af dit Københavnerbillede i halvfemserne på samme måde som Stereo Bar og Vega.

Jeg har valgt nogle miljøer ud. I de miljøer hvor bogen foregår, der spiller FCK en stor rolle. I musik- og kunstnermiljøer støder man på mange FCK’ere. Når man er til fester sidder folk og diskuterer Goldbæk eller FCK, mere end de taler om situationen på Balkan, desværre - eller på godt og ondt. Det er noget, der optager folk mange af de steder man kommer. Så det synes jeg er meget naturligt.

Der er en styrke i at der er så mange forskellige personer, der lever i hvert deres univers, men alligevel i denne her storby lever så tæt, at deres skæbner krydser hinanden.

Nogle af personerne virker meget genkendelige og andre gange tænker jeg, er det her én jeg burde kende. Hvor bevidst er du om det?

Nogle gange tænker jeg fuck, nu skal vi også have lidt sjov. Nogle gange så har jeg nogle personer, der har inspireret mig utrolig meget, nogle jeg har mødt i mit liv. De udvikler sig lykkeligvis - det er mere i de tidligere bøger. Mennesker der gør stort indtryk på dig, de sniger sig ind af sig selv. Andre gange har jeg tænkt, det skal være lidt à la ham, men det ender gudskelov altid med, at være noget andet. Det skal jo ikke være sådan, at man sidder og skriver en nøgleroman.

Helt konkret er man ikke i tvivl om, hvem hende pigen med fletningerne er, hvis man kender lidt til FCK.

Når man kommer ud i andre miljøer, hvor folk ikke kender så meget til fodbold, så er fodbold sådan noget med bøvede typer der brækker sig. Min kæreste sagde tidligere, "skal du ind og se de der SFK i dag". Da hun så den reklame hvor Hilda var med, så blev hun alligevel lettet, fordi hun opdagede, at man godt kan være tjekket som fodboldfan. Jeg har aldrig i mit liv talt med Hilda, men hun er et fascinerede eksempel på den fanrace, der er opstået især i vores klub. Hun er sjov at have med, som et udtryk for tiden.

Jeg kan godt lide, at der ikke er en hovedperson i Hafnia Punk, selvom Christian, på en eller anden måde fremstår stærkest og også binder nogle af personerne sammen.

Christian er en af mine egne indre hovedpersoner. Der er nogen der betyder lidt mere end andre. Christian har alle de træk fra de andre bøger, men det er gudskelov næsten kun ham, der har de træk med at vende ryggen til verden og prøve at gemme sig i en drøm, illusion eller bevidst fordybelse.

Skal Christians FCK-fascination ses som et led i hans flugt fra fotografiet?

I mine øjne har kan altid været KB’er. Jeg tror, han har skiftet de ydre billeder ud med nogle indre. Sit job har han skiftet symbolsk ud med sit loftsrum, en drengedrøm vi alle sammen i vores svage stunder kunne finde på at have, han realiserer sin. Det er en slags erstatning.

Han lever med i det, det er hans job, fordi han har ikke andet at lave. Det er ikke en flugt, men fodbold er uanset hvad vi siger en underholdningsindustri, selvom der er mange identifikatoriske ting der spiller med, så det kan blive helt politisk. Men det er trods alt ikke det samme som at være næstformand i Amnesty International på Frederiksberg. Han kunne være sådan en, der lavede noget socialt arbejde. Han burde træne nogle miniputter, så han blev en del af det rum, hvis man skal tale om klubben og det ansvar man nogle gange har. Men det gør han ikke, så på den måde er han en egoist.

Er han "af kød og blod en professionel FCK-fanatiker som man kan anskue som patetisk, komisk eller at det er imponerende at have denne splint i kødet der vækker en"?

Som du er inde på, så er det ikke en flugt, for han markerer og blamerer sig, specielt når han sidder sammen med Elisas advokatvenner, der hellere vil diskutere jura og tamilsager.

På den måde synes jeg også det er imponerende. Men det kommer an på, hvor man ser det fra. Moderen synes det er sygt, "en mand i hans alder", og det er ikke særlig sjovt for Elisa i hverdagen.

Det er sjovt, sådan havde jeg slet ikke tænkt på det, for det virker så naturligt.

Det ved jeg fra mange af mine venner og deres kærester. Nogle af dem er lidt sure over den indflydelse fodbolden har.

Jeg er selv vokset op med en far der skulle se fodbold hver weekend. Lige så snart vi var kommet op i vores sommerhus, så kørte han ind til byen igen for at se fodbold. Det tror jeg ikke min mor var så glad for.

Er det et personligt skrækscenarie, at ens tidligere kone finder en ny mand, der er jyde og Brøndby’er?

