17. april 2000: OB - F.C. København 2-0 (1-0)

Superliga, 17. april 2000: OB - F.C. København 2-0 (1-0)

Mål:
1-0 Michael Hemmingsen (11)
2-0 Søren Andersen (68)

Tilskuere: 8.113

Dommer: Knud Stadsgaard

F.C. København (4-4-2):
Karim Zaza 2 – Piotr Haren 3, Kim Madsen 3, Bo Svensson 3, Kofi Dakinah 2 (61: Thomas Kjærbye 3) – David Nielsen 2, Hjalte Nørregaard 3, Donatas Vencevicius 2 (82: Thomas Thorninger u.b.) - Todi Jónsson 3 (73: Mads Kjøller Westh u.b.) – Sibusiso Zuma 5, Harald Brattbakk 3

Manden er bundsympatisk, han har kæmpet mod sommetider umulige odds, og på flere tidspunkter fik han holdet til at storspille – men nu må Kim Brinks tid som cheftræner snart være slut.

Det holder ikke. Og det spiller ingen rolle, at det hold vi så i Odense nærmest kun manglede Will Orben i at være et Ørestadshold, for desværre var det hverken værre eller bedre end hvad holdet præsterede mod AB i sidste uges pokalkamps anden halvleg og forlængning, selv om både Rytter, Hemme, Niclas og Mio var til rådighed, og også Peter Christiansen, i hvert fald indtil han blev skadet og glemte at nævne det overfor nogen.

Det er det værste af det hele – ikke at holdet spiller skidt med nye folk på, men at de faktisk ikke spiller bedre med de rutinerede. Debutant Hjalte Nørregaard spillede f.eks. ikke nær så ringe som Thomas Thorninger gjorde mod AB sidst, han gjorde det helt fint uden på nogen som helst måde at imponere. Det er forkrampet, forvirret, idéforladt og paasivt hvad vi ser. Spillerne render snotforvirrede omkring, og de laver fejl som professionelle spillere ikke bør kunne lave, bare fordi de efterhånden er slidt ned til sokkeholderne af så meget modgang og så meget forvirring om deres status.

Så vidt er det kommet efterhånden, at det ikke er til at tro, at vi nogensinde kommer opad i tabellen, eller nedad for den sags skyld. Vi har ikke været i nærheden af tabeltoppen siden vi oplevede det frie fald i ”The Year of the Chicken” i foråret 1999. Og nu har man efterhånden vænnet sig til det. Der kommer alligevel de samme 14.000 her i påsken, og vi klapper pænt når det lykkes at skrabe en 1-1 hjem mod Silkeborg, vi jubler når vi slår Vejle 2-0, og når vi så taber 3-1 ude i Gladsaxe til AB kommer der lidt brok på Sidelinien, men hvad nytter det, for vi ligger nummer otte og det kommer vi til at gøre hele denne sæson ud og sikkert flere sæsoner til.

Imens render vores spillere rundt på banen og gør de samme ting igen og igen, som ikke virker. De lægger de samme hjørnespark i knæhøjde, de skyder kraftløse frispark i muren, de hælder bolden ud over sidelinien, de løber fejl af hinanden, og når de så har oparbejdet nok frustrationer begynder de at søge væk fra klubben ligesom klassespillere som Goldbæk, der var ved at gå ud af sit gode skind under Kim Brinks ledelse i 96-97 og rejste under samme ledelse i 1998, og Peter Nielsen, der havde besluttet sig for at være rejst hjem til Danmark for evigt, men nu var meget forhippet på at komme tilbage, og allerede tidligt i det fordømte forår 1999 skrev en ny kontrakt med Gladbach, helt ligeglad med at de var i fuld gang med at rykke ned.

Det er så indlysende at frygte, at Harald Brattbakk får lige så store udlængsler, for slet ikke at tale om Zuma. Jamen altså, man kan ligefrem mærke hvordan selvtilliden bliver suget ud af spillerne. I OB-kampen så man Todi og David bytte plads i pausen. Resultatet blev, at begge spillere mistede sidste rest af det initiativ de havde fra kampens begyndelse, men som de faktisk så ud til at have mistet allerede efter et kvarter.

