… with a flourish –

En alt, alt for tidlig hyldest til det smukke spil og en af dets udøvere

Disse dage er ikke nemme for fodboldfans, og det er da især tilfældet for de romantiske sjæle iblandt os. Dem af os, der voksede op i firserne og husker hvordan en spiller som Michel Platini, der formentlig den dag i dag ville blive betegnet som en luksusspiller, gjorde hvad der passede ham i EM 1984. Dem der stadig husker hvordan Gheorghe Hagi scorede fra sidelinien mod USA i VM 1994. Og dem af os, der var ved at besvime af bare henrykkelse efter at have set Barcelona spille på de sene lørdagaftener i halvfemserne, hvor de som dyrker Sex, drugs and football i deres ungdom faktisk kunne få mættet alle disse tre behov af spillere som Stoichkov, Goikotxea, Koeman, Bakero, Salinas, Guardiola, Beguiristain, Laudrup, Romario og ikke mindst den 100% geniale Johan Cruyff og hans psykedeliske, bevidsthedsudvidende fodbold.

Om det er en speciel ting for FCK-fans at dyrke den tekniske fodbold vides ikke, for man bør jo kun tale for sig selv. Men mon det er helt forkert? Da skrivende ’Nipser voksede op på Frederiksberg for mange år siden var det almen viden, at KB traditionelt hellere ville vinde 4-3 end 1-0. Det havde desværre den ubehagelige konsekvens, at de som regel tabte 4-3 – eller i hvert fald noget med et stort antal mål hældt ind bag den stakkels Ole Qvist, synes jeg at kunne huske fra mine beklageligt få kampe i den spæde barndom.

Og da så endelig FCK kom i stand var det med noget af det smukkeste fodbold der er set i Danmark nogensinde (sagde han, idet han komplet ignorerer alting før 1980). På godt og ondt. Vi får vel aldrig mere se et hold på mesterskabskurs spille så vanvittig en kamp som den i Århus i femtesidste runde 1993 – som FCK vinder 5-3. For der skulle pinedød angribes og underholdes. Ned på jorden med den – de lange bolde op i hovedet på Manniche var et våben til de sidste ti minutter.

Det var smukt, det var en modgift til det uskønne knokkelspil, vi så leveret fra vores konkurrenter. De evigt pressende, stønnende og prustende Brøndby, de garderhøje jernmænd fra OB, og ikke mindst de gyselige og feje, ultradefensive Silkeborg. Det var kælne detaljer og ydersideafleveringer. Det var Lønstrup, Højer, Pierre, Ulle og tvillingerne. Det var nipseri i ordets bedste forstand. Og sommetider var det helt gyselige kollaps på de dage hvor det bare ikke virkede. Som da vi tabte 4-0 i Parken til Brøndby, hvor Frank Pingel af alle mennesker var banens bedste, eller da vi i den følgende sæson blev slagtet 5-0 af Silkeborg, der af rent moralske grunde aldrig, aldrig nogensinde skulle have haft lov til at vinde det mesterskab, de efter den kamp satte kurs mod.

For en enkelt gangs skyld gik det op i en højere enhed. Og i den sæson oplevede vi en forkælelse af FCK’s fans af den anden verden. En forkælelse, som lige siden har været svær at leve op til. Men prøv så at tænke tilbage på de succeser, klubben har oplevet siden. Ved sølvet året efter havde ikke meget ændret sig. Et problem var måske, at vores forsvar bestod af de ganske unge Ole Tobiasen og Diego Tur i stedet for Kenneth Wegner og Ivan Nielsen. Der var nemmere til vores blackouts. Men det var stadig den samme stil, og vi kunne stadig henrykke – se kampen mod Silkeborg som vi vandt 4-1 og sig at SIF fortjente det mesterskab en gang til…

Året efter var det en fornøjelse at se hvordan der stadig kunne spilles fodbold efter at Benny var kommet tilbage. Og hvordan AB blev smadret i pokalfinalen med kombinationer som i gamle dage. Og pokalen blev vundet igen i 1997, men først skulle vi igennem en masse ondt. For efter at Michael Schäfer havde haft en forbløffende mangel på succes og at Aabrink havde solgt Michael Johansen, Lønstrup og Per Frandsen husker vi jo godt hvad der skete. Goldbæk var fantastisk, men Henrik Larsen – al respekt for hans FCK-hjerte og gerning i dag – var bare ikke en spiller der stod for en eneste ting som traditionelt er FCK-dyder. Han var en tonser af rang, en spiller med fysik som det eneste på programmet, tung og klodset. Han skulle ikke komme til at spille én hæderlig kamp for FCK før april ’97, og var samtidig anfører, udpeget af direktøren selv, og kunne ikke sættes af holdet. Og samtidig kom en spiller fra Finland – Aki Hyryläinen – velsignet med en teknik så ynkelig, at man troede det var en vittighed fra Aabrinks side. Og en angriber, Mate Sestan, som faktisk – lad os være ærlige – ikke kunne spille fodbold, og hvis evner var så ringe at han var til grin blandt de andre spillere under træningen.