Mon ikke det er noget, alle kan sætte sig ind i!

Nej, det er gudskelov ikke personligt.

Det er vel noget du har tænkt?

Jeg havde tænkt mig, at have flere paranoide scener med i Hafnia Punk, hvor der flytter en Brøndbysmart type ind i samme ejendom som Christian, og han ender med nærmest ikke at ville bo der mere. Jeg har det selv sådan lidt. Jeg har boet på Frederiksberg indtil fornyelig. Det er gammelt KB-land, og så lige pludselig, så holder der en bil - hver dag - foran ens stuevindue, med sådan en gul en bagi. Man får nærmest lyst til at gå ud og ikke smadre bagruden, men gøre et eller andet. Når ting trækker sig ind på ens domæne.

Jeg får øje på, at den lighter, der følger Benns cigaretter er en FCK-lighter?

Hvis man er til en middag, en fest eller står på en bar, så placerer du lighteren diskret, så folk kan blive glade, eller så man kan genere en AB’er. Det er den skjulte reklame.

Det kan være svært at beskrive dine bøger, for det er kærlighedsromaner, kærlighedsromaner til København, kærlighed til de frustrerede kvinder, det er spændingsromaner, det er midt-90’erne, som tager udgangspunkt i 80‘erne osv.

Mørk og Flugtens tid er nogle mærkelig blandede bøger. Du kan sammenligne det lidt med en blendermaskine eller tidens musik. Hvis du tager musikken, hvor man bruger loops og tager lidt jazz, techno eller noget guitar - blander en masse ting sammen. Det er meget symptomatisk for denne her tid.

Du bruger musikken til at beskrive stemninger og til at give et billede af tiden, er det bevidst eller er det fordi, at de enkelte musiktekster/stemninger rammer dig, når du beskriver en situation?

Det hænger nok også sammen med, at jeg selv sidder og hører musik, når jeg skriver. Jeg skriver meget på en stemning, på en gejst. Sidder jeg en mandag morgen, så skal jeg have musik, mine cigaretter og en kop kaffe, og sidder jeg en fredag eller lørdag aften, skal jeg også have min musik. Det distraherer mig slet ikke.

Selvfølgelig kan jeg opdage, hov – båndet løb ud for en time siden eller CD’en sluttede.

Så prøver jeg at tage noget af musikken med, nogle gange skal jeg lige have mine egne favoritter med. Andre gange bliver det for at tage det tidstypiske. Det er nu også noget jeg er død træt af, fordi meget af det jeg laver er sådan noget: Ih, hvor er vi midt i samtiden. Jeg kan nogle gange blive lidt emblematisk: Nu skal vi, nå for fanden, de må hellere høre Tricky, det hører de smarte Stereo Bar typer.

Det er et signalement og dels stemningen.

Du skriver samtidsromaner, betyder musikken ikke mere for vores generation?

Det, der fik mig til at skrive i sin tid, var bl.a., at der ikke var nogen der skrev om vores tid, vores by, vores liv. Jeg kan så huske, at noget af det første der kom, det var en Klaus Lynggaard der beskrev, hvordan han var på vej til Bowie-koncert. Så kom langsomt amerikanerne; Bret Easton Ellis og Jay McInerney, hvor der så lige pludselig står noget om Elvis Costello, og der er en der hører Smiths. Man bliver helt...hvad fanden! Nu har man siddet og læst Rifbjerg og om hans jazz i 30 år og alle de der andre gutter. Det har ikke handlet om vores verden.

Jeg vil slutte af med at sige, at du laver nogle meget flotte og præcise personskildringer. Det meget litterære kommer utrolig flot ind som små passager forskellige steder, "en trækning i mundvigen, og smilet ville forsvinde" er et eksempel.

Realismen har aldrig været den fineste litterære retning. Når man har gået på universitet, så føler man, at man skal være lidt eksperimentel eller modernistisk. Det er også det jeg prøver. Det er mærkeligt, jeg skriver realistisk, men jeg ser selv lidt ned på det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror det er fordi, jeg har gået på universitetet. Det realistiske, det er ikke altid lige fint nok, men det er noget pjat, for omvendt så elsker jeg også realistiske bøger. Det er en mærkelig spadsereting oppe i hovedet, jeg har. Det jeg prøver på er, at bygge lidt oven på denne der realisme, du kan kalde det en hybrid eller lidt poesi. Den helt almindelige realisme kan være god, men det kommer an på så meget. Den kan blive for beskrivende, så kunne du ligeså godt læse avisen.

I avisen kunne man om mandagen læse, at F.C. København havde gennembanket Brøndby 1-0.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999