Man så Kofi spille venstre back, og det var ikke godt. Man kan ikke lade være med at have ondt af en spiller, der gør det strålende på midten, men som pludselig skal dække på venstrekanten. Han gjorde det professionelt som venstre back, men det betyder kun at han løste den opgave han fik stillet efter de forudsætninger han havde. Han har ikke forudsætningerne. Derfor spillede han rærligt, og så er der plukket selvtillid ud uden anden grund end at vi mangler back-up på den plads – der er tre ventrekantsspillere i klubben, og Todi og Niclas’ reserve er i begge tilfælde Peter Christiansen. Han er skadet, og så er der ingen reserve for Niclas.

Man så Donatas, der blev beskrevet ved ankomsten som en spiller med selvtillid. Det har han i hvert fald ikke nu. Han er et skoleeksempel på en spiller, der er blevet dårligere med tiden af at spille for FCK, og han spillede så skidt at man troede det var løgn. Og man ikke bare tror, men er sikker på at det er løgn, når man tænker tilbage på kampen mod Brøndby for mindre end et halvt år siden, hvor han var excellent. I vinterpausen ser det ud til at al kreativitet er blevet pillet systematisk ud af denne så lovende spiller.

Det hele er så trist, at det næsten ikke er til at holde ud at tænke på. Hvis man havde nogen grund til at tro, at det hele ville blive bedre, kunne man acceptere at ligge nr. 8 i en tid. Men det hele ser ud til at blive værre og værre, og det minder mere og mere om sæsonen 96-97, hvor man sidst tog til steder som Odense med den helt sikre viden, at man ikke havde en chance for at undgå at tabe.

Det samme skete i går. Og så tabte vi. Vi begyndte allerede at tabe efter mindre end ti minutter. Karim Zaza kvajede sig, da OB fik et frispark uden for straffesparksfeltet, og som alle ved er et straffe til F.C. København lige så godt som et frispark udenfor feltet, men det er dog i lige så høj grad et faktum, at et frispark mod FCK er lige så godt som et straffespark, i hvert fald når Karim Zaza står på mål. For gud ved hvilken placerede Karim sig forkert, og Michael Hemmingsen hamrede bolden op i højre hjørne – målmandens – mens Karim tog et skridt til den modsatte side og lod sig fange på det gale ben.

Så stod vi der igen. Nu var det teenagernes ansvar at komme tilbage i kapmen, og det skete selvfølgelig ikke bare tilnærmelsesvist. Der var siger og skriver én københavnsk målchance, af den type som man kan tage alvorligt, i resten af kampen. Den havde Zuma, da han spillede en smart et-to med Brattbakk og stormede fri. Han sprintede som død og djævel ind i feltet og sluttede noget febrilsk af lige på Lars Høgh.

Forbløffende nok begyndte OB’erne at synge ”You only sing when you’re winning!” ned til de slukørede københavnere. Lidt ironisk, da der faktisk havde været stille og roligt nede i Odense-enden indtil deres hold kom foran, mens der havde været masser af larm i den anden ende. De sang måske om sig selv, det er ikke til at vide.

De kløgtige fynboer blev sure på Karim, da han igen og igen var syv lange og syv brede om at sparke ud. Det er fuldstændig uforståeligt, naturligvis. Næsten lige så uforståeligt som at Karim hele kampen igennem trak tiden ud ved målspark, selv om vi var bagud. Satsede han på at tabe med så få mål som muligt? Det er ikke lige til at regne ud.

OB’erne fik et frispark i højre side og lossede et højt og blødt indlæg ind. Zaza forsøgte at komme op til den og ramte den, men det var med en slatten håndflade og ikke med en knyttet næve, og bolden faldt lige ned foran Andrew Tembo, der dybt forbløffet skød langt udenom med tomt mål. Katastrofalt målmandsspil af Karim, og bliver han ved på den måde kan han få mere end svært ved at finde en klub efter at han til sommer forlader F.C. København – i hvert fald en klub over 2. division. Det er utroligt synd at måtte konstatere, for man må holde af Karim efter hans fem loyale år i klubben, men han er simpelthen bare ikke en klassemålmand.

OB sad på det hele. I de sidste tyve minutter havde de seks-syv ganske strålende kontraangreb og var sagt lige ud klassen bedre end os. Det bedste forsøg var Andrew Tembos skud efter at Søren Andersen på ren vilje havde vristet bolden fra to forsvarere. Denne gang holdt Karim den trods alt.

Men han koksede igen ud, da han prøvede at chippe bolden ud til Kim Madsen med en OB-angriber lige foran sig. Det var helt sindssygt, og en målmand på 25 år må ikke være så skødesløs. Det var det samme vanvid, da han mod AB skulle drible udenom Abdul Sule, og det er ikke i orden.

