Optakt til
Brøndby - F.C. København
MANDAG! d. 20. september 1999 kl. 19.00

Statistik

  Kampe V U T Mål +/- Point Snit Tilskuersnit
HJEMME 16 7 1 7 21 - 28 -7 25 1,56 25.924
UDE 10 5 1 4 18 - 14 4 16 1,60 15.857
IALT 26 12 2 11 39 - 42 -3 41 1,58 22.052

Kampene

06-09-92 Ude SUPER U 1-1 Tilskuere: 8.845
07-10-92 Hjemme POKAL V 2-0 Tilskuere: 7.100
15-11-92 Hjemme SUPER U 0-0 Tilskuere: 13.800
25-04-93 Hjemme SUPER T 0-4 Tilskuere: 16.864 Udvisning af Iørn Uldbjerg
13-06-93 Ude SUPER V 3-2 Tilskuere: 18.270 FCK vinder DM 93
08-08-93 Ude SUPER V 1-0 Tilskuere: 14.460
17-10-93 Hjemme SUPER V 3-1 Tilskuere: 9.748
24-04-94 Hjemme SUPER V 2-1 Tilskuere: 24.123
29-05-94 Ude SUPER T 0-1 Tilskuere: 14.642 Udvisning af Lars Højer Nielsen
23-09-94 Hjemme SUPER V 2-1 Tilskuere: 16.779
30-10-94 Ude SUPER V 4-0 Tilskuere: 16.478
17-04-95 Ude SUPER V 3-2 Tilskuere: 15.114
18-06-95 Hjemme SUPER V 1-0 Tilskuere: 36.623
27-08-95 Ude SUPER V 4-1 Tilskuere: 17.117
24-03-96 Hjemme SUPER T 0-3 Tilskuere: 39.640
23-05-96 Hjemme SUPER T 0-4 Tilskuere: 30.891 Udvisning af Per Frandsen og Michael Johansen
31-07-96 Hjemme SUPER T 2-3 Tilskuere: 21.419
20-10-96 Hjemme SUPER T 1-2 Tilskuere: 28.491
19-05-97 Ude SUPER T 0-2 Tilskuere: 17.712
22-08-97 Hjemme SUPER V 4-1 Tilskuere: 31.197
20-03-98 Ude SUPER T 0-2 Tilskuere 17.612
21-05-98 Finale Pokal T 1-4 Tilskuere: 41.044
24-05-98 Hjemme SUPER T 1-4 Tilskuere: 33.124
30-08-98 Hjemme SUPER V 1-0 Tilskuere: 26.000 Niclas Jensen brænder straffespark
14-03-99 Ude SUPER T 2-3 Tilskuere: 18.316
28-05-99 Hjemme SUPER V 1-0 Tilskuere: 37.940

Målscorerne

Lars Højer Nielsen 7 (4)
Martin Johansen 4
Per Frandsen 3
David Nielsen 3
Christian Lønstrup 2

Iørn Uldbjerg 2
Michael Johansen 2
Morten Falch 2
Peter Nielsen 2
Peter Møller
Morten Nielsen
Michael Giolbas
Jørgen Juul Jensen
Allan Nielsen
Diego Tur
Mark Robbins
Todi Jönsson
Bjarne Goldbæk
Niclas Jensen
Caraten Hemmingsen (str.)
Selvmål

Kommentar

Så lykkedes det igen et medlem af P-banden at trumfe sin vilje igennem - til ærgrelse for mange mandagstriste Københavnere. Dem må der efterhånden være et par stykker af. Jeg ved ikke, hvor mange mandagskampe vi har spillet ud af de syv første, men det føles som otte. Hvad rager det dog os, at de har spillet UEFA-cup og hvad ved jeg?! Det er der vel også andre hold der har, og hvorfor skal BIF så have den fordel? "Det er en prestigefyldt kamp," siger du så. Javist, meeeen ærlig talt så er det sgu' at stramme den lidt rigeligt, at skulle graduere kampene efter "prestigehedsgraden". De ansvarlige burde skamme sig. Lyngby og AB klager vel næppe, thi her finder man jo de to andre medlemmer af P-banden, og resten af holdene i ligaen tør ikke. Man er vel ikke en mafia-lignende bande for ingenting. Sådanne ting får jeg altså kvalme af!

Nuvel, almægtige DBU bukker og skraber for over-P'et, og så må vi andre altså acceptere det - og det gør vi så - for hva' fa'en sku' vi ellers?

Og nu skal det handle om fodbold - altså den på banen.
Tiden er inde til (i journalistens - og Morten Stigs - vokabularium) det "nyklassiske" (hvornår bliver det det bare "klassisk"?) opgør mellem F.C. København og Brøndby. Det er blevet kaldt "Kampen om København", men helt hvorfor ved jeg ikke, for så vidt jeg ved, har Brøndby ikke meget med København at gøre, andet end at det ligger forholdsvis tæt på. Måske er det sådan, at vinderen får lov at blive i København, mens taberne skal flytte til Brøndby. Uhhh, hvilken afskyelig tanke, der nok kunne få vores hvidklædte gutter ud af starthullerne. Stod der så meget på spil, så ville vi absolut være sikre vindere.