Holdet spillede i det halvår sidst i 1996 det ringeste fodbold i Parken nogensinde. Alle der var til stede kan huske hvor grimt det var. Samtidig løb Martin Johansen frustreret rundt på andetholdet. Han skulle så få chancen i foråret, hvor Kim Brink var sluppet fri af Aabrinks skygge og til tider forsøgte sig med tre angribere – den hele foråret igennem strålende Martin, Kenneth Perez og David Nielsen, og hey presto! Holdet kunne alligevel godt spille bold og sluttede sæsonen af med at ramme formen og tage pokalen endnu en gang. Det fine spil, de med mange kvaler ramte (se vores pokalsemifinale mod Silkeborg en gang til; stemningen var ufattelig, ditto sejrsmålet af Martin, men selve kampen er meget, meget uskøn) så vi bragt over til næste sæson, og her spillede FCK intet mindre end smukt i hvert fald 2/3 af tiden – med svipsere, præcis som vi kendte det fra gamle dage. Peter Nielsens pasninger, Goldbæks løb og skud, Davids ambitiøse akrobatik, Todis kælne driblinger og lobbet mod BIF, Falchs liberospil.

Og her falder min pointe: i tre sæsoner har FCK vundet medaljer. I de samme tre sæsoner har vi spillet positiv angrebsfodbold. I to sæsoner har vi vundet pokalen. I de samme to sæsoner har et frigjort hold fået lov til at angribe hen mod slutningen af sæsonen (og husk, at i 1997 var ’frigjort’ måske ikke ligefrem et korrekt ord om et hold, der lå i nedrykningsfare – men de spillede ikke desto mindre sådan).

Det er det jeg vil se, og det er det fordi skal vi tabe kampe, så skal det fandeme ske med stil. Det er OK at komme tilbage fra Lars Tyndskids Mark med æren i behold, men det er ikke OK at have oplevet en kamp hvor et stærkt organiseret og defensivt hold kun skaber en eneste målchance hele kampen igennem. Og hvor opstillingen vidt og bredt er blevet offentliggjort som 4-3-3, når det er klart at se at de to fløjangribere er trukket så langt tilbage at der er tale om den opstilling som vi kender som 4-5-1, og som får os til at se Drillos ansigt for os, hvilket får os til at græde.

Om det så er de unge talenter, der er på banen, eller det er en ugidelig verdensstjerne, må indstillingen altid være den simple, at der skal vindes. At muligheden for at vinde er til stede. Og at den skal man fandeme gå efter, for det skylder man simpelthen fansene, spillet og sig selv.

Så derfor, og nu kommer jeg endelig til den hyldest jeg varslede for længe siden, var det en fryd for øjet at se Donatas Vencevicius debutere mandag aften i Parken. En mand, der åbenlyst er sat på jorden for at aflevere bolden, at spille den præcist langs med jorden til en bedre placeret medspiller. En mand, der måske vil risikere at blive kaldt en luksusspiller. Han så ikke ud til at være så hurtig. Ja, faktisk var han en lille smule kraftig, var han ikke? Men han kunne spille fodbold den vej, det skal spilles: fremad.

Måske flopper Vicious i FCK. Jeg tror det ikke, men måske sker det. Men hans type vil aldrig floppe hos mig personligt. For hvor ville det være kedeligt, hvis man skulle holde med et hold hvor ingen turde andet end at spille bolden ud til højre back, der så losser den diagonalt frem til en meget høj fyr der engang spillede basketball. Driblere og pasningsspillere er dødsens nødvendige for at vi kan få den fodbold at se, som er smuk og en fryd for øjet. Og gid Donatas, Løns og Claus, samt alle andre spillere vi har med det tekniske niveau der skal til, i fællesskab kan inspirere hinanden til igen at gøre FCK til et hold der simpelthen ikke kan spille tonserbold.

Men lad os så i samme åndedræt fremhæve en som ellers tit får på puklen; nemlig Carsten Hemmingsen. For uden ham ville det brase sammen. En type, der i den grad går til den og dermed holder de forreste folks ryg fri er uvurderlig for et hold. Hemmingsens styrke er at jage modstanderen over hele midtbanen, vinde bolden, og så spille den højest fem meter hen til en mand der kan sende den videre frem. Og det er han en af de bedste i Danmark til. Tror pokker, det så mærkeligt ud da han blev sat i en styrende rolle for bare et par kampe siden. Det er ikke meningen med at have ham med.

Næ, kun hvis man har en der går til vaflerne bagved kan man få friheden til at spille smukt fremme. Som Platini havde Luis Fernandez. Og som Laudrup havde Amor, Bakero og Nadal. Vi er jo ikke naive. Men stadigvæk blåøjede nok til at tro på, at den norske tæppebombning med 50-metersbolde kun har været en overgang, og at kærligheden til fodbolden endnu gennemsyrer klubben fra top til bund. Om ikke andet, så for resultaternes skyld. For nok gælder spillet ikke om at vinde, men hvis valget står mellem at vinde med stil og at tabe uden ved den skrivende ’Nipser godt hvad han vælger…

Fusionsnipserne

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 27. august 1999.