Og i samme tidsrum havde vi to slatne forsøg: et skud fra Donatas fra kanten af feltet der var ved at ryge ud i hjørnet mellem hoved- og bagtribune, og et frisparksforsøg fra Brattbakk, der røg lige ind i muren, skudt dårligt og ukoncentreret i begge tilfælde.

Det var lige ved at lykkes, vi var lige ved at kunne overleve halvlegen med 0-1, men så kunne forsvaret pludselig igen ikke holde Søren Andersen, der energisk puffede bolden fra Bo Svensson, der ikke kunne få sparket den ad helvede til, og han scorede via venstre stolpe. Han var banens bedste spiller, Søren Andersen – eller skal vi kalde han Sponsoreret Af Telecom Center Søren Andersen, for det var hvad stadionspeakeren kaldte ham.

Efter en ufattelig lang pause, som garanteret var begrundet i at TV3 ikke kunne få overstået deres reklameblokke, kom F.C. København til anden halvleg, og gæt hvad – den var sgu værre end den første. Jeg skal spare folk for et utal af detaljer, men hvad der var af flotte detaljer kom fra OB. Som f.eks. Nicolai Waels tordenflugter efter ti minutters tid, eller da Søren Andersen igen var ved at bulldoze sig igennem – Karim kom ud og dækkede, men klarede i det hele taget kun med nød og næppe at spille sig op fra første halvleg, selv om han ikke lavede så vilde fejl som i første.

Ind imellem var der så et enkelt lyspunkt – en flot dribletur af Zuma, som ikke fik afsluttet ordentligt – en OB-back kunne trille bolden tilbage til Høgh. Det var det. Nå jo, og så var der et teatralsk forsøg på at filme sig til et straffespark.

Nu sang OB-fansene ”FC Krise!!”, og de havde ret. OB trillede sejren hjem, kun afbrudt af nogle frustrationsfrispark. Bo Svensson fik en advarsel, Donatas burde have fået en, og selv Zuma satte en rå eftertackling ind og fik gult.

Vi havde set et usikkert forsvar, hvor Bo og Kim spillede langt under normal standard, og hvor Piotr var nogenlunde sikker, men Kofi supernervøs og svag på en plads hvor han ikke hører hjemme – og begge var usynlige i spillet fremad, hvilket blot gjorde Todis og Davids sideskift endnu mere uforståeligt. I anden halvleg var der ingen, der kunne noget på kanterne, og vi så det mest forkrampede småspil i mands minde – og DET er forkrampet!

Fra midtbanen kom der alt for lidt, og Donatas spillede simpelthen meget skidt. Fremme var Brattbakk i tvivl om hvad han skulle, og virkede som om at han var blevet bedt om at trække ned i banen som hængende angriber. Han gjorde hvad han kunne, men at lægge sin bedste chanceskaber, Zuma, op som targetman og sin bedste afslutter, Brattbakk, ned bag ham er endnu en af de dispositioner som virker så inderligt mærkelige.

Jøsses dog. Det er alt sammen alt, alt for ringe. Det er ikke et spørgsmål om, at der er en masse skader og karantæner. Det er ikke nødvendigvis trænerens skyld, selv om vi ved at et moralsvækket hold tit render ind i flere skader end et selvsikkert – og helt sikkert flere kort. Det er et spørgsmål om, at F.C. København ikke leverer den vare de skal. Holdet spiller ikke godt, og vinder ikke kampe (i hvert fald ikke nok). Og det skal F.C. København altså gøre!

Og igen: der er intet der tyder på at de vil komme til det. Ikke med den samme træner, og måske heller ikke med de samme spillere. Det bliver bare værre og værre, og vi er resignerede til at hele dette projekt er middelmådigt, uden gejst, men stadig ikke så dårligt at vi rykker ned. Bare grå masse, og med spillere der ikke udstråler humør, og virker som om de ikke aner hvad træneren vil have dem til.

Derfor står det klart som aldrig før, at Brink må gå. Gerne til en toppost i klubben som talentchef, for han er en kæmpestor kapacitet. Men han fungerer ikke som træner for denne klub. Derfor skal der stå en anden træner i spidsen til sommer. En, der kan tilføre noget gejst og give spillerne troen på at de kan meget, meget mere end de kan nu. Og gerne en, der kan tage en god målmand, en stærk højre midt og en midtbanestyrmand af højeste klasse med sig!

Fusionsnipserne