Først den korte anmeldelse: Nick Hornbys bog er uundværlig. Køb den, lån den eller stjæl den, koste hvad det vil.
Så den lidt længere: Bogen er udgivet i et land og på et tidspunkt, hvor en ny fankultur er ved at spire frem. Det er England i 1992, og det minder på en måde om Danmark i 1998. Det er nemlig ikke helt fint i kanten at være fodboldfan, der er stadig en god del mennesker, der regner én for en krydsning mellem en hooligan og en taber. Det er selvfølgelig lidt anderledes her, men roliganbevægelsen har sikret, at vi bliver set som en stor flok øllede bavianer - hvis vi ikke bliver regnet for nogle københavnerbøller, der æder små børn til morgenmad.
Da Fever Pitch udkom, var engelsk fodbold i en overgangsperiode. Det var ikke længe efter katastroferne på Heysel og Hillsborough, og efter nogle af de værste år for engelsk fodbold var der ved at komme en ny bølge. Over hele England begyndte fans at organisere sig i foreninger, og overalt blev der startet blade - fanzines - om klubberne. Man kan sige, at det var mellemklassen, der havde fundet ud af, at de egentlig altid havde kunnet lide fodbold.
Og i de kommende år kunne England så opleve et utroligt boom i interessen for, og indtjeningen fra, fodbold. Månedsblade kom væltende, billetpriserne og TV-pengene eksploderede, og souvenirsalget gjorde klubberne i stand til at købe store stjerner i udlandet. Og der udkom en lang række bøger om fodbold, af hvilke Hornbys er en af de første og den klart vigtigste.
Bogen handler først og fremmest om ham selv. Nick Hornby er født i 1957, og da hans forældre blev skilt, var forholdet til hans far noget anstrengt. Faderens besøg var noget tavse og pinlige affærer, indtil den elleve-årige Nick blev taget med til en Arsenal-kamp på Highbury. Siden da har han været Arsenalfan, og det er livet som fan, han beskriver.
Nu skal jeg lige have med, at man heldigvis ikke behøver at holde med Arsenal for at kunne sætte pris på bogen. Hornby har også selv et meget afslappet og humoristisk forhold til, at hans klub indtil for MEGET nylig spillede noget af det mest primitive og søvndyssende fodbold på jorden, og som han skriver, var "…loyalitet, i hvert fald i forhold til et bestemt fodboldhold, ikke noget moralsk valg, i modsætning til tapperhed eller venlighed; det var mere som at få en vorte eller en pukkel på ryggen, noget som der ikke var noget at gøre ved."
Hornby var straks meget besat af Arsenal, og især afhængig af at være til stede på hjemmebane. Han havde sine ritualer før kampene, og som barn tog han nederlag utrolig personligt. Han var nærmest sygeligt optaget af klubben, og det skulle vare ved langt op i hans voksne år. I Fever Pitch klarer han at få sat hele sit liv i sammenhæng med den besættelse.
Og det er alle hans tanker om det at være så tæt knyttet til en klub, et hold og et stadion, som gør bogen til en bibel, for på næsten hver eneste side finder man træk hos ham, som man kan nikke genkendende til. Depressioner og triumfer, kærester han bedst kan huske, fordi Arsenal tabte til Spurs samme dag, de slog op med ham, ærgrelsen ved at hænge på et håbløst hold, en større depression og livslede, som han selvfølgelig bliver kureret fra, da Arsenal begynder at vinde, og så hans uforklarlige, platoniske kærlighed til mænd som George Graham og Liam Brady. Og meget, meget andet. Og eftersom Hornby slet ikke kommer fra London, når han også omkring det underlige i at støtte et hold fra en forstad, man ellers slet ikke har et tilhørsforhold til - Brøndbytilhængere vil også kunne finde meget velkendt i bogen!
Desuden er bogen også en slags personligt portræt af engelsk fodbold gennem de sidste 30 år, og hvis man overhovedet er interesseret i engelsk ungdomskultur og fodbold, så skal man have denne bog. Det klæder Nick Hornby, at selv om han er en veluddannet mand, så misbruger han det ikke til at være overdrevet filosofisk og akademisk; og på den anden side er han heller ikke en af de forfattere, som gør voldskultur og slagsmål til ét stort nostalgitrip. Bogen er skrevet af en almindelig fyr, som har oplevet det hele fra tribunerne, og ikke på sikker afstand. Måske intelligent, men han er så fanatisk, at han slet ikke kan anklages for at have distance til stoffet.
Som nævnt flere gange er markedet nu druknet i bøger om fodbold, og mange folk, der engang har været på et stadion, mener, at de har ‘en bog i sig’. Det triste er, at de som regel har ret, men at det desværre tit er en dødssyg og meget lang bog. Det her er den ægte vare, og det er dejligt, at den nu er kommet på dansk. Det er dog et problem, at bogens oversætter helt klart ikke har den store forstand på England, og slet ikke på fodbold. Der er en større mængde fodboldudtryk, som er oversat direkte forkert, hvilket går ud over meningen - men de ikke-fodboldinteresserede, som også trygt kan gå i gang med Fever Pitch, vil nok være ligeglade. Det er også kun en lille detalje, for om man så foretrækker engelsk eller dansk, skal man have fat i bogen. Og det fører mig tilbage til begyndelsen: køb den, lån den eller stjæl den.
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999