Awaydays - mere end blot hooligan-nostalgi

Af Nikolaj Steen Møller

Året er 1979, og vi er i Birkenhead i England. Birkenhead ligger lige overfor Liverpool på den anden side af Mersey-floden, og herovre kommer Tranmere Rovers fra. Tranmere ligger i tredie division – det var dengang tredie division var den trediebedste række (hvor perverst!) – og Paul Carty på 19 år er en af de mere voldelige tilhængere, der tager afsted til udekampene med The Pack til så eksotiske steder som Chester, Blackpool og Halifax.

The Pack er efterhånden ved at opbygge et ry som de hårdeste fans i tredie division, og det er en kilde til uendelig stolthed, når de har lavet så meget ballade ved en udekamp, at de landsdækkende aviser lægger mærke til det og giver dem spalteplads ved siden af de rigtig hårde drenge fra de store klubber som Chelsea, West Ham eller Leeds.

Carty er fra en ganske velhavende forstadsfamilie, og ikke den type knægt, man regner som en typisk fodboldhooligan. Men han og hans ven Elvis nyder foreløbig suset fra deres udflugter og de medfølgende slagsmål. Spørgsmålet er så, hvor længe han kan blive ved med det. Hans familieliv fungerer slet ikke, efter at hans mor er død mindre end et år tidligere, og The Pack er hans udvej fra dette.

Det er grundlaget for Sampsons ganske fremragende roman, som jeg dybt, dybt kan anbefale alle, der er bare det mindste interesseret i engelsk fankultur. Awaydays er både spændende og til tider hylende morsom.

Det skal siges straks: den er også meget voldelig. Der er nogle ret grufulde scener i romanen, og volden er ikke sminket på nogen måde. Alt tyder på, at Sampson, der selv kommer fra Birkenhead, har oplevet lidt af hvert og selv gjort lidt af hvert – selv om han har gjort opmærksom på, at det absolut ikke er en selvbiografi. Det virker yderst troværdigt, og man finder chokerende nok sig selv helt opslugt i de slag, der bliver udkæmpet.

Ja, man holder faktisk med Cartys venner. Og det selvom de såmænd er en flok feje voldsmænd. Sampson udstiller de kujonagtige sider og illoyaliteten ved The Pack nådesløst. Det er en af bogens store styrker, at den ikke glamouriserer volden, hvad man ellers har kunnet opleve i en del fodboldbøger for nylig. På samme måde er Carty ikke en benhård kamp- og sexmaskine, men et sammensat menneske som alle andre og klar over hvilket fucked-up liv han lever; i en bog som f.eks. John Kings The Football Factory er alle hovedpersonerne hårde som søm, og dén bog lugter langt væk af at være opstået i Kings egen lille fantasiverden.

Som nævnt er Liverpool den store nabo, som bogens personer har er mærkeligt splittet forhold til. Både en kæmpe respekt for byen og en hæmningsløs dyrkelse af den musik, der kommer derovre fra, med Echo & the Bunnymen, Orchestral Maneouvres in the Dark og the Teardrop Explodes som de store idoler. Og en beundrende afsky for Liverpools hold og især fans, hvorimod mange fra Birkenhead også holder med Everton.

Og ligesom Evertons fans har Tranmere-flokken en besættelse med modetøj. Det er Adidas- og Pumagummisko, Sergio Tacchini-polotrøjer, Donnay-sweatere og lange trenchcoats fra Paul Smith, og kunstigt mørkerøde geléopsatte new wavefrisurer, som Carty selv beskriver som ’outrageously homosexual hairdos’. Hvor deres modstandere fra bøhlandet uvægerligt går med 12-hullers Doc Martens og kronragede hoveder.

Mode-, musik- og lokalreferencerne gør bogen helt uundværlig for dem af os, der har et favorithold i netop den ende af England, om det så er det hold, hvis fans var kendt for at have bobbelpermanent og en moustache (Liverpool) eller det, hvis fans siges at have været mindst ligeså chicce og modebevidste som Tranmere, hvilket Sampson frejdigt erklærer (mit eget hold i England, Everton). Eller måske endda Tranmere Rovers selv.

Dette ville være ligemeget, hvis ikke Awaydays også var en stærk historie. Men personerne holder fuldt ud (måske med undtagelse af Cartys kunstneriske ven Elvis; en højst speciel blanding mellem Alex fra A Clockwork Orange og Ian Curtis fra Joy Division), og det samme gør handlingen, som foregår over de sidste halvanden måned af halvfjerdserne. Man føler sig transporteret lige ind i den tids deprimerende England, hvor Thatchers onde imperium lige var kommet til magten.

Det er fascinerende at se Carty få noget ud af sit liv. Og det er afsindigt skægt at se ham rode sig ind og ud af det ene mere kiksede engangsforhold end det næste – sex er der masser af i denne bog, om end ikke altid lige ædruelig og god sex… I det hele taget skriver Sampson morsomt. En scene, hvor Cartys venner får en vred politibetjent til at løbe med hovedet forrest ind i et tog vil få læseren til at skrige af grin.

Morsom, spændende og realistisk, kan man bede en bog om at være meget mere? Selvfølgelig kan man ikke det. Sæt en Echo & the Bunnymen-opsamling på, tag en gammel Lacostetrøje på og læs Awaydays!


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999