The Football Factory
Af John King
Vintage 1997
Der er efterhånden skrevet en hel del bøger om den engelske hooliganisme. Men hvor det som oftest er den sociologisk/akademiske indgangsvinkel via en undersøgende reporter, jvf. Buford's "Among the Thugs", så forsøger John King i sin roman "The Football Factory" at give hooligans'ene sin egen stemme. Omend bogens personer er helt igennem fiktive.
Bogens hovedperson og gennemgående jeg-fortæller er lagerarbejderen Tom Johnson. Aldersmæssig er han vel omkring de 30, endnu inkarneret ungkarl, og bosiddende i Hammersmith-området i Vestlondon, og efter eget udsagn i en god lejlighed. Og så er han altså del af et ekstremt voldeligt Chelsea-firm. Tidsmæssigt er vi midt i 90'erne, i en tid hvor Chelsea stadig rangerede som et middelmådigt Premier League-mandskab.
Handlingsmæssigt følger vi Tom og hans venner omkring fodbolden. Ved hjemme- og udekampene, hvor alt er fikseret på at møde hooliganfirms fra de andre klubber. De pænere, fredelige fans interesserer dem ikke. Enten skal de forsvare deres eget territorium omkring Stamford Bridge, eller ydmygende trænge ind hos de andre og "give them a kicking". Da vi er i en tid, hvor hooliganismen officielt er erklæret død i England (symbolsk illustreret i et kapitel hvor et par journalister snakker om det samme), foregår det meste som en jagt rundt i smågaderne væk fra stadions. Også helst langt væk fra overvågningskameraerne, journalisterne, og den altoverskyggende fjende The Old Bill (=politiet). Her sætter de små grupper, firms'ene, så hinanden stævne. Eller Chelsea forsøger at sætte de andre stævne. Sandheden er nemlig at der ikke sker meget, som regel er de andre så underlegne Chelsea, at de relativt hurtigt stikker af. Eller slet ikke er eksisterende længere. Eneste reelle modstanderfirms for Tom og hans venner er West Ham og de frygtede Millwall.
Generelt er Tom en ganske forudsigelig og afstumpet fortæller. Kort
fortalt så hader han det meste og de fleste er simpelthen cunts i hans univers.
Eller som regel birds, hvis de er af hunkøn. I nogle få gyldne øjeblikke kan
han fremstå som en slags "Rebel without a cause" á la James Dean, som da han -
efter et kort intermezzo med retssystemet og en bøde for bølleoptøjer i forbindelse med
med en kamp - ender hjemme hos en rich bitch af en ung servitrice. Hun slikker
ham af til en af de få orgasmer, som eksisterer for ham uden vold iblandet, og får
sprøjtet hele sin ladning af i hendes mund. Til hendes store mishag. Fornøjet tænker
han "six inches of Chelsea aggro" og godter sig over, hvordan hun
styrter ud på toilettet, for at vaske munden. Eller i den nedenstående monolog, hvor han
forsøger at varme op til en kedsommelig Wimbledon-kamp.
I suppose we're like niggers in a way. White niggers. White trash. White shit. We're a
minority because we're tight. Small in number. We're loyal and dedicated. Football gives
us something. Hate and fear makes us special. We have a base in the majority which means
the cunts in charge can't work us out. We have most of the same ideas but we 've worked
them round to fit ourselves. We're a bit of everything. There's no label. We're something
the rich cunts hate and the slumming socialists can't accept. We're happy with life and
there's no need for social workers.
Men i længden bliver det for sjældent at han fortæller noget interessant.
Påtænker man oveni at han næppe længere ligefrem er nogen vårhøne aldersmæssigt,
får man mere billedet af et menneske der er gået helt i stå mentalt. Med volden som det
eneste afbræk i monotonien, fremfor et forstyrret udtryk for frustration som hos en vred
Dean look-a-like.