Brøndby led et velfortjent nederlag i Viborg sidste søndag. Selvom cifrene kun blev 2-0, så skulle det vist nærmere have været 6-0, hvis man skal tro diverse medier (og i dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse). Der er næppe tvivl om, at Brøndby ikke længere besidder fordums styrke, men da vi jo heller ikke just har et af historiens stærkeste hold, så udligner det sig nok meget godt alligevel. Brøndby er p.t. et stærkere hold end os, men det har de jo været før, og har alligevel fået smæk.

Se nu bare den seneste kamp. Det havde mildt sagt været en elendig forårssæson, men i Parken vandt vi alligevel 1-0 over Brøndby, og gav dermed en hånd til AaB's mesterskab. Derefter blev det ret pænt i de sidste to kampe, hvor vi faktisk ikke tabte. Man kunne jo håbe på lidt af den samme effekt, hvis vi skulle vinde på mandag. Tre kampe i træk uden nederlag... Det er sød musik i mine ører.

Men kære venner, det bliver svært, meget svært. Det var absolut ikke overbevisende det vi så mod Vejle i søndags. Vi vandt, og det er kan man kun være yderst tilfreds med, men selvom det var fortjent nok, så var det som sagt ikke overbevisende. Under alle omstændigheder ikke overbevisende nok til, at man rigtig kan tro på sejr mandag aften.

Ude i forstaden havde vi tidligere ret godt fat i de blå/gule, men faktisk har vi ikke vundet derude siden d. 27. august 1995. Der gjorde vi det til gengæld også med manér. Hele 4-1 kunne vi glæde os over. Siden har vi måttet gå skuffet fra Vestegnen - med to gange 2-0 og et enkelt 3-2 nederlag i rygsækken.

Efter det væmmelige brud på traditionen i optakten mod Vejle, indtager Højer igen førstepladsen på målscorerlisten med syv mål. Højer, der desværre må lide med ryggen, og derfor ikke længere kan siges at være af særlig stor spillemæssig værdi for klubben. Pokkers ærgerligt, for vi husker jo alle, hvor mange store oplevelser og smukke mål den mand har givet os gennem tiderne. Nu snakker han så småt om at stoppe karrieren, hvilket vil være trist, for havde han dog blot kunne holde "ryggen fri" - om man så må sige - så havde han været (som han har været det før) et kæmpe aktiv på vores lidt tynde midtbane.
David indtager andenpladsen med tre mål - det seneste scoret i den sidste kamp mod BIF, og derefter følger Lønstrup med to - begge før han tog til Italien naturligvis.

Nu kan jeg vist ikke længere vandre om den varme grød, men skal til det sagnomspundne og ikke altid lige præcise gæt på resultatet og tilskuertallet. På det seneste har denne optakstskrivende nipser ellers været i ret fin form. Senest ramte jeg plet i resultatet mod Vejle (tilskuermæssigt var jeg små 1100 fra). Rundens andre kampe ramte også nogenlunde, så måske er formkurven endelig på vej op. Det har været et godt efterår i optaktsmæssig forstand.

Lad os ikke narre os selv. Det bliver nærmest umuligt at vinde på mandag. Ikke desto mindre tror jeg faktisk på en spinkel chance. Brøndby taber i Viborg, de spiller UEFA torsdag aften, også de er lidt plagede af skader og vi har vundet vores seneste kamp. Alle faktorer der kan gøre, at vi måske får listet et enkelt mål ind, og at de ikke formår at score. Derfor bliver budet overordentlig optimistisk på sejr på 1-0, i en kamp hvor vi vil være meget på hælene, kæmpe bravt - med en del advarsler til følge, spille alt for mange lange bolde, efterfølgende skulle ligge øre 'hvor heldige vi var', glæde os over Claus' første sæsonmål og undre os over at det går godt så længe. Efterfølgende vil vi naturligvis juble, som var det Champions League vi havde vundet, for så i efterrationaliseringens ofte dunkle skær at studse over, om det overhovedet bragte os meget videre mod skabelsen af et nyt storhold...

Sidst vi var i Brøndby var der 18.316 tilskuere, og vi stod som sild i en meget lille tønde under kummerlige forhold. Lad os nu håbe, at de har lært lidt af deres mange fejl og giver, om ikke mere plads, så bedre mulighed for at komme på toilettet, købe 'øl' og i det hele taget komme til og fra. Det er lidet sandsynligt, men lad os da bare håbe...
Denne gang kommer der nok ikke færre tilskuere, så lad os da gætte (kvalificeret naturligvis) på, at 18.414 tilskuere vil finde vej gennem betonen og pløret for at se ENDNU en mandagskamp.

En optakt ville ikke være en optakt uden den udødelige og "nyklassiske" sætning 'Fusionsnipserne ønsker alle en god kamp!', så her er den så:

Fusionsnipserne ønsker alle en god kamp!

Rundens øvrige kampe ( * kl. 17.15)
Esbjerg - Viborg : En lille overraskelse lurer - 1-1
Lyngby - AGF : Kan Lyngby slå AaB, så slår de også AGF.
Silkeborg - OB : Uafgjort - absolut uafgjort.
Vejle - AaB : Lidt svær, men AaB vinder knebent.
AB - Herfølge * : Topopgør! Det kan meget vel blive 1-1.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 16. september 1999.