Kurt Thyboe: Den forkortede drøm

Af Nikolaj Steen Møller (Bragt i Brølet nr. 25., Oktober 1999)

Som en ekstra service over for Brølets læsere tilbyder vi hermed en lynudgave af Kurt Thyboes FCK-bog ’Den umulige drøm’, kapitel for kapitel. Den er for letheds skyld renset for tom snak, machoævl og stavefejl. God fornøjelse.

Forord

Flemming Østergaard har gjort det godt som FCK-chef, trods megen modgang. Han tør tro på den umulige drøm.

Prolog

Jørn ’Usse’ Larsen var yderst sympatisk, og stod på mål for B1903 en gang i halvtredserne.

1. Prinsen …!

Efter en lang og omskiftelig karriere forlader Brian Laudrup kontroversielt FCK. Mange kritiserer ham, men Ulla Dahlerup forsvarer ham.

2. Én mand alene

Flemming Østergaard er en kold, beregnende og yderst følelsesladet person. Han er en dygtig FCK-direktør, og FCK har solgt 8.000 Laudruptrøjer i december.

3. Fiasko

I ’93 blev FCK mestre. Næste år blev de nummer to. Siden fulgte en frygtelig nedtur. På et tidspunkt lavede Jørgen Herbert en frygtelig ballade.

4. Kulissespillet

I en økonomisk prekær situation trådte fhv. BIF-hjælpetræner Karsten Aabrink til som direktør. Efter nogen tumult forsvandt han igen. Siden kom Østergaard til og gjorde det godt.

5. Fyringssæson

Efter nogen tumult forsvandt Aabrink. Siden kom Østergaard til og gjorde det godt.

6. Forandringens bål brænder

Flemming Østergaard har siden tiltrædelsen gjort det godt. Selv blandt konkurrenter og i pressen udtrykkes anerkendelse.

7. Dansen om guldbolden

Der er mange penge i fodbold. Sådan har det ikke altid været. FCK har i december solgt 8.000 Laudruptrøjer.

8. Arven fra KB

Niels-Christian Holmstrøm spillede for KB. Han er en selvsikker fyr. Han mener, at FCK var en nødvendighed og er blevet en succes.

9. Arven fra B1903

Kurt Thyboe var en gang ansat på Politiken, og forargede mange med sin brug af store billeder. B1903’s mestre fra ’69 og ’70 var fysisk stærke.

10. Den nat ’de hvide engle’ blev født…!

I 1991 spillede B1903 en pragtkamp, da de slog Bayern München 6-2. Weekenden efter spillede de 1-1 mod Brøndby.

11. Palle Plankeværk

Palle Petersen var målmand i B1903 og FCK. Han bar tilnavnet ’Plankeværk’.

12. Ivan ’den grusomme’!

Ivan Nielsen var en stærk forsvarsspiller. Han spillede bl.a. i Holland.

13. Når magien dør

Michael og Martin Johansen er gode driblere. For megen presseopmærksomhed har ødelagt deres liv.

14. ´The Shootist’

Lars Højer har en glimrende sparketeknik. Han har overstået nogle alvorlige skader og er nu atter stamspiller.

15. Den hårde fødsel

Mange følelser spillede ind, da KB og B1903 slog sig sammen. Der gik længe inden man fandt en fælles grund. Siden er Østergaard kommet til og har gjort det godt.

16. Titlen …!

FCK sikrede mesterskabet i sidste spillerunde, i en meget velspillet og spændende kamp på Brøndby Stadion.

17: Løver i laksko

Da FCK tabte 0-6 hjemme til Milan mødte de megen kritik.

18. The Young Guns

I 1998 køber Østergaard seks spillere til klubben.

19: Den lange hårde vej tilbage

Michael Stensgaard blev alvorligt skadet, men ved en viljestærk indsats kom han tilbage som aktiv. I dag spiller han i engelske Southampton.

20: Bjarnes fornemmelse for mål

Bjarne Goldbæk er en glimrende spiller. Han spiller i dag i Chelsea. Hans trøjenummer er 10.

21: De 75 dage …

I foråret piftede Brøndbys tilhængere ad Laudrup, FCK skrev en kontrakt med Carlsberg som muligvis er usolidarisk, og Chr. Andersen blev fyret. Aviserne har mange kommentarer til dette.

22. Sig Brøndby … og løverne snerrer!

FCK’s sæson ’97-’98 er god. Efter fem kampe har FCK 20 point. Ole Bjur scorer til 3-1 i BIF-kampen, august ’97. Thorninger scorer til 1-1 i en kamp i Aalborg, som FCK vinder 1-0.

23. Fans … fans … fans …!

Brølets redaktør har hang til store ord.

24. Handsken er kastet …!

FCK skrev i foråret en kontrakt med Carlsberg, som muligvis er usolidarisk.

25. Brink … igen, igen, igen …!

Kim Brink har i flere perioder været FCK’s træner.

26. Det forspildte forår

FCK’s forår var skuffende, og Brian Laudrup sagde op. Brian er en modig, ærlig og værdig spiller.

Epilog

Janteloven er en skidt ting.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999