Tidligt i handlingen er Chelsea til udekamp hos Tottenham i Nordlondon, og Tom får allerede her et slags personligt højdepunkt, "going mental", som han jævnligt kalder det, en voldsorgasme, som han senere med fornøjelse flere gange tænker tilbage på. Man smadrer nemlig en pub for Tottenham-tilhængere, og får samtidig gennembanket de fleste af de tilstedeværende. Ekstra godt for Tom er det, fordi han hader Tottenham og alt hvad de står for, eller the yids (=jøderne) som de hedder i slangsproget. Som et antiklimaks i forhold her til, kommer så mødet med West Ham, som går helt i vasken, fordi the old bill kommer på tværs og Chelsea, som han prangende kalder sig selv, bliver holdt tilbage på en pub, mens West Ham spankulerer rundt på hans territorium. En kæmpe ydmygelse for ham, en ydmygelse langt større end den han oplever i slutningen af historien. Her har Chelsea har trukket Millwall i pokalturneringen, udebane i Sydøstlondon, fuld af forventning og samtidig frygt drager han og firm'et afsted og ryger direkte ind i "løvernes" hule. Millwall er med god grund frygtede og Chelsea styrter direkte ind i regulære tæsk. Tom selv finder sig pludselig isoleret fra sine venner, og er helt overladt til Millwall's infernalske raseri. Han bliver gennempryglet, gennemsparket, og reddes reelt kun fra en langt grummere skæbne, da the old bill griber ind i balladen. Et par uger på hospitalet koster turen ham, men han bliver samtidig en lille helt i firm'et, fordi han holdt ud, tog sin røvfuld for Chelsea, og ikke stak halen mellem benene. Og i slutkapitlet er han atter på gaderne, denne gang på jagt efter et Derby-firm.
I væsentlige træk er ovenstående den gennemgående handling. Men den afbrydes dog hele tiden i små sidehistorier af mere eller mindre relevans. Nogle af disse historier virker direkte forvirrende og man har umiddelbart svært ved at placere personerne til Tom's univers. Andre gange er de lettere komiske, som da man i et kapitel følger en af Tom's arbejdskollegaer på lageret. En hengiven QPR-fan hvis helt store dagdrøm det er at blive rig og købe hele klubben. Levende forestiller han sig, hvordan han sidder til bords med Gerry Francis, Terry Venables, Rodney Marsh og et par andre gamle QPR-koryfæer. En anden lille historie der kører over et par kapitler, spredt mellem Tom's hooligan-tagfat, omhandler Vince Matthews. En gammel hooligan fra 80'erne, som får "kolde fødder" under VM 82 i Spanien, hvor vi møder ham første gang. Efter en voldsom batalje med det spanske politi i Madrid er de engelske fans draget nordpå til San Sebastian. Overnattende på stranden ser Vince en slags lys, og beslutter sig for at stikke af fra det hele. Han vil rejse til Østen. Næste gang vi møder ham, er han netop vendt hjem fra Australien og vandrer rundt i Kew Garden med sin bedstefar. En gammel krigsveteran, som man også har mødt i et tidligere kapitel, hvor han giver et par nynazistiske skinheads tørt på i londonske undergrund. Sluttelig møder vi så Vince engageret på et nyt Chelsea fanzine, af halvsocialistisk observans, og der bliver på den måde trukket en tråd til Tom og hans univers. Omend den virker lidt tynd, selvom Vince sagtens kan tolkes som en slags modsætning til den stereotype Tom. Men for at virke rigtig overbevisende, står han for svagt i handlingen i forhold til Tom.
Sammenfattende må man sige, at "The Football Factory" mere fremstår som krads socialrealisme. Et bredt forsøg på at skildre den hvide engelske arbejderklasse, med fodbolden, Chelsea, og Vestlondon som omdrejningspunkt, en slags left-over fra Thatcher-tiden og et samfund med langt større sociale skel end man kan relatere direkte til en dansk normalvirkelighed. Dette langt mere end en egentlig fodboldbog. Men den kan da absolut læses, hvis man er litterært sulten. Men er man direkte fodboldhungrende bogelsker findes der nok langt bedre alternativer.
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999